Han lagde sig til rette på de to borde, han havde stillet i forlængelse af hinanden. Geværet lå perfekt på det ene bord, mens han selv lå for enden af det på det andet bord. Vinduet var todelt og nederste del kunne åbnes, så med en placering af kontoret på femte sal, ville han havde det perfekte skud derfra.
Kontoret var lejet for fire måneder siden til et fiktivt selskab og han havde endda haft en sekretær ansat. Hun var selvfølgelig blevet ansat over telefonen og havde aldrig set ham. Han havde blot givet hende en bunke ligegyldige opgaver, langtfra nok til at udfylde en hverdag, men som han havde kunne gennemskue af hendes ansøgning, var hun ikke typen der ville brokke sig over dette. Hun var, som han også havde bemærket på de skjulte kameraer, han havde haft installeret, typen, der filede, malede, rensede med fjerner, for derefter at starte forfra på sine negle, når dagens opgaver var løst. Og hvis hun ikke kunne få tiden til at gå med dette, var nettet jo enhver persons tidsmæssige livsenergisuger, hvis man blot lod den være dette. Hun havde fået en hyre, der lå ti procent over snittet, hvilket var nok til, at hun ikke sagde op, da hun ikke kunne få et job til gennemsnitslønnen, og derfor heller ikke brokkede sig over manglende arbejdsopgaver. Hun havde til gengæld nok brokket sig en smule, hvis hun vidste at kontoret var rigget til med sprængstoffer i tilfælde af afsløring eller efter endt opgave. Tilstrækkeligt med sprængstoffer til at det pæneste man ville finde af hende var hendes lakerede negle. Alt dette sat i scene for at det skulle foregive, at der var liv i dette kontor netop til det skulle bruges i dag. I dag havde hun fået fri, faktisk havde hun fået fri en hel uge med løn, hvilket hun selvfølgelig heller ikke brokkede sig over.
Han lå selvfølgelig akavet på bordet, men et par puder fra sofaen i forkontoret gjorde det behageligt nok til at han kunne ligge der, indtil tiden var inde. Der var fem minutter endnu, så var han fri. Dette skulle være hans sidste opgave, så ville han pensionere sig selv. Tyve opgaver var hvad han havde sat sig for og dette var hans tyvende opgave. Og med femten millioner i lønningsposen og ingen skat på indkomsten at bekymre sig om, var dette også han bedst betalte job. Ikke at han skulle beklage sig over de andre nitten opgaver, de havde dog indbragt ham over halvtreds millioner og en del af pengene var fornuftigt investeret og gav allerede et pænt afkast. Men dette var hans sidste, ikke fordi han ikke kunne fortsætte, han ville bare ikke, der var ingen grund til det, for nu kunne han trække sig tilbage fra samfundet og nyde resten af sit liv på den lille ø han havde købt for nogen af de første opgaver. En fin lille ø, havde han sagt til ejendomsmægleren, der fandt dette uhyre komisk, omstændighederne taget i betragtning og han havde ikke undladt at grine af komikken i situationen. Dette var han dog holdt op med fjorten dage senere, da hans bremser svigtede på vej ned af en stejl vej, og det sidste han så var "Alfreds Slamsugningsservice" på fronten af den lastbil han ramte frontal med høj fart og som reducerede den smarte bil med halvanden meter og dermed endte en ellers morsom ejendomsmæglerkarriere. Dette talte ikke med som en af de nitten opgaver, men var udelukkende gjort for egen fornøjelses skyld. Den ejendomsmægler havde været et dumt svin hele sit liv og det her var vel bare en naturlig afkortelse af et spildt liv.
De fem minutter var gået og målet nærmede sig, tre biler i kortege og målet sad i den midterste bil. Geværet bestod af to løb placeret ovenover hinanden. Det første skud skulle gennemtrænge den ellers skudsikre forrude, hvilket den også ville have været, havde det ikke været for de legering, der var på kuglen, den næste kugle, havde mere egenskaberne af en minimalistisk granat, der ved anslag ville skabe en kortvarig, men ekstrem varm eksplosion og derved dræbe alt inde i bilen. Skuddene ville blive affyret fra hvert sit løb på hans specialdesignede gevær, og da laseren på hans kikkertsigte samtidig kunne beregne afstand og hastighed på bilen, kunne løbene på geværet på brøkdele af et sekund ændre vinklen fra hinanden, så kugle to kunne trænge gennem hullet lavet af kugle et. Han elskede dette gevær og den dobbelte anvendelse gjorde det også til hans faste følgesvend.
"Med dine udfordringer bliver du nok nødt til at finde dig et specielt job" havde hans studievejleder sagt. Der var ikke blevet set på de høje karakterer, han havde fået, blot på de fejl han ikke skolemæssigt kunne arbejde sig ud af. Nu havde han fundet sig et specielt job, han ville om et kort øjeblik havde løst tyve opgaver på ti år og kunne trække sig tilbage i en alder af otteogtyve. Det havde den flinke, men indskrænkede studievejleder nok ikke forudset.
De to skud sagde intet, da de forlod geværet, den specialdesignede lyddæmper sørgede for at det nærmest lød som en overdimensioneret sodavandsflaske, der blev åbnet. Ikke nok til at nogen i de tilstødende kontorer ville løfte meget andet end et øjenbryn. Men nok til at den midterste bil blev ramt to gange, præcist som beregnet og en mindre eksplosion indeni den løste hans sidste opgave.
Så var verden et grimt menneske mindre. Ingen af hans opgaver havde involveret uskyldige mennesker. Han havde sat sig grundigt ind i målene inden han havde accepteret opgaven og var af den fulde overbevisning, at samtlige mål kun kunne gøre verden et bedre sted ved deres manglende tilstedeværelse. Selvom man dræber mennesker for penge, kan man vel godt have en eller anden form for moral med i det.
Han hoppede ned fra bordet. Benene gjorde ondt og det var nu ikke af at ligge på bordet. De gjorde ofte ondt, men han var for længe siden holdt op med at hade dem, ligesom han for længe siden var holdt op med at hade resten af sig selv, han var indstillet på at tingene var som de var og levede derefter.
De to støtteben på geværet blev pillet af løbene, der også blev delt i to. Lyddæmperen, der udenpå var skumbelagt blev afmonteret og klikket ind imellem støttebenene, så de formede en trekant, der så blev skruet fast for enden af det ene løb. Aftrækker og håndtaget skubbede han ind i det skumbelagte skulderanslaget, der på en prik lignede støttebenene med lyddæmper. I hver en ende, modsat den monterede trekant satte han et gummestykke og placerede nu det delte gevær under hver sin arm og begav sig stille og roligt mod udgangen. Efter hans beregninger havde han cirka fem minutter, før området vrimlede med ordensmagten i forskellige afskygninger. Ikke noget han bekymrede sig om.
Han mindedes en tidligere opgave, hvor han praktisk talt var stavret gennem tolv sikkerhedsfolk uden at blive skubbet til side, for derefter at falde ind i sit mål. Manden var blevet stukket med en lille nål, skjult i en fingerting, indeholdende en dråbe fra en meget giftig slange og var død tre timer efter uden nogen vidste, hvordan de skulle redde ham. Det komiske i situationen var at det var ham og ikke målet, der i var faldet. Ham der blev hjulpet op og undskyldt overfor. Så meget for studievejlederens udfordringer og specielt job.
Timeren blev stillet og kontoret vil tømt meget hurtigt for inventar på samme tid som han ville forlade bygningen, selvfølgelig med indbygget margin for en forsinkelse. Han gik stille og roligt til elevatoren og kørte ned til forhallen. Da elevator dørene åbnede sig fik han, ganske som forventet øje på de første agenter, der blokerede hovedindgangen og have stoppet en ung mand, der var på vej ud af døren. Han gik direkte mod dem. "hvad foregår der?" Han følte ingen panik og mente derfor, at han kunne holde sin stemme rolig. "Vi skal afsøge bygningen for en eventuel attentatmand, de kan passere, hr." Han gik forbi dem alle og da han trak den friske luft foran bygningen kunne han høre braget på den anden side af bygningen. Eksplosionen var stor nok til at rasere kontoret, men ikke gøre skade på kontorerne ved siden af og dermed ikke gå ud over uskyldige.
Han gik over gaden åbnede sin bil og kravlede ind. Krykkerne blev lagt i passagersiden. Ved hjælp af en sædeforhøjer, som mindede lidt om et barnesæde og pedalforlænger kunne han, til trods for sin begrænsede højde køre en helt almindelig bil. Faktisk var det det eneste sted, hvor han følte sig normal, på højde med alle andre i denne kæmpe verden. Udenfor bilen følte sig dem alle overlegen, men altid mindre. Inde i bilen blev forholdene udlignet og han var alle andre ligevægtige. Han kørte ud fra kantstenen og satte omgående kursen mod lufthavnen. Om det var glæden over, at han sidste opgave var løst eller om det var udsigten til at forlade dette land for sidste gang og blot nyde resten af livet på sin ø, vides ikke. Men hele turen fra kontorbygningen til bilen var han ikke, som han havde været alle de andre gange, næsten manisk opmærksom og så derfor ikke spastikeren, der betragtede ham, der med et lille smil steg ind i en bil, der holdt seks biler bag ham og fulgte efter ham ned ad gaden.