02:31. Fuck. Det var umuligt at sove. Det var mørkt i værelset, og stegende varmt. Sådan var det når man boede i en taglejlighed; varme stiger som bekendt opad, og selvom det havde regnet hele dagen havde det ikke været det mindste køligt af den grund. 'Fuck den danske sommer,' tænkte han. Det var umuligt at klæde sig ordentligt på til den. Hvad enten man gik ud med jakke på eller uden var ligegyldigt - man kom til at fortryde begge dele. Det ene øjeblik ville det være for varmt til at have tøj på overhovedet, og det næste ville man være nødt til at tage den på igen, når det alligevel blev for koldt i skyggen, eller fordi der pludselig kom en kold vind, eller noget lige så dumt.
   Han sad og stirrede ud af sin vinduesdør. Ud på regnen. Himlen havde været grå og det havde regnet hele dagen, og nu, klokken halv tre om natten regnede det stadig. Hvis ikke varmen holdt ham vågen gjorde regnen i hvert fald. Lejligheden var ikke videre godt isoleret, på nogen led. Han kunne høre når naboen havde sex inde ved siden af, og han kunne i dén grad høre når det regnede, især når det styrtregnede, som nu. Det lød som om nogen stod oppe på taget og affyrede et højkaliber maskingevær.
   Døren var åben, og det regnede lidt ind, men det hjalp ikke på noget. Ikke en vind rørte sig udenfor, og om han så havde haft døren stående åben hele dagen og haft alle vinduer tildækket havde det ikke gjort en forskel. 'Ku' den fucking hedebølge da ikke tage bare et par dages pause?'. I det mindste passede regnen til hans humør.
   Han sukkede dybt og tørrede sveden af panden. Fuck.
   Han kiggede sig omkring. Tænkte over noget at lave.
   På stuebordet stod et puslespil. Han samlede på dem, og dem han havde i forvejen fyldte op både i lejligheden og i kælderrummet. Han havde lige fået det på stuebordet. En fødselsdagsgave - 3750 brikker, 75 gange 50. Det var et af de større han havde. Billedet det skulle samles til var vist nok et meget berømt billede, men præcis hvad det var kunne han ikke huske. Fuck det. Det krævede for meget arbejde at gå igang med det - man skulle tage sig god tid, når man skulle lægge et puslespil. Det var en af hans regler. Og tid var ikke det han havde nu. Og specielt ikke koncentration.
   'Så ryg en joint,' sagde en stemme i hans hoved.
   Han overvejede det et øjeblik. "God ide, du" sagde han til sig selv. Det kunne formentlig også hjælpe ham til at sove, med lidt held.
   Han hentede smøger, mikserbakke og tjald, tændte en smøg og satte sig til at riste, nolde og rulle.
   Han kiggede op og bælste en røgsky ud mod regnen. Intet skete. Fucking regn.
   Fra sin vinduesdør kunne han sidde og kigge ud over byens tage. Udenfor døren var en lille tagterrasse der løb henover bygningen og hen til en dør der førte ind til en anden lejlighed, ikke ulig hans egen. Så vidt han vidste boede der ikke nogen, for dørens persienner var altid rullet ned, og han havde aldrig hørt noget derindefra.
   Terrassens bagside udgjordes af tagryggen, hvorfra man kunne komme helt op på toppen af det skrå tag. Viceværten havde dog for længe siden sat et gelænder op der forhindrede folk i at klatre derop. Ikke at det gjorde noget. Han selv og Sophia havde ofte siddet deroppe og røget; man behøvede bare at stille en stol op ad gelænderet for at komme over, og så smide en anden stol over på den anden side.
   En gang var nogen vist nok faldet ned deroppefra og var splattet ud på gaden, fem etager længere nede. Formentlig var det derfor de havde sat gelænderet op i første omgang.
   Han tog et sidste sug af smøgen og knibsede den ud af døren. Nu manglede han bare at lave en cone.
   Himlen over byen havde den der sære, grågule farve en natteregnhimmel ofte havde i byer. Mørk og truende, men lyst op af byens lys. En sær, unaturlig farve. Ambivalens. Det var dét himlen signalerede. Ambivalens. Ikke for alvor det ene, men heller ikke for alvor det andet. Som et vrængbillede på selve byen den hang over.
   En anonym ung mand på 23, i en anonym lejlighed, i en anonym bygning, på en anonym gade, i et anonymt kvarter, i en anonym bydel, i en anonym storby et sted i Nordeuropa. Kunne det på nogen måde blive mere kedeligt?
   Kedsomhed. Der var den igen. Det var et tilbagevendende tema. Det var det sikkert for mange. Det virkede i hvert fald sådan, når han kiggede sig omkring, når han var ude i byen. Grå ansigter. Trætte ansigter. Ikke så mange stemmer. Når folk endelig sagde noget var ordet 'facebook' som regel involveret. I det mindste var der fest i morgen, sammen med Alex. Lørdagsfester med ham var altid et hit.
   Han fyldte conen og tændte jointen. Tog et langt hvæs og holdt det inde et øjeblik. Pustede ud - en stor, grå og ugennemsigtig sky kom til syne i værelset og forsvandt hurtigt igen. Ud i regnen.
   Sådan var det med så mange ting. Det ene øjeblik var de helt sikket lige dér, foran en - næsten til at tage og føle på og røre ved. Det næste øjeblik var de væk, ligegyldige. Forsvundet, ude i regnen, et eller andet sted.
   Han kiggede på sin telefon. 03:01. Fuck.