I 2006 var hun BILLIG.
Neglelakken var en gave fra Dan.
Den havde været dyr, havde kostet ham en ekstravagt bag disken i Chartres bedste burgerjoint, hvor han arbejdede for sin onkel fem dage om ugen. I en alder af femten foretrak Marguerite fyre ligesom Dan, fyre der var ældre end hende, gamle nok til at være gået ud af folkeskolen allerede, det var ikke bare et spørgsmål om, at de fleste af dem holdt længere end ti minutter i sengen, men de fleste af dem havde fritidsarbejde og en mere stabil indkomst. Stabile indkomster kastede små skatte af sig, skatte som denne. Neglelakken var et nyt Butter London produkt og nuancen hed Tart With a Heart, en ubestemmeligt brun-beige-rød farve fuld af glitter. På alle måder den perfekte neglelak til hende, ikke sandt? På alle måder.
Det var fredag. Hun burde egentligt bruge weekenden på at repetere, for afgangseksamenerne ventede lige om hjørnet, men Marguerite havde lagt andre planer og skulle i stedet mødes med Dan om aftenen. Han havde lovet hende, at de kunne køre til Versailles sammen, indlogere sig på en Bed & Breakfast i nærheden, besøge slottet om lørdagen, gå en tur i parken, Marguerite kunne opføre sig som om hun havde gamblet hele Frankrigs statskasse op... Dan og hende ville selvfølgeligt gå i byen i en af Paris' forstæder lørdag nat, spise sen morgenmad ved en dyr konditor søndag. Marguerite ville æde croissanter og brioche til hun blev dårlig, hun ville le og sige: Lad dem spise kage!
De stakkels bønder...
Strøg efter strøg malede hun sine negle glitrende. Fordi neglelakken var af god kvalitet, dækkede den efter de første to lag. Hun betragtede sin venstre hånd, spredte fingrene, bøjede sit håndled en smule, vrikkede med underarmen for at fange lyset fra alle vinkler. Farven stod godt til hendes hud, hendes blege, hvide, fine, næsten gennemsigtige hud. Hvis hun tog den blomstrede kjole på, som Fernand havde givet hende for en måned siden, før hun slog op med ham, den beige-grønne med roserne, ville hun ligne en drøm. Marguerite kunne godt lide at ligne folks drømme, ja. Hun kunne godt lide at ligne en drøm for hver eneste af fyrene i Chartres der var over sytten og havde en mere stabil indkomst. Efterhånden havde hun gjort en ren kunst ud af det - og lidt efter lidt fyldtes hendes skab jo også på den mest tilfredsstillende måde, så når man åbnede lågerne, åbnede man op for et virvar af blonder og silke. Med den slags resultater hvem gad så overhovedet spilde tid på eksamener og karakterer?
Med den slags resultater kunne hun måske endda begynde at drømme større. Selv. Snart.
"Margaux," lød det fra døråbningen. Marguerite fjernede opmærksomheden fra sine smukke negle. Kiggede over på Fleur der, som vanligt, tøvede i døren. Hun var den eneste der nogensinde kaldte Marguerite for Margaux, den eneste Marguerite nogensinde ville tillade at gøre hendes ellers så snirklede navn så umådeligt klodset. Derudover var det kun noget Fleur kaldte hende, når de var alene, i al hemmelighed. En gestus mellem søstre. Når Maman ikke var i nærheden til at være evigt misbilligende.
En let, vinkende bevægelse med højre hånd, hvor hendes negle stadig bibeholdte deres egen kedelige kulør, og Marguerite havde inviteret hende indenfor på sit kælderværelse uden at sige et ord. Fleur adlød, også tavst. Lukkede forsigtigt døren bag sig. Lyset fra det smalle vindue over Marguerites seng var spagt, men gyldent. Som det meste andet der glimter. Som hendes negle på venstre hånd. Folk forsøgte gerne at bilde en pige som Marguerite alverdens pjat ind, såsom at ikke alt der glimter er guld, det var hun udmærket klar over. Ligeså vel vidste hun, at det var løgn.
På hendes velkendte, lidt langsomme facon kravlede Fleur op på hendes seng, satte sig oven på den til-side-sparkede dyne med benene pænt foldet op under sig og sin lange nederdel mindst ligeså pænt skubbet ned omkring knæene, lårene, så ikke et eneste glimt af uanstændighed var synligt. Marguerite sendte hende et lille smil, før hun hev sin store matematiske ordbog til sig igen, hvilede højre hånd fladt på det uindpakkede omslag og begyndte at lakere de sidste fem negle også. At lægge neglelak med venstre hånd var altid lidt mere udfordrende, men hun havde gjort det ofte nok nu til at kende faldgruberne. Den hvælvede overgang på højre side af neglen, lillefingeren især... Første lag blev godt nok, hun kunne dække de værste fejltrin under det andet. Hun pustede lidt på fingrene for at få tørringsprocessen til at gå hurtigere.
"Det er pænt," sagde Fleur endeligt. Rakte ikke ud for at kigge nærmere på den lille flaske, fokuserede i stedet på Marguerites hænder. Hendes fingre. Glitteret. "Det ser helt snobbet ud."
Sofistikeret, eksklusivt, elegant mente hun, vidste Marguerite, og alle tre beskrivelser var ligeså forkerte som snobbet, men Fleur havde aldrig været specielt skarp på sproget. Nuancerne. Hun var opvokset simpelt og talte ligesådan. Ah, hendes lillesøster som ikke var særligt klog eller særligt køn, ikke sammenlignet med Marguerite i hvert fald, men som ejede en helt særlig sødme, en sødme deres omgivelser i det store hele slet ikke havde gjort sig fortjent til.
"Mm, jeg ligner en million, gør jeg ikke?" spurgte hun, retorisk, ikke at Fleur vidste hvad retorisk betød heller. Marguerite gik i gang med at lægge andet lag, det udbedrende lag, det øverste lag, facaden hun viste verden.
Fleur blev stille igen. Lod hende arbejde i fred.
"Dan har lovet mig at købe den farve der hedder --," begyndte hun, efter at hun havde gjort det sidste strøg på lillefingerneglen færdig med maner.
"Der er noget pigerne i min klasse bliver ved med at kalde dig, Margaux," udbrød Fleur samtidigt, næsten desperat og fik Marguerite til at holde på resten af sin egen sætning, som man ville holde på en alt for dominerende hest. Pru. Pruuuu. "De siger det alle sammen og jeg forstår det ikke..."
Langsomt, uden at virke overmåde interesseret, pakkede Marguerite sit lille manicuresæt sammen. Pakkede det væk. Undgik at ødelægge den stadig våde overcoat der skulle tilføje denne tart et ekstra element af juveler og ædelsten.
Naturligvis vidste hun godt, hvad pigerne i Fleurs klasse kaldte hende. Hun vidste det, fordi de fleste på deres skole, piger og drenge og deres forældre og såmænd også nogle af lærerne, kaldte hende det samme. Nogle af dem når hun kunne høre det, størstedelen af dem når de troede hun ikke kunne.
Marguerite trak knæene op til brystet, foldede begge arme omkring skinnebenene og hvilede hagen imellem sine bens to knoglede tinder, betragtede Fleur over den uendelige distance imellem dem. Hun smilede, blidt. Fleur smilede nervøst tilbage.
"Hvad kalder de mig, chérie?"
"De kalder dig billig." Jamen, selvfølgelig gjorde de det, de fjolser. Hun mærkede, hvordan hendes smil blev slebet helt skarpt langs kanterne, men hun sagde ikke noget. Lod Fleur fortsætte uforstyrret. "Som om du var en ting, men du er et menneske og man sælger jo ikke mennesker, så hvordan kan du have en pris? Og hvis du ikke har en pris, hvordan kan du så være billig? Det giver slet ikke nogen mening, det... det..."
Søde, lille Fleur. Søde, lille, ikke særligt kønne, ikke særligt kloge Fleur som altid var så vidunderligt konkrettænkende. Ingen ville vel finde på at kalde søde, lille, ikke særligt kønne, ikke særligt kloge Fleur billig, ikke kun fordi hun blot var tolv år gammel, stadig et barn, men fordi Fleur var legemliggørelsen af alt hvad Chartres faktisk var godt for. Alt man kunne tænke sig Marguerite måske, kun måske ville savne, når hun endelig skred fra det hele en dag. Om ikke alt for længe. Marguerite havde tydeligvis fået udseendet og snarrådigheden, men Chartres var for lille til hendes skønhed, for lille til hendes intellekt. Fleur passede bedre ind her blandt parcelhusene, lignede den hellige Madonna i al sin kærlighed, i al sin langmodighed, når de en enkelt gang sad ved siden af hinanden under katedralens UNESCO-omfattede og blå-indfattede ruder. Resten kunne oplandet beholde, Marguerite ville ikke have det, de snævre rammer, indspistheden og frygten for alt der var anderledes, men Fleur var ligesom Chartres inderste sjæl. Stadig ren. Stadig uberørt.
"Du kan godt lide mælkebøtter, ikke sandt?" Marguerites BH-strop var gledet ned over hendes skulder, formede en retvinklet trekant i forlængelse af skulderstroppen på hendes top. Se, hun behøvede i hvert fald ikke den matematikeksamen, den kunne hun godt strege over med det samme... Marguerite kunne nemlig tælle til meget mere end halvfems, ingen rette vinkler undslap hendes opmærksomhed. Hun lod dog BH-stroppen hænge. Lad dem se, hvis de ville. Lad dem glo. Lad dem spise kage.
"Jo..."
"Men du har set, hvordan Maman kan bruge timevis på at luge græsplænen. Hun hakker og hiver og slider for at grave hver eneste mælkebøtteplante op med rode."
"Nogle gange holder jeg spanden for hende," tilføjede Fleur. Ja, til tider holdte Fleur spanden for deres mor, imens moren hellere brændte hele kompostbunken til aske end hun lod sin velholdte græsplæne skæmme af mælkebøtteblade og små gule sole i ankelhøjde. Det var passende, var det ikke? Passende og en lille smule ironisk. Ikke at Fleur ville vide, hvad ironisk betød, selv hvis hun skulle falde over ordet en skønne dag. Hendes lillesøster havde ikke et eneste ironisk ben i kroppen, ikke en ironisk celle, molekyle, atom... Marguerite havde da vist lige bestået sin fysik-og-kemieksamen også. Med bravur!
"Jeg er ligesom en mælkebøtte, rigtig mange mennesker ser mig som ukrudt. " Hun rettede benene ud, vippede en smule med sine bare tæer, idet hun lænede sig frem og kærtegnede sin lillesøsters barnebløde kind. De så hinanden i øjnene, så ind i beslægtede, runde skiver af brunt. Maman, for eksempel, anså hende for ukrudt, ligesom deres ærværdige samfund gjorde det, dette samfund der elskede at hade den syndige kvinde, ligesom hele, smålige, forbandede Chartres med sin højtravende katedral... Marguerite skulle gerne være de stærke, mælkefyldte rødder begravet dybt, dybt, dybt i deres pæne jordbund. Marguerite skulle gerne være både fnok, fuck og nok for dem alle sammen. I mellemtiden blinkede Fleur og ømmede sig, fordi Marguerites fingre, uden at hun havde lagt mærke til det, var godt i gang med at hive i en løssluppen hårtot ved hendes øre, Marguerite trak sig væk. Tilbage. "Til alt held ser min Fleur mælkebøtten som en blomst, ikke sandt? Og hendes storesøster ser hun som en ædelsten."
En perle. En diamant. Golden Jubilee.
Stilheden lagde sig over dem som støvet fra en sydafrikansk mine. Med et suk løftede hun igen sin højre hånd en smule, kiggede på sine negle der glitrede som stjerner i ovenlyset. Pludseligt, ud af det blå, det gyldne, sprang begge Fleurs hænder, hendes omsorgsfulde fingre der lukkede sig omkring Marguerites marmorhvidt-polstrede knogler af krystal. Fleurs eftergivende kød om Marguerites krop af bly. Åh, Fleur, Marguerite kunne umuligt skyde skarpt mod hende, dertil var blyet for meget en viol. Stadigvæk.
"Du er mere værd end nogen ædelsten, Margaux. Diamanter og guld... Du er mere værd end alt det," sagde hun. Ærligt og åbent. Naivt. Hvem tog sig egentligt også af, at guld ikke var en ædelsten? Hvorfor dog rette hende? Med guld smedede man jo sin lykke.
Og netop derfor tog Fleur fejl.
Man skulle aldrig komme til at høre Marguerite Gagnon undervurdere sig selv, for hun vidste, at hvis hun ville have sin krone og de indlagte juveler, måtte hun netop være diamanterne og guldet værd først. Rigdom kunne ikke købes af et godt hjerte, sådan fungerede verden ikke.
Sådan fungerer verden ikke, lille Fleur...
Så Marguerite kyssede hendes hænders urørte hud, hun forlod sengen, matematikhåndbogen, neglelakken, hun forlod Fleur og gik over til sit skab for at grave Fernands kjole ud af mængden. Senere samme dag kravlede hun ind på passagersædet af Dans fars øse af en bil og de kørte til Versailles sammen, Dan og hende. Som aftalt. Marguerite opførte sig som brugte hun virkeligt af selve statskassen, hun opførte sig som omgav hun sig med alle diamanterne i en kejserindes verden og Napoleonsmønterne fra en anden tid. Hun opførte sig ubesværet, let - som var der ikke mere at ønske sig, at komme efter. End alt det. For én som hende.
Intet var så simpelt som gold and glory. Simpelt som gold and glory og det très bien hun fik i engelsk to uger senere, da hun endeligt bestod sin afgangseksamen og slog op med Dan.
All in a day's work.