Bogstaverne vimsede forvirrede rundt. - Hvor er det pokkers komma blevet af, det skal være imellem os, knurrede s 'et, og hev utålmodigt i e 'et. Kommaet kom farende med et forvirret udtryk.
   - Hvor skal jeg være?, spurgte kommaet forpustet og følte sig meget lille. Bogstaverne var tårnhøje, når han kiggede op. Tænk, hvis de træder på mig, tænkte han forknyt.
   S'et snerrede: imellem mig og e'et skal du stå, og hvorfor kommer du først nu?
   - Jamen, jeg... .kommaet måtte hastigt flytte sig, ellers var han blev trådt flad af et stort H. Kommaet kiggede sig omkring. Der herskede kaos. Bogstaverne var forvirrede, og vidste ikke, hvor de skulle stå.
   - Der mangler både kommaer og punktummer, råbte r'et og satte sig opgivende ned. Pludselig skete der noget. Bogstaverne blev flere og flere, De væltede oven i hinanden, og sætningerne blev længere og længere. Men... .hvor blev kommaerne og punktummerne al? Der blev uventet stille. Bogstaverne stod nogenlunde de rigtige steder, men sætningerne var lange og usammenhængende. Kommaet mente, han stod det rigtige sted, men det store A råbte til ham: vi har faet fly kommasætning, så vi har ikke brug for alle de kommaer mere, flyt dig derfra. Kommaet kiggede bedrøvet op på A'et. Troede A'et var hans ven. Kunne de ikke bruge ham mere? Kommaet kiggede trist rundt på bogstaverne. De tronede
   majestætisk med deres knejsende hoveder højt løftet. Der var ingen mere, der havde brug for et lille komma, så sætningerne blev forståelige? Kommaet forlod med tungt hjerte sin plads, og gik helt ud i kanten på papiret, og satte sig ned med tårerne truende. Et punktum kom hen og satte sig ved siden af. - De siger også til mig, der ikke er brug for et punktum mere, sagde han vredt, og skulede ud til B'et, der stod nærmest. B 'et skulede tilbage, og rankede ryggen kækt.
   - Bare vent, de skal nok finde ud af at punktummer og kommaer ikke kan undværes, sagde punktummet, og fortsatte: det er ham, forfatteren, der skriver, der ikke kan finde ud af det, knurrede punktummet.
   - Ved du hvad, komma, du skal rigtigt stå derovre foran "at", men det fatter bogstaverne ikke, og ej heller hånden, der fører pennen, sagde punktummet surt.
   - Jeg skal stå derovre, pegede punktummet, efter ordet "cirkus". Vreden sivede ud af punktummet, og han rystede opgivende på hovedet.
   - Hvad skal vi gøre? spurgte kommaet, der havde stoppet sin tårestrøm.
   - Ja, det er det, vi skal finde ud af, svarede punktummet.
   - Først må vi samle alle punktummer og kommaer, og rådføre os med dem.
   - God idé, sagde kommaet optimistisk. Aldrig før var han blevet bedt om at forlade en tekst på den måde. Bogstaverne var med et blevet overlegne, og dem, der før var hans venner, var det nu ikke længere. Dagen efter indkaldte punktummet alle punktummer og kommaer til møde. Der mødte mange op. Også spørgsmålstegn, udråbstegn, og semikolon. Nogle var vrede, andre triste og opgivende. Punktummet rømmede sig, og sagde så: - Vi er samlet her i dag på grund af uventede problemer med bogstaverne, der ikke mere synes, vores tilstedeværelse i sætningerne er nødvendig. - Vi er alle i overhængende fare for at miste vores job for altid. Vi må og skal finde ud af hvad vi gør. - hørt, hørt, råbte alle i salen bifaldende, og stampede i gulvet.
   - Bogstaverne påstår, der er kommet ny kommasætning, og selv om det muligvis er rigtigt, vil der stadigvæk være brug for kommaer, punktummer og andre tegn i en sætning, råbte punktummet, og salen gyngede under piften og råben. Kommaet havde altid udført sit arbejde til punkt og prikke, og ingen havde nogensinde kunne sætte en finger på hans arbejde, allerhøjst et viskelæder, som de alle frygtede. Kommaet tænkte tilbage. En mandag morgen var han mødt på arbejde til sædvanlig tid, og pludselig udbrød der kaos. Bogstaver, kommaer og punktummer havde stået pænt på rad og række med et par stavefejl hist og pist, da der lød skrig og skrål fra de øverste sætninger. Kommaet kiggede opad papiret, og opdagede til sin rædsel, viskelæderet viskede i rasende fart henover alle sætninger, stavefejl, kommaer og punktummer. Kommaet flygtede i rædsel ned i hjørnet og gemte sig bag et stort E. Efterhånden som viskelæderet fik visket det skrevne ud, døde skrigene ud. Det var en gru at se. Godt nok var bogstaverne arrogante, men det der var sket, var forfærdeligt. Det eneste, der var tilbage, var kommaet og det store E, fordi det var skrevet utydeligt, og et par andre skrækslagne tegn, der stod spredt rundt omkring.
   - Puha, det var tæt på, tænkte kommaet, og havde skyndt sig hjem i sikkerhed. Det var risikoen ved deres arbejde hver dag, det frygtede viskelæder.
   Et semikolon rakte armen op.
   - Jeg har en idé til, hvordan vi far bogstaverne til at forstå, at de ikke kan stå alene i en tekst uden os.
   - Fra nu af bliver vi helt væk, og så kan de stå helt alene med deres lange, usammenhængende sætninger og spille smarte. Der er ingen, der vil kunne forstå teksten, og det har de rigtigt godt af, de selvglade bogstaver. Semikolonet så tilfreds ud ved tanken. Alle i salen hujede og piftede. At sætte bogstaverne på plads glædede dem alle. Nu måtte de selv henvende sig, når det gik galt. Og det gjorde det. Før eller siden.
   Bogstaverne mødte op, som de plejede.
   - Hej, v, du skal ikke stå der efter k, det er ikke et ord, råbte p'et, og placerede sig foran et lille a. Et stort K vidste ikke, hvor det skulle stille sig, og gik hen til et u og å, der forvirrede prøvede at danne et ord.
   - Skal vi stå sammen, os tre, for jeg ved heller ikke, hvor jeg skal stå?, spurgte K'et, og så usikkert på dem.
   - Ja, lad os bare det, svarede u'et.
   - Stil dig imellem os, så der står ukå.
   - Jeg ved ikke, om det er et rigtigt ord, der betyder noget, men hvad skal vi ellers gøre? Å'et lænede sig frem, og K'et bukkede sig ned for bedre at kunne høre.
   - Mellem os sagt, var det en rigtig dårlig idé at jage kommaerne og punktummerne og alle de andre tegn væk fra papiret.
   - Ja, du har ret, å, vi kan ikke klare os uden dem, svarede K'et.
   - Vi bliver uforståelige uden dem, og især kommaerne var gode til ar stave sammen med os, sukkede u'et og vred sig opgivende rundt, så han først lignede et s, og derefter et omvendt n. Et hoverende L sejlede forbi dem. Med høj stemme kaglede hun: Ja, I ved jo godt, I risikerer at blive visket ud, når I står forkert.
   - Tsk, tsk, hoverede hun, og fortsatte over til et lille e. Der kom flere og flere bogstaver, og de stod snart meget klemt.
   - e mangler her, råbte et j, og e'et prøvede at mase sig ind, hvilket var svært, da bogstaverne var skrevet som formskrift, og tilmed var sjusket skrevet. Et t var skævt, og et stort G prøvede at trække det lige.
   - Det må I ikke, hvæsede et o, I gør ordene ulæselige. Pludselig, uden varsel, kom et stort viskelæder med et ondskabsfuldt tørt smil om munden. - Hjælp, løb for livet, skreg alle i munden på hinanden. - Det visker os til ubrugeligt fnuller, skreg b'et, og inden den fik benene på nakken, var den blevet visket ud. Viskelæderet grinede ondt. - Alle I kedsommelige ord og sætninger. - I giver ingen mening, så derfor er jeres sidste time kommet, hæ-hæ. Et par minutter efter var alt forbi. Papiret var atter blankt.
   Rygtet gik hurtigt hos tegnene. - Sikke en massakre, sagde kommaet, og var glad for, han ikke havde været der den dag. - ja, det var heldigt, vi blev smidt ud den dag, ellers havde det været ude med os, svarede punktummet eftertænksomt. - For resten, der er ikke skrevet et ord i flere dage nu, sagde semikolon og udråbstegn i munden på hinanden.
   - Ja, papiret er helt blank. Det er sjældent, det sker, sagde kommaet.
   - Tror I, vi nogensinde kommer tilbage igen?, spurgte spørgsmålstegnet med et spørgende udtryk. - Vi bliver nødt til at være tålmodige, indtil forfatteren, der fører pennen, begynder at skrive igen, sagde punktummet bestemt. Kommaet sukkede. Han var ikke overbevist om, at de kom tilbage blandt bogstaverne.
   En hel uge gik. Rygtet ville vide, at forfatteren ikke ville skrive et ord mere, før han kunne placere kommaer, punktummer og andre tegn korrekt.
   - Ha, det har bogstaverne rigtigt godt af, sagde punktummet tilfreds.
   - Det er det, der skal til, før bogstaverne forstår, at vi ikke kan undværes. Kommaet savnede at være iblandt bogstaverne og sætningerne, men det ville han ikke indrømme. Han savnede sit arbejde.
   - Bare den forfatter snart finder på noget, tænkte han mismodigt.
   Om natten sov kommaet uroligt. Ved to-tiden om natten vågnede han brat op. Han var bange. Han havde drømt en uhyggelig drøm. Et stort H havde trådt ham helt flad, og H'et grinede højlydt, mens kommaet lå udsplattet på papiret.
   Dunk, dunk, dunk Det bankede på døren.
   - Hvem er det?, spurgte kommaet bange.
   - Det er S 'et, svarede han, og kommaet åbnede døren på klem.
   - Må jeg komme ind?
   - Du ser så forskrækket ud, sagde S 'et, og smuttede ind af døren. Da S'et sad bænket ved bordet, sagde han: - Forfatteren er begyndt at skrive igen, men har indtil nu kun skrevet en sætning. Vi har fundet ud af, at det er et problem, at I mangler. De fleste bogstaver har indset, at især kommaer og punktummer ikke kan undværes i sætningerne, og forfatteren prøver at finde ud af at placere Jer igen, men har meget svært ved det, så hvis I vil komme tilbage af jer selv, vil det være perfekt for os. S 'et lød så tryglende, at kommaet kiggede overrasket på ham. Indvendig begyndte glæden at brede sig. Der var faktisk ikke noget, han hellere ville.
   - Jeg er nødt til at tale med punktummet først, han er vores uformelle leder, sagde kommaet bestemt. Han skjulte sin glæde med et neutralt udtryk. S 'et så lettet ud.
   - Jeg synes også, mange af bogstaverne er nogle arrogante fjolser, men vi tør ikke sige noget, indrømmede 5 'et.
   - Sætningerne er uforståelige, men det er de ligeglade med, fortalte S 'et, og fortsatte: Forfatteren, der fører pennen, er elendig til tegnsætning, og er først ved at lære det nu, og det er gået ud over Jer. - Sikke en ballade, sukkede S 'et. - Viskelæderet har haft kronede dage, sagde kommaet gysende. - Kom, vi må se at få fat i punktummet, så vi kan slutte denne farce.
   De fandt punktummet hjemme med besøg af et stort L. Han vidste allerede besked. - jeg indkalder til møde straks, og vil henstille til alle tegn om at møde op, da forfatteren har lært, at tegnsætning, især kommaer og punktummer, ikke kan undværes i en tekst, og at sætningerne bliver lange og uforståelige. Nu når han ved det, møder vi alle op, så snart han begynder at skrive igen. Til det indkaldte møde var der en overvældende tilslutning. Alle ventede spændt. Blev den ene sætning til flere? Timerne gik. Utålmodigheden voksede.
   - Kom nu, vrissede punktummet, skriv nu. Langsomt skete der noget. Et ord voksede frem på papiret, og derefter endnu et, og til sidst en hel sætning.
   - Husk nu punktum, råbte punktummet arrigt. Minsandten, punktummet blev placeret efter en afsluttet sætning. - Hurra, råbte bogstaver og tegn i munden på hinanden. De ventede spændt. Kunne forfatteren også placere korrekt? Bogstaverne myldrede frem, og sætningerne blev længere.
   - Nu skal der være et komma, tænkte kommaet irriteret. Der var helt stille. Man kunne høre en svag kratten fra en kuglepen. Ordstrømmen stoppede, alle holdt vejret. Det er ganske vist, kommaet blev placeret, nøjagtig hvor det skulle.
   - Fantastisk, sagde B 'et og smilede til kommaet.
   - Ja, jeg må medgive, at vi bogstaver har været noget høje i hatten, og det beklager jeg meget, sagde det store E.
   - Tsk, tsk, sagde det store A køligt.
   - Der er altså stadig nogle, der bedre kan undværes end andre, og jeg er ikke en af dem. Hun sejlede hoverende forbi.
   - Og hvorfor er du så så uundværlig, store A? spurgte E'et.
   - Fordi jeg er en vokal, og jeg binder ordene sammen, svarede hun, og stak næsen i sky. E'et rystede på hovedet.
   - Vi er i hvert fald enige om nu, at ingen kan undværes i teksten, og det kan ingen tage fra os igen, sluttede E'et bestemt, og fik højlydte klapsalver fra øverst til nederst på papiret.