Minder? De kom altid til ham i disse dage. Hvert eneste år. Angsten for at miste jordforbindelsen var også overhængende i denne tid. Lukkede han øjnene optrådte de på slap line for hans indre øje - alle hans grufulde minder - og DEM var der mange af. Han så faderen brække sig udover gulvtæppet og derfor give moderen én på kassen, fordi hun så bebrejdende på ham. Han så moderen krympe sig og vakle tilbage mod væggen med en tåre i øjenkrogen. Hans mor, der ellers altid havde været så stærk, og aldrig ladet sig mærke med noget udadtil, selvom faderen nu snart i lang tid havde lidt af hang til spiritus. Eller måske var det, i virkeligheden ikke så lang tid, men for ham havde det virket som smertende længe?
Han så ned på brødkniven, han endnu havde i hånden. Hvordan mon det havde føltes, da han stak den ind i dem? Det var ikke første gang, han havde prøvet det, men ingen af gangene havde han selv følt den eventuelle smerte, der måtte komme af sådan et stik. Det var vel derfor, han kunne blive ved? En slags søgen efter smerten? Og samtidig var det et forsøg på at viderebringe den smarte, han selv havde følt, til et andet menneske. Dog var det ikke lykkedes endnu!
Gu' skammende han sig, hvis han satte sig ned og tænkte nøgternt over det, men det lod han - af samme grund - også være med, for hvordan skulle det gå ham, hvis han pludselig fik skrupler? Nej, det vigtigste var selv at kunne overleve. Det havde han da lært af faderens skæbne.
Endnu kunne han se faderen for sig, liggende blødende og rallende på gulvet, medens hans mor så forstenet til. Han selv havde bare kigget nøgternt på kniven, der var rød at blod. Faderens blod. Jo, faderen havde været den første. Det første uhyre, der måtte slettes fra jordens overflade. Senere kom andre, som chefen og genboen, men aldrig kom politiet til hans dør. Var de mon bange - eller bare for dumme til at kunne finde ham? De var nok for bange! Det valgte han at tro. Bange for den mægtigste mand i Verden. Bange for ham holdt menneskeskæbner i sin hånd, og ikke veg fra at bruge sin magt, hvis det var nødvendigt!
Han smilede for sig selv, medens han så på soveværelsesdøren. Derinde lå hans kone i sin sødeste søvn. At hun kunne sove, efter at hun havde kaldt ham "en latterlig vatpik" i børnenes påhør forstod han ikke. Det var ikke rimeligt. Hun havde trampet på - og nedgjort - ham, og det skulle hun straffes for. At hun havde været fuld var ingen undskyldning, ligesom det ikke var det for hans far. Hævnens time var inde, og han åbnede døren...