Jeg drejede om på hælen, og styrtede ud af forretningen, ud på fortovet, blændet af tårer. Jeg tørrede hastigt tårerne væk og vinkede efter en taxi. Gudskelov kom der straks en. Jeg gav chaufføren min adresse, og tvang mig selv til at trække vejret roligt og stoppe tuderiet.
   - Rolig, Karina, rolig, sagde jeg til mig selv. Scenen, jeg lige havde overværet, overgik min vildeste fantasi. Forretningen, som jeg lige havde været inde i, solgte undertøj og diverse lingeri, og jeg var kun lige inde for at kigge, og heldigvis for det, for jeg havde set ingen ringere end min mand, Erik, og en langbenet dulle med langt, blondt vulgært hår, stå klistret op ad ham, mens de snakkede intimt sammen, tilsyneladende om undertøjet, de stod og kiggede på. Det var øjensynligt ikke til mig, hans kone, Erik havde tiltænkt undertøjet. Blondinen lo, og kælede for hans hår. Jeg fik trang til at kaste op, og vendte om og løb ud og prajede taxien.
   Endelig nåede jeg hjem. Mine tanker var kaotiske. For at få hold på mine tanker, lavede jeg en kop stærk kaffe. Havde Erik mon set mig? Efter femten års ægteskab og to børnefødsler, bød Erik mig dette. Ydmygelsen brændte i mig. Hvor længe havde han bedraget mig? Jeg drak kaffen i små hurtige slurke. Jeg var lidt roligere nu. En plan tog langsomt form i mit hoved. Da jeg havde drukket kaffen, gik jeg ind i soveværelset og åbnede min mands klædeskab. Jeg hev alle hans jakkesæt ud og gennemrodede samtlige lommer. Heldet var med mig. I en lomme fandt jeg en lille krøllet seddel. Jeg glattede den ud. Night Fever Club stod der øverst og et nummer nederst. Det var et garderobemærke. Night Fever Club? Jeg tænkte, så det knagede. Det sted havde jeg aldrig hørt om før. Resolut gik jeg ind og tændte computeren. Det sted måtte kunne findes på nettet. Jeg fandt søgemaskinen yahoo, og skrev Night Fever Club. Den dukkede frem øjeblikkeligt. Jeg trykkede endnu engang, og jeg var inde på siden. Striptease, topløs betjening, og meget andet godt. Jeg blev fnysende arrig og fik igen kvalme. Det var altså sådan nogle steder, min kære mand forlystede sig og brugte vores fælles penge til.
   Længe sad jeg og kiggede ud i luften, tom og udslukt. Jeg var kun 34 år, gift som nittenårig. Hvad havde jeg oplevet af spændende ting? Ingenting. To pragtfulde unger havde jeg på henholdsvis ti og tolv år, men interessante rejser og et spændende job havde jeg stadig til gode. Jeg rejste mig og gik hen til spejlet og studerede mig selv. Lidt streger ved øjnene var der, men jeg så stadig godt ud. Høj og slank, halvlangt blondt hår og blå øjne. Jeg kunne godt gå for at være yngre. En lille notits på Night Fever Clubs hjemmeside havde fanget min opmærksomhed, og min vage plan tog mere konkret form. Jeg skulle vise den stud. Hvis han kunne lide langbenede, storbarmede blondiner, skulle han få langbenede, storbarmede blondiner. Jeg grinede lidt ved tanken om Eriks ansigtsudtryk, når min plan blev ført ud i livet. Mit ægteskab var definitivt slut, og det gjorde ondt, især på grund af vores fælles børn. Vores sexliv havde været dødt i månedsvis. Den sjældne gang det skete, kunne sammenlignes med en halvvissen plante, der snart ville gå helt ud. Jeg travede rastløs frem og tilbage. Hvis min plan skulle føres ud i livet, var det vigtigt, at Erik ikke fattede mistanke til, at han var afsløret. Jeg ryddede op i soveværelset, og rev garderobemærket i tusind stykker, og smed det i skraldespanden. Jeg ville opføre mig helt normalt over for Erik og børnene, men der ventede Erik en lille overraskelse.
   Ved firetiden kom børnene hjem, som de plejede og Erik på slaget fem. Vi kyssede som sædvanlig et lille tantekys, og jeg måtte skjule mit ubehag. Hvorfor havde jeg aldrig før bemærket, han duftede svagt af parfume? Aftensmaden bestod af hakkebøf med bløde løg. Line og Nikolaj snakkede i munden på hinanden, så min tavshed blev ikke bemærket. Jeg kiggede i smug på Erik. Han virkede som en fremmed for mig. Grå hår var begyndt at blege det mørke hår. Han var måske kommet i desperadoalderen? Jeg var fløjtende ligeglad med, hvor desperat han var. Jeg måtte konstatere, vi var gledet fra hinanden, og at jeg ikke kendte denne mand. Gudskelov skulle Line til gymnastik, og Nikolaj til håndbold efter aftensmaden, for jeg havde brug for lidt fred og ro. Erik tændte straks for fjernsynet efter aftensmaden, og blev sandsynligvis siddende resten af aftenen. Der undslap mig et dybt suk. Den sidste tvivl om mit skrantende ægteskab forsvandt samtidig med, at Erik bøvsede, og proklamerede han ville tage en lur. Erik gjorde det nemt for mig. Pludselig kunne jeg ikke udholde at være i stue med ham, og besluttede at gå i haven og fjerne ukrudt. Erik er også et stykke ukrudt, der burde hives op ved rødderne, tænkte jeg arrigt. Jeg funderede over, hvordan planen skulle føres ud i livet. Først og fremmest måtte jeg udspionere Erik, så jeg lige nøjagtigt vidste, hvornår han igen var i Night Fever Club.

Tre dage gik der, før Erik ringede fra sit arbejde og sagde, han kom sent hjem på grund af et forretningsmøde. Jeg var overbevist om, han skulle på Night Fever Club. Nu skulle jeg skynde mig. Der skulle også skaffes barnepige til overnatning. Dagen før havde jeg været i flere forskellige forretninger for at købe det rette udstyr. Nu fandt jeg det hele frem. Line og Nikolaj troede meget belejligt, at jeg og Erik skulle ud sammen, og jeg lod dem blive i troen. De skulle bare vide. Det var fredag, og barnepigen kom klokken ni. Jeg kom til at tænke på, jeg ikke kunne gøre mig klar her, så jeg pakkede det hele sammen og lagde det i en stor taske. Line og Nikolaj glædede sig til at blive passet, og til en hyggeaften med slik og videofilm. Klokken blev ni, og barnepigen Simone dukkede op. Vi havde aftalt på forhånd, at hun skulle overnatte, da jeg ikke kunne sige, hvornår vi kom hjem. Jeg forlod huset med målbevidste skridt, men jeg var rystende nervøs. Det var et vanvittigt forehavende, men nødvendigt for mit selvværd og min selvtillid. Erik kunne bare vente sig.
   En halv time efter parkerede jeg min bil i parkeringskælderen. Jeg trak vejret dybt, og hankede op i min taske. Hvor var bagindgangen nu? Nu så jeg den. En mørk dør, og låst. Jeg trykkede på ringklokken. Døren blev hurtigt åbnet, nærmest som om, personen stod på spring. En høj tynd mand kiggede nysgerrigt på mig.
   - Goddag, sagde jeg nervøst. Jeg hedder Pernille, og jeg har en aftale med Hr. Collatz klokken halv ti.
   Den tynde mand fik et endnu mere nysgerrigt udtryk i de blå øjne, og han nikkede, mens han sagde:
   - Ja, kom indenfor. Han venter på dig.
   Jeg fulgte efter den tynde mand ind i en lang smal gang, og vi drejede til højre, og stod foran en dør med et skilt, hvor der stod: Benny Collatz. Lige nu hed jeg Pernille, og ikke Karina. Bare for bedre at kunne leve mig ind i rollen. Jeg trak vejret dybt ind. Mine nerver hang i laser. Jeg vidste ikke, om jeg kunne gennemføre dette. Jeg bankede på. En stemme sagde omgående: - Kom ind. Jeg åbnede døren og gik ind, og prøvede ihærdigt at skjule min nervøsitet. En fed mand sad bag et skrivebord og pulsede på en cigaret.
   - Goddag, Pernille, præsenterede jeg mig, og smilede nervøst.
   - Goddag, Pernille. Manden smilede et bredt smil, rejste sig og gav mig hånden. - Er du nervøs?
   - Ja, indrømmede jeg med et blegt smil.
   - Det skal nok gå alt sammen. Jeg har nogle piger, der hjælper dig med det rette look, det look, som vi er kendte for her.
   - Ja, det vil være rart at få lidt hjælp, sagde jeg.
   - Vil du have en kop kaffe, eller måske en gin og tonic for at tage toppen af nerverne, spurgte han venligt, og jeg nikkede taknemmeligt.
   - Ja, tak, en gin og tonic ville hjælpe lidt, sagde jeg. Benny Collatz var helt okay, tænkte jeg. Han spurgte mig om nogle praktiske detaljer, og jeg svarede beredvilligt. Bare det snart ville være overstået. Jeg drak hurtigt min gin og tonic, og ville gerne have haft en til, men det gik nok ikke. Benny Collatz rejste sig og bad mig følge med. Jeg rejste mig lydigt, og fulgte med.
   Vi kom ind i sminke og omklædningsrummet, og han sagde held og lykke, og forsvandt.
   Linda og Susanne hed de to piger, der skulle hjælpe mig med at gøre mig i stand. Jeg præsenterede mig, og tog alt mit medbragte udstyr op af tasken.
   - Er du nervøs, spurgte Susanne, og smilede venligt.
   - Ja, meget, sagde jeg. - Heldigvis bliver jeg svær at genkende for de fleste, håber jeg. Der er ingen, der forventer at se mig her. Men der var en, der skulle genkende mig, tænkte jeg i mit stille sind.
   Jeg tog alt mit tøj af, og iførte mig det mest sexede lingeri, jeg nogensinde havde haft på. Sort med selvsiddende strømper og høje stilethæle. Jeg blev i tvivl om jeg overhovedet kunne gå i dem, så høje var de. Jeg gik forsøgsvis frem og tilbage, og det gik helt fint.
   - Kom, vi må i gang med make-uppen nu, sagde Susanne, og bad mig sætte mig ned.
   Aldrig havde jeg haft sådan et tykt lag makeup på. En rød læbestift fuldendte billedet. Jeg lignede mere og mere en vamp. Til slut kom parykken på, som jeg havde købt dagen før. Blond og langhåret blev jeg, og jeg kunne dårligt genkende mig selv.
   - Sådan, nu er du klar, sagde Susanne, og så helt tilfreds ud. Jeg var overvældet over, hvad makeup og en paryk kunne udrette. Jeg begyndte at få klamme hænder af nervøsitet.
   - Kom, sagde Susanne, og gik ud af garderoben. Jeg fulgte efter. Kampånden vældede op i mig. Nu skulle det her bare overstås, og Erik ned med nakken. Susanne sagde:
   - Her er scenen, og pegede på et rødt scenetæppe.
   Det havde jeg allerede regnet ud, for musikken var høj, og jeg tog fat i et lille hjørne, og kiggede ind på scenen. Jeg så flere piger på scenen, og jeg prøvede at se, om jeg kunne få øje på Erik. Tænk, hvis han ikke var der?
   - Hvornår er det min tur, spurgte jeg højt, så Susanne kunne høre mig for musikken.
   - Efter dem der er på scenen nu, men det skal nok blive sagt i højtaleren, og prøv at slap af, når du danser. Det er jo kun en amatøraften, så der er ikke de samme forventninger som normalt, sagde Susanne.
   Der kom flere piger til, og jeg var glad for, at vi var flere på scenen på samme tid.
   Musikken sluttede, og pigerne forlod scenen. Nu var det min tur. Jeg trak vejret dybt ind.
   - Held og lykke. Du ser godt ud, hviskede Susanne.
   Musikken spillede igen. Tæppet gik. Jeg stod fastnaglet til gulvet, men mit mod steg, da musikken var en af mine yndlingssange. Jeg gik vuggende ind, ligesom de tre andre piger. Jeg lod mig føre med musikken, dansede langsomt og vuggende. Mine danselektioner kom virkelig til deres ret, selv om det efterhånden var længe siden, ligesom alt andet. Mens jeg dansede, spejdede jeg diskret efter Erik. Lyset var meget dæmpet, så det var lettere end jeg troede at se publikums ansigter. Pludselig fik jeg øje på hans smilende ansigt, der slugte samtlige piger, der vimsede topløse rundt. Fanden tog ved mig. Stik imod reglerne bevægede jeg mig ned mod publikum. Der var en lille trappe ned, og alt imens jeg vuggende tog trappen et trin ad gangen, holdt jeg øje med Erik. Jeg glædede mig inderligt til at se hans ansigtsudtryk. Hvis han kunne genkende mig, for jeg var nok den sidste han forventede at se sådan et sted. Jeg smilede kunstigt varmt, og blottede mine tænder. Jeg følte trang til at hugge mine skarpe tænder i ham. Jeg nærmede mig, vuggende og æggende. Han kiggede på mig, men der var ikke noget genkendende blik i hans øjne. Jeg var pludselig frygtelig nervøs. Han ville blive rasende. Jeg stod smilende foran ham. Han kiggede smilende på mig. Kunne han virkelig ikke se, det var mig? Jeg lænede mig helt ind over ham, og hviskede koldt: Er du blevet både gammel og blind? Jeg flyttede mig, og dansede baglæns væk fra ham. Det udtryk i hans ansigt ville jeg ikke gå glip af, men det var også nødvendigt at komme væk. Jeg kunne ikke garantere hans reaktion.
   - Hvad fanden, råbte han rasende, og stirrede vildt på mig.
   Jeg smilede sødt og iskoldt til ham.
   - Hvad siger du til mit nye job, spurgte jeg sødt?
   - Vi mødes udenfor om lidt, tordnede Erik, og så helt vild ud. Skamfuld virkede han også, sikkert over at blive afsløret sådan et sted her, og når han havde sagt, han var på arbejde.
   Jeg grinte indvendig, og det gav min dans ekstra dimensioner. Nu gav jeg den hele armen, og publikum begyndte at fløjte og klappe begejstret. Da musikken sluttede, var jeg helt udmattet, og jeg skyndte mig ud bag tæppet. Det var gået forrygende, men det var absolut min første og sidste optræden på 'de skrå brædder'. Jeg havde opnået det jeg ville. At chokere Erik.
   - Det gik godt, sagde Susanne smilende.
   - Tak, sagde jeg træt, men blev glad for komplimenten. Så var der stadig lidt krudt i mig. Guderne skulle vide, jeg var gået helt i stå. Jeg rev parykken af, og skyndte mig at tage mit tøj på. Jeg stoppede mit udstyr i tasken, og sagde pænt tak for denne gang.
   - Kom igen, hvis du får lyst til at tjene på det, sagde Susanne. - Vi kan altid bruge dygtige piger, sagde hun.
   Jeg nikkede, og sagde farvel. Jeg vidste jeg ikke kom igen.
   Udenfor ventede Erik, fnysende og edderspændt.
   - Hvad helvede har du gang i? spurgte han så vredt, at jeg blev helt bange.
   - Jeg giver dig bare tilbage med din egen medicin, sagde jeg, og vendte om, og gik hen til bilen.
   - Vent, råbte han vredt.
   - Hvordan vidste du, jeg var derinde? Du har snaget i mine ting, skreg han vredt. Bare han ikke snart fik en blodprop, så rasende som han så ud.
   - Vi kan tale sammen, når du er faldet til ro, sagde jeg, og mobiliserede al min indre styrke. Jeg ville ikke finde mig i flere fornedrelser. - Gå du bare tilbage til din blonde elskerinde, og de topløse piger. Jeg har ikke brug for dig mere. Vores ægteskab er slut, det har det været længe. Jeg gik videre, og nåede hen til bilen.
   - Du kan da ikke klare dig uden mig, fnyste han hånligt.
   - Det har jeg lige bevist, jeg kan. Jeg kan få fast arbejde derinde i baren, hvis jeg vil, sagde jeg med fast stemme. Jeg kigge ham koldt ind i øjnene. Jeg kendte ham ikke mere. Jeg kunne se i hans øjne, han vidste, at jeg mente, hvad jeg sagde. Jeg ville skilles. Jeg satte mig ind i bilen og kørte hjem. Jeg var dybt lettet og triumferende. Jeg måtte videre med mit liv. Finde et arbejde, og få skilsmissen i orden. Jeg var ikke i tvivl om, jeg fik børnene, for jeg havde altid taget mig mest af dem, men selvfølgelig skulle Erik se dem så tit så muligt. Jeg fik kvalme af at tænke på, at Erik fandt det mere spændende at fjumre rundt med blondiner, end at være sammen med sine egne børn. De måtte ikke finde ud af det her. Erik ville synke dybt i deres agtelse, og det ville jeg ikke have. For deres egen skyld. Jeg var træt, men også spændt. Spændt på mit nye liv. Jeg ville søge nyt arbejde, og finde en lille lejlighed til os tre alene. Jeg trak vejret dybt. Jeg følte en dybfølt fred. Dette var det helt rigtige at gøre. Vores ægteskab var dømt til døden, om ikke af det her, så af noget andet. Jeg smilede. Jeg ville hjem til dem jeg elskede allermest.