Jeg er en forbryder.
En vaskeægte kriminel.

Når jeg vågner om morgenen og går i bruseren, tænder jeg for det varme vand og tager et dejligt bad, truer tankerne om vandressource spild og varmeforbrug min sjælefred, og jeg skotter nervøst mod vinduet, for tænk hvis det blev opdaget.
Jeg ved jo, at politikerne er begyndt at opfordre mine naboer til at holde øje med mistænkelig adfærd... Nå, men ingen reagerer i vinduerne ved siden af... Jeg rækker hånden hen imod shampooen, og opdager til min skræk at det er et produkt uden svanemærket. Hvordan er den kommet ned i min indkøbskurv? Mon det blev set på en af de utallige overvågnings kameraer der skyder op som giftige paddehatte overalt både i butikker og i det offentlige rum?
Skælvende må jeg bruge det, for jeg har ikke andet, og hygiejne er jo meget vigtigt af hensyn til den folkelige sundhed som de siger i fjernsynet. Jeg bruger så lidt jeg kan nøjes med og forbander i mit stille sind mig selv for ikke at være mere opmærksom når jeg køber ind.
Efter badet hænger jeg omhyggeligt det våde håndklæde til tørre. Tørretumblere er jo en forfærdelig resursekrævende maskine, og det har regnet i en uge nu...

Så er det kaffetid... Kaffe? Årh nej, det var jo Max Havelar eller de andre bæredygtige produkter der burde købes, og ikke Nettos den billigste, men jeg har ikke råd til de dyre produkter, men i det mindste er kaffefiltrene de ublegede brune... med en lidt bitter smag i munden der ikke skyldes kaffen nupper jeg en tår uden sukker og fløde, for man skal jo passe på med kolesteroltal og sødestoffer. Jeg kigger nyhederne igennem på mit fjernsyn. Et A mærket et selvfølgelig...
Der er mange politiske forslag der ryger gennem luften og til min bekymring hører jeg nu forslag om, at hunde uden stamtavle bør forbydes. Man vil være sikker på, at der ikke kommer flere kamphunde til landet og lufter muligheden om at de der er her skal aflives.
Jeg skæver ned til mit lille gadekryds af en hund. En kærlig blanding af puddel og labrador, mens jeg spekulerer på, om hun må overleve og få hvalpe en dag, eller om der bliver udskrevet tvangssterilisation for bastarder... Alle hunde skal jo registreres chipmærkes og holdes øje med.

Min 14 årige søn kommer hen til mig og spørger om han må sove hos en ven i aften. Jeg tøver, for nu er han jo over den kriminelle lavalder, og hvis han kører uden lys på cyklen hen til bussen, risikerer han måske at få sat en fodlænke på... Jeg kan ikke huske om der er indført klippekort på cykler endnu... Nølende siger jeg ja, men indprenter ham at han ikke må være oppe for længe, for ellers kommer han for sent i skole, og vi véd jo at landets unge skal være landets ressourcer så kommer han for sent i skolen, er hans skæbne jo beseglet. De har jo besluttet at der skal strammes op, og handlingsplanerne med at tage i nakken på de unge inden det er for sent er på vej. Måske bliver han sat i bås med terrorister. Vi har nemlig tænkt os at holde Halloween fest, og da han spurgte læreren i skolen om hun vidste hvor man kunne skaffe masker henne, blev hun stram i ansigtet, og skrev noget ned i et lille hæfte hun har liggende på bordet, og sagde at han skulle se at passe på han ikke kom ud i noget snavs...

Telefonen ringer. Det er min mor, om jeg vil hjælpe hende med at klippe hæk. Hun sér nemlig ikke så godt mere, og er blevet en belastning for samfundet. Hun er så ked af at spørge om hjælp fra kommunen, for så kommer hun på plejehjem, for som de siger, det er billigere end at sende en ud. Og man må ikke have sit kæledyr med, selvom alle forskere siger at det forbedre ens livskvalitet... og Misser er 4 år og både rolig og renlig. Jeg vil så gerne, men det er jo tæt på sort arbejde, og jeg er bange for at blive angivet i oplysningscaféen, hvor bekymrede borgere kan komme med deres oplysninger om utilpassede medborgere. Så jeg må sige nej... Hun sukker og siger stille at det forstår hun godt, men med de nye spareplaner kan hun ikke betale sig fra det og hvis ikke hun holder hækken, kommer naboerne jo med klager... og så ender hun jo alligevel på plejehjem...

Jeg skæver op mod uret (med batterier der kan genoplades) med en gysen. Tiden løber, og jeg er nødt til at nå i fitness for reglerne for at have arbejde er ændret lidt, og man ser meget skævt til overvægtige. Man skal passe på ikke at passe ind. Jeg styrter med hjertet oppe i halsen ud til bilen og kører mod arbejde. Godt at Fitness centeret er på vejen, for ellers havde jeg gjort mig skyldig i, at køre med min firmabil privat...
Jeg ser godt de forargede blikke over min miljøbombe af en dieselbil, men med alt det jeg skal have med, er de offentlige transportmidler og minibilerne uden for min rækkevidde. Jeg holder mig pænt på 80, for jeg er helt klar over, at enhver jeg overhaler kan blive irriteret og anmelde mig for uansvarlig kørsel. Mine øjne flakker nervøst til siden for at holde øje med skiltene, og tilpasse farten 80... 70... Nej 80 igen... hov 50, for der kommer vejarbejde, nej nu er det 40 km i timen. Det snurrer i hovedet, for jeg skal jo også holde øje med vejen, og tænker at det nok er det vigtigste...
Min mobiltelefon ringer, og jeg må holde ind til siden. Det er et lidt uheldigt sted, men man må jo ikke køre mens man snakker mobil, og at få klip i kørekortet skræmmer mig. En øresnegl har jeg ikke økonomi til. Mens jeg skæver til bakspejlet for at holde øje med om jeg er i vejen hører jeg min chef spørge om jeg vil køre forbi og købe morgenbrød... og en brødkniv, for den anden er væk. Det vil jeg selvfølgelig gerne. I disse tider med arbejdsløshed og finanskrise tør man ikke sige sin chef for meget imod.

Ind i Brugsen, brødkniv, og blandede rundstykker. Flest af de grove naturligvis, for det skal være sundt morgenbrød. Vel ude af butikken kaster jeg varerne ind i bilen, da jeg pludselig bliver iskold indeni. Brødkniven!
Jeg har våben i bilen! Hvor mange dages fængsel mon jeg får? Mon jeg bliver fyret? Tårerne stiger op i mine øjne, og en truende hovedpine dunker i tindingerne. Jeg overvejer en Panodil, men bliver usikker på om det er at køre bil med stoffer i blodet, og forkaster tanken. Med hjertet oppe i halsen kører jeg videre mod arbejdet, hvor mine kollegaer venter. Tankerne snurrer, for måske kommer der til at blive delt flyers ud når jeg engang kommer ud af fængslet, med ordlyden "Der er flyttet en tidligere kriminel ind i Jeres kvarter" Det er jo blevet en måde at sikre lokalsamfundet på... Det startede jo med pædofile, men jeg er ikke sikker på hvor kriminel man skal være for at komme under overvågning. Jeg vil blive stemplet for livstid... Hvad skal der så ske med min søn? Jeg ved jo, at der er områder, hvor en hel familie kan blive sat på gaden, hvis man vurderer at de skaber uro, og med min søn som lider af ADHD ér der jo uro i forvejen, og hvis jeg også...?

Jeg skotter til siden mens jeg holder for det røde lys og ser tre forhutlede skikkelser der står og skutter sig i regnen. Røg stiger op imellem dem. Stakkels rygere. Der er nu ingen steder de kan gå hen. Heller ikke i deres egne hjem må de ryge. En mand der går forbi spytter hen imod dem. De er ikke velsete. Godt jeg trods alt ikke ryger. En politibil triller hen imod dem, og de tre spreder sig. Det er ikke heldigt at stå for mange sammen nu om dage. For at undgå uro og demonstrationer, vil folk der stimler sammen blive anholdt for at stifte uro, og da regeringen nu vælger at man kan blive tilbageholdt i 12 timer i stedet for 6, er det bedst at være på den sikre side...
En bil dytter bag mig. Pokkers! Der er grønt. Med bange anelser træder jeg lidt for hårdt på speederen, for ikke at holde i vejen. Politimanden i bilen ved vejkanten ser mistænksomt efter mig, og jeg bliver blussende rød.
Som en haj glider han efter mig i sin politibil. Mine knoer på rattet bliver hvide af angst, mens han passerer mig og sender et vurderende blik ind gennem min siderude. Jeg smiler forfjamsket til ham i et håb om at formilde ham. Han gasser lidt op og glider ind foran mig og videre væk. Med et gys tænker jeg på brødkniven...

Vel fremme på arbejdet bliver jeg taget imod af en kollega. Hun tager imod mine varer, med et smil, men rynker så brynene og ser lidt på mig.
Er du syg? Spørger hun og bakker bekymret væk fra mig. Det er vel ikke N1H1influenza? Jeg holder hænderne op i en beroligende gestus, og skal lige til at sige noget til hende, da jeg får et hosteanfald. Hun vender rundt og skynder sig væk over til skranken, hvor den antibakterielle væske står. Det er jo blevet et lovkrav.
Og klokken er ikke engang 8...
Nå... Arbejdet går sin gang. Jeg kæmper med at bruge det genbrugspapir vi skal til kopiering, mens jeg forsøger at huske hvad det var min mor bad mig om... Nåeh jo, hækkeklipningen.
Låner telefonen på arbejdet i 2 minutter for at høre om hun har fundet en løsning. Det har hun ikke, og naboen har anlagt sag imod hende fordi hendes hæk nu er 4 cm ind over hans skel. Naboer er ikke hvad de har været...
Lægger røret og ser lige ind i et par vrede øjne. Det er min chef... Du ringer privat i arbejdstiden. Det svarer til at stjæle fra pladsen og er en fyringsgrund ved du nok.
Se at få pakkerne leveret ud, kunderne venter!
Jeg forsøger at forklare at det kun var to minutter, og tænker på om det ikke er lige så slemt når han ringer hjem til sin kone og sludrer i arbejdstiden ... overvejer at anmelde ham for chikane, men opgiver... Det er ikke det værd.
Han slutter af med en svada om min bil. Det er i øvrigt på tide du får et af de der lovbefattede partikelfiltre på din bil. Den sviner for meget... Hvorefter han vender mig ryggen og smækker med døren.
Jeg bliver rød i hovedet og tænker på de mange tusind kroner jeg skal spare op, for at sætte et ubrugeligt filter i min bil...
Nå, han har vel også meget at se til. Ud over sundhedspolitik og tvungen fitnessrum, er der lige blevet gennemført at firmaet skal sørge for kantinemad som ikke slanker for meget ikke feder, skal indeholde 20 % mere fiber og at der skal være et bedre køkken for at få en glad smiley. Ellers er det slut med kantinemaden i det hele taget.
Jeg spekulerer på om hvornår der bliver uddelt smileyer til husmødrenes køkken mens jeg bakser resten af varerne ned i min bil. Mit køkken ville garanteret blive lukket ned af sundhedsministeriet... Jeg har jo en hund der går rundt derinde.. nåeh nej... et gadekryds... og næsten en dræber...

Vel nede ved bilen ser jeg en lap papir flapre under vinduesviskerne. Det er en venlig hilsen fra Dan Park. Jeg har parkeret ulovligt i mere end 3 minutter viser det sig. Jeg bander i mit stille sind, for firmaets P. Plads har været gratis for personalet indtil for 14 dage siden. Det havde jeg glemt. En P. vagt går rundt og sætter hvide sedler i næsten alle bilerne. Han har kronede dage. Jeg flår sedlen ud og går hen til ham med ordene "det er jo kun to minutter... " Han vender sig og jeg fortryder omgående. Manden er bindegal når jeg at tænke, hvorefter han harmdirrende begynder en lang svada om hvordan hele samfundet vil skride hvis han lod mig slippe bare fordi det kun er to minutter. Sådan en vaneforbryder kalder han mig og knalder endnu en bøde ind under endnu en vinduesvisker. Frustreret vender jeg mig væk og går tilbage til min diesel dræber af en bil, mens jeg spekulerer på hvorfor nogle mennesker tager sådan et job.
Retur til bilen, hvor jeg opdager at min ene baglygte er gået i stykker. Nogen har bakket ind i den, og er kørt uden at lægge sit nummer så forsikringen kunne tag den. Så jeg må køre uden venstre baglygte i orden. Skrækslagen tænker jeg over både klip i kørekortet, forsikringen der straffer en hvis man bruger den og priserne hos mekanikeren for at få det repareret.

Min mobil ringer og jeg er midt i trafikken. Uden at tænke over konsekvensen tager jeg den og får en hylende unge i røret. Det er den yngste. Hen over skrigerierne hører jeg en stram pædagogstemme bede mig med is i stemmen komme aldeles omgående og hente mit afkom. Ellers svarer hun ikke for følgerne. Jeg drejer skarpt til højre og begynder at føle at langsomt voksende forfølgelses vanvid i mit hoved.
Vel fremme ved børnehaven modtages jeg af en hiksende unge. Hen over hende tårner en pædagog. Hende fra telefonen, der beder mig komme med ind på kontoret. Jeg husker de blå plastfutter, for ikke at få en reprimande over det. Min mobil bipper, det er fra chefen, jeg lader den være, og gør mig skyldig i at holde lidt fri midt i arbejdstiden. Krisesituation mener jeg det må kaldes.
Lederen af børnehaven ser på mig med kolde øjne.
Hun fortæller at de har haft et møde omkring vores sag, idet der er indtil flere forhold omkring mig og mine børn der er stærkt kritisable.
Jeg måber mens min hjerne forsøger at rumme oplysningen. Er vi blevet en sag? Tænker på om det mon er den der brødkniv... Det er det nu ikke. Det viser sig at de har snakket med den lille og opdaget at jeg ikke får børstet hendes tænder HVER aften, giver hende slik i ny og næ, har ladet hende være alene mere end 15 minutter i går, og i det hele taget er en skidt forælder.
De overvejer alvorligt at indberette mig til kommunen dersom jeg ikke tager mig alvorligt sammen. Desuden er der på sidste personalemøde blevet taget en beslutning om, at jeg ikke må medbringe hjemmebagte boller til forældremødet på fredag hvor det skal besluttes hvor den nye kæmpebørnehave med plads til 250 børnehavebørn skal ligge (og jeg skal køre 20 forurenende kilometer ekstra hver dag for at aflevere den lille... )da bollerne måske er sundhedsskadelige og i øvrigt er det jo forbudt at medbringe hjemmebag til offentlige møder. En politisag lurer hen over mit hoved kan jeg høre i pædagogens stemme.
En anden pædagog stikker hovedet ind ad døren med ordene "husk fotografiet" og skynder sig atter ud.
Så fortælles jeg, at de er bekymrede over det billede der er af min yngste over hendes garderobe, hvor hun sidder på skødet af sin far. De vil lige høre nærmere omkring vores forhold til børn i det hele taget, og i øvrigt bede os finde et mere passende billede, idet det hér nærmere sig pædofili... Min hjerne står stille et sekund...
Min mobil bipper atter med en ny lyd. Det er fra min søn kan jeg høre. 2 sekunder efter bipper den atter fra ham... Noget er galt. Jeg rejser mig og ser lederen i øjnene, mens jeg overvejer om jeg gør mig skyldig i noget med at tale vredt mod tjenestemænd i funktion og hvæser et par ord omkring børnehavens gestapometoder, hvorefter jeg griber min datter som sidder udenfor døren med et usikkert udtryk i ansigtet. Hvad skulle du mor? Når hun at sige. Jeg kommer med et beroligende svar og siger at vi skal af sted nu, haler hende i hendes tøj mens to tavse ansatte stirrer på os og trækker af med hende. En mumler noget om børnemishandling, og jeg mærker skammen bide i kinderne.
Vel ude i bilen, hvor der IKKE er et børnesæde.. for det er jo firmabilen, sætter jeg hende på bagsædet ovenpå min sammenrullede frakke, og smækker selen på.
Telefonen bipper for 3. Gang og jeg ser på den "Ring" står der bare. Jeg ringer.
Knægten lyder oprevet. Hans halskæde med sølvkorset som han har arvet af sin bedstemor er blevet inddraget af skolen. Det er forbudt at gå med religiøse genstande på skolen, og hvis han vil have den tilbage skal jeg underskrive et papir om at jeg erkender hans overtrædelse og at det ikke sker igen. Jeg dunker frustreret hovedet ned i rattet. Svarer at jeg er på vej, og starter bilen... og slukker igen. Tøsen på bagsædet stikker nemlig i et hyl. Hun er utrøstelig. Det viser sig at der har været en reklame i TV omkring det med seler, og at børn skulle være med til at passe på de uansvarlige voksne, og hun mangler jo sin børnestol. Så kommer du i fængsel mor hikster hun...
Jeg ringer efter en taxa og undrer mig i mit stille sind mens min glade datter sidder på et almindeligt sæde i taxaen (helt lovligt) over selvmodsigende regler og love. Vel fremme på skolen, bliver jeg mødt af en tavs inspektør med et ark papir, til underskrivning. Korset i sølvkæden ligger forsvarligt pakket ind i en plastiklomme med tape om, så de gudelige dunster holdes forseglet. Jeg kradser min underskrift ned, mens jeg åndsfraværende kigger op på det store ur over døren. 11:35... Og jeg skal være retur på jobbet inden 12...
Jeg får overdraget både kors og et 14 siders hæfte med skolens regler, og skimmer kort indholdsfortegnelsen... madpolitik, religion, webregler, tøjregler, mobilregler, samvær, oplysningspligt, mobberegler, sladreregler... jeg lukker hæftet. Det må vente. Drengen går ved siden af mig og raser over skolen. Møgskolen som han kalder den. Jeg lytter med et halvt øre, mens jeg styrter mod udgangen. Han synes det er uretfærdigt at han ikke må gå med korset mens en etnisk veninde godt må gå med tørklæde. Det er da det samme!.. I mit stille sind giver jeg ham ret, mens jeg beder ham vente med udredningen til han kommer hjem. Din lillesøster venter i en taxa ven, så hvis du cykler hjem så ses vi i eftermiddag...
Jeg efterlader ham måbende ved indgangen. Taxa?? Taxaen holder hvor den er efterladt, og jeg kører med den over til min mor, som må passe den lille indtil jeg er færdig med arbejde og så derfra retur til min bil. Betaler en mere end meget dyr taxabon til den få meldte chauffør.
Pokkers! En bøde mere fra Dan Park. At betale... Jeg ser mig fortvivlet omkring, men ser ingen skilte der fortæller om man må parkere eller hvor længe... Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg kaster bøden ind på sædet og mig selv efter. Ræser ned med pakkerne og retur til jobbet. Når det inden 12... med nød og næppe...
Og står så atter foran chefens skarpe øjne. En anden ansat har angivet mig. At jeg dels er set holde foran min datters børnehave med firmabilen i mere end 5 minutter, dels er set i en taxa...? Jeg begynder min forklaring, men han vender mig køligt ryggen, Du kan pakke dine ting med det samme. Der er ikke brug for din arbejdskraft mere!
Fyret?

En kollega ser triumferende over på mig, mens en anden forsigtigt nærmer sig mig, som om jeg led af noget smittefarligt. "Du skal ikke være sur... det er jo bare reglerne... Hvis vi ikke angiver urigtig brug af firmaets effekter, bliver vi jo gjort medskyldige ved du nok" og det ved jeg. Det er længe siden firmaet indstiftede politikken " En god ansat holder øjnene åbne" Med bonus hvis man angav andre som stjal papirclips, holdt for lange pauser, tog kopier af private ting eller andre alvorlige forbrydelser. Al ære til de ærlige... men arbejdspladsens joviale og sociale sammenhold forsvandt. Så meget at der blev sat "hyggekonsulenter" på skemaet som skulle lære os at snakke med hinanden igen. Det fungerede heller ikke, for ingen turde sladre om stort og småt, for hvem lyttede mon med?
Min psykolog advarede om, at hans tavshedspligt kun var relativ. Det kom jo helt an på hvad jeg fortalte ham, for hvis det havde national interesse ville det jo blive indberettet, og i øvrigt ville andet af ulovlig karakter blevet givet videre til det "rette instanser"... Mon også Hyggekonsulenten sladrer?
Fyret... Nå så er jeg arbejdsløs tænker jeg. Åh nej, så skal jeg på jobcenteret og sættes i arbejde uanset om der er noget at søge eller ej, og skrive mindst 20 ansøgninger om ugen, være til rådighed 24 timer om dagen alle ugens syv dage og ikke fjerne mig mere end 20 kilometer fra kommunegrænsen uden at meddele det til de respektive myndigheder så de kan tilbageholde dagpengene i de dage jeg er for langt væk til at være til rådighed... Jeg tænker på, at man jo kan være hvor som helst i landet på under 6 timer og mener ikke de plejer at give mindre end en dags varsel, men måske er der blevet lavet endnu en lovændring jeg ikke har hørt om. Der kommer jo så mange hele tiden. Jeg starter bilen, og ser en ny seddel på vinduesviskeren. Haler den ind i bilen med et arrigt hvæs. Det er bare en reklame heldigvis... Få installeret en alkolås i bilen inden 1. januar og bliv lovlydig. Står der... Den koster KUN 2.500,- (5.500,- efter 1/1) og bliver alligevel et lovbefattet krav næste år sammen med partikelfilteret og speederlåsen så vi kun kan køre de lovbefattede hastigheder. Hmm. Overhalinger bliver ikke lette...
Jeg kører ud til min mor og lille datter, som sidder og hygger sig med at skrælle æbler til en æblekage. Endelig to minutters ro. Jeg opsummerer dagen for hende og hun ryster mildt på hovedet. Æblerne har hun fået af en nabo, som ikke turde bruge dem, for man vidste jo ikke noget om dem når de ikke var registrerede... De voksede bag hendes have ved et nedlagt banelegeme. Mon det så er tyvegods fra DSB?
Det ringer på døren. Det er en anden nabo.
Om jeg ved at min ene baglygte er smadret? For jeg véd vel at bilen skal være lovlig? Jeg nikker mens jeg ser på mit armbåndsur... Mekanikeren har stadig åben. Mor inviterer gavmildt på æbletærte til naboen, der med væmmelse ser på hende. Du har vel husket at indberette til SKAT at du har modtaget en gave på den kurv æbler? Hun så dem blive afleveret af den anden nabo. Det hører jo under indtægt... Mor ser helt forskrækket ud. Så må hun vel hellere smide det ud, men det indbringer endnu et forarget blik, mens naboen truende siger at det ville hun ikke gøre hvis det var hende, for staten foretager stikprøve kontroller af folks affaldssække, for at afgøre hvor meget af madresurserne der går til spilde. Hun vil få en klækkelig bøde for at kaste god mad ud. Mor lader afmægtig armene synke mens naboen smækker døren med et triumferende smil og ordene: "Gamle bør ikke bo alene."

Så ringer telefonen. Det er gartneren fra kirkegården. Fars gravsted skal trimmes, for en af buskene går 2 cm ind over en anden mands gravsted. Man skal holde reglerne. Han vil gerne gøre det for mor, men det koster altså kr. 500,- at klippe de tre grene af, for mindstelønnen er for en time. Mor sukker og lover at komme derop.
Jeg kører hjem med den lille, og når lige ind til mekanikeren på vejen. Han har ikke en ny baglygte på lager, men kan sætte en brugt en i hvis jeg vil. Jeg er meget bekymret for om det er lovligt, for man skal passe på med kopivarer... Mekanikeren reparerer den og regningen bliver alligevel skyhøj. Det viser sig at klokken nu er kvart over fire, og overarbejdstiden koster voldsomt meget mere.
Vel hjemme igen. Mit hoved er ved at eksplodere og den lille er sulten. Jeg tager to panodiler og tænker at det er godt jeg ikke skal ud og køre mere, da en mand pludselig står i døren med en truende pistol i hånden. Jeg havde glemt at låse døren Jeg står helt stille og den lille begynder at skrige. Bagved ham, kommer min søn ind og vil til at gribe fat i ham, men heldigvis når jeg at råbe stop til ham, for man må ikke øve selvtægt i eget hjem, og en indbrudstyv kan søge om erstatning hvis han kommer til skade mens han berøver vores hus. Jeg trækker min nu hysteriske datter ind til mig, og vi ser til mens han rydder hjemmet for værdier. Min søn er rasende, men han er jo allerede i søgelyset for både terrorisme og religiøse handlinger... Da han er væk ringer jeg til politiet, som lover at komme engang i løbet af 4-6 timer. Der er jo skåret ned på personalet og regionerne har hver kun en station, så der skal påregnes en hel del køretid. Desuden er der topmøde i hovedstaden, så det meste disponible politi personel er sendt derover. Vi i udkants Danmark er jo ikke berettiget til at få helt så meget hjælp fra det offentlige i dagligdagen.
Min søn vil gerne over til kammeraten, men nu er klokken over fire, så der kører ingen busser mere før i morgen. Han ringer til kammeraten fra hans mobiltelefon. Jeg hører hvordan han raser over det hele til vennen, og tænker bekymret på, om der er foretaget aflytning af telefonen... Min datter er ved at falde til ro, Heldigvis, for det kunne jo være at jeg bliver anmeldt for børnemishandling, og med en potentiel pædofil far til børnene, vil jeg måske få tvangsfjernet mine dejlige unger.
Jeg tænder for radioen, og hører at, nu bliver børnehaverne nødt til at holde lukket alle mandage og fjorten dage i sommerferierne, for at spare, så man forventer at folk selv finder alternativ pasning. Der bliver indført forøget brugerbetaling på institutionspladser. Samtidig afskaffes 4 ambulancer for at have penge til en ambulancehelikopter, for supersygehusene ligger jo langt væk fra det meste i landet... Med en gysen går det op for mig at jeg endnu ikke har fået vaccine mod influenza... Jeg risikerer at ligge samfundet til last. Eller forårsage en epidemi... eller være asocialt tilfælde...
Telefonen ringer. Det er en dame der af hensyn til den folkelige sundhed og velbefindende gerne vil stille en række spørgsmål. Jeg kan vinde en designerkaffekande... Om hun må det?
Da jeg frustreret svarer nej, svarer hun spidst at det er til samfundets bedste, og at hun vil notere at jeg ikke ønsker at deltage i de offentliges forsøg på at imødekomme borgerne.
Jeg lægger på, men ringes omgående op igen. Det er min mor. Hun er grædefærdig. Kommunen har lukket for borgerservice. Man forventer at alle har en computer, så skal man bruge kommunen til noget, har spørgsmål, indberetninger eller andet, skal det foregå den vej. Mor kan ikke se nok til en computer, og nu har den flinke dame der kommer med posten sagt at det måske kan lade sig gøre at hun får en plejehjemsplads så kan personalet overtage alt der har med det kommunale at gøre. Jeg trøster hende så godt jeg kan og lover at kontakte kommunen.
Min søn kommer med et par breve der lige er kommet med posten. Nåeh ja... Det er postdag... Posten bliver kun bragt ud 4 dage om ugen for ellers bliver det for dyrt. Kommer i tanker om, at jeg skal hente mors piller på apoteket 20 km herfra, for apotekerudsalgene er lukket ned på grund af besparelserne, så vi må køre længere end før for at hente noget...
Jeg sukker og kigger brevene igennem.

Et brev fra kommunen rykker for at jeg får sendt oplysninger om, hvad der skal ske med min krop efter at jeg er død. Om jeg donerer den til medicinsk forskning, og mine organer til transplantationer. Eller om jeg er så selvglad at jeg vil beholde alle mine organer i kroppen og begraves... Eller i det mindste gør samfundet til gavn og bliver kremeret, så forbrændingen kan give varme til de levende medborgere via kraftvarme værket. Jeg skal jo tage stilling. Det er blevet et lovkrav. Og min søn skal tage stilling ved sit fyldte 18. år om hvad der skal ske med hans hjernedøde krop, når (?) han bliver offer for et trafikuheld. Hvordan skal han kunne tage stilling til det i den unge alder?
Et andet brev minder om at det er tid til underlivs undersøgelser og brystkræft som jo er en belastning for samfundet, samtidigt meddeles det at der nu er indført brugerbetaling her, på "kun 200,- " som der står, mens et tredje brev er en opfordring til at blive bloddonor...
Jeg smider brevene fra mig og konvolutterne i skraldespanden, blot for skyndsomst at tage dem op igen, for affalds sorteringen er vigtigt, og papir kan genbruges. Jeg g år ud i garagen hvor 12 kasser står linet op på rad og række. Glas... dåser... batterier... el artikler... organisk (ikke mad) madvarer... plast... pvc... nåeh, dér. Papir. Jeg smider de tre kuverter i. Affaldssortering er en god ting, men jeg har hørt at en hel del af det alligevel ender med at blive blandet... Jeg går hovedrystende ind igen og husker omhyggeligt at slukke lyset. El spild kan jo ses af naboerne, og de er hurtige til at snakke. Jeg kommer i tanker om, at el helst ikke skal bruges om aftenen, for man risikerer at overbelaste nettet og tids indstiller min vaskemaskine til at starte kl. 12 i nat, hvor det er tilrådeligt... Tørretumbleren står og samler støv og minder mig om den dårlige samvittighed fra sidste søndag, hvor jeg tumblede en flok duge efter et gæstebesøg.

Det ringer på døren, og jeg åbner forsigtigt. Det er ikke en indbrudstyv denne gang men en nabo der er i gang med en underskriftsindsamling. Vores nabo fra Ukraine har fået afvist at blive dansk statsborger. Selvom han taler flydende dansk, bor i eget hus og her to børn som han følger til sport, spejder og fodbold med sin danske kone, har fast arbejde (gennem mange år) er social og vellidt på arbejdspladsen og deltager i rigtigt mange aktiviteter i borgerforeningen. Jeg undrer mig, og får at vide at selvom han både kunne hele kongerækken, antal af domkirker (jeg vidste ikke der var ti) og svarede rigtigt på alle spørgsmål i testen, selv de mest vanvittige så blev han erklæret ikke god nok. Fordi han arbejder på en arbejdsplads hvor han ikke kan være social. Jeg tænker på at mit arbejde heller ikke var særligt socialt, da jeg ofte kører alene rundt i min bil og skriver gladelig under. Mens jeg lukker døren og sætter sikkerhedslåsene på (som det er krævet fra forsikrings selskabet) tænker jeg på en avisoverskrift hvor sørøvere der kom herop i sidste uge fik tålt opholds tilladelse selvom de intet kunne og intet ville bidrage med og var kriminelle...
Jeg ser en politibil udenfor døren. Endelig. Så kan det være at de kan finde banditterne. Jeg går ud og åbner døren og tager imod to meget venlige politifolk. I løbet af under 5 minutter har de fået alle informationer, og fortæller at det var godt at vi ikke satte os til modværge, for det kan koste dyrt i bøde og evt. frihedsberøvelse. Min søn forsvarer frustreret os. Det var jo ham der var skurken og ikke os! Det ved politiet godt, men de kan ikke gøre andet end at følge loven, også når den er uretfærdig. Inden de går, beder de os skrive op hvad tyven havde taget med. Det gør vi, og de minder os på at vi skal sørge for at kontakte forsikringen, helst med det samme.
Min hovedpine som ellers var ved at fortage sig, tager til igen. Jeg ringer til Forsikringsselskabet. Efter lidt over en halv time, hvor jeg dels taster 1...5...7...3...3... og hvad den mekaniske stemme ellers beder om, dels har siddet og ventet på min tur (De er nummer...7 i køen...) med lyden af Mozart udsat for tortur gennem et telefonrørs lydkvalitet, er det endelig en levende stemme der lyder.
Jeg begynder at forklare hvad der er sket, men afbrydes af hendes sikkerheds spørgsmål. Mit cpr-nummer, police nummer, husnummer... endelig siger hun, at jeg skal printe forskellige skemaer ud fra computeren, udfylde dem og sende dem ind. Jeg tænker på min skrantende printer... Spørger om de kan sende dem til mig. Men får så at vide at det vil koste mig 150,- i ekspeditionsgebyr. Jeg accepterer. Med lidt køligere stemme begynder hun at spørge mig ud omkring overfaldet, og jeg forklarer bredvilligt. Ja, det var en mand, ja, han var bevæbnet, nej, vi gjorde ikke modstand, ja han tog både bærbare computere og alle penge fra min pung, og dem min søn havde, og hans IPod... og nej han havde ikke brudt vinduet op, men var kommet gennem døren.
Hun bliver endnu mere stram. Om jeg kendte manden, hvorfor jeg ikke havde låst døren da jeg kom hjem, om jeg var sikker på at jeg ikke kendte ham, om andre havde set ham og kunne bevidne at jeg rent faktisk havde været overfaldet. Om jeg var sikker på at han havde stjålet pengene og om vi havde kvittering på både IPod og pc... Hvorfor jeg ikke havde låst døren, om jeg selv havde låst ham ind... Hun ender med at sige at hun vil tage "sagen" op med sine overordnede. Jeg takker ydmyget og lægger på.
Ser på uret og opdager at klokken nu er over 7 og jeg er end ikke begyndt på maden. Styrter ud i køkkenet, hvor tallerkenerne stadig står på bordet (opvaskemaskinen skal tømmes) Åbner fryseren og griber en færdigret med en klump i maven, for der er meget affald dermed og fødevarekonsulenterne fraråder hele tiden at man spiser hurtigmad. Ind i mikrobølgeovnen. Kalder på ungerne og dækker hurtigt bord. Man skal ikke spise for sen aftensmad, det står i alle sundheds vedtægterne. Min søn ser på mig og spørger... Mor, kan du nå det?
Jeg kikker forvirret på ham, Nå hvad? Så husker jeg det... Mødet på skolen. Jeg springer op, og suser af sted, efterladende den store til at passe på lillesøster, selvom det ikke er velset at efterlade børn hjemme. Jeg minder ham på sikkerhedslåsen...
Skolen er lige gået i gang da jeg kommer forpustet ind og møder en masse forargede blikke. Inspektøren ser bebrejdende på mig og siger med høj stemme at man lærer børnene pligtopfyldenhed og høflig fremfærd ved at være et godt eksempel. Den er klart møntet på mig og blussende i kinderne ser jeg ned, blot for at opdage at jeg har glemt at tage mine hjemmesko af i farten. Endnu mere rød sætter jeg mig og finder min kuglepen frem.
Mødet varer en time, og undervejs kommer de ind på, at skolen skal være den bedste i sin del af landet. Derfor har man valgt at dele klasserne op, således at man får eliteklasser med de bedst fungerende børn, og resten som skal have ekstra støtte og timer skal gå i en parallel klasse, hvor der er plads til deres slags. Børn med en direkte diagnose skal samles i et område af skolen for sig. Det lyder meget godt med mere ro for ADHD og stressede børn, men jeg tænker med gru på opdelingen af "Elitebørnene" som så vil have en højere status end de andre... det minder mig lidt om herskab og tjenestefolk. Jeg rækker hånden op for at påpege det men bliver overset. Så kommer de ind på forbuddet imod religions symboler, hvor inspektøren ser sigende over på mig, mens han påpeger at dette jo er for at undgå at nogen bliver drillet for deres tro. Samtidigt fjernes begrebet kristendomskundskab og erstattes af det bredere dækkende Religions time. Der skal sættes et bede rum for muslimer til rådighed og separate gymnastiksale for drenge og piger. Jeg rækker atter hånden op, og bliver atter ignoreret. Han går videre til at han foreslår at man for at undgå uro, sørger for at skolen får to indgange. En til almindelige børn og en til de handicappede. Så bliver det mig for meget.
Jeg rejser mig og spørger om vi skal have pigtråd nu vi er i gang? At jeg mener at det svarer til gamle dages tosse anstalt, hvor de mindre begavede blev gemt væk, så andre slap for at se på dem. Raser over at skolen, som tillader piercinger, mere end lårkorte små tøser på bare 10 år, tørklæder af hensyn til fremmede, masser af flitterstads og oversminkede småtøser der leger voksne og seje samtidigt forbyder pålægschokolade, svinekød og et sølvkors om en drengehals. Med tårer i øjnene slynger jeg min mening ud, og håner skolens forsøg for at være både latterlig og ude af trit med virkeligheden. Med nedskæringer, flere elever i klasserne, færre lærere, flere store prangende mål, som bare har til formål at give inspektøren noget at prale ad.
Der bliver helt stille.
Jeg går.
Kører hjem. Sætter mig med et glas vin og ser ud i luften i lang tid. Min datter kommer den og lægger hovedet ind til mig. Ser på mig med store øjne, og min søn står op ad døren. Jeg vinker ham hen. Vi sidder lidt og siger ingenting.
Så rejser jeg mig, og smiler til dem. " Skal vi tage hen til mormor i morgen tidligt, og så køre en tur til Disneyland i Paris" spørger jeg
De ser måbende på mig. Den ældste spørger om hvad med arbejdet og skolen og... har vi råd? Jeg griner lidt.
Nej, men det går nok.
Jeg får et par varme barnearme slynget omkring min hals i et næsten kvælende favntag mens min store dreng dunker mig i ryggen med et "Fedt" Jeg tænker at det er godt at være mor.
Så går jeg hen i skænken og henter slikkrukken ud, finder tre store flødeis i fryseren, finder en herlig dvd og beder min søn hente chipsene, mens jeg ringer til min mor.
I morgen vil jeg købe den gode duftende shampoo jeg elsker, og så vil jeg smide alt vores tøj i vaskemaskinen, tørre tumble det og pakke det ned i vores kufferter. Mor har lovet at lave æblekage til turen. Hun glæder sig allerede. Lød som en helt ung pige lige pludselig. Mine hjemmelavede boller som forældremødet ikke kunne bruge, skal med, og de skal fyldes med god pålæg, der ikke er fedtreduceret, økomærket og specialbehandlet med 117 ting. Bare noget helt almindeligt godt pålæg vi kan li... Så tanker vi bilen... kyler alt ned bagagerummet, ungerne på bagsædet og mor foran. Sætter musik på, og så kan de ha det som de vil et par uger eller tre.