Kirsebærvin og øl, jeg gled ind i ligegyldighedens land,
nu kunne de misbruge mig, mand for mand,
jeg lå totalt nøgen, jeg kunne hverken græde eller skrige,
nu var jeg helt og aldeles deres, lille dukkepige.
De befamlede og kyssede mig, overalt på min krop,
for dem var jeg bare en gave, som de kunne pakke op,
kedlen blev sat over, duggen blev vinduets gardin,
jeg blev vasket i en balje af zink, så jeg igen blev fin.
Med den tunge byrde, gik så vejen hjem til min mor,
men der skete bare ikke det, som i måske tror,
nej, for hos hende var der ingen trøst at finde,
og jeg måtte gang, på gang, holde gråden inde.
Jeg må hele livet leve med ar på sjælen, og sorg i mit hjerte,
jeg vil aldrig slippe af med den forbandede smerte,
hun så aldrig min bøjede skygge på væggen, var hun mon blind?
nej ,jeg var ude af øje, og langt fra af hendes Isdronninge sind.