Klokken klemter, da Johan træder ind hos Guldbageren i Flækkerup. Connie har travlt, ser han. Hendes kinder blusser og en tot hår hænger ned i panden. Så vender hun sig og fylder en knitrende papirpose med boller.
   Johan kender de andre, der venter i bagerbutikken. Om ikke af navn, så af udseende.
   Nej, hvem er den bastante kone henne ved disken med tørkager? Hun har en grå jakke på. Og en lægget nederdel. Mon hun er faldet ned fra en anden planet eller har hun sovet i 30 år?
   Nå, folk må jo se ud som de vil. Her i Flækkerup må de. Men der er noget bekendt ved hende. Bor hun her, men holder sig for sig selv? Nej, så ville han vide det. Hun må være på gennemrejse.
   “Hvad er det dog for ugudelige kager?” jamrer hun pludselig, så Connies kinder blusser værre end før.
   Johans mundvand løber sammen og bliver til en stor klump, der ryger ned i luftrøret. Han hoster, så det gynger i maven, hvor der pludselig er et stort hul.
   Kagerne bag glasset i disken ligner Napoleonshatte, men har rød glasur. Og horn. Skal vist forestille vikinger. Connie er asetroende og uddannet konditor. Det morer hende, at lave kager, der er anderledes."Det er sådan mest for sjov," sagde hun til Johan. Da hun og hendes mand var til kaffe hos ham og Mette.
   Tænk, hvis Abigail opdager, han omgåes nogle, der er asetroende.
   For det er Abigail, der står der og himler op om kagerne.

Med et flimrer de, kagerne. Johan vil væk. I en fart. Hun må ikke se ham, for så siger hun til mor og far, at han vil købe de ugudelige kager. Så får han en endefuld og skal bede om forladelse - eller et foredrag, der ender med, at han skal gå ud og skære et bundt birkeris. Som dengang med korset

Av. Nu slår hun ham. I ryggen.
   Sludder! Han er jo voksen nu.
   Det er naboens søn, der dunker mod hans ryg. Flade ujævne klask. Og det er for at han ikke skal stå her i Connies bagerbutik og blive kvalt.

“Men ved Gud, Johan, er det dig?” hvisler Abigail. Hans søster. Ti år ældre end ham.

Han ser hende for sig i lynglimt, der hastigt afløser hinanden, som på en filmstrimmel i supersonisk fart:
   Abigail med fletninger og stivet forklæde: "Moar, Johan har rykket hovedet af mine påklædningsdukker.”
   Abigail med fransk fletning: "Moar, Johan leger doktor med Gertrud.
   Abigail med knold og uden kors om halsen: " Det er ikke mig, søde far, det er Johan, der har smidt korset ind i ilden, det er."
   Løgn. Hendes påklædningsdukker var ugudelige og hun straffede dem.
   Han og Gertrud legede ikke doktor. De legede bare far, mor og børn
   Korset var af jern og en erstatning for det guldkors, hun havde tabt, da hun legede med en fyr, der kunne lide øl og kortspil. Spruttende af arrigskab smed hun det i kaminen.

Men mor og far troede Abigail, så der vankede ingen søndagskage. Søndag efter søndag hørte han de andre smaske kanelkrans. Smaske ord ud om skyld og skam. Jo hans skyld var større end hans straf. Sagde de. De var så næstenkærlige at det sved.

Johans næver har knyttet sig. Alle hans indvolde gør det samme. Hun skal ikke komme her og lyve om ham. I denne by, hvor folk har accepteret ham og hans lille familie. Hverken lyve eller gøre sandheden værre.

“Kender du den sindssyge kælling?”
   “Kan du komme ud af min butik. Nu.”

Stemmerne fejer rundt i butikken og tvinger ham tilbage til nutiden.
   Naboens søn stirrer vredt på Abigail. Spiller med musklerne under sin tatoverede hud. Er trådt nogle skridt nærmere Abigail.
   Johan er forvirret: Er det nabodrengen, Connie beder om at komme ud? Eller er det Abigail?

Abigail ved det vist heller ikke. Hun står med åben mund og runde øjne. Hvor ser hun dum ud. Hvis hun er en engel, som far og mor sagde, kan torsk åbenbart komme i himlen, få uddelt vinger og blive sendt ned på Jorden igen.
   Tanken får ham til at smile. Bare et lille smil. Men det føles godt at kunne smile af Abigail, så han beholder sin fjollede og barnlige forestilling et øjeblik mere.
   Men sådan rigtig sjovt, er det her ikke, for den vingeforladte engletorsk foran ham er sikkert parat til at fortælle alle i Flækkerup om sin onde, grusomme og djævlebesatte bror.
   Men det skal blive løgn!

“Ja, det er mig, Abbi, “ siger han, “og de der kager bider ikke, men måske vil du hellere have kanelkrans? Det er jo søndag.”
   “Du får ikke søndagskage,” klynker Abigail.
   “Jo, det gør jeg, Abbi, for jeg er en flink mand.”
   ”Du spiser jo bare hele kagen selv,” gætter Abigail.
   Hvad er der med hende? spekulerer Johan, tror hun, at vi stadig er børn?
   Det forekommer ham, at hun smiler. Mon hun prøver på, at være sjov?
   Der er meget stille i butikken. Johan krøller tæer i træskoene, Vil stadig helst ud af butikken. Hjem til Mette og ungerne.
   ””En kanelkrans,” siger han til Connie og får den. Abigails runde øjne klæber sig fast til papirsposen, mens han går hen mod døren.
   ”Skal du købe noget, Abbi?” spørger han.
   ”Det kan jeg ikke huske,” svarer hun. Og ser fortabt på ham.
   ”Hvor er det længe siden,” tænker Johan højt, ”Var sidste gang ikke til fars begravelse?”
   Hun nikker.
   Nu lader de andre som ingenting. Nabodrengen er gået med en stor æske flødeskumskager.
   Han må ud herfra.
   ”Er du alene, Abbi, og hvor skal du hen nu?”
   ”Væk fra stemmerne. Væk fra skrigene,” siger hun.
   ”Så gå med. Hos mig er der ingen, der skriger.”

Klokken klemter også, da Johan går ud fra Guldbageren i Flækkerup. Og igen, da Abigail følger efter. En let vind leger med hendes tjavsede, grå hår.
   ”Er det så ikke dig, der skriger om natten, når jeg ikke kan sove?”
   Hun ser på ham. Hendes arme basker som vingerne på en fugleunge, der skal lære at flyve. Og så hendes øjne -
   de er blanke og øjenlågene glipper.

Johan begynder at gå. Hvis hun ikke vil med, så må hun selv om det.
   Men selvom hun nu er bag ham, kan han se de øjne. Så bundløse. Så bange.

Igen kommer der billeder frem fra de ellers henlagte hjernearkiver.
   Abigail med løst hår. Kommunefarvet og løsthængende.
   ”Drik nu mælken, Johan,” sagde hun, ”der er honning i.”
   Men han kunne ikke. Havde halsbetændelse.
   ”Du er så varm, Johan. Du brænder. Far siger, det er Satan, der vil have dig – men det må han ikke, Johan. Du må ikke dø!”
   Abigails svalende hånd på hans pande. Tøvende. Uvant. Hendes hånd mod hans krop. Endnu mere tøvende. De store, bange øjne, der ikke kunne skjule hendes følelser.

For pokker da også.
   Han vender sig om. Breder armene ud, mens han går imod hende,
   ”Abbi,” siger han, ”Hvor er det godt at se dig igen.”