Jeg undrer mig... og morer mig...

Nogle gange undrer jeg mig over, hvad forældre egentlig lærer deres børn. Det vigtigste, forhåbentlig. Hvad er så det vigtigste? Tja, det kan man være mange ting. Dette her er ment som sjov, men også tankevækkende.
Min søn på syv år havde en dag besøg af en klassekammerat. En eller anden slog en lille hørmer. Nikolaj, som kammeraten hedder, udbrød højlydt:
"Adr, der er en, der har slået en prut."
Ja, det var der skam, hvorefter han siger:
"Det gør man da ikke. Det er kun nogle mennesker, der gør det, - det gør alle mennesker ikke." Han havde aldrig hørt sin mor og far slå en prut.
Jeg kiggede på ham, og sagde:
"Nogle mennesker? - Jamen, det gør alle mennesker da, Nikolaj."
Han gloede måbende på mig, og derefter ud i luften, som om han virkelig havde fået noget at tænke over.
Tænk, det vidste han ikke. Alle mennesker slår da en prut engang imellem, men hans forældre har lært ham, eller rettere undladt at fortælle ham, at det er en naturlig ting. De prutter sikkert alle andre steder i deres hjem, end lige der, hvor Nikolaj er. Rart for ham. Selvfølgelig, det lugter aldrig godt, men... er man menneske eller hvad?
Det undrer mig meget, hvorfor et barn på den alder, ikke ved sådan noget. Han var virkelig overrasket. Nu er jeg heller ikke bleg for at fortælle, at jeg skam også selv gør det, så hvad er problemet? Mine børn kan både lugte og høre, og hurra for det. At der så følger mindre behagelige ting med, who cares. Hvad skal man så lære sine børn og fortælle dem? Jeg synes i hvert fald, at de mest naturlige ting som mennesker gør, det skal de vide. Tænk, hvis de gik rundt og følte sig unaturlige uden grund? Diskretion er naturligvis en god ting, men... hvem siger, man altid kan nå at smutte på toilettet?
Piller alle mennesker ikke næse? Æh, undskyld, det er vist en helt anden historie. Inden det bliver for naturligt, det hele, så ha' en god dag.