"800."
   "900."
   "Jeg byder 1000." Jeg vil have den, tænker han.
   "1.000 kr. er budt. Nogen højere ... hører jeg 1.100." Auktionarius spejder ud over forsamlingen.
   "1100."
   Satans! Jeg vil altså have den. Han tager en dyb indånding og råber:
   "1.200 kr."
   "Det kan jeg lide, " siger auktionarius og ser vitterlig meget tilfreds ud.
   "1.300," lyder det prompte. Det er øjensynlig en kvinde på forreste række, der bliver ved med at overbyde ham. Bjarke kigger hende ondt i nakken og smider trumf på.
   "2.000 danske kroner," siger han med høj klar stemme.
   "Ser man det!" udbryder auktionarius, og henvendt til kvinden på forreste række: "2000 er budt, hvad siger De til det?"
   Kvinden vender sig roligt om og kigger på Bjarke og siger: "3.000 ... 4.000 ... 5.000." Auktionarius måber og ved ikke, hvilket ben han skal stå på: "5.000 ... første gang ... 5.000 ..."
   "10.000 kroner," råber Bjarke, men fortryder straks. For helvede det er mange penge. Har jeg overhovedet de penge? Bjarke flår sin pung op af lommen. Hvor meget er det nu, jeg har? Hvad!, den er tom. Han vrider og flår i den fuldstændig tomme pung, der i øvrigt hurtigt flækker både på den ene led og den anden led, for til sidst at falder fuldstændig fra hinanden. Han smider den på gulvet.
   Kvinden tænder en stor cigar og puster røgen ud i rummet mod Bjarke. Med overdrevet hånende og hvæsende stemme fortsætter hun med sine vilde bud:
   "20.000 ... 30.000 ... 100.000."
   "Nej, nej, jeg må har den," råber Bjarke. "Giv mig den, giv mig den. En million. Jeg byder en million. En million milliarder." Auktionarius står som forstenet ved sit podie.
   "Han er jo sindssyg!" siger kvinden stadig fuldstændigt roligt og med cigaren i munden. "Smid ham ud. Vagter, smid ham ud." Hun pulser voldsomt på cigaren, og det myldrer ind med uniformerede vagter.
   "Nej, jeg gir min højre arm. Tag min arm," skriger han og mærker den svigende cigarrøg i øjnene.
   En af vagter griber ham med begge hænder, rusker i ham og råber ham direkte i ansigtet: "Det brænder!"
   "Nej, tag min arm, jeg vil gi alt. Alt," skriger han.
   "Bjarke, vågn op! Det brænder ... det brænder i køkkenet ... Vågn så op!" Han mærker, hvordan han bliver rusket.
   "Øh, hvad? Han gnider sig i øjnene.
   "Far, der er altså ild i køkkenet ..."
   "Hvad ... ild?" Han kigger på sin søn, der desperat står ved sengen og tripper desperat.
   "Føj, det lugter godt nok ... er det gået ild ... jamen for satan!" Bjarke tumler ud af sengen.
   "Hvor er de andre?"
   "De sover ... far, hvad gør vi?" Bjarke gnider sig øjnene. Han kigger hurtigt på sin kone, der ganske rigtig sover tungt. Et øjeblik står han rådvild.
   "Mikkel, du vækker mor. Så slukker jeg ilden. Hurtigt Mikkel! I køkkenet siger du?"
   "Ja far ... jeg så det lige før."
   Bjarke farer ud på gangen og tænder lyset. Ja, for satan, der lugter godt nok af røg her. Han løber hen af gangen og tager trappen ned i 3 spring. For helvede da. Det flimrer i stuen med rødgult lys, og han ser flammerne gennem køkkendøren. Nej, nej, hvad fanden gør jeg? Hans blik flakker desperat rundt i stuen. Han tager nogle raske skridt mod køkkenet og mærker straks varmen fra flammerne. Det knitrer og syder derinde fra. Pulverslukkeren ... hvor fanden er den?
   "Bjarke, hvad sker der? Er det rigtig ... brænder det?" Han hører sin kone og søn komme ned af trappen. Han når ikke at svare.
   "Køk ... køkkenet," stammer hun og står som lamslået på det nederste trappetrin. Mikkel løber forbi hende og hen bag Bjarke, hvorfra han med store øjne stirrer på flammerne.
   "Er det ikke farligt? Spørger han og klamrer sig til Bjarnes ben. Bjarke lægger en hånd på Milles skulder, medens han ser på sin kone.
   "Berit, hvor er vores pulverslukker?" spørger han med lavmælt og koncentreret stemme. Han har bange anelser. Hun flytter øjnene fra køkkendøren og stirrer desorienteret på Bjarke. Holdkæft, hun er knap vågnet endnu, tænker han.
   "Den er i køk ... kenskabet."
   "Satans!" Han gør sig fri af Mikkel og går hurtigt hen mod køkkendøren. Fanden det er varmt. Han kigger rundt i køkkenet så godt han kan. Hele den ene side er i flammer, og gardinerne brænder. Han bukker sig ned. Ja, og flammerne slikker hen af loftet.

Bjarke står et øjeblik og stirrer ind i flammerne. Han bevæger sig knap nok, men han er ikke lammet. Han mærker sig puls dunke i halspulsåren. Gulvtæppet under hans bare fødder er blødt, men fast, bemærker ham. Tankerne flagrer i hovedet på ham, men samtidig vokser en slags ro frem i ham. Han mærker sine arme og måske knytter han ligefrem hænderne. Det der får vi ikke slukket, hører han sig selv tænke.
   Hvis det skal være, er mennesket i stand til at mobilisere væsentlig større kapacitet, end vi normalt har til rådighed, både kropsligt og mentalt. Og det skal være, det er Bjarke klar over. Han beslutter i et og samme sekund, at tage kontrollen over situationen, ser for sig, hvad der må gøres og planlægger, hvordan det skal foregå. I et spring er han henne ved køkkendøren, som varmen ellers hidtil har holdt ham væk fra. Med et hårdt spark på ydersiden smækker han den i med et brag. Han vender sig hurtig.
   "Berit og Mikkel. Nu gør i præcis som jeg siger, så skal vi nok klare det her. Vi har præcis fire minutter til at være ude af huset. Jeg vækker Jonas. Berit, du vækker Sille. På vejen åbner du yderdøren. Derefter ringer du til 112. Vi samles bagefter her i stuen. Forstået? Nu!" Berit har rettet ryggen, som var hun en soldat. Og om hun, idet hun løber mod Silles værelse, smiler eller blot skjuler et skrig, kan Bjarke ikke afgøre, men han får den tanke, at hun i hele deres samliv har savnet, at han trådte i karakter.
   "Mikkel, du må være en stærk dreng nu. Du skal åbne altandøren på vid gab og så blive her, til vi alle er kommet tilbage. OK?" Bjarke kigger Mikkel i øjnene præcis et kvart sekund, hvorefter han springer op af trappen for at vække Jonas.
   30 sekunder efter er de alle samlet i stuen. Berit med telefonen i den ene hånd og Sille i den anden. Ivrigt giver hun adressen og forklarer omfanget af branden. Der er langt til nærmeste brandstation, det ved Bjarke. Der er ikke megen hjælp at hente der. Jonas er knap vågen og står og svajer.
   "Hør her alle. Nu er vi alle nød til at være modige. Det hele kommer til at futte af," siger Bjarke alvorligt.
   "Hvad!" Jonas kigger vandtro først på sin far og straks derefter på sin mor, der stadig har telefonen ved øret. "Det kan da ikke passe." Hans stemme er fyldt af en blanding af vandtro og håb.
   "20 minutter. De kommer om først om 20 minutter," siger Berit med gråd i stemmen.
   "Det kommer altså til at futte af," understreger Bjarke. "Det må vi regne med," og han fortsætter i sit forcerede tempo: "Vi har 3 minutter og nogle få sekunder til vi skal være ude. Nu løber i hver især hen og tager de tre ting, I ikke kan leve ude."
   "3 ting!" lyder Jonas desperate stemme.
   "3 ting. Afsted. Og så ud i haven med dem, helt hen til carporten." Alle piler i hver sin retning. Selv de små forstår alvoren i situationen.
   "Jeg tager alle fotografierne," råber Berit i farten.
   "Fint. Jeg tager mapperne med vigtige papirer," råber Bjarke tilbage, og løber straks ind i arbejdsværelset. Han åbner vinduet, flår rækken af ringbind ud af reolen og kaster dem alle så langt ud af vinduet som muligt. Hvad så nu? Hvad er det næste? 2 ting mere. Hans øjne flakker. Computeren? Køber bare en ny ... som oven i købet vil være meget bedre, tænker han. Så koncentrer dig nu, mand! Hans øjne løber ned over reolen. Bøger, nogle af dem gode. Han lægger hånden på reolen. Men for helvede, jeg har aldrig læst en bog mere end en gang. Og de kan købes igen, hvis det skulle være. Noget jeg ikke kan leve uden, ja hvad fanden er det? Han kigger på uret ... hvordan med tiden? Men han kan ikke huske det præcise minuttal at gå ud fra. Han mærker efter ... 1 minut ... 2 minutter ... Satan! Han har mistet tidsfornemmelsen. Som om tiden er gået i stå. Han er gået i stå, og står blot der og søger rundt. Han lukker øjnene. Hvad kan jeg ikke leve uden? Spørgsmålet gentages og gentages i ham. Han føler sig fortabt. Ligesom den gang ... han for vild. Bjarke ser for sig, hvordan han står helt alene ude i skoven. Pludselig er forældrene væk. Og han ender med at stå der med lukkede øjne. Alene i lang tid, inden han selvfølgelig bliver fundet til sidst. Siden da mister han tidsfornemmelsen en gang i mellem ... som træder han ud af tid og rum ... som er han væk et øjeblik. Bamsen! Han fik en bamse efter han blev fundet. For satan. Bjarke vågner op af sin dvale. Barndomskassen, som de kalder den. De har hver en. Bjarke løber ud i stuen igen. De andre er endnu ikke kommet tilbage. Gud ved om jeg kommer for tidligt eller for sent, tænker han. Han kikker over mod køkkenet, han fornemmer at flammerne har bredt sig. Døren brænder derinde, tænker han, men fortsætter ufortrødent ud i gangen og ned i kælderen. Han tager sin barndomskasse og Berits, der stor ovenpå. De er tunge og han kæmper sig med besvær op af trappen fra kælderen igen. Han bærer dem udenfor huset og løber ind i stuen igen.
   Der er stadig ingen af de andre, der er dukket op i stuen. Han stiller sig op midt i stuen. Lukker øjnene igen og spørger sig selv: Hvad kan jeg ikke leve uden? Som har han en indbygget radar, scanner han huset, rum for rum, etage for etage. I fantasien gennemgår han alle sine ejendele. Tøj, CD'er, film. Og han finder rum på loftet, han næsten har glemt findes. Kroge i kælderen han ikke aner, hvad indeholder. Skabe med kasser af gamle bøger, tøj. Gamle plader. Glas og bøtter, man altid kan få brug for. Ekstraduge, reservelagener, presenninger i tilfælde af..., gamle brædder, hvis de skulle komme til at mangle.
   Holdkæft, hvor har vi mange ting samlet sammen i det hus, tænker han og forsøger at sortere tingene efter værdi. Livsvigtigt ... det er der jo ikke meget, der er. Så er det sidste chance, siger han til sig selv: Hvad er det jeg ikke kan leve uden? Som stod han i centrum af en orkan, flyver tingene omkring ham. Møbler, service, værktøj, blade, ... men pludselig lægger stormen sig fuldstændig. Alting falder til jorden, og det bliver fuldstændig stille i Bjarke. Han føler sig helt tom og let, som flød han i vand. Ingen ting betyder noget, ingen ting er livsvigtig, messer en stemme i ham uafbrudt.
   "Far, hvad laver du?" Sille griber fat i Bjarke, der chokeret åbner øjnene og med eet lander i stuen igen. Der lyder et brag fra køkkenet, og han synes at høre ilden have fat på førstesalen. Berit og Jonas kommer forpustede løbende ind i stuen.
   "Nu skal vi altså ud," råber Berit og tager Sille i hånden. "Har du fået dine ting ud, Bjarke?
   "Jeg mangler een," svarer Bjarke og griber i farten sin gamle guitar fra hjørnet bag døren. I det de træder ud, lyder endnu et brag bag dem. Luften er befriende kølig. Ingen af dem kigger sig tilbage, før de når over til carporten. Det lyser rødt i alle tagvinduerne.
   "Jeg samler lige tingene sammen," siger Berit forbavsende roligt. Alting foregår i slowmotion, synes Bjarke.

De er krøbet sammen på den havesofa, der altid om natten står i carporten. Det kunne jo blive regn. Ilden er flere steder brugt igennem taget. De holder om hinanden. Børnene er for chokerede til at græde. Foran dem ligger bunken af uundværlige ting. En pose Lego, en bunke film, en dukke, kasserne fra kælderen, Berits smykkeskrin ... og Mikkels skoletaske! Bjarne kaster glad et blik på Mikkel, der fra skødet af Jonas stirrer på det brændende hus. Han skal nok klare sig, tænker Bjarke. Sille knuger sin bamse, Berit knuger sin Sille. Mapperne med papirer er noget ramponerede, men indholdet ser ud til at være kommet med ud. Brandforsikringspolicen blandt andet. Bjarke kigger op i nattehimmelen og sender en sjælden dybfølt tak til, hvad der måtte findes af højere magter.
   I takt med at det rigtig går op for ham, at deres hus og alt, hvad de ejer, i hastig tempo er ved at forsvinde for øjnene af ham, mærker Bjarke sin familie stærkere og stærkere. Han rækker armen om bag Jonas og lægger den på Berits skulder. Han har altid fundet en helt særlig nydelse i at være i kropskontakt med dem alle fire på en gang, for eksempel i søndag-morgen-sengen med en eller andet for ham ligegyldig børnefilm på Tv'et. Han lukker øjnene og synker ned i det fælles hav af kropsvarme og kærlighed, der synes at være af en anden indre verden. Han ser for sig, hvordan de hver især er grene på det samme store træ. De rækker alle ud i hver sin retning, men er ind af til forbundet i en fælles stamme. Han ville ønske han havde ord for det kærlige dyb, han mærker i sit indre.
   "Vi mister alle vores ting," siger Berit eftertænksomt.
   "Men vi har hinanden ... og er i live," svarer Bjarke. De kigger hinanden i øjnene. Han tænker på den første gang han så hende. På den ene side føler han, at han kender hende dybt ind i sjælen, på den anden side ser han et nyt og ukendt ansigt. Længe kigger de undersøgende på hinanden, som leder de efter et eller andet. I baggrunden høres en svag lyd af sirener. Men det er helt ligegyldigt. Der vil absolut intet være tilbage af huset, uanset hvor meget vand der måtte blive sprøjtet på.
   "Tak Mikkel. Det er dig, vi kan takke for, at vi alle er i live." Bjarke klapper ham på skulderen, mens Jonas samtykker ved at kramme sin bror endnu fastere. "Hvis ikke du var vågnet og vækkede mig, kunne vi alle være kvalt i røgen." Eller være vågnet omgivet af et flammehav, tænker han og mærker en iskold gysende følelse. Han forstår, at han kikker direkte ind i helvede og ved ikke, hvor i sit sind han skal opbevare bevidstheden om dets faktiske eksistens.