Thorkild havde lyst til at lege en hemmelig leg. Inde på sit værelse hvor der kun hang plakater af sørøvere, åbnede Thorkild sit skab og tog en sort øjeklap, sin sørøverhat og sit sørøverkostume frem. Allerbagerst i hans skab lå hans allerflotteste sværd. Det var superflot og alle Thorkilds kammerater var meget misundelige. Thorkild tog hele kostumet på. Nu kunne man ikke se, det var Thorkild, han lignede den sejeste sørøverkaptajn.
   "Ha, pas på," sagde Thorkild med dyb stemme og svingede sværdet rundt i luften.
   Thorkild listede ud af værelset. Hvor var mor og far? Inde fra stuen kunne han se, de sad ude i haven og snakkede og drak kaffe. Thorkild mente, det var deres yndlingsbeskæftigelse. At drikke kaffe. Heldigvis sad de med ryggen til døren, så Thorkild kunne liste forbi, uden de så ham. I Thorkilds øjne var mor og far blevet farlige fjender, der ikke måtte se ham.
   Thorkild skulle ned i sin hemmelige hule. Ingen måtte vide, den var der, heller ikke hans irriterende dumme lillesøster på 4 år, der heldigvis var til fødselsdag.
   "Puha," tænkte Thorkild, "ingen så mig."
   Thorkilds hule var allerlængst nede i den gamle have med de kæmpestore frugttræer. Nede i hjørnet, op af hækken var der et træ med blade der ligesom var meget bred foroven og hang med grenene nedad. Den lukkede hulen af øverst oppe, og ned langs træet var der kun træstamme, og ingen blade, så der var meget plads til selve hulen.
   I bunden af hulen havde han lagt et tykt tæppe som han overdækkede med plastik når det regnede, ellers blev alt pladdervådt. Thorkild
   havde også en lille radio, et forstørrelsesglas, lommelygte og en lille bitte legetøjskniv. Alle tingene lå i en værktøjskasse, han havde fået i julegave. I en papkasse havde han nødforsyninger, 1 pakke kiks og en saftevandsdunk med grøn saftevand.
   Thorkild var helt klar til eventyr. Han stak sin kniv i bæltet, tog sit sværd og kravlede ud igennem et skjult hul han havde lavet i hækken.
   Bagved deres hus lå et andet stort hus. Var der noget, Thorkild ikke kunne lide, var det drengen Simon, der boede i huset og så havregrød.
   Simon havde altid drillet andre børn, han var ældre end Thorkild og hvis Simon fandt ud af, Thorkild havde en hemmelig hule, ville han helt sikkert prøve at ødelægge den.
   Thorkild listede hen til hækken der hørte til Simons hus og lyttede. Han kunne høre Simon og nogle andre drenge, der råbte og skreg.
   Pludselig hørte Thorkild en anden lyd. Et gevaldigt brøl bagved ham. Han drejede rundt og så en kæmpestor grøn drage der stod og pustede og prustede. Thorkild gispede af skræk, han stod helt lammet og bare stirrede på det store dyr.
   "Jeg gør ikke noget, kun mod dem der driller dig, for jeg er din ven," brølede dragen.
   Thorkild var ved at falde baglæns, for når dragen brølede, føltes det som et helt vindstød.
   "Er du virkelig min ven og vil hjælpe mig," spurgte Thorkild imponeret?
   "Ja, hop op på mig, men måske skal jeg løfte dig op." Dragen åbnede sit gigantiske gab!
   "Sæt dig til rette her i min mund og hold fast i min fortand," brølede dragen.
   Thorkild satte sig til rette i dragens mund, helt stum af betagelse.
   "Hold fast, Thorkild," brølede dragen, løftede sit hoved og Thorkild op, så de kom mange meter op i luften. Dragen drejede sit hoved, og
   bad Thorkild hoppe over på dens ryg. Thorkild gjorde som dragen bad om.
   "Hvor skal jeg holde fast," spurgte Thorkild?
   "I mit halstørklæde," sagde dragen, der gik med et rødt halstørklæde på grund af forkølelse. Thorkild satte sig godt til rette og holdt godt fast.
   "Så flyver vi," brølede dragen, lavede en kæmpe ildsøjle ud af gabet og PUFF. . . . .
   Dragen lettede elegant og fløj sikkert op mod himlen.

"Hu, hej," skreg Thorkild, det er fantastisk.
   Dragen var nu nået helt op til skyerne og Thorkild prøvede at gribe fat i en, men det kunne han ikke, hans hånd gik lige igennem. Nu var alting bittesmåt under dem.
   "Hvor skal vi hen," råbte Thorkild til dragen?
   "Vi flyver først en tur, så du kan prøve det," brølede dragen.
   "Det er det mest spændende jeg nogensinde har prøvet," råbte Thorkild lykkeligt.
   Dragen fløj ind og ud igennem skyerne, han vendte rundt, han fløj på ryggen, og Thorkild holdt godt fast. Lige pludselig begyndte dragen at dykke, og nu kunne Thorkild se mennesker nede på jorden.
   "Se," råbte Thorkild, "der er dumme Simon og hans venner."
   "Er det dem, der driller dig," brølede dragen?
   "Ja," råbte Thorkild tilbage, "de er meget tarvelige."
   "Skal vi skræmme dem for sjov," brølede dragen?
   "Ja," råbte Thorkild, "skræm dem med dit brøl!"
   Dragen smilede med sit kæmpe gab, dykkede skarpt ned som en fugl, direkte imod Simon og hans venner. Simon og hans kumpaner løftede hovederne og blev ligblege i ansigterne.
   Dragen åbnede sit kæmpe gab og brølede: "Wauvvvvvvvvvv," og ilden stod som en fakkel ud af gabet på den.
   Drengene var lammede af skræk, og kunne ikke røre sig ud af stedet.
   "Hej, dumme Simon," råbte Thorkild og vinkede! "Se min nye ven, dragen," råbte han videre!
   Simon og hans kumpaner vågnede endelig op, og sprang til alle sider, og løb alt hvad rammer og tøj kunne holde.
   Dragen synes de havde fået forskrækkelse nok, og besluttede at flyve op igen.
   "Juhu," råbte Thorkild, "der blev de vel nok bange!"
   Dragen smilede og brølede: "Nu driller de nok aldrig igen, ellers må du kalde på mig, du skal råbe dette rim:

"Seje drage, kom til veje, kom og lege med de seje."

   "Så kommer jeg frem igen," brølede dragen.
   "Det skal jeg nok huske," råbte Thorkild.
   PUF...

Thorkild satte sig fortumlet op, og så sig forvirret omkring. Hvor var dragen henne? Thorkild opdagede, han sad lige op af Simons hæk. Thorkild havde sovet. Han havde drømt det hele om dragen, der spyede ild og fløj rundt med Thorkild. Hvordan var han faldet i søvn?Pludselig hørte Thorkild en hvinende lyd, som en bil der bremser hårdt op. Thorkild rejste sig og gik langs med hækken hen for at kigge. En mand steg hurtigt ud af en bil, og gik hen foran bilen, hvor der lå en brunstribet kat. Den var blevet ramt af bilen, og den klagede sig.
   Det er Simons kat, tænkte Thorkild og løb hen til manden.
   "Jeg ved, hvem der ejer katten," sagde Thorkild til manden.
   "Det er godt, for katten skal hurtigt på hospital, for ellers kan det være den måske dør," sagde manden og løftede katten op.
   Thorkild og manden skyndte sig hen til Simons hus og dinglede på. Han boede i nr. 11. Simon lukkede straks op, og da han så katten Mads var kommet til skade, begyndte han at græde. Manden sagde, katten var løbet ud foran bilen og at den straks skulle på hospital. Simon sagde, de skulle komme ind, og manden ringede straks efter en dyreambulance. Den kom 10 minutter efter, og det var i sidste øjeblik, for Mads var slemt skadet.
   Manden sagde, det var godt, Thorkild fortalte hvor katten boede. Simon kiggede på Thorkild.
   "Tak," sagde Simon og så meget lille og sølle ud.
   "Selv tak," sagde Thorkild og gik hjem til sig selv.
   Thorkild havde helt glemt sin hule, og at lege sørøver. Det var ved at blive sent, og han måtte hellere gå ind. Thorkild anede faktisk ikke hvad klokken var. Simons kat ville overleve, men aldrig blive helt sig selv igen.

Da Thorkild gik i seng den aften, smilede han meget tilfreds.
   "Simon kan også være den lille og græde," tænkte Thorkild. "Nu er jeg ikke bange for ham mere, heller ikke selv om han driller mig igen."
   Thorkild tænkte også på dragen. Han tog sin hånd ind under hovedpuden, og trak en rød garnstump frem. Det var fra dragens halstørklæde.
   "Så findes dragen alligevel," tænkte Thorkild lykkeligt og faldt i søvn og drømte videre om dragen.

"Seje drage, kom til veje, kom og lege med de seje."