[]Jeg kan se dig. Jeg har set dig. Hver dag de sidste par uger fra mit åbenlyse skjulested ved husmuren har jeg set dig, når du er gået forbi med nedslået blik. Hver dag. Der går nogle uger, hvor jeg ikke ser dig. I mellemtiden går verden videre med sit politiske spil, krige og naturkatastrofer. Men det gør ikke den store forskel for mig. Jeg vil bare gerne hjem.[]
   Dagen i dag er ikke så meget anderledes fra alle de andre dage. Hun ved, det vil være den samme rutine, men alligevel virker det som om hun ser verden med andre øjne. Solen skinner også i dag, måske er det derfor? Mens hun spiser morgenmad, beslutter hun sig for at gå sin faste tur gennem byen. Det er også ved at være lidt tid siden.
   Hun ser op fra blokken og sender tjeneren et smil, da han sætter en kop dampende varm te foran hende. Smilet føles så kunstigt og mens hun drikker teen, skynder hun sig at skrive sin ide ned i frygt for, at den snart forsvinder fra hende, sådan som det er sket så tit de sidste uger.
   Da hun tænker tilbage på de sidste par uger, hvor hun nærmest barrikaderede sig i lejligheden, kan hun mærke en snert af melankolien og vreden, men beslutter sig for at skubbe den væk. NU vil hun altså have lov at føle en smule glæde, også selvom den er minimal.

Da teen er blevet kold og besk i smagen, rejser hun sig og betaler, før hun forlader cafeen og går hen ad gaden. Hun beslutter sig for at gå ned i parken for at nyde solens varme stråler og få fornemmelsen af natur.
   Der er mange mennesker på gaden og hun kunne ligeså godt have overset ham, men alligevel får hun øje på den hjemløse mand ved muren. Han sidder i skrædderstilling på et tæppe med en bog i skødet og læser. Ved hans side står en sportstaske og foran ham står en åben guitartaske. Han er klædt i blå jeans og en T-shirt og hans hår er halvlangt og mørkt. Da hun kommer tættere på, kan hun se nok af bogens titel til at genkende bogen. En pludselig indskydelse får hende til at stoppe op foran ham og tage pungen frem.
   Hun ved ikke helt hvorfor, men da hun smider lidt småpenge ned i kassen, siger hun på engelsk: ”Den er helt fantastisk. Jeg har selv læst den for nogle år siden.”
   Indtil nu har han haft de blå øjne fastklistret til bogen og ikke lagt mærke til noget, men nu løfter han hovedet og ser op på kvinden med det røde hår og de grønne øjne foran sig.
   ”Tak. Jeg er enig, selvom den ikke er helt, som jeg havde ventet. Jeg har haft den med fra Dublin, så nu må vi se, hvad jeg finder på, når jeg er færdig med den,” svarer han på engelsk med en klingende, irsk accent.
   Hun slår blikket ned og et øjeblik er der stille mellem dem. Hun kan mærke hans blik på sig og bliver pludselig skidt tilpas. ”Nå, men … Jeg skal også videre. Jeg håber, du bliver tilfreds med slutningen.” Så drejer hun om på hælen og går med hurtige skridt et par meter hen ad gaden, før hun standser op og begynder at rode efter sin mobil i tasken. Hun synes, hun kan føle hans blik i ryggen, da hun fortsætter væk fra ham, men ryster følelsen af sig.

Hun er træt, da hun cykler hjem gennem parken efter at have været til middag hos et vennepar, der lige er blevet forældre til en lille dreng. Det er mørkt og træerne kaster lange skygger på stien i skæret fra lamperne. Hun er ukoncentreret og hører ikke at nogen kommer løbende bagfra. Chok rammer som et lyn fra en klar himmel, da nogen skubber hende af cyklen. Smerten, da hun rammer jorden, får stjernerne til at danse, indtil nogen griber fat i hendes arm. Hun bliver trukket op at stå og begynder at skrige om hjælp, samtidig med hun desperat prøver at forhindre røveren i at tage hendes taske.
   Pludselig er der nogen, der flår røveren væk og smider ham hen ad jorden. Hun ser til, mens røveren angriber hendes redningsmand og indkasserer en lige højre på kæben, som får ham til at falde tilbage. Langsomt vender hørelsen tilbage og hun genkender hans stemme, da han råber til den anden, at han skal forsvinde. Røveren overvejer et øjeblik, om han skal angribe, før han tager flugten på hendes cykel.
   ”Nej, lad være! Så meget er den heller ikke værd.”
   Han opgiver at løbe efter cykeltyven og så snart røveren er væk, vender han sig om mod hende. ”Er du okay?”
   "Øh... Ja, det tror jeg. Hvor...?" Chokket får hende til at ryste lidt på stemmen.
   "Jeg plejer at sove på en bænk lige i nærheden og jeg hørte dig skrige."
   "Tak fordi du reagerede."
   "Det var så lidt. Er du på vej hjem?"
   Hun forklarer, at hun bor lige på den anden side. "Jeg vil gerne følge dig det sidste stykke, hvis du har brug for det?"
   Hun har glædet sig til at komme hjem i den tomme lejlighed, men nu får tanken maven til at trække sig sammen. "Nej, jeg vil faktisk hellere give dig en kop kaffe eller noget et sted. Som tak for hjælpen. Jeg har ikke den store lyst til at være alene efter den oplevelse."
   "Okay, kaffe lyder godt. Jeg skal bare lige hente mine ting."
   Hun følger med ham hen til en bænk, hvor det ser ud til, han har brugt sportstasken som hovedpuden og guitarkassen ligger under bænken. Han slynger sportstasken og guitarkassen over hver sin skulder og sammen går de ud af parken og hen på en café i nærheden, hvor hun køber to kopper kaffe lige før lukketid. De sætter sig på en bænk og betragter menneskemængden i stilhed.
   ”For resten, du tabte det her tidligere,” siger han og tager et foldet stykke papir op af lommen. Hun ser forundret på ham, tager imod papiret og folder det ud.
   Hun skimmer teksten og folder derefter papiret sammen og lægger det i lommen. ”Tak, jeg kunne ikke forstå, hvor den var blevet af.”
   ”Jeg håber ikke, det gør noget, men jeg kunne ikke lade være med at læse det. Personen lyder til at lide en hård skæbne.”
   ”Hun er dødeligt syg af kræft. I den her scene har hun lige fået det at vide og føler, at hendes verden er ved at synke i grus.” Hun møder hans blik et kort øjeblik. ”Man skal nok læse det i en sammenhæng og så skal det vist lige gennemarbejdes.”
   ”Jeg synes, det er smukt beskrevet. Jeg blev faktisk lidt rørstrømsk.” Der er en form for sørgmodig vemod i hans blik.
   ”Kender du en, der …?”
   ”På en måde,” svarer han og undgår hendes blik ved at tage en tår af kruset. ”Mh, jeg kommer til at holde varmen hele natten på den her kop.”
   Hun kan stadig se lidt af vemodigheden i hans øjne, da de ser på hinanden.
   ”Kan du lide Damien Rice?”
   ”Det tror jeg.”
   Han rækker hende kruset og begynder at pakke guitaren ud. ”Jeg kunne godt tænke mig at spille en af hans sange for dig. Den hedder ’The Blower’s Daughter’.” Han sætter sig til rette med guitaren på skødet og fronten mod hende.
   Hans stemme synes at trænge ind og knuge om hendes hjerte og da han ser på hende uden at slippe hende med øjnene, glemmer hun verden omkring sig for en stund. Boblen bliver sprængt, da sangen er slut og han modtager klapsalver fra de omkringstående.
   ”Spil en til,” beder hun og smilende begynder han at spille og synge endnu en sang. Denne her kender hun, så da han når til omkvædet, stemmer hun i med en klar, lys stemme.
   ”Du synger godt,” siger han, da de er færdige og folkemængden omkring dem opløses. Han pakker guitaren væk igen og tager imod sit krus.
   ”Ah, jeg ved ikke rigtigt ...”
   ”Du tror ikke på mig.”
   ”Jo, det er bare …” Hun tror faktisk ikke rigtigt på ham. Hvorfor skulle hun?
   ”Der er nogen, du ikke tror på og enten er det mig eller også er det dig selv. Hvem af os er det?”
   Hun tænker lidt over spørgsmålet, mens hun lægger benene og armene over kors. ”Måske begge dele. Hvorfor skulle jeg?”
   Han læner sig tilbage med armene på bænkens ryglæn. ”Du behøver heller ikke tro på, hvad jeg siger. Jeg er jo bare en hjemløs fremmed. Hvad ved jeg? Men det er pokkers synd, hvis du ikke tror på dig selv. For hvis du ikke kan tro på dig selv, hvad skal du så tro på?”
   Hun fnyser let. ”Det er sgu et godt spørgsmål. Der er ikke andre, der tror på mig og kærligheden er en møgkælling! Hvad tror du på?”
   Han vender sig med fronten mod hende igen. ”For det første: det er vigtigst du selv tror på dig selv. For det andet, hvem er den idiot?”
   ”Hun ryster let på hovedet, tømmer kruset og lægger igen armene over kors med det tomme krus i hånden. ”Det kan være lige meget. Du svarede ikke på mit spørgsmål.”
   ”Jeg tror på, at det hele ender godt.” Han læner sig frem og tager kruset ud af hånden på hende og smider det i skraldespanden bag sig. Hans gestus får hende til lægge hænderne i skødet.
   ”Med det liv jeg har levet, er jeg nødt til at tro, at det ender godt og giver mening i sidste ende. Ellers kunne jeg lige så godt være blevet i Dublin.”
   ”Hvorfor gjorde du ikke det?”
   ”Jeg ville ikke ligge min familie til last …” Han ser ind i menneskemængden uden at se den.
   ”Har du børn?”
   Han nikker. ”To piger. De var tre og fem, da jeg rejste. Kan vi gå lidt? Jeg fryser.”
   De rejser sig og går hen ad gaden og et stykke tid er der ingen af dem, der siger noget.
   ”Hvor længe har du været væk?” spørger hun så.
   Han regner efter i hovedet, inden han svarer: ”Måske et års tid.”
   Hun ser på sit ur og bliver pludselig klar over, at hun har glemt at ringe til sin veninde.
   ”Hvad med dig, har du børn?”
   Hans spørgsmål distraherer hende og mindet om lægens alvorlige udtryk, da han fortalte, at hun havde aborteret, får hende til at skære ansigt. ”Øh, næh …Jeg skulle have haft, men … ja.” Hun blinker hurtigt tårerne væk, da de drejer om hjørnet langs en boligblok.
   ”Det er jeg ked af. Hvad skete der?”
   ”Noget med en virus eller sådan noget. Det er også lige meget …” Under gadelampen lægger han en hånd på hendes skulder og de ser et øjeblik på hinanden. ”Jeg er sikker på, du kan blive en fantastisk mor en dag.”
   Hun ryster trist på hovedet. ”Så bliver det for en andens børn. Nå, her bor jeg. Tak for hjælpen. Igen.”
   Han ser op på den mørke bygning og skubber guitaren bedre på plads på skulderen. ”Okay, selv tak. Pas godt på dig selv.”
   ”I lige måde.” Hun går op ad trappen og stikker nøglen i låsen, mens han går tilbage ad samme vej, som de kom. ”Du.”
   ”Ja?” Han vender sig om og ser på hende.
   ”Det bliver frost i nat. Hvis du har lyst, må du gerne ligge på min sofa.”
   Han griner overrasket. ”Virkelig?”
   Hun nikker og holder døren for ham, da han går op ad trappen. ”Kald mig bare dumdristig. ”
   ”Måske modig. Hvad tror du, din mand siger?”
   ”Ingenting, for han er her ikke. Der er kun mig.”
   Han smider sine sko i entreen og sætter forsigtigt guitaren op ad væggen, inden han går ind i stuen, hvor hun har tændt lys.
   ”Hvor er han henne?”
   ”Hos sin nye kæreste vil jeg tro. Jeg ved godt, det er sent, men du er velkommen til at tage et bad, hvis du har lyst. Jeg kan også lave noget mad til dig eller …” Hans smil får hende pludselig til at rødme.
   ”Du skal ikke gøre dig for meget besvær for min skyld, men et bad vil være rart.”
   ”Okay. Du tager bare, hvad du skal bruge der ude.” Hun tager et håndklæde fra skabet og rækker ham det. Da hun er alene i stuen og hun kan høre vandet fra bruseren, går det pludselig op for hende, hvad der er sket. Hun går ind i soveværelset og skifter bukser med rystende hænder, mens en pirrende nysgerrighed sender små billeder på nethinden af manden i badeværelset og hun kan mærke varmen i kinderne.
   En lille stemme i baghovedet prøver at overbevise hende om, at hun har begået en fejl. men den kriblende fornemmelse i mellemgulvet er fremherskende. Det er længe siden, hun har følt sig så opstemt, men skal hun se fornuftigt på det, er der jo ikke meget mening i, at der lige nu står en fremmed mand i hendes badeværelse. I bund og grund ved hun jo ikke, om han har talt sandt.
   Døren til badeværelset går pludselig op og river hende ud af hendes tankerække og han står foran hende kun iført jeans. Synet af hans veltrænede, behårede overkrop og det nyvaskede, let krøllede hår, der skødeløst hænger om skuldrene og ned i det nybarberede ansigt er betagende.
   ”Ah, det var rart med et bad. Det er ved at være længe siden,” siger han og møder hendes blik, der straks søger alle andre steder hen. Med et lille, drilsk smil om munden vender han sig mod sin taske og hiver en T-shirt frem, som han trækker over hovedet.
   ”Jeg tror, min eks har efterladt et par bluser, hvis du er interesseret?” Hun åbner skabet og hiver en kasse ned fra hylden. ”Hvis du kan passe det, tager du det bare.”
   Da hun går forbi ham i døråbningen, standser han hende ved at lægge en varm hånd på hendes arm og et øjeblik ser han bare på hende med et alvorligt blik. Han smiler et lille, skævt smil, mens han blidt stryger hendes arm. ”Tak.”
   Hun flytter vægten fra den ene fod til den anden. ”Du skal ikke sige tak. Jeg havde alligevel tænkt mig at smide det ud.”
   ”Men alligevel. Du havde ikke behøvet at gøre alt det her. Du kunne have nøjedes med kaffen eller bare have sagt tak og gået din vej. Du ved jo ikke, om jeg er storforbryder.”
   Hun betragter ham et øjeblik med hovedet let på skrå. ”Jeg tror af en eller anden grund ikke, at du er forbryder. Så kunne du jo lige så godt have ignoreret mig. Er der noget, du har lyst til?” Hun går forbi ham og kan mærke hans blik i ryggen, da hun går ud i køkkenet.
   Nu, hvor hun ikke kan se ham, begynder pulsen at falde en smule, men billedet af hans overkrop synes at have bidt sig fast på nethinden. Hun åbner køleskabet og kigger ind på de halvtomme hylder. Hun småbander af sig selv, lukker køleskabet og åbner fryseren.
   Der lyder skridt hen over gulvet, før han dukker op i døren til køkkenet med en af ekskærestens bluser i hånden. ”Det ved jeg ikke. Hvad har du at byde på?”
   Hun roder lidt rundt i fryseren. ”Pizza?”

Tyve minutter senere sidder hun i sofaen med benene trukket op under sig og betragter den sultne mand ved siden af sig. ”Jeg tænkte på … Dine døtre, har du bare efterladt dem alene i Dublin? Det kommer sikkert ikke mig ved, overhovedet, hvorfor du er her og de er der, men …”
   ”Jeg har ikke bare efterladt dem … De er hos deres mor. Hun tror sikkert, jeg ligger død et eller andet sted og hvis hun gør, så håber jeg hun har søgt kirken om tilladelse til at gifte sig igen.”
   Et øjeblik vandrer hans øjne rundt i rummet, før det finder sig til rette i hendes. ”Jeg gætter på, at din eks ikke håndterede aborten særligt godt?”
   Hun smiler bittert. ”Det kan man ikke lige frem sige. Hvilken mand gider dog også være sammen med en kvinde, der ikke er i stand til at bære hans barn?”
   ”Misforstå mig ikke, jeg elsker mine piger overalt på jorden, men nu drejer livet sig jo om andet end at sætte børn i verden. Hvis en mand ikke kan være sammen med dig, for den du er, så er han sgu nok ikke den rigtige.” Han rykker lidt nærmere og stryger hendes hånd forsigtigt.
   ”Sikkert ikke. Jeg har det bare som, om jeg er sat uden for de muligheder, som mine jævnaldrende har og det er ikke fair.”
   Nu rykker han helt tæt på og tager begge hendes hænder i sine. ”Du har stadig nogle af de samme muligheder. Måske har du bare fået nogle andre muligheder, som dine venner ikke får. Det drejer sig bare om perspektiv og det skal nok komme til dig før eller siden. Du er en køn pige og du har hjertet på det rette sted.”
   Pludselig føler hun sig utroligt træt. ”Måske. Det virker bare håbløst lige nu. Ensomt.”
   Lige før de fortaber sig helt i hinandens øjne, siger han: ”Jeg ved det, smukke, men jeg lover dig, at det giver mening til sidst. Nå, hvad siger du til at få lidt søvn?”
   Hun smiler træt. ”God idé. Jeg finder noget sengetøj til dig.”

Da hun ligger under dynen, kan hun ikke sove, selvom hun er udmattet. Tankerne løber rundt i hovedet som myrerne i en myretue, Det gør ondt i maven og snører til i brystet og til sidst begynder tårerne at trille mod hendes vilje. En lyd undslipper struben, så hun gemmer ansigtet i dynen og prøver at græde så lydløst som muligt.
   Skammen brænder i kroppen, da hun mærker ham i rummet. Men gråden og smerten presser bare mere på, når hun prøver at holde den nede. Hjernen protesterer højlydt, men forgæves da han lægger sig ved siden af hende under dynen og lægger armen om hende. Hun vender sig forsigtigt om mod ham og han lægger den anden arm om hende og trækker hende helt ind til sig og stryger hende over håret.

Næste morgen vågner hun med fornemmelsen af at være alene i lejligheden. Hun sætter sig op i sengen med bankende hjerte og lytter, men der er helt stille og det eneste hun kan høre er naboen der rumsterer inde ved siden af. Det føles som om hun bare har drømt det hele og alligevel virker det helt absurd.
   Han var her jo, tænker hun og lader hånden glide hen over lagenet, hvor han har ligget for et par timer siden. Hun rejser sig fra sengen med dynen om sig og går ud af soveværelset og ind i stuen, hvor han har lagt sengetøjet pænt sammen i den ene ende af sofaen.
   Oven på det ligger en seddel:
   []Godmorgen smukke
   Tak for husly og tøj. Jeg nød dit selskab i går og håber, at du forstår, det ikke er med ond vilje, at jeg bare forsvinder. Tiden under åben himmel har gjort mig ude af stand til at sove for længe inden døre. Bare rolig, jeg skal nok klare mig. Jeg tror, at jeg bevæger mig ud på vejene et stykke tid og ser mig lidt om. Tilgiv mig, men jeg har skrevet en liste med steder og ideer til dig, som du forhåbentlig kan bruge til noget.
   Jeg håber, du finder lykken og hvem ved?
   Måske ses vi igen en dag[]