"Gu' vil jeg ej" sagde vores amatørpolitiker, Mikkelsen tre gange, da kontorchefen og jeg prøvede at overtale ham til at supplere beboerforeningens ledige post med lidt mere sund fornuft, end vi mente vi havde tid til at bidrage med.
   "Bestyrelser er ligesom familier, en pulje af forskellige meninger og kompetencer. Dem mener jeg de bruger godt nok. Jeg vil hellere fortsætte med at stille spørgsmål. Gode forhåbentlig, i stedet for at komme med beklagelser de bare er tvunget til at bringe videre." sluttede Mikkelsen definitivt.

Kontorchefen og jeg stirrede opgivende på hinanden. Klanens beboerforenings demokratiske grundlag skulle om kort tid gennemgå sin årlige vedligeholdelse i skolens kantine. Det afsluttede vi med at betro et par medlemmer at sammenfatte de værste genvordigheder og bringe dem videre, mens de klarede et par andre småting undervejs.
   Kontorchefen og jeg var begge blevet spurgt om vi ville påtage os den ledige plads, men ingen af os havde lyst, stort set af samme grund som Mikkelsen, der roligt fortsatte med at luge ud mellem roserne for at markere samtalen var slut for hans vedkommende.
   "Har i spurgt Michael?" spurgte Mikkelsen mens han overvejede medlidenhedsdrab på en halvvisen gevækst, der aldrig blev rose igen. "Eller hvad er det nu - han hedder - nede for enden - der altid kommer med kritik."
   "Skal overtage et andet job og flytter." sagde kontorchefen, der kendte manden.
   "Han stillede lige så mange kritiske spørgsmål sit arbejde så de har eksporteret ham til en stilling i Århus, hvor han kommer til at besvare sine egne spørgsmål og noget lignende."
   "Ja det er jo en effektiv måde at få folk til at holde kæft, ved at give dem et ansvar" grinede Mikkelsen og fredede haven et øjeblik. "Lad os få en øl og aftale vi udpeger et fornuftigt menneske, og freder hinanden. Så kan vi jo gi' staklen en hånd bagefter "
   "Så ved vi jeg godt hvem det skal være" sagde Michael. Han var kommet til under den sidste del af forhandlingerne. "Gu've hvad han vil sige til det? Jørgensen, hedder han vidst."
   "Han godt af at prøve at tage ansvar et års tid, i stedet for supplere dem, der faktisk gør noget, med det han anser for bedre" mente Mikkelsen. "Hvis Rasmus giver ham et par spændende opgaver, for eksempel de forbandede huller i vejen, kan jeg måske gi' ham lidt hjælp til det."

Rasmus var formand for bestyrelsen på tredje år og accepterede ikke bestyrelsesmedlemmer troede de bare var menige. Efter hver generalforsamling fordelte han opgaver på bestyrelsen under en grillaften. Det hed sig at dem der prøvede at snige sig udenom en opgave fik den bøf, der ikke kunne tygges og bundfaldet i vinflaskerne. Måske af den grund fungerede bestyrelsen upåklageligt resten af året. Oprettelse af en ønsket Facebook-side i stedet for hjemmesiden ingen så på længere tørrede han, efter en kort debat, af på Jørgensen, der foreslog det.
   Det klarede Jørgensen, til alles overraskelse, med hjælp fra sin søn og et par biografbilletter. Den kunne alle følge og den reducerede til bestyrelsens glæde, antallet af opringninger midt i maden fordi de startede hvert møde med at gennemgå og kommentere de mest fornuftige indslag. Det modbeviste samtidig, de kun hørte på beboerne en gang om året, under generalforsamlingen.

Samme formand hævdedes at havde samme forhold til øl, som en hanhund til tæver i løbetid. Den påstand beviste han kort efter ved at dukke op med politimanden, Carsten fra no. 84 på slæb. Han afslørede sine egne overvejelser, mens Mikkelsen hentede flere øl.
   For at spare tid, hævdede Mikkelsen, tog han kassen med hvorefter hans kone, Annelise, dukkede op med et par poser chips og snuppede en øl kort efter.
   Da deres børn fik cykler der spredte deres unoder over et større område, håbede Mikkelsen, byggede han deres sandkasse om til en Bocciabane. Det varede ikke længe før alle beskæftigede sig med den parallelt med grundejerklanens genvordigheder.
   Blandt tekniske diskussioner om kuglernes placering i forhold til målkuglen blev der stadig plads til lidt alvor opfangede jeg, mens politimanden fortalte om et par af sine oplevelser på bagsiden af hverdagen.
   "De lokale bøller kom i karambolage med en flok nye gardere inde i minefeltet" grinede han. "Da kollegerne nåede frem ku' bøllerne forveksles med kordrenge. Da ingen af skaderne krævede neurologer blev de enige om at fordele prisen for skaderne, så alle ku' komme hjem i ro og orden.
   De andre gæster havde moret sig herligt. Så nemt går det ikke hver gang."
   Rasmus snublede over Michaels puddel, der havde sneget sig gennem et hul i hækken og luskede på omgang for at blive klappet og fodret med chips.
   Rasmus ben gik som trommestikker gennem hele Bocciabanen med kroppen i en vinkel på 45 grader mens alle udstødte forskrækkede tilråb. Han nåede at stoppe før målet, sluttede med piruetter og satte sig på rumpen hvorefter han stirrede forbløffet på kuglen i sin hånd, som han havde glemt at kaste, mens han grinede af sig selv.
   Mikkelsen gik sindigt nærmere med en rive og stirrede alvorligt på banen, og så op på os andre.
   "Politietaten vinder første runde med en kvart centimeter. Den sidste deltagers markør var ikke helt efter reglerne, men han taber alligevel."
   "Nu skal jeg klare en præmie" erklærede Michael, skrævede over hullet i hækken, og vendte kort efter tilbage med en mørk lommelærke og skænkede bægeret fuldt, mens Rasmus, der var ved at komme på benene, så håbefuld ud.
   Politietaten udstødte et vræl og stirrede på bægeret mens han uden tvivl repeterede reglerne for vold mod tjenestemænd.
   "Ja, man skal lige vænne sig til den" sagde Michael beroligende. Han klappede manden på ryggen og begyndte en længere redegørelse om hvordan de krydrede deres snaps i Vendsyssel.
   "Hvad skete er med det sidste referat?" spurgte Rasmus, og modtog, som håbet en sidegevinst for ekstraunderholdning.
   "Det var lidt forsinket."
   "Jeg lavde det sidste på arbejdet og kom til at sende det med som bilag til en voldssag" meldte politimanden muntert mens han stadig tørrede tårer af øjnene og sukkede.
   "Den gir' hår i røven. Undskyld" sagde han henvendt til Annelise. Hun arbejdede i en børnehave og var vant til lidt af hvert og smilede bare.
   "Hvad sagde dommeren til det?" spurgte kontorchefen
   "Han lod anklagede slippe med en bøde og pålagde os at opgradere fællesantennen til flere kanaler med sport."
   "Det skal vi alligevel se på" brummede Rasmus. "Har vi ellers noget til generalforsamlingen? Dagsordenen skal være klar om et par dage." Han så sig spørgende omkring.
   "Fik du klaret en dirrigent? Formanden for naboforeningen kan ikke den dag."
   "Det klarer en kollega, hvis jeg gør det samme for ham. Vi mangler kun en kandidat til en af de pladser, der er på valg. Grabel har siddet i seks år og mener der skal nye impulser til," meldte politietaten og stirrede i min retning.
   Jeg rykkede hurtigt om bag Michael.
   "Glem ikke de forbandede huller i vejen" sagde Michael og rykkede en skridt til siden. "Kunne Rasmus ikke kontakte kommunen om det?"
   "Jeg vil s'gu da hellere plukke knurhårene af en levende tiger, end at tage på rundtur mellem fjorten forskellige sagsbehandlere en gang til. Har du noget forslag?" spurgte han vores fritidspolitiker og vært.
   "Det er sikkert ikke det store problem" gnækkede denne. "Vi skriver bare til dem at vi enten må have rettet fortovsfliser på hele vejen, repareret og spulet kloakker eller lavet de forbandede huller i vejen, der blir større og større hvert år for lidt af de skattekroner vi betaler. De snupper som regel det billigste, for at få os til at holde kæft med resten. Skal vi tage et par runder til?"
   Alle sagde nej tak til øl og flere nordjyske præmier.
   Efter et par runder, der næsten krævede målebånd, fik Rasmus også styr på dagsordenen efter et par ekstra forslag mens vi vedtog at opstille og vælge den mest velformulerede skribenter på facebogen inden han kom med alt for mange supplementer, fremfor os sorgløse Bocciaspillere. Mikkelsen påtog sig gerne at lave et forslag til en skrivelse om vejen, der kunne fremlægges på generalforsamlingen, om et par uger.
   Vi andre udvekslede vores mangel på viden om den forestående middag inden vi skiltes. Det udviklede sig til ingen tid til en debat om høns i aspargs, tomat eller karry så Michael måtte konsulteres om passende vine.
   Han anbefalede en ny svigermors vin, der både var på- og gennemtrængende, påstod han.
   Beboer- og andre former for demokrati er såmænd ikke så slemt, i passende portioner.
   Rasmus mente bagefter han kunne skrive referatet fra Generalforsamlingen på forhånd.