I løbet af 1.g. var vi nogle stykker der begyndte at konkurrere med hinanden om, hvem der kunne gætte mest om en fremmed person uden overhovedet at vide noget om vedkommende på forhånd. Det hele startede egentlig på en af vores talrige drukture, hvor der efter, at den umiddelbare eufori fra de nye venskaber og mødet med byens tre-fire barer, var begyndt at indfinde sig en vis trivialitet i vores ugentlige udflugter.
   Jeg kan ikke huske præcist hvem der fik idéen, måske fordi det var en af den slags idéer, vi alle sammen havde en fornemmelse af at have fundet på. Men, uanset hvem der var ophavsmanden, så var alle med på idéen lige fra begyndelsen og det blev vores foretrukne lille leg, når der ikke skete det helt store.

Nu sagde jeg tidligere, at vi forsøgte at gætte 'vedkommende', men jeg kunne egentlig lige så godt have sagt 'hende', for det var altid en pige, vi forsøgte at gætte noget om. Til at starte med var det ganske tilfældige ting. Det kunne eksempelvis være, hvilken pige der først rejste sig op for at gå på toilettet, eller hvem der først fandt mobilen frem fra tasken.

Vi stod gerne med ryggen mod baren og lænede os op ad disken og spejdede ud i rummet, og så kunne Kristian måske sige, at han tog hende nede ved bordet længst til højre, fordi hun lignede en, der var uden for venindegruppen, og så kunne jeg svare, at jeg tog hende med det nykrabbede hår, fordi det var tydeligt at hun havde majet sig ekstra meget ud i håb om at møde en bestemt fyr i byen, og at det bare var et spørgsmål om sekunder, før hun ville tjekke sin mobil og se om han havde skrevet.
   Når alle således havde afgivet deres bud, ventede vi forventningsfuldt på at spændingen blev udløst. Hver gang en af pigerne gjorde ansatser til at dykke ned i tasken boblede vores temperamenter og vi puffede og hujede ad hinanden, som om vi var vidne til en begivenhed af verdenshistorisk kaliber. Det bedste var selvfølgelig, når man selv havde gættet rigtigt og fik lov at triumfere over for de andre. Men også selvom man ikke gættede rigtigt, var der en højstemt jubel og latter, når spændingen blev udløst. Der var simpelthen ikke noget, der kunne få os mere i stødet end denne joviale leg.

I starten var det vel lidt tilfældigt hvem der ramte plet. Men efterhånden blev vi mere og mere øvede i at aflæse de forskellige signaler fra vores udsete ofre, og det endte faktisk med, at vi til sidst kunne udpege pigen hver eneste gang. Det blev selvfølgelig også en smule kedeligt og for at gøre det hele lidt mere interessant udvidede vi vores lille leg med mere personlige emner. Det krævede dog, at vi kom i kontakt med de piger, vi forsøgte at gætte noget om, for vi skulle jo have afgjort om vi nu også gættede rigtigt. Det var egentlig lidt et problem, for det forholdte sig nu engang sådan, at de fleste af os var temmelig generte, når det kom til den slags kontakt med pigerne. Ja, det var vel sådan en typisk forlegenhed, som de fleste teenagedrenge har, når de forsøger at nærme sig et hunkønsvæsen på nogenlunde samme alder.

Til vores store glæde og forbavselse viste det sig dog hurtigt, at det ikke var det store problem at komme i kontakt med pigerne, når vi forsøgte os med vores forskellige kække spørgsmål, såsom, - Kan det passe, at du er storesøster? Eller, - Du har garanteret haft en plakat med Brandon fra Beverly Hills på dit værelse, da du var mindre. Man skulle tro, at de fleste ville synes, at sådanne bemærkninger blot var en barnlig kommentar eller i bedste fald anse det for en plat scorereplik. Og dette var da også var tilfældet nogle gange. Men man skal prøve at forestille sig, hvor duperet man egentlig selv ville blive, hvis der var en fremmed, der ud af det blå, lige pludselig gættede at man havde to mindre søskende. Den almindelige reaktion var nemlig, at de blev så overrumplede eller nysgerrige, at de helt glemte at være afvisende og kolde, men i stedet åbnede op på en sådan måde, at det var ganske nemt at indlede en samtale. Derfra gik det som regel meget smertefrit, så var det bare med at fortsætte i samme spor og man behøvede nu ikke gang at være specielt god for at holde deres interesse. Det handlede bare om at blive ved med at fyre påstande af, og selvom man gættede forkert, så kunne man som regel opsnappe nok til, at man hurtigt kunne dreje sig ind på det rigtige svar. Når det så lykkedes, at man eksempelvis gættede, at hun havde en lillebror og en lidt ældre lillesøster, så troede pigen faktisk i øjeblikket, at man besad en eller anden overnaturlig evne, fordi man havde ramt rigtigt.

Til sidst kom det så vidt, at vi forsøgte os med at gætte navnene på de forskellige piger vi stødte på rundt omkring. Selvom der selvfølgelig var en noget større chance for at man ramte ved siden af, så opvejedes det i allerhøjeste grad, når man en gang imellem ramte hovedet på sømmet. Forbavselsen ville ingen ende tage og resten af aftenen kunne man sole sig i pigebørnenes slet skjulte beundring. Det var nu heller ikke afgørende her, at man ramte plet første gang. Selvom det ikke lykkedes i første hug, så kunne man igen nemt spore sig ind på det rigtige svar. Egentlig fordi pigerne ofte havde svært ved ikke at give for meget tilbage, når man indledte denne lille leg. Hvis jeg for eksempel med største sikkerhed sagde, - du hedder Christina, med ch, og det ikke var korrekt, så kunne man ofte få et svar der lød,
   - Nej, og det er ikke noget med ch.
   - Ahh, okay, så må det være noget med K, og det er garanteret ikke Karen, det er ligesom lidt for gammeldags.
   - Tjaah.
   - Okay, du trækker lidt på det, så vil jeg nok skyde på, at dit navn er, Kirsten.
   - What?!?, hvordan vidste du det?
   Ja, sådan kunne det sagtens gå, og det er jo ikke særlig imponerende, når man referer det på den måde. Men som sagt, i øjeblikket tog det som regel kegler.

Måske kan det være lidt svært at tro på, at vi med ret stor sikkerhed endte med at kunne gætte det meste om de fleste, men når jeg tænker over det, så var det egentlig ganske nemt. Når man sådan rigtig kigger efter, så er der ligesom et eller andet ved et menneske, der afslører en masse uden at man selv er bevidst om det. På en måde er bevægelserne og måden at reagere på en fuldstændig forlængelse af de ting som nu engang har formet én. Alt dette er dog en anden snak, men grunden til at jeg alligevel har fortalt om vores lille leg er, at det måske kan hjælpe lidt til at forstå den historie, jeg egentlig gerne ville fortælle.

***

På vores skole var det sådan, at der var en tradition for at man i 3. g. gjorde et ret stort nummer ud af den sidste eksamenstrækning. Altså trækningen af de fag, som forhåbentlig ville udløse det eftertragtede bevis på, at man havde overlevet mindst tre år på institutionen. For os elevers vedkommende bød traditionen, at man ikke måtte sove fra man fik fri om torsdagen til man skulle møde på skolen fredag morgen for at modtage dommen.

Da vi havde fået fri torsdag eftermiddag, tog vi derfor ned i den nærmeste park for at påbegynde det søvnløse døgn. Humøret var højt og vi var for en gangs skyld samlet hele klassen. Et fænomen der med tiden forekom sjældnere og sjældnere. Junisolen var dejlig behagelig og uden vi vidste af det, søgte vi mod det sted i parken, vi havde besøgt så mange gange før, siden den første sensommer for snart tre år siden da vi startede. Vi slog os ned i græsset og flød ud i det bløde græs. Michael fik den gode idé, at vi skulle hente nogle bajere og der blev straks sendt et ekspeditionshold af sted efter nogle stifter.

Snakken gik heftigt om den forestående eksamenstrækning. Alle bød ind med deres meninger om, hvad de absolut ikke ville trække og hvad der nok kunne være okay. Inden vi fik set os om, var det blevet aften og da Malene foreslog, at vi skulle gå ned i byen for at få en pizza, opdagede vi, hvor sultne vi var blevet.

Stemningen var noget mere højrystet, da vi gik ned mod byen og den lidt nervøse stemningen, der havde hersket under eksamenssnakken, var nu blevet afløst af de sædvanlige små drillerier drengene imellem og de flirtende bemærkninger drengene og pigerne imellem.

Pizzaen fik vi selvfølgelig på Byens Pizza, selvom der havde været et par enkelte vovelystne eventyrer, der havde foreslået, om vi ikke skulle prøve det nye Chicago Town. Der var kun et sted i byen at få pizza og det var hos Pappa, som pizzamanden gik under blandt de fleste af byens unge. Det var egentlig ikke fordi selve pizzaen adskilte sig så meget fra de pizzaer, der for at tilpasse sig de danske smagsløg efterhånden har fjernet sig så langt fra sit italienske forbillede, at man ikke sjældent hører den nydanske glose, 'danskerpizza', men nok snarere den hygge, der omgav hele Pappas småsnuskede biks. Det var på mange måder vores sted, sådan som hundredevis af andre sikkert også følte det, og det var næsten helligbrøde bare at foreslå et andet sted.

Godt mætte og en smule døsige i den lune aftenluft var det kun en ting at gøre. Vi måtte på bodega. Klokken var kun halv ni om aftenen og der var stadig næsten et halvt døgn til vi skulle være tilbage på skolen. Vi søgte som sædvanlig ned mod Klodshans. Inde i det lumre lokale var der allerede godt fyldt op med velkendte ansigter fra skolens ørige 3.g klasser. Stemningen fik sig et ordentlig løft, og straks begyndte jokesne at flyve igennem luften. Christian kom ned til bordet med en hel kasse gulddamer.
   - Så er der lagkage! Proklamerede han med det største grin i hele hovedet.
   Tiden fløj af sted og inden vi fik set os om, ringede Dorte oppe bag baren med klokken og råbte med en ubehagelig velkendt stemme, - Sidste omgang!
   Ude på gaden var det mørkt og stille, den totale modsætning i forhold til det oplyste og summende lokale, vi netop var tumlet ud af.
   - Hvad fanden gør vi nu? Var der en der spurgte, og sagde det vi alle sammen stod og tænkte, mens vi svajede som siv langs fortovskanten.
   - Vi går hjem til mig, råbte Anders mens han bøvsede, så man næsten ikke kunne høre, hvad der blev sagt.
   Vi fangede dog alle sammen ordet 'hjem', og da han var den eneste som faktisk var flyttet hjemmefra og dermed havde sin egen lejlighed, var vi ikke sene til at opsnappe intentionen. Lystigt gik vi op mod lejligheden, mens vi med langstrakte halse lod den mennesketomme gågade gengive ekkoet af vores dybfølte udgave af Gun's n' Roses' Paradise City.

Oppe i lejligheden var der knap plads til os alle sammen. Anders ejede kun fire stole fra IKEA og en trepersoners sofa, der var placeret lige foran stuens altoverskyggende møbel, fladskærmstv'et. De fleste af os endte derfor i skrædderstilling nede på gulvet, hvor den dragende mulighed for at lægge sig på langs var svær at modstå. Selvom vi hørte høj musik, begyndte vi én efter én begyndte vi at døse hen, og klokken var kun lidt over tre.
   - Det bringer uheld at falde i søvn, skiftedes vi til at gentage for at holde os vågne.
   - Sover du Kasper?! Råbte Claudia, da hun så, at han lå med armen over øjnene.
   - Neeeejjj, lød det næsten opgivende tilbage. - Lad os finde på noget for fanden! Spyttede han og skød op som en champagneprop.
   - Twister! Lød det fra to af pigerne, der fnisede fordi de havde råbt det samme i munden på hinanden.
   - Nej, det er sgu for lamt, beklagede Michael. - Hvad med strippoker?
   - Yeahh, grinte drengene højlydt. - Det kan vi sgu da holde os vågne af.
   Efter lidt indledende overtalelser og forhandlinger med de mere modstræbende blev det besluttet, at man vi skulle spille strippoker. Der sad vi så og spillede mens solens stråler lige så langsomt afløste mørket, og i takt med, at det blev lysere og lysere, blev vi i stigende grad bevidste om, at vi sad på Anders' ru trægulv, nøgne og afklædte.
   Klokken halv syv var det opbrud fra lejligheden og efter vi havde klædt os på og pigerne havde rundet det meget sparsommeligt udrustede badeværelse gik turen tilbage mod skolen. Den milde og disede morgenluft friskede op i de efterhånden noget slunkne kadavere, vi slæbte rundt på. Fra næseborene trak luften et spor af friskhed hele vejen ned i lungerne, når man hævede mellemgulvet og der begyndte igen at indfinde sig en lethed i vores bevægelser.

Vejen tilbage mod skolen var nøjagtig den samme rute, som vi havde taget tidligere på dagen, bare i omvendt rækkefølge. Ned langs gågaden, forbi Klodshans, som lige fik et ærbødigt buk med på vejen fra drengene, videre langs Byens Pizza, som nu havde taget skiltet ind og rullet gardinerne for og ned gennem parken forbi vores stamsted.
   Inden vi næsten havde nået at få talt færdig om alle de små hændelser, vi havde oplevet i nattens løb, stod vi pludselig ved skolen igen. Der var endnu en halv times tid til dørene blev åbnet. Heldigvis var både 3.c og 3.h allerede dukket op og tiden fløj af sted, som vi stod dér og forsøgte at overbyde hinanden i, hvor trætte vi var og hvor mange øller vi havde tylleret.

Kvart i otte blev dørene slået op og vores samfundsfagslærer spredte armene ud i døråbningen og sagde højt og tydeligt, - Hold kæft hvor ser I fremragede ud hele bundtet!
   Vi skrællo alle sammen og fulgte uden at tænke nærmere over det hans gestikulerende hånd, der vinkede os ind med lovning om sort kaffe.

Jeg var noget groggy på grund af den manglende søvn og samtidig havde jeg en foruroligende mistanke om, at tømmermændene allerede var begyndt at gøre sit indtog. Lyset blev slukket og persiennerne trukket for og jeg var lige ved at døse helt hen, da jeg blev grebet af et helt og aldeles skræmmende syn. Til tonerne af Mozarts Requiem gik en række kutteklædte skikkelser op langs midtergangen i den store aula, hvor hele skolen nu sad samlet kun oplyst af skæret fra små fyrfadslys på bordene. Det var selvfølgelig lærerne, der havde klædt sig ud og lavet et lille show i forbindelse med dét det hele handlede om, nemlig hvilke fag vi skulle op i til eksamen. Men selvom om det selvfølgelig gik op for mig, så sad følelsen af uhygge stadig i mig under hele seancen.

Det var således i denne lidt tvivlsomme tilstand, at jeg for første gang fik øje på Maiken. Når jeg siger det på denne måde, så må jeg hellere forklare, hvad jeg mener. Jeg havde jo selvfølgelig set hende mange gange i løbet af de næsten tre år, vi havde gået i klasse sammen. Men alligevel var det som om, at jeg først rigtig opdagede hende, da jeg løftede mit blik og så hende på den anden side af det runde cafébord. Hendes ansigt var let falmende på en måde, der mest af alt mindede om en vindblæst landsbykirke som står helt alene midt ude på landet. De normalt skarpe og ligefrem forførende øjne havde et mat udtryk, som om hun havde svært ved rigtigt at kigge ud gennem dem. Det var i dét blik, jeg så hende for første gang.

Jeg stirrede intenst ind i hendes øjne uden overhovedet at blinke og selvom hendes hoved var vendt i mod mit, var det som om hun kiggede lige igennem mig, eller måske rettere, slet ikke kiggede. Det var den dybeste og sorteste afgrund, som gemte sig inde bag de livløse øjne. Jeg prøvede at fjerne mit blik, men jeg kunne på ingen måde løsrive mig fra det jeg så. Det afgrundsdybe blik sugede mig ind i hendes indre og jeg begyndte at falde, mens min krop hvirvlede fortvivlet rundt. Luften var isnende kold og mine fingerspidser begyndte at blive blå og følelsesløse. Med et hårdt og uforudset bump tæskede min krop mod en gold og hård overflade. Stødet banede sig vej gennem mit skelet og samlede sig til sidst i en ulidelig smerte, der gjorde, at jeg må være besvimet. I hvert fald kan jeg ikke huske noget, førend jeg ganske fortumlet vågnede op igen og panisk forsøgte at kigge mig omkring i det omsluttende mørke.

Jeg var forslået og ødelagt i hele kroppen. Mit venstre ben var brækket og smerten dunkede insisterende i mit ben. Desillusioneret og skræmt begyndte jeg intenst at spejde efter en eller anden, eller bare et eller andet der kunne hjælpe. Efter et par timers forgæves råb om hjælp, brød jeg sammen i gråd og tårerne piskede ned af mine kinder. Jeg havde opgivet alt håb om at finde nogen form for hjælp, da jeg pludselig gennem mine tårevædede øjne så et lysende skær. Det lignede flammer, der dansede på himlen i horisonten. Jeg hulkede af glæde og i en kraftanstrengelse, der føltes som en uendelighed, humpede jeg mod det dansende lys i håb om, at der måske var en levende skikkelse, der kunne hjælpe mig med mit kvæstede ben. Jeg gik og gik, men lyset kom aldrig tættere på. Jeg havde opgivet alt og egentlig bare besluttet mig for at dø, da jeg, ikke langt foran mig, bemærkede en skikkelse. Tømt for alle kræfter i mine ben, halvt kravlede og halvt trak jeg mig hen over den golde overflade og til sidst kom jeg så tæt på, at jeg kunne identificere skikkelsen som en pige. Hun lå på ryggen og hulkende, så hendes bryst hævede og sænkede sig i uregelmæssige ryk. Selvom hun havde gemt ansigtet i hænderne, kunne jeg alligevel se en række blodige streger i hendes ansigt, som om det var blevet svirpet med en gren. Da jeg kom tættere på, så jeg, at de blodige streger var kradsmærker og resterne af blod under hendes negle afslørede den tydelige desperation og afmagt.
   - Jeg kommer aldrig op herfra, hulkede hun.
   - Jeg har været fanget hernede lige så længe, jeg kan huske. Der er ingen måde at slippe væk herfra. Kun det forbandede mørke, som ikke engang ville være så slemt, hvis ikke det var for det orange skær, som brænder i horisonten, altid kun i horisonten.
   Min krop sank sammen og jeg lå kraftesløs på jorden med halvdelen af ansigtet begravet i aske. Hendes tårer dryppede ned i mit åbne øje og det var som at kigge ud af en rude i styrtende regnvejr. Med mine sidste kræfter blinkede jeg med øjnene for at fjerne tårerne, men der strømmede bare endnu flere ned over mit ansigt og til sidst befandt jeg mig i et tårehav, der fuldstændig omsluttede min krop. Inden længe havde hun grædt så meget, at der var en hel sø på det sted, hvor jeg havde fundet hende.