(Når danskerne tænder lys i vinduerne den 4. maj, tænker de på befrielsesdagen.Jeg tænker altid på en helt anden aften/ Hans 66 år)
Den aften stak hun som en besat i sit sytøj. Hun stak til alt hun kom i nærheden af. Hendes brod var giftig og sad længe. Retfærdigvis skal siges, at hun aldrig hævede stemmen eller slog. For sin tid og på den måde, var hun vel usædvanlig.
"Mænd er kun til låns. Brug og smid væk", siger hun, med et nærmest sadistisk smil, hvorefter hun fortsætter med at hænge vasketøj op.
Jeg er otte og hjælper hende med rystende hænder. En dag bliver jeg også en mand. Min far har jeg aldrig mødt. Jeg har spurgt, om at se ham, dertil svarede hun blot: "Det kan du godt glemme alt om. Han er et svin".
Min søster og jeg har det ellers godt, fysisk mangler der intet. Vores hjem ligger på skinner, og togene afgår til tiden. Men jeg føler mig som en blind passager. Altid på vagt.
Så, den onsdag hvor jeg rækker hende sedlen fra Sørens mor, mærker jeg kontrollen helt ind i den bare hud, som en ekstra anspændelse. Jeg har aldrig spurgt om, at gå med nogen hjem før.
Hun stirrer mistroisk på den krøllede papir lap i sin hånd. Den ser ud til at have kendt bedre dage, men den har også boet i min lomme siden i morges.
"Hans mor kan ikke stave", siger hun, som om jeg, på en eller anden måde, kan gøres ansvarlig for det: "Og hvad ligner det, at sende en besked uden at lægge den i en konvolut", hun ryster på hovedet, mens hun glatter papiret, mellem hænderne, og genlæser indholdet.
Jeg holder vejret i noget, der ligner år. Så tromler hendes blik imod mig, som en panservogn i en krigszone. Men i dag er anderledes. Jeg bliver stående, med knyttede næver i lommerne, og stirrer direkte tilbage, ind i hendes stålgrå øjne. Jeg fastholder blikket længere, end jeg nogensinde før har gjort. Hun lægger en støttende hånd på køkkenbordet, hoster kort og siger så: "Hvad er det da, for nogle mennesker?"
"De bor ned i rækkehusene, hans mor er damefrisør", jeg trækker ivrigt en af næverne op af lommen, og gør saksebevægelser med fingrene.
"Javel, ja så", hun flytter på fødderne: "Jamen, så siger vi det. Jeg kommer og henter dig klokken halv seks."
Knuden i halsen opløser sig en smule. Jeg burde være glad. Jeg har fået lov. Men, det er altså kun pattebørn, der bliver hentet af deres mor.
Sørens hus ligger i gåafstand fra vores lejlighed. Det er på den måde, vi har lært hinanden at kende. Vi følges næsten altid hjem fra skole. I dag går jeg med ham ind af den knirkende trælåge. Den er halvrådden og hænger kun på et hængsel. Vi småløber ned af havegangen, mens vi svinger med skoletaskerne. Rundvisningen starter i forhavens høje græs. Søren viser beredvilligt rundt, hen til gyngen og det knudrede kirsebærtræ, hvor Sørens far har bygget en hule, i den største af gaflerne. Vi klatrer derop som små ivrige egern. Indenfor er der rå bræddevægge med loft, og et firkantet hul fungerer som vindue. Der ligger lidt tæpper, man kan sidde på, og nogle slidte Anders And blade. Jeg har tit set dem i kiosken, med deres farvestrålende forsider: "Må jeg kigge?" Spørger jeg ivrigt, siddende i det inderste hjørne, med benene over kors.
"Ja, ja", siger Søren kun afbrudt af en højlydt solsort. Han slænger sig på tæppet overfor mig.
"Hold da op, det er da, noget af en pengetank", jeg løfter bladet vendt mod ham. Der er et stort billede af Joakim Von And med badering, omgivet af guldmønter og sedler. Søren nikker, men ser ikke ud til at være synderligt interesseret. Med kriblende fingre bladrer jeg videre, gennem de krøllede sider. Mine øjne hænger ved billederne og bogstaverne. Det her er meget sjovere end læsebogen i skolen.
Efter en rum tid rømmer Søren sig: "Vil du have et æble?"
"Det vil jeg da gerne", jeg ser kort op i bladet. Det trækker i mig, som er der magneter indbygget i det. Så får jeg en tanke: "Må jeg låne, det her til i morgen?" spørger jeg, og vifter med bladet.
"Du må gerne låne alle tre", Søren smiler: "Min storebror har en masse inde på sit værelse. Jeg får de gamle af ham. Kom nu, vi skal ned til æbletræet".
Vi klatrer hurtigt ned af kirsebærtræets stamme. Mit knæ rammer en skarp gren, og får en rids. Det bløder en del. Men, hvad gør det. Overhovedet ingenting. Jeg tørrer det af med græs, mens jeg tænker på skatten i skoletasken, Tre magiske Anders And blade. Eventyret fortsætter gennem krat af buske til det fjerneste hjørne. Helt ind mod huset står der et frodigt æbletræ, spækket med æbler.
"Må du godt plukke dem?" spørger jeg højlydt tvivlende.
"Shh, stille", hvisker Søren: "Nej, det må jeg, for fanden, ikke. Min mor bliver skide sur. Det er derfor, vi lister og hvisker", hans øjne tindrer, og et smil flækker hans ansigt over i to.
Gyset i min mave, er som en kold iskage, da jeg modtager det røde æble.
"Vi er nødt til, at spise det hele, også kernehuset", Søren gnasker af æblet, mens saften løber ned af hagen.
"Hvorfor det? Det kan man da ikke?" jeg tager en tvivlende bid af mit æble. Det smager vidunderligt, sødt syrligt, saftigt, meget bedre end dem vi en sjælden gang køber hos købmanden.
"Se", Søren løfter skroget op. Så kværner han det ind i sin store mund. Tygger grundigt på det, afslutter med en synkebevægelse, og tørrer hagen med bagsiden af hånden. Jeg gør det samme, det er faktisk ikke særlig svært.
"Men hvorfor skal vi spise det hele?" spørger jeg igen.
"Det siger da sig selv. Hvis min mor finder skrogene, så ved hun, jeg har spist æblerne".
Nå ja, det har han ret i.
Vi har været så optagede af vore gøremål, at vi ikke har bemærket, de grå skyer trække sig sammen. Himlen åbner sin sluse med stor kraft, og en flodbølge af vand skyller ned over os. Vi møver os gennem det tætte krat og græsset. I forbifarten griber vi taskerne under kirsebærtræet, og med dem som skyts over hovederne, løber vi alt hvad remmer og tøj kan holde, op af havegangen mod hoveddøren. Det hjælper ikke meget. Gennemblødte væder vi entreens gulv, med hver sin sø. Søren fniser og peger på mig: "Du ligner en druknet mus".
Jeg mærker kulden og væden trække sammen om mig, vandet fra håret løber ned i øjnene. Det er overhovedet ikke sjovt. Jeg bliver faktisk irriteret. Nu er jeg nødt til at gå hjem og skifte: "Du kan selv være en mus", svarer jeg surt.
Han hverken ser eller hører det: "Kom", råber han og spurter trappen op. Jeg har intet andet valg end, at spurte efter. Aller øverst oppe er der en lang gang, og for enden af den gang flår han døren op: "Velkommen på mit værelse", han breder armene ud og gør flyvebevægelser. Værelset er lille med skrå vægge. I den ene side står der en køjeseng, og i den anden, er der et tøj skab. Det ser nu ikke ud til at blive brugt særlig meget. Bunkerne på gulvet er af forskellig størrelse og består mest af netop tøj garneret med enkelte legesager, biler og byggeklodser. Jeg baner mig forsigtigt gennem rodet ned til enden af rummet, hvor der står et bord med to træstole under et vindue. Jeg anbringer bagdelen yderst på kanten af den ene. Søren står på hovedet i bunkerne. Endelig løfter han sejrrigt et par brune shorts, en blå ternet kortærmet skjorte, og et par underbukser, op i sin hånd: "Du kan låne det her af mig", siger han og vifter med det. Mine baller på stolen er stadig fugtige og mit ubehag dermed voksende. Jeg ved, hvad min mor vil sige, hvis hun ser, jeg har skiftet. De brune shorts er ikke særlig kønne, meget slidte, og skjorten er virkelig krøllet. Alligevel griber jeg tøjet i favnen da Søren smider det hen imod mig.
Jeg trækker min våde skjorte og undertrøje af, og lægger det pænt sammen på bordet ved siden af. Den blå ternede skjorte er behageligt blød, måske fordi den er så slidt, og så dufter den af frisk luft.
Søren er stadig på jagt i bunkerne. Jeg smider de våde sandaler og trækker shorts og sokker af. Sørens underbukser vil jeg altså ikke bruge. Mine egne er heldigvis kun lidt klamme. Jeg trækker i de brune shorts, de er fine nok, selvom de strammer om maven. Søren er i gang med at skifte, han er lynhurtigt i det tørre tøj: "Nu skal vi ned til min mor, og høre om der er boller i køkkenet", siger han
Jeg hænger det våde tøj over min stoleryg, og ser på Søren:"Skal du ikke lægge dit tøj sammen?"
"Næh", han sparker bunken ind til siden med foden, så fører han an ned af trappen, ned i kælderen hvor hans mors salon ligger. Gennem en bagdør kommer vi ind i et fint lyst rum, der vender mod gaden. Gulvet er fyldt med afklippet hår, væggene er kridhvide, arrangeret med kønne billeder af blomster i guldrammer. Langs den ene væg står to frisørstole, med de fineste blanke spejle foran. Sørens mor står med ryggen til, og klipper en gråhåret dame i nakken. Ved siden af sidder en kvinde mere, med en hårtørrer over hovedet, og læser i et blad. Lige så snart døren går, bøjer Sørens mor sig ned og giver en besked til den gråhårede, så vender hun sig og vugger hen imod os. Hendes øjne er brune og smiler, og hendes læber er røde som en postkasse, det mørke hår er sat op med krøller, meget kønnere end min mors knude i nakken. Hun anbringer et smækkys på Sørens kind: "Hej min snut", siger hun.
"Mor altså", Søren griner og træder lidt tilbage. Jeg glor forbløffet på det røde mærke på hans kind: "Det er altså Hans".
"Goddag", siger hun, og griber blødt om min hånd. Hendes negle har samme farve som læberne, men de er ikke lange. Og nu bøjer hun sig helt ned og hvisker i mit øre: "Du trænger til en klipning, sæt dig hen til vasken, så kommer jeg og klipper dig om lidt".
"Mor altså", siger Søren en gang til. Men nu griner han ikke mere, han ser faktisk småsur ud.
"Og du", svarer hans mor: "Du kan lige smutte i vaskerummet, og hente rene håndklæder, dem skal jeg bruge. Bagefter kan du feje, det trænger her til".
Jeg kan lide Sørens mor med det samme, og sætter mig hen til vasken, som hun har bedt mig om. Mens Søren er væk, nyder jeg frisørstolen, sådan en har jeg aldrig siddet i før. Hjemme er det mor, der klipper os ved køkkenvasken, med aviser nedenunder til at opsamle håret i. Mor er meget langsom, og skælder ud hvis man bevæger sig. Damen med det grå hår bliver børstet og friseret i nakken, Sørens mor går rundt om hende med et spejl, så hun kan se det hele, så fjerner hun frisørslaget, og damen rejser sig. Hendes hår sidder i fine bølger, hun smiler til Sørens mor, betaler og forlader butikken. Dørklokken ringer en sød lille klokkemelodi. Den hos købmanden er bare en sur skratten. Søren kommer ind af bagdøren, han har en stak håndklæder foran sit hoved: "Hjælp mig lige", råber han til mig.
Det er ikke fordi jeg har lyst, men jeg må nok hellere. Jeg rejser mig langsomt fra det vidunderlige sæde, tager halvdelen af de sammenlagte håndklæder, og følger efter ham. Håndklæderne bliver lagt sirligt i en hylde på væggen. Sørens mor fjerner curlere fra den sidste dame. Hun vender sig og kalder på Søren, og siger noget til ham, samtidig peger hun på mig og den tomme frisørstol ved siden af sig. Nu skal jeg klippes.
Min mor står i entreen, blandt bunker af sko og overfyldte knager med tøj. Hendes blik er som det sorteste kul. Hun stirrer skiftevis fra Søren til mig: "Hvor er dit tøj?"
"Oppe på Sørens værelse", jeg nikker mod trappen bag mig.
"Og hvor er din far og mor?" nu er det Søren der får dræberblikket.
"Min far er i køkkenet. Han laver mad og passer min lillesøster. Min mor hun er i salonen", Sørens fødder stepdanser nervøst under ham. Jeg gemmer mig nærmest som en struds bag ham i håbet om usynlighed. Det hjælper ikke noget: "Og hvad har du gjort ved dit hår?" hun nedstirrer min nye frisure.
"Øh" i min befippelse mister jeg kontrollen over fadet med de resterende boller, så de triller rundt mellem stablerne af sko på gulvet. Vi var på vej ud i køkkenet, Søren og jeg, da det ringede på hoveddøren. Min mors mund bliver til en streg i det smalle ansigt, og hun krøller det sammen som en sveske. Min tunge slår knuder, jeg er ude af stand til at svare, og jeg har kvalme. Alt det gode svinder ind til en stjerne regn, der flimrer foran mine øjne.
Hun ser ildevarslende på Søren: "Vær rar at vise mig ind til din mor i salonen".
Sørens mor Gudrun har netop låst butikkens dør og gjort kassen op. En god dag ligger bag hende, særligt en ting gør hende glad. Hendes selvrådige søn, har fået en kammerat. En sød og tænksom dreng på sin egen alder. Hans kommer med andre ting, end drengene i den her familie, og Søren siger han er dygtig i skolen, Gudrun sukker. Det banker hårdt på bagdøren, Gudrun ser op fra sin plads ved kasseapparatet: "Kom ind".
Døren bliver åbnet, kvinden der træder ind er iført grå spadseredragt, håret er samlet i en stram knude i nakken, blikket er direkte og ansigtet blegt og skarpskårent. Gudrun bliver slået af alvoren, den kende hun kun alt for godt. Alt på sin plads, til sin tid, orden, ingen slinger i valsen, og ingen, absolut ingen plads til livets sjove sider. Det stikker i brystet, det stikker og prikker i alting. Jeg får kvalme, tænker Gudrun, det gør børnene også, for i den verden er der ingen plads til leg. Hun ser tilbage på den anden kvinde med åbne øjne, smiler sit allermest postkasserøde smil og rejser sig:" De må være Hanses mor", hun betoner sin stemme med al den varme, hun kan bygge ind i den. Så rækker hun hånden frem.
"Min søn skal ikke gå i andres slidte krøllede tøj. Når han bliver våd skal han sendes hjem og skifte. Ej heller skal han klippes af nogen uden at jeg har fået besked om det", kvinden standser sin ordstrøm, og fortsætter så: "Den slags er simpelthen utilbørligt".
Gudrun sænker hånden: "Jeg vil vælge at overhøre, at De er direkte ubehøvlet. Det mindste man kan gøre, når man træder ind i en andens hjem, er at hilse høfligt", hun sætter hænderne i siderne og sender et ildsprudlende blik: "Nok er tøjet slidt og krøllet, men det er rent. Det ved jeg, for jeg har tilfældigvis selv vasket det. Og din søn har haft en vidunderlig dag, sådan en som drenge i hans alder skal have. Synd og skam for den der blander sig i det.
"Nu skal De høre, jeg tager min søn med hjem nu. Tøjet afleverer vi i overmorgen, vasket og strøget. Hans sætter ikke sine fødder her mere", stemmen slår som rytmiske hammerslag.
Hvem ved hvad der foregår i Gudruns hoved, ikke engang Gudrun selv, hun kortslutter. I al sin magt og vælde griber hun den anden kvinde om begge arme, og planter hende i en af frisørstolene. Da hun forsøger at rejse sig op igen, kommer det til håndgemæng og Gudrun skubber hende hårdt tilbage i sædet: "Nu skal jeg sige Dem en ting", udbryder hun: "Her er det mig der bestemmer", hun ser faktisk temmelig frygtindgydende ud med saksen i hånden. Hun smækker et frisørslag ned over sin modstander, løsner nakkeknuden i et snuptag, og roder rundt i hår manken: "Nu klipper jeg Dem i den nyeste smarteste frisure jeg kender, De kan enten nyde det eller lade være, det er helt gratis og til ære for Deres søn".
Så klipper hun taktfast. Der er umådeligt stille i rummet, man kan høre en knappenål falde, hvis det er det man vil, kun afbrudt af saksen. Gudrun modellerer, og former frisuren i en blød elegant page, og imens beretter hun et eventyr: "Der var engang en lille pige, hun havde ingen venner kun en kludedukke. Da pigen kom i skole fik hun en veninde. De sad ved samme pult. Den lille pige ville så gerne invitere sin veninde med hjem og lege, men se det kunne hun ikke. Hun var en fattig lille pige og skulle derfor hver dag arbejde og vaske trapper, så hun og hendes mor kunne have et sted at bo og noget at spise. Den lille pige måtte nøjes med kludedukken, og den lille pige var mig. Da jeg blev gift besluttede jeg, at jeg ville gøre alt for at mine børn fik rum også til at lege, og have venner. Selvom børn skal selvfølgelig også have pligter", hun slipper saksen, sætter sig i den anden frisørstol: "Tag nu deres søn, og gå hjem som De siger De vil. Håret sidder som det skal".
Knappenålen er ikke faldet endnu, da svaret kommer: "Det er ikke let at være alene, man må være mere påpasselig. Folk ser skævt til enlige kvinder, derfor skal tingene være mere i orden".
Gudrun svarer med et smil: "Det kan jeg godt forstå, men det skal vel ikke gå ud over børnene?"
De to kvinder nikker til hinanden fra hver sin frisørstol.
Hvad Sørens mor sagde til min mor, forblev en hemmelighed.Søren siger de talte med meget store bogstaver. Og jeg ved, at min mor både blev klippet mesterligt af Gudrun den aften, og startede på det store korstings broderi, som siden kom til at hænge i frisørsalonen.