Ærkebiskoppen af Canterbury sagde en gang til en af de nybagte præster, der var på vej ind i sit første embede i den engelske statskirke: "Unge mand, de vil møde mennesker af min aldersgruppe, der vil hævde, at alt var meget bedre før i tiden. Hvis De vil have et godt råd, så tro dem ikke!"
Det var nok sande ord, for tendensen til at romantisere fortiden ligger dybt i os alle, især når vi begynder at få svært ved at følge med i forandringerne. Som Storm P. sagde: "tænk at disse triste tider bliver til de gode gamle dage."
Denne tendens betegner vi med nostalgi, som ifølge Nudansk Ordbog betyder: 1. hjemve; 2. sentimental længsel efter den svundne tid; 3. nedtrykt sindstilstand hos person, der ikke har kunnet tilpasse sig et nyt miljø.
Kort og godt: nostalgi er længsel efter en svunden tid i alle tilfælde, også i den første betydning, for man længes jo så efter den tid man boede i hjemstavnen. Vi kender det med hjemstavnsdigte, hjemstavnssange o.s.v. Når hjemstavnen lovprises af dem, der er fraflyttet, bliver den mere en sindstilstand end et sted.
Noget af det samme kan siges om barndommen. Den ses der ofte tilbage på som en lys og lykkelig tid. Forfatteren Aksel Sandemose siger, at mange voksne har tendens til at betragte barndommen som en dejlig søndag før livet hårde og grå hverdag begynder. Han opponerer i samme åndedrag mod denne holdning, det kan der også være god grund til. Denne opfattelse af barndommen skyldes ofte den allestedsnærværende tendens til den nostalgi, hvor det mørke og triste forsvinder fra erindringen, og kun det lyse og lykkelige bliver tilbage. Når barndommen besynges som lyksalighedens tid, så er barndommen også mere end sindstilstand end et egentlig tidsrum eller periode i livet.
Ærkebiskoppen af Canterburys ord er evigt aktuelle ord. For når nogen snakker om, at det var meget bedre før, folk kom mere hinanden ved o.s.v., så dækker det måske over nostalgi i den tredje betydning. I denne tredje betydning skulle vi måske tilføje "ny tid", for det kan også være at personen bor samme sted som før, men udviklingen har forandret miljøet meget.
Som barn var jeg ofte på ferie i Vestjylland, hvor min far kom fra. Min farmor havde et sommerhus ude på Holmslands Klit, tangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord og der tilbragte jeg og mine forældre kortere eller længere tid af sommerferien hvert år. Huset lå midt i en uberørt del af heden, og alt var uberørt af turismen. Længere nordpå lå Søndervig, som turismen dengang som nu havde lagt sin klamme hånd på i form af minigolfbaner og spillehaller, som skal fordrive tiden for de turister, der når de endelig kommer ud og oplever den "fri natur," ikke ved hvad de skal bruge tiden til. På et tidspunkt blev der bygget nye sommerhuse derovre, og min farmor følte sig ilde berørt over den forandring. Nostalgien kom op i hende, og hun blev mere og mere harm over alle de turister, der kom farende tæt på hendes hus, der lå på et højdedrag og skilte sig ud fra mængden, fordi det var bygget tidligt.
Da jeg senere tog en tur derovre for at se, hvordan der så ud, var området blevet næsten som Søndervig. Ja, så er det man bliver nostalgisk, og var det egentlig ikke nostalgi, der fik mig til at tage turen derover? Det skal ikke benægtes. Vi har det alle i os: længslen efter svundne tider.
I halvfjerdserne var der en stor nostalgibølge. Det var de glade tyvere, tredvere, halvtredsere og tressere alt kom til at dreje sig om. Filmindustrien levede af det, nostalgiske film, der foregik i svundne årtier, var sikre billetsælgere: Sidste Stik, Den Store Gatsby, Vore Bedste År, Sidste Nat med Kliken. Gamle film fra før verden gik af lave kom til ære og værdighed lige fra campede monsterfilm til romantiske komedier.
Også musikindustrien nød godt af det. Der blev udsendt stribevis af antologier med hits fra de svundne årtier, især havde perioden omkring årtiskiftet mellem halvtredserne og tresserne godt tag i teenagerne. Det svenske sangerpar Svenne og Lotta udgav Oldies but Goodies, der udelukkende indeholdt genindspilninger af hits fra denne periode og havde kæmpesucces med det, den lå på salgshitlisterne i flere måneder inklusive Danmarks Radios Top Tyve. Roxy Music tromlede ind på musikscenen med deres egen personlige drejning af halvtredsermusikken og et look på scenen, der var klart inspireret af dette årti. Deres sanger Brian Ferry indsang plader i eget navn med gamle populærmelodier helt tilbage fra trediverne i hans egen fortolkning. Dr. Hook sang The Wonderful Soup Stone om hvordan de sultede i barndomshjemmet, men den vidunderlige suppesten kunne lave suppe til enhver tid. Jo, nostalgi kunne man få, frisk og færdiglavet, lige til at sætte i sindets følsomme ovn.
Hvem vovede dog i al denne nostalgi at løfte sin kyniske røst og minde om bagsiderne af medaljen?
Hvem vovede at sige, at de glade tyvere for USA's vedkommende var præget af forbudstid og deraf følgende gangstervælde?
Hvem vovede at sige, at de glade tredivere på verdensplan var præget af Wall Street krakket og den deraf følgende depression med fattigdom og arbejdsløshed?
Eller hvad med at minde om at fyrrerne var krigens årti med de efterfølgende følgevirkninger?
Hvem vovede at nævne, at halvtredserne også var Korea-krigen, starten på atomkapløbet og terrorbalancen og McCarthys heksejagt? Ingen lyseslukkere her, tak!
Men det er ikke kun noget, der skal henvises til en enkelt periode. Et radioprogram som Giro 413 lever højt på nostalgien, hvor det var et liv i sus og dus i mormors kolonihavehus og hjemmet med mor var det bedste. Hvem vover at nævne skænderiet i kolonihavehuset og derhjemme? Morten Korch har fået renæssance, formodentlig fordi man drømmer tilbage til dengang, der var landbokultur til og de onde proprietærer var lette nok at skelne fra de gode. Hvem vover at sige, at også de onde proprietærer kunne ske at vinde? De sikre seerhits på Tv-kanalerne er gamle danske lystspil, hvor alt er fryd, og det onde nok skal tabe til sidst. Hvem vover at gøre vrøvl over det kunstige sprog og ensformige handlinger?
Nostalgi er en vare med salg i.
Men behøver nostalgi så altid at være dårlig?
Absolut ikke.
Nostalgien kan trække ting op i lyset, som er værdifulde. For min egen del må jeg sige, at det var nostalgibølgen i halvfjerdserne, der fik mine øjne åbne for, at der var musik før The Beatles og åbnede mine ører for i første omgang for ragtime- og swingmusikken, der så ledte mig videre til jazzen i det hele taget.
Vi kan finde frem til noget af den litteratur, vi var vilde med som børn. Noget af det kan vise sig at holde, og så er det ikke så galt at få det trukket frem af glemslen. Andet har måske bedre af at synke i en nådig glemsel.
At huske de gode ting man har oplevet er ikke en dårlig egenskab. Countrysangerinden Dolly Parton synger i en af hendes kendteste sange: The bright moments of my childhood were so very few/but in my heart I just want to relive them.
Hun siger ikke, at alt var fryd og gammen i hendes barndom, hun husker godt al fattigdommen og det hårde slid, det fremgår klart af hendes mange andre sange, men de gode øjeblikke vil hun godt opleve igen.
Det kan fremhæves som nostalgi på den gode måde, at man husker det gode uden at glemme de mørke sider. Hvad vi har oplevet er med til at forme os og at besøge fortiden i minderne kan være en besindelse på det stof vi er formet af og de hænder der har formet det.
Så kan der mellem alt det lyse og glade være det, som det gør ondt at tænke på. Den nostalgi, som bare fortrænger det og laver det forgangne til "de gode gamle dage" kan vi næppe bruge til meget. Også det uhyre, der hedder traumerne, må ses i øjnene og gøres ufarligt med den rette mentale magi, ellers ligger det i stilhed og gør sin virkning under al snakken om gode gamle tider.
For min egen del mindes jeg tiden omkring min realeksamen som en lys tid, men har dog ikke glemt, at det også var eksamensræs og vanskeligheder med at tilpasse sig den nye situation bagefter. Det ophæver ikke de positive minder om perioden, det gør dem bare mere lærerige.
Nostalgien er noget, der sælger og ofte noget der skaber forløjede minder, men brugt behersket er den en berigende ting.