Katrine trådte et skridt tilbage og betragtede de to vinduer mod gaden. Det var perfekt. Det vil sige, så perfekt det nu kunne blive, når symaskinen var en ældgammel 'Singer', og når hun aldrig havde syet gardiner før.
   Men Katrine var glad for resultatet. Hun var i det hele taget glad for at have fundet denne lejlighed, uden sin eksmand, men selvfølgelig sammen med Mia, hendes datter på fem år.
   Alle velmenende mennesker havde rådet hende til at forlade sin voldelige eksmand, og til sidst havde hun ganske enkelt gjort det.
   Det tænkte Katrine på, mens hun anbragte lidt pynt i vinduet
   Ganske vist var ejendommen en stor gammel kasse, men ejerlejligheden var stor og hun sad billigt i det.
   Katrine anbragte tre små planter tæt sammen i vinduet og studerede dem med hovedet på skrå. Skulle hun stille dem længere fra hinanden? Katrine blev enig med sig selv om at det var pænt som de stod nu.
   Opgangen var pæn, men slidt. Der var seks lejligheder. I de tre boede ældre ægtepar. I to andre lejligheder vidste hun ikke endnu hvem der boede der. I den sidste lejlighed i stuen boede viceværten. Katrine havde hilst på ham den første dag hun og Mia var flyttet ind. Han havde hjulpet med nogle flyttekasser, og virkede meget sød og utroligt hjælpsom. Christian hed han, og Katrine havde lovet at invitere på en kop kaffe, så snart de var faldet til i lejligheden. Nu var der gået næsten en uge, og Katrine havde været ude at gå flere ture med Mia, for at de begge skulle lære området at kende. En af dagene havde de sat sig på en bænk i nærheden af blokken hvor de boede, og kommet i snak med en ældre dame.
   - Det er en sød datter du har, sagde hun henvendt til Katrine.
   - Ja, det synes jeg også, svarede Mia i stedet for Katrine og smilede.
   - Bor I her i nærheden, spurgte damen?
   - Ja, vi bor i den blok, svarede Mia og pegede i retning af den.
   - Nå, der bor den flinke vicevært også, sagde damen, der hed fru Petersen. - Han er så hjælpsom, den unge mand, han hjælper mig med alt muligt lige fra at skifte mine pærer i lamperne til at hjælpe mig ned af trappen.
   Katrine lyttede interesseret. Det var jo Christian fru Petersen talte om. Han var tilsyneladende meget vellidt i kvarteret.
   - Ja, jeg har hilst på ham et par gange, sagde Kirstine neutralt.
   - Men han er hverken gift eller har børn, sagde fru Petersen, det forstår man ikke, vel? - Men han har fortalt mig, han er blevet brændt af flere gange, trist for sådan en pæn ung mand, sagde fru Petersen. Hun vidste sikkert mangt og meget om alle beboerne her.
   - Ja, det er trist, medgav Katrine, men inderst inde blev hun glad for at høre, Christian var ledig på markedet.

Næste dag, da Mia var i børnehave, fik Katrine lyst til at gå en tur. Det var dejligt vejr og højsommer, og hun havde taget en fridag for at blive færdig med lejligheden. Katrine smuttede ned af trappen og ud af den tunge dør i stueetagen. Inderst inde håbede hun kun på at møde Christian. Nu vidste hun jo, han boede alene. De gange, de havde mødt hinanden på trappen, havde han altid kigget på en særlig måde, og hun håbede at han også ville gøre det i dag, hvis hun mødte ham. Det kildede i hendes mave. Var hun allerede forelsket?

Omkring ejendommen lå der grønne plæner og smukke bede med alverdens blomster. Katrine så Christian på lang afstand. Han gik og samlede noget sammen. Katrine studsede. Hun gik nærmere.

Hele bedet var ødelagt. Totalt raseret. Alle blomsterne var enten flået op eller blomsterhovederne knækket af og smidt rundt. Hvem kunne dog finde på det?

- Hej Christian, hilste Katrine, - hvad er der sket, spurgte hun? Han vendte sig om.
   - Hej Katrine, - ja, der er nogen, der har muntret sig med at ødelægge det hele, svarede han.
   - Tænk, der er nogen der kan finde på sådan noget, sagde Katrine ærgerligt.
   - Ja, men jeg fandt denne her, sagde han og hev en bøllehat frem. - Så har vi måske synderen, når vi finder ejermanden, sagde Christian. Katrine stirrede på den og hendes mave trak sig sammen. Det lignede Mias bøllehat. Gul med røde striber. Katrine prøvede at lade som ingenting, og fik med besvær spurgt: Står der navn i den? Hun kunne ikke huske om hun havde skrevet navn i Mias bøllehat.
   Christian undersøgte bøllehatten, men nej, intet navn.
   - Hvad med en kop kaffe i dag, spurgte Christian med et varmt smil?
   Katrine tænkte febrilsk og sagde hurtigt:
   - Nej, ikke i dag, jeg kan ikke i dag, tilføjede hun undskyldende og kiggede på ham.
   Christian så lidt forbavset ud, men sagde det var ok en anden dag. Katrine vendte om og gik hurtigt hjem. Hun havde mistet lysten til at gå en længere tur.
   Var det virkelig Mia der havde gjort det? Mia elskede blomster, men det lignede hendes bøllehat og den var faktisk væk. Mia havde også jord på tøjet, da hun kom hjem i går efter at have fundet nye legekammerater. Katrine ville ikke tro det, før hun havde talt med Mia. Der var andre, der kunne have en sådan bøllehat. Og selv om den lå i bedet, var det jo ikke bevist, at det absolut var ejermanden, der var synderen. Åh, hvor var det flovt, hvis det var Mia. Så måtte Katrine gå til bekendelse og erstatte alle blomsterne. Hvad ville Christian ikke tænke? At hun ikke kunne styre sin datter?

Katrine var utålmodig efter at hente Mia, og da de var kommet hjem og Mia var blevet bænket med et toastbrød med pålægschokolade og en kop saftevand, spurgte Katrine hende ud.
   - Mia, min skat. Hernede ved plænen i det store bed har nogle børn eller voksne ødelagt alle blomsterne, har du set hvem der har gjort det?, spurgte Katrine lidt anspændt.
   - Ja, svarede Mia ærligt, det har jeg. Hun kiggede på sin mor. - Mor, det er altså ikke mig, svarede hun uskyldigt, jeg har set hvem der gjorde det, understregede hun.
   - Hvem, spurgte Katrine lettet?
   - Nogle store børn fra den anden ejendom derovre. Mia pegede ud gennem vinduet. Katrine troede på Mia. - Men jeg kan ikke finde min bøllehat, mor, sagde Mia.
   Katrine gik ud i entreen og tog tasken med Mias skiftetøj. Hun hældte alt tøjet ud på gulvet, og der imellem lå Mias bøllehat. Der undslap Katrine et lettet suk.
   - Kom, sagde Katrine til Mia, vi skal lige ned til Christian i stueetagen og tale med ham.
   Mia dinglede på, og Christian åbnede med det samme. Katrine smilede, og Christian så glad ud. Fuglen var tilbage i Katrines hjerte.
   - Mia, min datter, ved hvem der har ødelagt alle blomsterne, sagde hun og Mia fortalte hvad hun havde set aftenen før.
   - Det er godt, vi fandt ud af hvem det er, jeg skal nok tage mig af det, svarede Christian varmt, og kiggede atter på Katrine.
   - Har du tid til kaffen nu, spurgte Katrine og vidste hvad svaret ville blive. Senere ville Katrine forklare Christian om bøllehatten, men det hastede ikke, de havde masser af tid.