Jeg oplever igen og igen en tilgang, som ser ud som om, at man enten vil overbevise andre om rigtigheden af ens overbevisning. Eller om en ret til at beholde sin overbevisning.
Jeg forsøger at pege på, at ingen af dele er relevante.
Vore overbevisninger er blot tilfældige narrativer, som vi, over tid, er kommet til at tro på.
Dialog handle i mine øjne om at fremlægger sin overbevisning (Narrativet) så repræsentativt som muligt. Eller undersøger den andens overbevisning (Narrative) så sagligt som muligt.
Og frem for alt- Om at blive der.
Dommen er alene: At erkende at den anden er kommet til at tro på et andet narrrativ.
Der er i mine øjne ingen vinder eller taber fra dialog elle debat.
Ingen kan fortælle andre, at et narrativ er objektivt bedre end andre.
Vi kan kun vise hvorfor vi hver især holder fast ved det gamle narrativ efter at den anden nu har præsenteret et alternativ.
Men det er ikke noget vi skylder hinanden.
Ikke før vi fremføre et krav om den andens anerkendelse af ens narrativ.
Den der fremføre et krav, påtager sig også at retfærdiggøre dette krav.
Vi kan tale om at et narrativ repræsenterer virkeligheden bedre end et andet.
Det er den videnskabelige tilgang.
Og det er kun relevant, hvor formålet med narrativet, ER at beskrive virkeligheden.

Prøv at følge mig i nedenstående betragtning og meld tilbage om, hvor vidt den giver mening for dig.
Jeg er helt åben for forskal til korrektioner.


Poul og Ejner har hver sin båd.
De nyder begge, at sejle.
Men de sejler ikke på samme måde.
Poul har en sejlbåd og sejler langt. Ofte sejler han på tur, sammen med venner eller familien. Og vender tilbage til bådens hjemhavnen, uden at gå i havn i andre havne på turen.
Ejner har en motorbåd og sejler fra havn til havn for at besøge havne og byer.
Sådan har de noget til fælles og noget til forskel.
En ting mere, som de har til fælles, er at de nyder hinandens selskab. De nyder også at sejle samme på den enes eller den andens båd. De nyder, at tale om både, bådudstyr og sejlture.
FX navigationsudstyr, indretning og radioudstyr.
Poul er interessere sig for ekkolod for at kende vanddybden.
Ejner interesser sig for motorteknik.
Men også vedligehold. Begge både er af glasfiber og skroget skal vedligeholdes på nogenlunde sammen måde.
Selv om de har forskellige tilgange til meget, tror de begge på, at de kan lære noget af hinanden.
De skal ikke overbevise hinanden om, at den ene type båd frem for den anden.
De skal ikke overbevise hinanden om hvilke slags ture, der er bedst.
Når de sejler i Pouls båd, sejler de lange ture for sejl, hvor de mærker vinden og bølgerne.
Når de sejler i Ejners båd, sejler de korte ture, og går ture i de byer, som de kommer til.
De accepterer med andre ord hinandens præmisser for: At sejle.

Som Ejner siger:
Jeg lytter gerne til Poul.
Jeg kan ikke nå, at følge med i alt det nye inden for motorstyring osv.
Det betyder ikke At Poul bestemmer, hvilket udstyr jeg har i min båd.
Jeg lader mig blot inspirere.
Jeg vælger selv udstyret til min båd. Takket være, at lytte til Poul, har jeg mere at vælge mellem.
Men jeg tror dog ikke på, at jeg nogen sinde kommer til, at vælge en sejlbåd.
Når Poul kommer med bud ud fra, hvad han har set rundt omkring eller fra sine egne erfaringer. Og jeg følger rådet.
Har det ikke noget med Poul eller Pouls båd at gøre.
Jeg vælger ud fra de behov, som jeg ser, og som jeg ser dem i forhold til min egen båd.
Blot fordi Han har hjulpet mig, har han ikke ansvaret for min båd eller nogen pligt i forhold til, at sejle med min båd frem for sin egen.
Når Poul kommer med bud, som jeg ikke følger, betyder det ikke, at jeg ikke vil sejle med hans båd, fordi han selv har valgt netop sådant udstyr. Jeg har blot valgt noget andet udstyr til min båd.
Han skylder ikke mig, at udstyre sin båd efter det, som jeg tilfældige sætter af kriterier for, som godt udstyr til min båd.

Uanset, hvad vi vælger eller ikke vælger mht. til udstyr. Er stadig et valg, hvordan vi at sejle eller ikke at sejle.
Det er to både. De er og bliver forskellige.
Ikke alt det, der virker på Pouls båd, vil kunne virke på min båd.
Ikke alt det, der virker på min båd, vil virke på Pouls båd.
Jeg behøver ikke mene, at hans båd er mere eller mindre veludstyret end min.
Og selv om jeg gør det, er det ikke min dom, der tæller på hans båd.
Han behøver heller ikke mene noget positivt om min båd, for at jeg vil lytte til det evt. negative, som han at sige om min båd.
Min mening eller kritik omkring udstyret på andres både, tæller kun, hvis de ønsker en båd, der er udstyret på den netop den måde, som jeg tænker som veludstyret.
Poul og jeg har lært, at vi kan tale åbent og ærligt om hinandens både, uden at det betyder andet, end at vi taler om hinandens både, for at blive klogere på vores egen båd.
Jeg tror, at alle kan lære at acceptere, at vi kan tale om hinandens både, uden at det betyder andet end at vi taler om hinandens både for at lytte efter og for at finde nye muligheder for at forbedre vor egen båd.
Og ikke for at fortælle andre, hvad de SKAL gør ved deres båd.
At udstyrslisten tilfældigvis er blevet vigtigt for mig, betyder ikke, at andet ikke kunne være det. Det betyder blot, at jeg ikke har være opmærksom på andet endnu.
Ved at lytte til, hvad andre lægger vægt på, får jeg mulighed for at se flere alternativer, som jeg kunne fokusere på.
At jeg taler om det, der er vigtigt for mig, giver andre mulighed for at se alternativer til det, som de ellers fokusere på.
Vi kan ikke vide ret meget om, hvad der er vigtigt for andre eller hvordan det er blevet det.
Men vi har alle mere erfaring med det, vi er kommet til at fokusere på, end det, som vi ikke tillægger tilsvarende betydning.
Vore både er forskellige af forskellige grunde. Derfor Jeg kan ikke pege på, hvad andre gør eller bør gøre ved en bekymring mht. deres båd.
Ved være ærlige om, hvad vi hver især mener om vor egen og andres både, lærer vi af hinanden

Eller som Poul siger:
Jeg beder ofte Ejner om hjælp med at vurdere vedligeholdelsestilstanden af min båd. Han ser min båd på en anden måde, end jeg selv ser den.
Jeg finder det inspirerende, når jeg forklare mine valg af metoder og materialer i dette modspil.
Jeg vælger selv min vedligeholdelsesteknik. Men takket være at lytte til Ejners modspil, har jeg mere, at overveje.
At vedligeholdelsestilstanden er blevet vigtigt for mig, betyder ikke, at andet ikke kunne være det. Det betyder blot, at jeg ikke har være opmærksom på andet før. Jeg har måske ikke selv tænk på dette, før jeg høre det fra andre, og det kunne blive lige som vigtigt for mig, som vedligeholdelse.
Eller måske vigtigere.
Jeg kan, når jeg ser det, som jeg ser som behov for vedligeholdelse, på andres både, kun pege på disse behov, som jeg ser dem. Og fortælle, hvis folk vil høre på det, hvad jeg ville gøre ved tilsvarende behov, når jeg finder dem på mit egen båd.
Når Ejner kommer med råd, som jeg finder konstruktive. Betyder ikke, at Ejner bestemmer, hvordan jeg vedligeholder min båd.
Det betyder ikke, at jeg pludseligt anerkender en motorbåd frem for sejlbåd, som min foretrukne bådtype.
Blot fordi Han har hjulpet mig, har han ikke ansvaret for min båd eller nogen pligt i forhold til, at sejle med min båd min båd frem for sin egen.
Jeg behøver heller ikke mene, at hans båd er mere eller mindre velvedligeholdt end min.
Hjælpen tæller alene gennem, at bidrage til det, som jeg kan tror på, som en bedre version af min båd.
Fordi jeg ønsker en velvedligeholdt båd.
At andre taler om det, der er vigtigt for dem, mht. både og sejlads, er med til at åbne mine øjne for alternativer.
At jeg taler om det, der er vigtigt for mig, giver måske andre mulighed for at se alternativer til det, som de ellers finder vigtigt.
Når Ejner kommer med et bud, som jeg afviser.
Siger jeg ikke, at jeg ikke vil sejle med en båd, som er vedligeholdt på den måde.
Jeg har blot valgt, at vedligeholde min på en måde Ejner har valgt en anden.
Han skylder ikke mig, at vedligeholde sin båd med efter, hvad jeg tilfældige sætter af kriterier for, en velholdt båd.
Uanset om jeg godtager hans råd eller ej.
Uanset om han godtager mine råd eller ej
Vi skal ikke kun sejle i hans båd.
Vi skal ikke kun sejle i min båd.
Det er nu engang to forskellige både.
Selv om vi havde valgt samme type båd og vedligeholdt dem på samme måde, ville det stadig være to forskellige både.
Men samtidig med, at de er forskellige, er det stadige både og ikke biler elle huse. Og har dermed og noget fælles, som vi kan pege på som fælles erfaringer.
De er måske mere ens, fordi vi har lyttet til hinanden end, hvis vi ikke havde lyttet.
Vi har lært, at vi kan tale om hinandens både, uden at det betyder andet end at vi taler om hinandens både for at finde nye muligheder for at forbedre vor egen båd.
På den måde lære vi af hinanden. Ved være ærlige om, hvad vi hver især mener om vor egen, den andens og andres både.

Ejner og Viggo sider ofte på havne og argumentere om motor vs. sejl.
Nogle dage taler de om fordele og ulemper ved sejl.
Andre dage taler de om fordele og ulemper ved motor.
Ikke for at overbevise hinanden. Mere for at få et modspil.
De kunne vælge andre venner.
Poul kunne vælger venner, der sejler med sejl.
Ejner kunne vælge venner, der fortrække motor.
Men de nyder uenigheden. De nyder ikke, at skulle leve op til og konkurrere om noget ud over det, som de sætter, af mål, for sig selv og netop deres båd.
Den ene kan sagtens anerkende, at den anden har den bedste motorbåd hhv. sejlbåd. Samtidig med at de hver især peger på, hvorfor de fortrækker det ene bådtype frem for det andet.
De lytter begge til hinanden for at kunne opnå den bedste version af deres båd uden, at dømme eller bedømme den andens båd som andet end: Den båd som de ikke selv har valgt, men kunne have valgt, under andre omstændigheder.

Jeg har også en båd eller et skib. Det samme har du.
Fordi: Det er ikke et fysisk skib, som jeg taler om her.
Skibet er en metafor for, noget som jeg gerne vil tale om senere. Nemlig det individuelle narrativ.
Men lad os blive ved metaforen lidt endnu, og lad os der efter se på, om vi kan bruge denne allegori til noget.
For Poul og Ejner talte jeg om både. Fremadrettet skriver jeg 'Skib' og 'Skibe'.

Det er ens eget skib, som jeg taler om.
Jeg forudsætter her, at vi alle har mindst et skib.
Vi synes, hver især, at vi har et godt og smukt skib. Og vi vil helst ikke sige noget negativt om det.
Vi bryder os heller ikke om at høre noget negativt om dette skib fra andre. Og går hurtigt i "forsvar", når vi oplever dette.
Det er det skib, som vi er fortrolige med. Det er det skib, som vi 'altid' har haft, og vi er hele tiden underligt bange for at miste det!

Der er blot den lille hage.
Det er ikke helt tæt.

Skibet kan sejle og vi kan sagtens pumpe vandet ud igen lige så hurtigt, og dermed kompensere for utæthederne.
Vi kan finde på, at gå i forsvar, og sige "Det er jo mere tæt end det er utæt" eller "Andres skibe er jo heller ikke helt tætte"
Vi synes måske at det er rationelt, at vi holder vort skib for os selv og andre holder deres for dem selv.
Skibene kunne i princippet være tætte. Det er ikke umuligt at have et tæt skib.
Så vi kan dermed påstå, at vort skib er tæt, uden at komme til at påstå noget, der er umuligt.
Der er også masser af steder, hvor skroget holder helt tæt.
Der er meget andet ved et skib, som vi kan vælge at fokuserer på end lige tæthed.

Men!

På mit skib, vil Jeg ikke søge efter eller pege på tætheder.
Jeg vil heller ikke påstå, at det er tæt.
Jeg søger efter utætheder.
Jeg vil fokusere på og udbedre utætheder
Hver gang jeg lukker en utæthed, er mit skib blevet mere tæt. Jeg får dermed et mere tæt skib.
Ønskede jeg at finde tæthed, kunne jeg se på skibs skrog og alle de steder, hvor det er tæt.
Men uanset, hvor mange områder af skibet, som jeg finder, som er nok så tætte, ændrer det ikke ved, skibets faktiske tæthed som helhed.

Somme tider beder jeg, enten direkte eller indirekte, andre om hjælp til at finde utætheder, gennem erkendelsen af, at jeg ikke kommer rundt på hele skibet hele tiden. Jeg overser helt sikket noget.
Der er mange mennesker, der potentielt ser mit skib.
Mange menneske kommer på mit skib. Og jeg kommer rundt med mit skib mange steder.
Andre mennesker ser anderledes på mit skib end jeg selv gør det.
Jeg kunne forbyde andre mennesker at komme på mit skib eller på nogle bestemte steder af skibet.
Når de fortæller mig om utætheder, kunne jeg sige:
At: "De ikke har forstand på mit skib"
At: "Det er tæt for mig"
At: "Dit eget skib er heller ikke tæt"
At: "Jeg kan lukke mine utætheder uden deres hjælp"

Men!

Jeg erkender, at jeg har brug for hjælp.
Jeg kunne komme til at tro, at jeg har lukket en utæthed, hvor det måske viser sig, at det alligevel ikke er blevet helt tæt.
Måske fordi, det så tæt ud, sådan som jeg ser og vurderer tingene.
Jeg har forventninger om, hvor mit skib kunne være utæt, og jeg kigger måske for meget lige der.
Der vil kunne være utætheder på steder, som jeg ikke kan forstille mig, og derfor heller ikke kigger.
Andre kan have andre og bedre materialer og/eller metoder til at finde og lukke utætheder.
Med denne åbenhed over for andres bud, opnår jeg et mere tæt skib end det, jeg ville kunne alene.
Det gør jeg, fordi jeg ser: Et mere tæt skib, er et bedre skib end et mindre tæt skib.
Jeg vurderer først og fremmest mit skib på, hvor tæt det er.
Det er også det jeg lægger vægt på, når jeg ser, vurderer eller er på andres skibe.
Det er ikke en tilgang, som jeg forlanger af andre, for at kunne anerkende deres skib, som netop deres skib og ikke mit skib.
Jeg tager ikke deres skib fra dem og forlanger, at det skal sejle med mit eller en version som mit.
Det er min tilgang. Ikke en tilgang, som jeg forventer fra alle andre.

Når mennesker peger på løsninger og metoder, som jeg vælger at bruge.
Er det ikke ud fra en mening om, at deres skib er mere tæt end mit.
Heller ikke fordi, at de synes noget positive om mit skib.
Ingen skylder mig, at synes, at noget positivt om mit skib er fx, smukt eller hurtigt, for at deres hjælp tæller.
Ingen skylder mig, at sejle med mit skib frem for deres, for at deres hjælp tæller.
Ingen skylder mig, at jeg skal have lov til at sejle med deres skib eller vurdere derres skib, for at deres hjælp tæller.
Ingen har krav på, at vi for fremtiden kun sejler med deres skib, fordi jeg har taget imod deres hjælp.
Hjælpen tæller alene gennem, at bidrager til, at jeg kan gøre mit skib mere tæt.

Når mennesker peger på alternative løsninger, som jeg vælger at afvise.
Er det alene fordi jeg vurderer, at jeg ikke kan bruges deres bud. Det ikke fordi jeg mener, at de tænker noget negativt om mit skib.
At jeg ikke kan bruges deres bud, betyder ikke, at jeg tænker noget negativt deres skib
Det betyder ikke, at de ikke må sejle med mit skib.
Det betyder ikke, at Jeg ikke vil sejle med deres skib.
Det betyder ikke, at de ikke må have deres skib for dem selv.
Men blot, at ikke alt, der virker på andres skibe, vil kunne virke på mit skib.
Vore skibe er forskellige af forskellige grunde.

Når jeg ser utætheder på andres skibe, peger jeg på disse utætheder og beskriver, hvis folk vil høre på det, hvordan jeg behandler tilsvarende utætheder, når jeg finder dem på mit eget skib.
Andre behøver ikke at mene noget positivt om mit skib. For at jeg vil overvejer deres, spørgsmål eller bekymringer og byde ind med mine forslag.
At jeg overvejer og deltager i andres løsninger, betyder ikke, at jeg i forvejen mener noget negativt om deres skib.

Når andre tager imod og bruger mine bud.
Betyder ikke, at de anerkender mit skib, som bedre end deres.
Det betyder ikke, at det fremadrettet kun er deres skib, som vi skal sejle med.
Det har ikke noget med mig eller mit skib at gøre.
Selv om skibe er forskellige, er de alligevel udsat for samme fysiske forhold, som gør, at visse indgreb vil virke på alle skibe.
Alle skibe holder længer, når de er tætte.

Når andre afviser mine bud:
Betyder det ikke, at de mener noget negativt om min båd eller metode.
Ikke alt, der virker på mit skib, vil kunne virke på andres skib.
Vore skibe er forskellige.

Alt i alt ønsker jeg blot den bedst version af mit skib.
Det er for mig det tættest mulige skib.
På samme måde ønsker jeg, at alle andre mennesker hele ideen kommer nærmere det, som de tror på, som er den bedste version af deres skibe.
Om det så er mest muligt tætte eller mest muligt noget andet, blander jeg mig ikke i. Selv om jeg spørger ind.
Jeg spørger ind, fordi jeg er åben for, at det kunne være klogt at fokusere på noget andet end tæthed.
Når andre mennesker kan sejle fra A til B gennem at fokusere på noget andet end tæthed. Så kan potentielt jeg også.
Så må jeg nødvendigvis se det som et valg. Når jeg hver dag kan observere, at mennesker har valgt at fokusere på noget andet end tæthed.
Det er et valg, som vi står alene med og som vi kun kan træffe gennem at blive bekendt med andres begrundelser for at vælge alternativt.
Er vi kun sammen med mennesker, der vælger det samme. Kan vi komme til at tro, at det ikke er et valg.
"Det er bare sådan, det er"
Vi kan kun komme dertil, hvor vi ser flere alternativer, ved at lade andre fortælle om deres skib, mens vi lytter, og spørger ind.
Når vi lytter og spørger ud fra tanke om, hvordan, vi kan bruge det vi høre, til at bidrage til, at komme nærmere den bedst mulige version af vort eget skib.
Således: At vi alle på et rimeligt grundlag kan tro på, at vi alle, hver især bidrager med den bedste version af vores eget skib, til den bedste version af vore fælles havn.
Hvert skib er for havnen, som utæthederne er for mit skib. Og noget andet er det, for andres skibe.
Den fælleds havn er fælles interesse. Men vi kan ikke sige noget til hinanden om denne fælles havn.
Vi kan kun tale om vore skibe.
Havnen er fælles. Skibene er individuelle.
For at komme til det, som vi hver især tror på, som en god havn, må vi kommer der med vort skib, være der og fortælle om det gode, som vort skib har med til havnen ved at være et godt skib. Samtidig med at vi lytter til, hvad andre kommer til havnen med, af det, som de tror på, som gode skibe.
Jeg tror på tæthed, som det gode.
Jo færre lækager, des længere og sikre ture.
Jo bedre skibe, det flere kommer i havnen uden tab.
Jeg tror på tæthed. Andre tro på noget andet, som det vigtigste for deres og måske alle andre skibe.

Poul og Ejner har lært, at de kan tale om hinandens både, uden at det betyder andet, end at vi taler om hinandens både for at blive klogere på deres egen båd og for at finde nye muligheder for at forbedre vor egen båd.
På den måde lære de af hinanden ved være ærlige om, hvad de hver især mener om deres egen, hinandens og andres både.

Jeg tror på: At alle kan lære, at tale om hinandens skibe, og se, at det ikke betyder andet, end at vi taler om hinandens Skibe for at blive klogere på vores ege skib. For at finde alternative muligheder for at forbedre vort eget skib.
At vi taler med andre om deres og andres skibe, betyder ikke at vi SKAL godtage andre skibe på egene vegne.
At vi fortæller og beskriver vort skib over for andre, betyder ikke at de skal hverken anerkende, acceptere elle respektere ens skib, som andet end netop det skib, som et andet mennesker er endt op med at sejle med.

Overstående betragtninger er variationer over en allegori i forhold til det individuelle narrativ.
Det narrativ, som vi hver i sær er kommet til at tro på, som en beskrivelse eller repræsentation af vores omverden.
Det, som vi, til tider, kommer til at kalde virkeligheden.
Besøg på og sejlads med andres skibe, er en metafor for: Dialog.
Når jeg skriver skib, tænker jeg altså på vore individuelle narrativ.
I dialogen med andre mennesker besøger vi hinandens 'Narrativ' og 'ser', hvordan den andens 'narrativer' afviger fra vort eget.
Narrativet er individuelt.
Vi handler alle på nogle betragtninger, som vi tror på som en beskrivelse om den aktuelle omverden.
Narativet er dermed: Samlingen af eller grundlaget for (Det er cirkulært) disse betragtninger.
Der er dog nogen, der taler om denne grundlæggende ide, som den individuelle ideologier, (En betragtninger som fx Slavoj Žižek taler for). Andre, typisk fra et religiøst perspektiv, kalder det verdenssyn.
Man kan også tale om natursyn og/eller menneskesyn. Eller trossystem.
De forskellige benævnelser dækker dog ikke helt det samme.
Det er det overordnede eller grundlægende, afhængig af hvordan man betragter det, tankesæt, som indbefatter såvel ideologi som trossystem og verdenssyn, som jeg forsøger at dække med begrebet narrativ.
Eller det individuelle narrativ.
Alt det vi tænker os til, alt det vi forudsætter når vi vurdere og agere i vores omverden.
Det, som vi tror på, som faktisk beskrivelse af verden omkring os.
Det er denne beskrivelse, som jeg peger på med begrebet narrativ og med skibet som metafor.
Vi kunne også tale om ideologi i denne forstand, som vor individuelle forståelse.
Jeg vælger også at kalde denne ideologi for narrativet i nedenstående.
Så narrativet dækker over såvel: Opfattelse, forståelse, overbevisning og alt det andet som vi lægger til grund når vi tager beslutninger.
Det gør jeg, for at bruge, hvad jeg ser som et mere dækkende præcist begreb.
Frem for fx begrebet ideologi, der peger på noget, som vi bør dømme og handle ud fra.
Narrativer ER, det som vi kommer til at dømme og handle ud fra. Fordi vi ikke har andet.
Begrebet narrativ sætter vore domme og handliner i et andet perspektiv end ideologi.
Jeg vælger narrativ, fordi jeg mener, at handlinger ikke kan retfærdiggøres og fordi jag mener at det vi handler på ligger længere væk fra noget vi kan kalde virkelighed end ideologi antyder.
Tanken om ideologier er tanken om, at der findes ideer, hvori handlinger kan begrundes og forsvares.
Denne betragtning omkring ideologi, er i sig selv en del af det vi er kommet til at tro om verden- En del af et narrative.
Ideologier handler om 'nødvendigt og uundgåeligt'.
Narrativer handler om valg.
Vi kan mene, at vi deler et narrativ, så som ideologi eller religion med en gruppe af mennesker. Men denne mening er også en betragtning, som er en del af et individuelt narrativ.
Vi kan sagtens have betragtninger, som i højgrad ligner nogle betragtninger, som vi høre andre fremføre.
Men det er ofte udtryk for det, som man indenfor logikken, kalder konfirmations bias.
Altså: At vi ser (søger) efter ligheder og ser bort for afvigelser.
Tager empiri, der bekræfter til os og afviser empiri der bestrider betragtningen/narrativet.
Der kan være mange forskellige årsager til at vælge at tro på narrativet om det fælles, så som socialt pres, der indebærer sociale repressalier.
Det vil jeg ikke gå i dybden med her.
Jeg vil blot sige, at jeg ikke kender til belæg for den betragtning om fælles forståelse eller fælles ideologi.
Det er en betragtning som, vi ikke vælger i frihed. Den indebære accept af intimidering.
(Jeg er åben for argumenter for det modsatte).
Det individuelle narrativ er opbygget af mange individuelle betragtninger.
Betragtninger er det vi vil bruger, som svar på de spørgemål, som vi møder i livet.
Betragtningerne er dog ikke helt så individuelle som narrativet.
En betragtning kan være: "Det bliver tidlig mørk om vinteren på jordens nordlig halvkugle".
Det er udtryk for en fælles betragtning. Men selv om betragtningen er den samme. Kan narrativer om: Hvorfor det er det bliver tidligt mørkt, være forskellige.
Mange betragtninger er også valgt ud fra narrativet. Så det er en cirkulær og dynamisk tilstand/proces.
Præmisser, antagelser, forudsætninger osv. er også betragtninger, i det perspektiv, hvorigennem denne tekst er skrevet.
Et billede af narrativet kunne være en perlekæde.
Betragtningerne er som perlerne. Narrativet er så perlernes rækkefølge på snoren. Og om de er med på snoren eller om de er udeladt. Vi kan sagtens kende betragtninger som vi ikke lader være en del af vort narrativ.
De perler vi 'lader ligge', er de betragtninger, som vi kender fra andres narrratriver, men ikke tager med i vort eget narrativ. Så som fx klimafornægtelse eller vidunderet ved globalisering.
Det er betragtningerne, der er mål for dag til dag forandringer, narrative forandres kun lidt, med hver forandring af en betragtning.
Men man kan også gennem ny erkendelse være nød til at forkaste store dele eller hele sit narrativ. Det er det, der sker, når mennesker forlader troen på et narrativet om en religion.
Hvornår en betragtning, kun er en betragtning, en del af narrativet eller hele narrativet er meget flydende.
Jeg kan bedst forklare dette, med et udsagn, som jeg har hørt en del på det seneste:
"Cowid 19 har vendt op og ned på alt".
Men når jeg ser på min kat, går den stadig med poterne nedad
Så hvornår er 'det hele'; 'det hele'?
Når en betragtning 'A', er betinget af fænomenet 'B'. Hvor meget ska der så være af 'B' for at 'A' er en realitet?
Fx Hvor mange træer, skal der til en skov?
Hvor mange sandkorn, skal der til en sandbunke.
Blot af at vise, at det ikke er sort/hvidt. Det er et filosofisk interessant spørgsmål, som jeg har arbejdet end del med fra et sprog-filosofiske perspektiv. Men det vil jeg lade ligge her.
Alt uddannelse handler om at lære nye betragtning. Og i nogen grad om af kassere gamle betragtninger.
Vi kan sagtens forandre, forkaste eller tage nye betragtninger til os, uden at forkaste hele narrativet.
Langt de flestes narrativer indebære direkte modstridende betragtninger, som man så aktivere i forskellige forbindelser (kontekster) og dermed ikke selv opdager konflikten (Kognitiv-diskrepans).
Det er især gældende inde for religion. Det bliver tydeligst når mennesker fx beskriver deres videnskabsfornægtelse på en computer.

Det, som jeg, gennem allegorien og betragtningen om summen af vores overbevisninger, som et narrativ, taler for. Er at lade os åbne op og lytte til andres beskrivelser af deres betragtninger, uden at vi behøver at konkludere, at den anden har RET eller URET.
Eller vi selv har RET eller URET.
Dvs. At narrativer er rigtigt eller forkert.
En god dialog har slet ikke et sådant mål.
For så vidt er dialogen formålsløs.
Men uden den kommer vi ikke til indsigt om andres alternative betragtninger.
Vi kan sagtens lytte og siden forkaste det vi har hørt.
Vi kan spørger ind, før vi forkaster.
Vi kan overveje, det vi hørte, i længere tid og reflektere over det gennem vort eget narrativ, før vi forkaster det.
Vi kan også vælge, at tage dele af det vi hørte, til os, om ikke andet, så alene som bevidstheden om, at andre mennesker kan mene noget, som vi ikke selv vil gøre til en del af vort narrativ.
Som de perler, som vi ikke trak med på snoren, som jeg pege på ovenfor
Vi har så mange valg, At det i mine øjne bliver svært at argumentere for ikke at lytte. For IKKE at besøge andres narrativer. For IKKE at gå i dialog.
Vi har hvert vort individuelle narrativ, som vi kan betragte som netop et narrativ og ikke nødvendigvis, som udtryk for en fast overbevisning.
Og vi behøver end ikke at tage den så langt. Vi kan lade vore forandringen ramme betragtninger men lad narrative bestå.
Det er muligt, at den, der beskriver en betragtning, selv mener, at det fremførte, er en sand beskrivelse virkeligheden.
Men det er i sig selv blot udtryk for en betragtning, som en del af dennes narrativ. Og ikke noget, der gælder for dem, der lytter.
Vi kan dermed lytte, samtidig med, at vi beholder vore egne betragtninger på stort set alle områder. Med undtagelsen af, det, som vi før tænkte om det, som den anden mente, før vi nu har hørt det fra 'hestens mund'.
Ved at lytte, løber vi dog også en risiko for, at den anden indirekte vil komme til pege på betragtninger i vort narrativ, som denne, ved selv at have valgt en anden betragtning, enten har forkaste eller ikke kender.
Og det er bare det.
Vi kan så herefter selv overveje, om vi vil holde fast ved denne betragtning eller om man, gennem det perspektiv, som den anden lige har bidraget en med, vil modificere eller om man også selv vil forkaste den aktuelle betragtning.
Men den anden kan også være den, der bidrager os med et forslag til, det, der kunne være en mere hensigtsmæssigt betragtning, hvis vi tør spørger ind.
Eller give os noget af det, som vi kunne bruge, som inspiration, når vi genovervejer en betragtning, som vi ellers er kommet til at tror på, som bedste svar på et spørgsmål, før vi selv kendte dette alternative svar.
Det gør vi gennem, at lytte os til, hvilke betragtninger, som den anden fremfører, og hvordan betragtninger peger tilbage på det underliggende/overordnede narrativ.
Når vi møder andre mennesker i dialog, er det for det meste betragtningerne vi bliver bekendt med. Ikke det underlæggende narrativ.
Fra visse betragtninger kan man dog hurtigt slutte sig til et billede af og et navn til dette narrativ.
Fx hvis en taler om Adam og Eva, som de første mennesker, så er der lukket for mange mulige narrativer.

Når vi frygter dialog, handler det ofte om frygten for at vort narrativ kan være i fare.
Det er det ikke. Men det kan man sige, at nogle af de underlæggende betragtninger er det.
Og dermed kan narrativer også være det, på sigt.
Der er dog ingen, der kan tage vore betragtninger fra os. Det er vores eget valg.
Det er dog ikke et frit valg. Det er mere et ubevidst eller underbevidst valg. Et valg, som vores hjerne gør på vores vegne. Fordi vi har åbnet for, at den kan reflektere over og mellem forskellige alternative betragtninger.
Vi (Vores underbevidsthed) kan erkende, at andre er kommet til alternative betragtninger, som svar på det same spørgsmål, som vi ellers mener, at vi (Vores underbevidsthed) har fundet et svar på, gennem vort. (Underbevidsthedens) narrativ.
Det viser os, at vi kunne vælge at fokusere alternativt på vort narrativ, alene ved at erkende, at andre fokuserer på noget forskelligt fra en selv, når de vurderer og optimerer på deres narrativ.
Vi har alle mere eller mindre forskellige narrativer.
Og vi har mange og meget forskellige betragtninger, men også mange ens betragtninger.
Hvis vi, som en del af vort individuelle narrativ tror, at vort narrativ er en sand repræsentation af virkeligheden, og den andens afvigende betragtninger, blot er udtryk for, at denne har misforstået den faktiske virkeligheden. Så kan vi ikke se værdien i at lytte til den anden.
Hvis vi kun kan se andres alternative beskrivelse af deres betragtninger, som kritik af vore egene betragtninger og narrativ. Er vi mindre tilbøjelige til at lytte, end, hvis vi evner at se det, som den anden siger, alene som beskrivelse af et alternative, men potent ligeværdige eller evt. bedre betragtninger evt. narrativ.
Så kan vi lytte, som vi lytter til et eventyr.
Når vi lytter til eventyr, tager vi noget med. Ikke fordi den, der fortæller eventyret bestemmer, at det skal være sådan. Men fordi vi selv (Vores underbevidsthed) vælger det.
Et valg vi ikke kan have, hvis vi ikke lytter. Fordi vi uden at lytte (læse eller erfare), ikke kan kende alternative betragtninger.
Eventyre er godt nok fiktion, men der er også fiktioner, som siger os noget, og måske mere om vores omverdenen, end vi vil kunne nå ved blot, at gentage vort eget narrativ. Som (beklager men nu kommer det) også er fiktion!
Det er blot det narrativ, som vi har hørt os selv (og til tider andre) genfortælle så mange gange før.
Tør vi se det, som den anden siger, som udtryk for potent ligeværdige betragtninger fra et alternativt narrativ. Kan vi lytte åbent uden at dømme det, som mere eller mindre rigtigt end vort aktuelle narrativ.
Det viser os, at vi ikke er bundet til det narrativ, som vi tilfældigvis er kommet til at tro på.
Men vi er heller ikke bundet til at adoptere den andens blot fordi denne bore hul i en eller flere af betragtningerne i vort narrativ.

Mit narrativ
Hvis vi nu tænker på sandhed i forhold til mit narrativ, som jeg skrev om tæthed forhold til mit skib.
Så viser allegorien, hvordan jeg forstår ligeværdig undersøgende dialog.

Det narrativ, som jeg er kommet til at tro på, som bedste beskrivelse for hele det samfund (havnen), hvori jeg lever og påvirker andre menneskers liv, bliver bestemmende for den adfærd og de handlinger, som jeg vælger.
På samme måde, som de falske betragtninger (utætheder) i det individuelle narrativ (skib) også bliver det, men på en, sandsynligvis, mindre hensigtsmæssig måde.
Jo bedre (Hvad end enkelte så ser som bedre) de individuelle narrativer er, jo mere velbegrundet er det, når vi tror, at vi påvirker hinden positivt og vice , når vi tror, at en adfærd er negativ i forhold til det, som vi ønsker med vores adfærd. Jo bedre samfund, des flere mennesker vil kunne nå de mål, som de sætter for sig selv i deres liv.
Det betyder ikke, at alle skal underlægges samme narrativ. Men alene: At alle har friheden til at gå efter det, som de, sagligt/fagligt (fx genne afprøvning via dialog med mennesker, der tror på noget andet) kan tro på, som bedst mulige version af deres narrativ.

Jeg tror på, at det bedste narrativ, er det, der bygger på flest mulige sande betragtninger, færres muligt ukendte falske betragtninger og ingen kendte falske betragtninger (Known unknowns and unknown unknowns).
Andre kan tro noget andet. Det er deres sag. Jeg ønsker blot gennem dialog, at blive klogere på, deres valg.
Ikke for at omgøre deres valg. Det er ikke min sag.
Fordi:
Jeg er åben for, at det kan det være et klogt/hensigtsmæssigt valg for andre, at tro på alternative narrativer ved at bygge på andre kriterier end sandt/falsk.
Jeg er åben for, at det potentielt også kunne være klogt/hensigtsmæssigt for mig.
Det vil jeg ikke gå glip af.
Det vil jeg, gennem dialog med mennesker, der er kommet til at tro et andet narrativ end det, som jeg er kommet til at tro på, undersøge.
På samme måde, som vi kan besøge hinandens skibe og finde forhold, som vi ikke ønsker på vort eget skib. Så kan vi også finde forhold/ideer, som man ellers ikke ville have set, og derfor ikke kunne ønske for eget skib, før vi nu er blevet bekend med disse alternativer.
Eller forhold som man godt nok kender, men ikke på egen hånd har kunne se fordele ved, før andre demonstrerer, hvordan de gør brug af det.
Således også med andres narrativer og dialogen mellem mennesker, som potentielt kunne føre til forbedring af det narrativ, som man ellers er vant til at tænkte på og vurdere verden igennem.
Gennem dialog, debat og/eller diskussion med mennesker, der er kommet til et andet narrativ end jeg, opnår jeg en mulighed for at vurdere mit narrativs betragtningers sandhedsværdi lidt ude fra. Og opnår dermed mulighed for at korrigere nogle af de mange betragtninger, som mit narrativ består af hen imod mere sande betragtninger.
Således, at narrativer for hver korrektion består af stadig flere sande og stadig færre falske betragtninger.
Hvilket, for mig, betyder: Et mere sand narrativ. Det, som jeg vurderer, som et bedre narrativ.
Et narrativ med færres muligt falske betragtninger.
Som et skib med færrest muligt utætheder.

Men!
Mit fokus på færrest mulige falske betragtninger, er i sig selv også udtryk for en betragtning i det narrativ, som jeg er kommet til at tro på. Og bør tilsvarende afprøves og udfordres gennem ligeværdig kritisk undersøgende dialog med mennesker, som er kommet til at tro på et andet narrativ.
Mennesker, der fokuserer alternativt på, hvilke betragtning, de vil godtage og adoptere, og hvilke de vil afvise.
Mennesker, som svare på de samme spørgsmål, med andre betragtninger.

Wernn