Cirkus prinsessen drejer rundt og rundt. I uendelighed. Publikum klapper begejstret. Oh se jubler de. Hvilken styrke hvilken ynde... Og hvor fint hendes tårer glimter på kinderne...
Og cirkusprinsessen nejer og bukker med de knuste knogler der males til mel i hendes rygrad, og lader en hånd løfte sig mod de grinende ansigter... Begejstringen vil ingen ende tage, bravo råber de...encore... Gør det igen.
Og cirkusprinsessen springer atter op og griber fat i linens hårde metal, mens en splint jager ind i håndens bløde hud.
Hun smiler kærligt mod sit trofaste publikum nejer på linen og lader atter fødderne føle sig vej, mens hun blændet af tårer og smerte begynder sin sælsomme dans.
Næææhhh henånder publikum, mens de fylder hænderne med kasteskyts og lader det regne over den dansende artist. Hun holder balancen og smiler mod de hårde ting der lander på hendes lænd og hoved. Balancerer.
Syng for os råber de, og jubler da hun løfter hovedet op og misser mod den ubarmhjertige projektør der oplyser hvert et sår og hvert et ar på hendes krop og sind.
Hun synger. Sælsomme sange med sælsom stemme... Forunderligt siger publikum til hinanden og endnu en sten kastes efter hende og rammer brystet. Stemmen skælver og øjnene følger hende opmærksomt... vil hun falde igen... kan hun mon klare sangen trods modgangen...

Cirkusprinsessens stemme dirrer... tøver. Hendes krop står der på linen. Ensom... Uden kraft. Stilheden under kuplen vokser. Hendes hånd løfter sig tøvende mod hjertet hvor en tynd strime blod løber ned og farver brystet som en rose der folder bladene langsomt ud. Tårerne glimter som klart lysende diamanter og trækker sminkens farve ud i striber.
En mumlen løber gennem tilskuernes rækker og når over kanten af manegen. Bygger sig som en flod af ord op mod linens kant.
Hun lægger hovedet på skrå og lytter til ordene der strækker sig ind i hendes øregang... hendes egen skyld...hjælpe hende?...nej, modgang styrker... kast flere sten så går hun nok igen...betaler ikke hvis hun ikke underholder... latterligt... hun plejer da at være stærk...

Hendes finger når brystet og tager forsigtigt hjertet ud. Ordene om hende falmer og lander som støv på stole og jord. Stilheden vokser og mørket udenfor det skarpe lys sortner.
En skarp splint fra en kastet sten sidder dybt i hjertet.
Hun stryger en dirrende fingerspids nænsomt mod det sårede hjerte. Fører det bankende op mod læberne. Ordene er så stille som et skrig.
'Lille hjerte. Du skal banke for dem der kaster stenene. Lille hjerte du skal bløde for dem der skader dig. Lille hjerte. Hvis ikke du banker for dem bliver du til samme stene som de kaster. Ser du det ikke Lille hjerte? Ser du ikke at det de kaster er deres egne hjerter... De lod dem blive til sten.. Lille hjerte du skal banke for så længe du græder er du ikke forstenet.'

Hendes ord svæver over hjertet og stenen i hjertet ændrer form. Smelter lidt. Blødes op... svinder lidt ind... Hun lader hjertet glide på plads og ranker sin smertende ryg, løfter hovedet og lader tårerne gnistre på kinderne mens øjnenes glød atter tændes. Øjnene stirrer imod hendes blik. De kræver hendes hjerteblod. Hun må som altid... danse. Stenen i brystet vil gro sammen med hendes hjerte og blive en del af hendes dans.
Publikum ånder kollektivt lettet ud. Nu ... nu bevæger hun sig igen... Jubelen stiger mod teltdugen og støvet hvirvles atter op... Hun retter øjnene mod horisonten hvor linen fortaber sig i mørket og sætter atter foden ned.
En sten rammer hendes arm, og hun lader hånden glide op i en kærlig favnende gestus og nikker kærligt mod de kastende... smilende. Klapsalverne bruser mod hende da hun atter fortsætter sin dans på linen, for der er langt til den anden ende...