De tunge dråber plaskede mod stråtaget på en bjælkehytte, gennemvædede mosset og fik de forvildede husløg til at ranke sig. Indenfor, i varmen fra det åbne ildsted, sad gamle Julie og glædede sig over at hytten var tæt. Nu hvor skodderne var haspet forsvarligt for glughullerne, kunne ikke en eneste dråbe trænge ind.
Foran hende, på bordet, lå en åben almanak.
Bogstaverne flød ud og Julie gned sig i øjnene med en gigtkroget finger. Hun så ikke så godt længere, men hun kunne trods alt se. Et dybt suk steg op fra hendes indre, mens hun så hen mod alkoven. Sammenkrøllet som en kattekilling lå en lille, sorthåret pige og sov. Det var Julies barnebarn og hun var blind... Her i hytten, stalden og haven kunne pigen sagtens finde rundt og var en glad lille vildkat. Men hvad, når hun gik bort? Måtte hun blot leve til pigen var 16 år gammel, men til den tid ville hun være over 80 og det var en forskrækkelig høj alder; med sine næsten 73 år, var hun jo allerede en olding. Hun rystede på hovedet ad sig selv: hvad kunne det nytte at sidde her og bekymre sig?
Så stivnede hun og lyttede. Bankede det virkelig på døren? Det gjorde det, men hvem kom dog så sent og i sådan et vejr?
Udenfor stod en kvinde med et sovende barn i armene. Gulvet blev vådt, da hun trådte over tærsklen. Hun så bleg og træt ud. Det våde hår klæbede til ansigtet.
"Mor!" sagde hun bare. Barnet satte hun ned på gulvet. Det var ikke vågnet helt op og det klamrede sig til hendes dryppende kåbe.

Først troede Julie det var et synsbedrag. Så slog hun hænderne sammen og udbrød:
"Rosita! Ja men, lille Sita, det er ellers længe siden og så sent du dog kommer. Du er vel ikke gået hele vejen?"
"Det er jo ikke til at finde her ud," beklagede Sita sig, "og så faldt Freddy i søvn, så jeg måtte bære ham."
Ved lyden af sit navn blev barnet lidt mere vågent og sagde:
"Dyret spiste af koglen."
Det kommenterede Sita ikke. Hun nærmest rev kåbefligen ud af hans hånd og sank sammen henne på bænken. Ind over almanakken brast hun i en hysterisk hulken. Julie strøg hende over håret med to fingre og med den anden hånd fik hun lempet almanakken i sikkerhed.
Så smed ungen sig på gulvet. Og hylede. Det skar gennem Julies trætte hoved og borede sig ind i hendes overrumplede sind.
Besøget var ikke bare en overraskelse; det var totalt uventet og både glædeligt og skræmmende: glædeligt fordi hun endelig, efter 4 år, så sin datter igen og skræmmende, fordi der var noget galt, men hvad? Gamle Julie løftede det udmattede, hysteriske barn op og mumlede nogle få ord til trøst, men de virkede ikke. Barnet slog løs på hende med sine små, buttede næver og skrålede, at han ville hjem.
"Nu holder du mund," skældte hun forfjamsket og angst for at tabe den hysteriske unge på gulvet, men idet hun sagde og på trods af sit truende tonefald, knugede hun barnet ind til sig. Han gjorde modstand lidt endnu, så blev skrigeriet til en træt klynken og han sov i hendes favn. Hun satte sig ned med ham, på bænken ved siden af sin hulkende datter. Han var våd. Kåben havde ikke beskyttet ham godt nok mod regnen og uldtrøjen, han selv havde på, heller ikke. Om lidt, når han sov rigtigt, måtte hun klæde ham af og svøbe et tæppe om ham.
"Sætter du vand over til te, søde Sita?" spurgte hun, for det var jo ikke til med den unge i favnen, "vi har ikke øl i huset, desværre."
"Danny vil ikke have ham mere," skreg Sita i stedet for at svare.
Julie tyssede på hende: "Du vækker Raja."
Ovre i alkoven var pigen vågnet og havde indtaget sin lytteposition; korslagte ben og armene strakt bagud med håndfladerne ned i madrassen.
"Raja, vi har fået gæster," fortalte Julie sit barnebarn; "din moster og din lille fætter. Hvis du ikke kan falde i søvn igen, laver du os måske en kop te?"
Raja hoppede ud af alkoven og pøsede vand i den trebenede gryde, der hang over ildstedet. Uden usikkerhed tog hun øsesleven og målte af til 3 kopper te. Medildrageren rodede hun op i gløderne og mens vandet kom i kog, fandt hun krukken med tørrede, finthakkede hybenblade.

"Må jeg få sukker i?" spurgte hun.. De ejede en krukke malet roesukker, som de kun tog af ved sjældne lejligheder, for det var så besværligt at lave. Sitas besøg var vel en begivenhed, der fortjente lidt sødt, så Julie svarede:
"Javist."
Med et strålende smil fandt Raja sukkerkrukken. Hun vidste nøjagtigt, hvordan de enkelte krukker var at føle på og kunne finde dem, selv om de ikke stod på deres sædvanlige plads.
Julie vendte igen sin opmærksomhed mod Sita, der tav efter sit hadefulde udbrud.
"Hvorfor dog ikke?" spurgte hun.
Sitas bed sig i underlæben. Så mødte hun moderens blik, med et næsten barnligt glimt af trods
"Han lovede, at tage sig af Freddy, som om han var hans søn," fortalte hun med tynd, træt stemme, "men nu har han selv en søn og så... så blev han pludselig så rasende."

Varm damp steg op fra krusene og Sita nippede til indholdet. Det lod til at smage hende og måske gav det hende lidt mod, for nu så hun på sin mor og sank en gang, før hun talte:
"Du ved godt at barnet er Johns, ikke? Sir John af Kløverborg?"
Tavsheden hang som en pludselig opstået, hastigt voksende tordensky over og omkring demJulie sad som ramt af et lyn; så talte rygterne sandt.! Vredesudbrud kappedes i hendes indre med en hysterisk latter og hun tog sig til hjertet. Sita brast i gråd. Hun rystede over hele kroppen og Julie ville gerne lægge en arm om hende, men var ikke vant til kærtegn over for sine børn. Desuden lå Sita som hun havde redt. Hvis hendes nye mand tog sig af horeungen, var det godt, men ingen kunne forlange, han skulle holde af ham. Ingen .Men gråden opblødte hendes vrede og hun mumlede:
'''Fuglene' synger jo..."
Den lille dreng var for resten våd og det var Sita jo også. Julie sagde:
"Jamen, barn dog. Tør nu dine øjne og dit tøj. Du kan hænge det henne ved ilden."
Mens Sita ordnede det med klæderne, bar Julie det sovende barn hen på alkoven og klædte ham af, hvorefter hun svøbte et varmt tæppe om den lille krop. Til Sita fandt hun sin egen slidte natsærk; så måtte hun selv sove i sit tøj.

Træt lod hun sig dumpe ned ved bordet, hvor Sita slubrede sit sidste te i sig og så på hende med tårestribet ansigt. Julie åbnede munden for at fortælle, at hun måtte tage hjem til sin Danny, der nok fandt ud at sætte skik på bastarden, men af en eller anden grund ville ordene ikke over hendes læber, så hun spurgte:
"Hvordan går I ellers og har det? Hvordan med Mary og Niku?"

Det var Sitas børn fra hendes første ægteskab og Julie tænkte tit på dem.
"De har det godt," svarede Sita tonløst og tilføjede: "Mary tjener på kroen i Bakkeby. Niku er flink, men jeg bliver så træt. Danny og jeg har to små og den lille dier jo, men så vil Bubi også have. Hun er over et år og jeg ved slet ikke, hvordan jeg kunne blive med barn, så kort efter, når jeg ammede hende."
"Naturen kan være drillesyg," konstaterede Julie forsigtigt.
"Mor!" brast det så ud af Sita, "Danny tror jeg stadig elsker John og - det gør jeg!"
"Jeg troede, du var blevet klogere," snappede Julie vredt, "han lod dig stå med skammen, lader dig leve i armod, mens han selv har fine klæder, guld og hans kone har safirer og juveler. Han lader de arme fæstebønder piske for intet eller små forseelser. Fy for pokker, Sita!"

Skamfuld så Sita ned i bordpladen. Det var da altid noget, hun skammede sig, men alligevel! Og nu rettede hun sig op og så trodsig ud.
"Jeg elsker ham," hævdede hun træt og rystede over hele kroppen.. Det havde hun ikke troet om Sita. Man skulle holde sig fra de adelige. Og hun ville dog have troet, at datteren havde indset det nu og bitterligt fortrudt sin fejltagelse. Så skulle hun såmænd være blevet tilgivet. Men dette? Dette følelsesladede udbrud?
Julie kunne ikke sige mere til sin åbenbart håbløse datter, men så med lede hen mod det sovende barn. Uden tvivl var det Sitas plan, at efterlade ham her, hos hende, men nej, det kunne der ikke være tale om. Sådan en aristokratbastard med forfinede ansigtstræk, måtte hun værs'go finde et andet sted at anbringe. Hvorfor kom hun rendende her med sådan én og så midt om natten?

På bænken trak Sita et tæppe om sig, vendte ansigtet mod væggen og sov tilsyneladende.
Julie pustede lyset ud, før hun, dybt sukkende, krøb op til de sovende børn. Det var en god, bred alkove, så de kunne sagtens ligge der.
"I morgen giver jeg hende ren besked," tænkte Julie, inden hendes øjne gled i.

Hun vågnede ved lyden af barnestemmer.
"Moar! Moar, hvor er du?"
"Din mor kommer nok lige lidt om lidt."
"Jeg kan ikke finde min mor."
"Hvad hedder du? Jeg hedder Raja. Bedste siger, at du er min fætter."
" Du er dum. Jeg vil ha' min mo'ar."
"Hvor gammel er du?"
"Jeg er bare tre år, ha ha"
"Nå, du er dygtig, når du ved det. Bedste siger, at jeg er 6 år. Det er en hel hånd og så tommeltotten."

Julie stønnede. Hun havde ondt i ryggen.Det var morgen, men hvad foregik der? Sita var da vel ikke...? Hun satte sig op og Raja bekræftede hendes bange anelser:
"Ved du hvad, Bedste? Hende min moster, hun er væk."
"Satans," bandede Julie højlydt.
Ungen hylede igen på sin mor, men nu kunne det være nok med det skaberi. Hun rakte over, løftede ham op og klaskede ham hårdt i numsen, mens hun brølede:
"Klap i, din modbydelige, lille aristokrat."
"Jeg er ikke en artis-ok," skreg barnet, "dumme, dumme kolort."
Så slog hun rigtigt hårdt og han begyndte at græde.
"Jeg er sød. Jeg lover, jeg er sød nu," forsikrede han mellem hulkene. Hun tog sig til panden, trissede hen og åbnede skodderne, så sollyset strømmede ind. Hun tog en dyb indånding og ungens stemme forsikrede stadig, at han nok skulle være sød.
Hvor var verden ond. Sita var bare skredet, så nu hang hun vel på horeungen, med mindre hun selv bragte ham til klosteret? Og dér ville hun aldrig mere sætte sine ben. Eller over til sir John på Kløverborg? Der var alt for langt at gå for en gammel kone. Og efter det han havde gjort, ville hun helst heller ikke møde ham, men Sita havde åbenbart ikke den slags følelser!
Men hun kunne bringe ham til landsbyen, kunne hun - så måtte de om, hvad de gjorde med ham. De var ikke blide mod hittebørn eller forældreløse unger, men det fortjente han heller ikke, sådan en fordømt adelig møgunge. Modvilligt vendte hun sig og så hen mod alkoven.
Ungen lå og hikstede i Rajas favn. Hun holdt varsomt og beskyttende om ham. Julie rystede på hovedet, tøsen var så god af sig.
Foruden ungen havde Sita efterladt en bylt. Det var vel ungens sager. Han måtte hellere blive klædt på. I dårligt humør fandt Julie en barnesærk frem og ungen var tavs og stille, mens hun klædte hun ham på. Han virkede bange, det lille skidt.
Da han var påklædt så hun nærmere på ham. Han var ganske køn og trods alt ikke grisefarvet, som aristokraterne og så mange andre. Nej, brun, var han da, som et rigtigt menneske, omend i en temmelig lys nuance og håret havde også den rette farve; sort som forbrændt træ. Det stod om hans lille fjæs i et brus af krøller og trængte både til kam og hårkniv. Næsen var for smal til en taterunge, men hvad pokker?

"Er vi gode venner nu?" spurgte hun og prøvede at gøre stemmen mild. Drengen så usikkert på hende, så smilede han, men da deres øjne mødtes gik noget rent ud forbistret op for hende; ungen havde blå øjne. Store, kornblomstblå øjne. Ikke gråblå eller blegblå, ikke med et eneste sort lille strøg, bortset fra pupillen, der næsten fortonede sig i alt det hæslige dybtblå. Den farve havde hun kun set hos aristokraterne. Hun fik lyst til at ruske ham og straks slæbe ham til landsbyen, eller endnu bedre; ud til søen, der var så dyb, at sådant et bæst nok kunne forsvinde.
Men barnet havde ikke opdaget hendes sinds forvandling og i næste nu fik hun et kærligt knus. Et øjeblik strittede hun hadefuldt imod. Han var blød og varm, men hun ville ikke bryde sig om ham.
"Ja," sagde den lille bastard, "nu er vi gode venner, ikk'.'"
Egentlig var han jo sød og det var hun åbenbart også, efter hans mening.
"Må jeg beholde ham?" spurgte Raja, "han er så sød og så har jeg en at lege med og en der kan finde æg, for nogen gange, er det svært at føle, hvor de er."
"Freddy bor her nu," bestemte Julie sig, "jeg er også hans Bedste."
"Jubii," jublede Raja.
Julie sukkede igen - igen. Vel var hun gammel, men hun klarede nok at passe et barn til og dette barn kunne vel opdrages, så det tog sig af Raja, den dag man ikke længere var til.