Himlen er en helt speciel farve i dag. Den er kold og ensformig, men varsler hverken regn eller slud. Som et tyndt slør hen over himlen, ligger skyerne, grålige og uden facon. De har intet formål, kun at hænge, som røg i et rygerum, tung nok til at den kan indåndes og stærk nok til at man kan mærke ens lunger fortære dens bitre smag.

Himlen trykker sig ned over mig. Jeg føler mig utilpas og er nødt til at kigge væk. Gulvet på mit værelse roder, hvilket ikke er en nyhed. På en måde virker rodet uoverskueligt og overvældende, men på den anden side virker det rart. Det er beroligende at se noget så beskidt og uacceptabelt som rod. Det får mig til at tænke på hvor travlt folk har med at være perfekte. Folk har ikke tid til at lade ambitionerne om det perfekte hvile og tage et kig ud af vinduet. Jeg kigger derud. Under himmeltæppet og tomme hvide farve, står æbletræet, stadig med grønne blade og en hulens masse æbler.

Træets grene kroger og ligner arme der strækker sig op mod himlen. Det er et gammelt træ, omkring 30 år, og alligevel formår det, hvert år, trofast at holde de tunge æbler op mod solen, indtil de er modnet. Jeg forestiller mig det som et levende menneske. Det ville være en gammel rynket dame med en indianers ansigt, hun ville have små røde æblekinder og brune venlige øjne, som varmer, når man ser ind i dem. Jeg ville give hende et kram og takke hende, for hendes mod og de ydelser hun gør. Jeg ville takke hende for hendes vedholdenhed, som ingen ænser og styrken hun må bære i den stamme, hvis bark er skåret op. Æble-kvinden ville beskedent afslå min tak og alligevel blive ved med det gode arbejde, som ikke bliver lønnet. Hvor lang tid kan hun mon holde?

Jeg sparker til den tomme slikpose. Jeg burde gør noget, fortælle nogen noget. Jeg ved ikke hvad det skulle være og hvem skulle også interessere sig for hvad enden det er? Min krop er som sten, tung og ude af stand til at gøre eller føle noget. Jeg er så tom, men alligevel fuld, fuld af ting jeg ikke kan forklare og ting jeg helst vil glemme. Jeg tænker over hvordan dagen gik. Jeg ved det ikke helt, gik det godt eller? Dagen ligner den i går og den i forgårs. De flyder sammen og virker som tjære i mine tanker. Jeg kigger igen ud på det game træ, mon det også føler sig hult indeni?

I dets rustikke bark løber mit blik over den lange flænge, som er groet samen på en mærkelig og forkrøblet måde. Jeg kigger på mit håndled og beundre måden, som min egen krop formår at hele. Jeg og æble-kvinden har et lag udenpå, som beskytter os mod verdenen udenfor, mod den trykkende himmel og mod os selv, mod snit fra forvildede knive. Vi overlever under himmeltæppet af røg år efter år. Vi mærker smerten blive monotom snit efter snit, men leverer alligevel endnu et poleret æble uden at klage, uden at give en lyd.