En enlig skikkelse traver tungt afsted mellem de gyldne marker,
Da han får øje på byen, er det sent på eftermiddagen. Solen er ved at miste sin kraft, og godt det samme, den har brændt nådesløst hele dagen. Han er træt og tørstig, og har blodvabler i træskoene.
By nej, det kalder han det ikke, flække passer vist bedre. Først passerer han fire fem store bondegårde, med gumlende køer. Efterhånden bliver vejen smallere og der kommer huse. De ser slidte og triste ud selv i solskin. Små sammenflikkede bindingsværkshuse skyder op som paddehatte på begge sider af ham. Han kigger sig omkring efter en kro eller et herberg. Han har stadig mønt på lommen, fra sit sidste ophold, nede i den større naboby. Umiddelbart kan han ikke få øje på det han leder efter. Da han når det gamle gadekær, beslutter han sig for en pause, her er dejligt svalt under de skyggefulde egetræer og i det stillestående grønne vand, svømmer en del ænder rundt. Han sætter sig på en af de store sten, og tager fødderne ud af de tunge træsko, mens et stille suk undslipper ham.
Han er en ganske ung mand, spinkel af bygning, med et viltert mørkt hår. Han medbringer kun lidt, kassen med violinen hænger sikkert over skulderen i en rem. En stofsæk indeholder hans andre ejendele. Præcis hvad han behøver, mere har han aldrig haft. Og det passer ham godt sådan. Gennem de sidste par år har han ernæret sig ved at spille og gå til hånde på forskellig vis. Han har hænderne godt skruet på til forskelligt husflidsarbejde, kan snitte og skære de fineste ting og sager. Det grovere kan også lade sig gøre, et hegn flettet eller tømret sammen, båse til gris eller ko, der skal repareres. Eller arbejde i stalden. Jo han kan lidt af hvert og har da klaret sig. Men størst hjælp har han alle dage haft af violinen, hans faste holdepunkt og makker. Forsigtigt tager han den ned af skulderen, og lægger kassen på sit skød. Som altid når de er i nærkontakt, bliver han ramt af samme ærefrygt, og tænker tilbage på, første gang han fik lov at spille.
Det havde lydt, som når man trækker en kat i halen, men han havde været begejstret, og følt den mest jublende lykke, mens hans farfader førte hans fingre, og viste ham, hvordan han skulle gøre.
Fra den dag, var hans gang på jorden bestemt, aldrig skulle han trælle og slide i marken, som sin fader og sine brødre, aldrig pløje, høste, harve, så og slæbe tunge kornsække, for at få til dagens ophold. Nej han skulle være musikant.
Han var fem år gammel, og "trak katten i halen" de næste to år, sammen med sin farfader. Den dag han blev syv, var en sorgens dag, for der blev han sendt i skole til degnen,for at lære Den lille katekismus. Der var kæft, trit og retning, og ingen musik. Imens blev hans farfader meget syg. På sit dødsleje kaldte han musikanten ind, og gav ham sin violin: "Den skal du have. Pas nu godt på den. Du har evnerne. Den vil blive din bedste ven i livet".
Musikanten græd som pisket, og farfader udåndede.
Læse og skrive blev han aldrig god til. Skolen var hård ved ham, ofte fik han slag i den bare, når han ikke kunne, det han skulle. Hjemme blev der skældt og smældt, de mente han var uduelig og doven.
Udover hans fader deltog også hans brødre i koret. De var stærke bondekarle, der nok forstod at få noget for hånden, og ikke drømte dagen væk til ingen nytte. Musikanten var lille af vækst, men sej i krop og tro. Han drømte om at rømme. Den eneste måde hvorpå han kunne komme videre. Hans moder, var nok den han ville savne. Hun prøvede så godt, hun kunne, at beskytte ham, og forstod, hans trang til musik. Det skete sjældne gange, at de var ene hjemme, så bad hun ham spille for sig. I disse lykkestunder smeltede alt sammen. Han smeltede hendes hjerte, og hun tilstod overfor ham, at musikken også gjorde hende lykkelig. Desværre, havde hun ikke meget, at skulle have sagt, hun havde for længst, bøjet så meget af for sin mand, og de andre sønner, at hun ikke turde gøre indsigelser. Deres hemmelige musiktimer, forblev derfor en hemmelighed.
Hende og farfader, tænker Simon på da han med nænsomme hænder drager violinen frem af kassen, og spiller en lille og munter melodi, mens ænderne snadrer og bidrager til musikken. Simon smiler, de er et dejligt publikum, ikke en gør vrøvl, tværtimod de synger med. En sidder sågar ved hans fod og ser inspireret på ham med hovedet på sned.
"Næh, dyrene og musikken, har han det godt med. Menneskene det er det sværeste. Moder, mon hun nu har det godt? Og fader og brødre, det er så længe siden han har set dem sidst. En smule savner han da også dem."
Simon skutter sig og mærker sulten. Violinen bliver pakket sammen, og hængt sikkert over skulderen. Så gennemroder han sin ene lomme, fra dybet trækker han sin sidste brødskorpe frem, den er tør og kedelig, men det gør alligevel godt at få noget at spise.
Mens han overvejer situationen, lader han blikket glide henover husene den støvede hovedgade, bakketoppen hvor der ligger en mølle, og lige under den en lille hvid kirke. En kvinde forlader et af husene med et barn ved hånden, og længere nede står tre mandeskikkelser tilsyneladende i samtale.
"Jeg må vel spørge mig frem?"
Da han nærmer sig kvinden småløber hun væk fra ham med barnet og ind af døren, til et hus på den anden side af vejen. Sikke nervøs hun bliver, og det bare fordi han kommer, han ryster på hovedet. De er vist ikke vant til fremmede på disse kanter? Han smiler ved tanken, og fortsætter ned mod de tre mandspersoner, tre bondekarle med opsmøgede ærmer der passiarer med livlige og glade stemmer. Da han nærmer sig stilner snakken en smule, og de skæver nysgerrigt til ham men taler dog videre. Han anbringer sig i udkanten af gruppen ved siden af den ældste af dem, en stor velbygget gut, stærk som en okse og respektindgydende.
Spillemanden rømmer sig: "findes der nogen overnatningsmuligheder her?"
"Ja da", brovter den store og slår ud med armen: "Vi står jo lige foran! Krostuen er derinde".
Først nu opdager Simon, det frønnede skilt over indgangspartiet til en forfalden bygning Slotskroen står der med falmede bogstaver.
"Tak", siger han, mens han tager de tre skæve trappetrin op og skubber til den tunge dør.
Krostuen er trang og dyster, fra de små vinduer, falder kun en smule lys ind, i solens striber danser støvet. Ud til de to vægge står et par langborde, med solide bænke omkring. Derudover står en del stole og skamler spredt rundt i rummet. Det stampede lergulv er dækket af et tyndt lag sand. I det fjerneste hjørne skimtes en rusten kakkelovn.
Og nærmest indgangsdøren, er en skænk. I loftsbjælken henover den hænger der et virvar af ølkrus. bagved ses et par solide øltønder, og en hylde med bændevinsflasker.
Bag skænken residerer en gammel rynket mand med en dampende snadde i munden.
"Har du et værelse", spørger Simon: "De tre udenfor viste mig herind, jeg hedder for øvrigt Simon".
Den gamle hiver snadden ud af munden: "Nå, mølleren og hans venner. Jeg har et enkelt værelse", mumler han og peger med sin gigtplagede hånd hen mod en stejl trappe, så smider han en nøgle gennem luften. Den rammer gulvet med et bump så støvet rejser sig..
"Kan du spille?" spørger den gamle gennem sin tandløse gumme.
Simon retter sig op med nøglen i hånden, og sender et lystigt smil over disken til den gamle: "Ja, da", ler han: "Helt bestemt, og til store baller, dersom du ønsker det".
"Du kan få fri logi hvis du spiller i krostuen til aften", smisker den gamle, han holder af at forhandle: "Men mad og drikke må du selv betale"
"Joh", Simon trækker på det: "Det kan vi godt aftale. Men i aften vil jeg have mad og drikke gratis. Så har du dig en aftale ugen ud."
"Jow, da", den gamle nikker og samtykker, så sender han et stort krus øl over disken til Simon: "Kommer du fra Sandby af?"
"Ja", Simon nikker: "Der har jeg været de sidste uger, der spillede jeg også på kroen".
Krofar lyser op: "Jeg kender jo Frederik, har de god gang i forretningen?"
"Ja, da, der var masser af folk der. Hans kone havde det ikke så godt, hun lå i barselsseng".
"Uhada, det kan være slemt", krofar tørrer skum fra overlæben
"Mødte du nogen ude fra Storegaarden? Der kommer jeg jo fra. Hele resten af min familie bor i Sandby".
"Det ved jeg ikke", svarer Simon: "Gården ligger jo et stykke ude, der tror jeg ikke jeg så nogen fra. Joh, vent nu engang, der var vist en der hed Jens han kom forbi en enkelt aften, en stor stærk gut, han gav vist en omgang"
Krofar retter sig i stolesædet: "Det der", siger han med stolt stemme: "Det er da min storebror, han arvede jo gården. Og han havde det godt ikke?
"Tjoh, nu talte jeg ikke særligt med ham", beklager Simon: "Men han så da sund og rask ud".
Så læner han sig frem over disken og skubber med en sigende bevægelse det tomme krus mod krofar. Han får det fyldt op og tager en tår mere.
"Vi høster jo nok om et par dage", oplyser krofar: "Jeg og mølleren har aftale om at hjælpe hinanden i markerne. Jeg har folk til det og han har. Ja og så hans voksne datter og tre sønner. Men der bliver travlhed i hele byen. Det er et godt tidspunkt du kommer på, der skal nok blive nogle muntre aftener og høstfester. Det kan vi jo altid snakke om, når vi har fundet os lidt til rette med hinanden, ikke?"
"Jow da, det finder vi sagtens ud af" spillemanden drikker tørstigt af sin øl: "Hvad sker her ellers i byen? Jeg så jo kirken og møllen og mølleren også da jeg kom", han vender sig med et nysgerrigt blik ind over disken mod krofar.
"Hvad kan jeg fortælle," krofar klør sig i den sparsomme hårmanke: "Vi har en smed, ham skal du nok møde, det er min søn. Ja og der er den kloge kone Ane, hun bor i det lille hvide hus nede ved gadekæret, hun har jo mange slags urter hun bruger, en lille have har hun lavet med dem. Hun hjalp mig engang. Jeg havde meget dårlig mave. Jeg fik en slags suppe jeg skulle drikke, føj hvor det smagte hæsligt, men hjalp det gjorde det da. Vi har også en fattiggård, de laver ligkister. Ha ha, ja de skal jo også tit bruge nogen. Den ligger nede ved præstegården.
Præsten han bor alene med sin datter og en husholderske, hans kone døde jo i barselssengen, det er han vist aldrig rigtig kommen over. Jeg ved ikke så meget om ham. Han har været her i mange år, og så er han skrap".
"Er i da uvenner siden du siger sådan?"
"Det kan man vel ikke sige. Jeg og madammen går i kirke hver søndag, som det bør være. Det kan da nok ske, at han synes vi ikke er de bedste venner", krofar trækker på det: "Han er vist utilfreds med øllet, der bliver drukket her. Men det har da aldrig skadet nogen at få en tår for tørsten, vel?"
"Næh, det er dejligt når man er tørstig", Simon drikker det sidste øl i en slurk: "Tak for skænken", han stiller kruset fra sig, og begiver sig op af trappen.
Inde i kammeret, smider han sig på den hårde jernseng nu skal det gøre godt med en lur, inden han skulle spille i aften. Han falder straks i søvn.
I mens fortsætter livet i den lille by. Smeden står ved sin esse, skomageren ved sin læst, bønderkarlene er i mark, skov og stald. I køkkenerne arbejder kvinderne ved komfurerne, de koger grød eller steger flæsk. På fattiggården står madmor og koger tynd suppe af vand og kartofler. Præsten kører ud på sygebesøg. Børnene luger og graver i haverne bag de små husmandssteder, de muger ud hos grisen eller koen, og fodrer dem af. De allermindste af børnene hænger i skørterne på mor eller storesøster. Ane som mødte spillemanden først sidder tidligt ved bordet i det lille køkken, med sin husbonde, de fem børn, og med en stor skål grød midt på bordet.
"Jeg så noget i dag", meddeler hun, mens hun langer til grøden, som de andre.
"Javel, hvad så du?", spørger manden, han er sulten, og derfor mest interesseret i maden.
"Jeg så en ung spillemand komme vandrende, han havde en violin. Jeg tror han gik ind i kroen", siger hun: "Måske bliver han lidt?"
"Jow da", manden skovler grød i sig.
"Hvad er en spillemand Fader?", spørger den lille pige der også så spillemanden. Børn taler ellers aldrig ved bordet, men faderen er overbærende: "Det er en der spiller musik, ligesom orglet i kirken", svarer han, og beslutter sig alligevel i sit stille sind for, at han i morgen vil slå et sving forbi "Slotskroen". Så kan han ved selvsyn se om spillemanden spilller og synger der.
Han siger ikke noget om det, og de spiser færdig i tavshed.
Den unge spillemand sover sin skønhedssøvn. Han er en sund ung mand, der har rejst så meget, at han kan sove hvor som helst. Han vågner først, da det banker hårdt på døren, det er kromutter med en tallerken svingende fuld af grød, varm og god, med en ordentlig smørklat i midten: "Her er så maden", siger hun, og smækker håndfast tallerkenen i bordet. Hun er lille og tæt og under skyggen fra den grå kyse spiller et par mørke spørgende øjne..
"Joh", svarer Simon: "Det ser dejligt ud. Jeg har gået hele dagen, så det skal nok gøre godt".
Hun betragter ham indgående, fra top til tå, bemærker især hans slidte træsko. Hun må sørge for nyt halm til ham tænker hun, og måske et besøg hos smeden, så han kan få dem forsålet: "Nå", svarer hun: "Jeg håber det vil smage. Og kom så ned når du er klar".
"Det skal jeg gøre", nikker Simon: "og tak".
Da hun er gået, bænker han sig ved bordet og kaster sig forslugent over den dampende grød. Hans appetit fejler intet, han kunne såmænd have spist en skudefuld mere. Den kone er en god kogerske, tænker han, og glæder sig allerede til kommende måltider. Det her er noget ganske andet, end tørre brødkrummer, som er det han kender bedst fra sit liv på landevejen.
Således færdig med måltidet tørrer han skeen og sine hænder i bukserne og sender et forelsket blik hen til violinen. Med nænsomme hænder tager han nu sin trofaste makker frem af kassen. Han kærtegner dens gyldne bløde træ, og sidder et øjeblik med sit dyrebare eje på skødet. Så sætter han den forsigtigt til hagen, og går i gang med at stemme den. Da klangen begynder at bruse ud i rummet og fylder alle kroge, er Simon i sit es. Han pakker violinen i kassen og danser ned af den stejle trappe, klar til en munter aften.
Da han kommer ned i krostuen bliver han overrasket over det store opbud af mennesker.
Ikke blot er de to langborde tæt pakket med mænd der spiller kort og drikker øl, rundt i resten af lokalet sidder der også folk i mindre grupper på stole og skamler. Ved disken står de yngre karle i en klynge og vælter øl i sig..
Krofatter kalder ham til sig for at annoncere ham. Straks genlyder lokalet af piften, hilsner og musikønsker. Simon stiller sig midt i lokalet og går i gang med at spille, alt hvad han har lært.
Mange klapper nogle synger og andre igen holder sig blot til deres brændevin, øl eller kortspil. Stemningen i lokalet løfter sig fra glad til munter, for sidst på aftenen at blive mere løssluppen, med sjofle viser og nogle ordentlige branderter.
Simon gør lykke og krofar tjener penge. Da de sidste vaklende har forladt lokalet ved tolvtiden, tæller krofar sammen, og stikker en lille håndfuld sølvmønter til ham. Hvis han selv tjener godt, er han aldrig karrig med penge.
"Dem skal du ha'", siger han: "Det har været en god aften".
"Tak" svarer Simon lykkelig over at gøre gavn og stikker pengene i lommen.
Da han er gået bliver krofar siddende lidt endnu. Han tænker over aftenens forløb og udbyttet. I aften er han glad. Det har summet af liv, der er håb for fremtiden. Med håb og mange penge i kassen, overvejer krofar at sætte sin lid, til en ung spillemand.
Siden han var helt lille har han været anderledes. Han kommer af en stolt gårdmandsslægt. Storegaarden i Sandby er hans hjemstavn. Her hører han til, men har aldrig følt sig hjemme.
Han voksede op som et forslugent og krævende barn. Den yngste ud af otte i søskendeflokken. Altid løb han skrigende efter de store. Han gjorde indtryk, mest gennem mange skarnsstreger. Stryg fik han jævnligt, det kuede ham aldrig, tværtimod blev han mere hærdet. Der var altid arbejde i marken, også for børnene. Det var hårdt, men nødvendigt at alle deltog, også han. Som årene gik voksede han sig til en trodsig kleppert, der skulkede fra skole, for at strejfe rundt i skoven på opdagelse. Skudsmaalsbogen bar præg af det.
Efter konfirmationen ønskede hans fader, at han blev på gården, for at arbejde, til han kunne finde en sød gårdmandsdatter, og gifte sig standsmæssigt. Men han ville ikke. Det var ikke det der lystede ham. Han ville væk, ud og få luft under vingerne. Se noget andet. Hvad vidste han ikke rigtig endnu.
"Du finder aldrig en plads med den Skudsmaalsbog", sagde faderen vredt: "Og kom ikke her og tro, at jeg så hjælper dig". Krofar var ligeglad, han rankede ryggen, og drog af sted. Da han nu var så stor og stærk en karl at se til, kom han hurtigt i plads. Det var hårde år, han måtte bøje nakken, og stemme i. Udholde sliddet, for at få til det daglige brød. Men han var aldrig bitter, eller bar nag til sin familie og andre, det lå ikke til ham. I pladsen mødte han flere unge piger. Han var en sund ung mand, der tog for sig af retterne, lige indtil hans sidste erobring Sofie, kom og fortalte ham, at hun var med barn. Specielt meget lyst havde han ikke, men præsten og pigen overtalte ham til giftermål. Siden kunne han ikke se en præst uden at tænke derover, pigen kom han efterhånden overens med. Og barnet, den førstefødte, en lille søn blev hans solstråle. En føjelig og nem dreng, der fulgte sin fader hvor han gik og stod.. Sofie og han flyttede til en kummerlig landarbejderhus, og fortsatte med at arbejde hos bonden.
Så døde hans fader, og de kom pludselig til penge. Den dag de købte "Slotskroen", faldt hans liv endelig i hak. Han havde fundet sin plads. Her skulle han leve med sin Sofie, opfostre børn, og forsøde karlenes liv, med gode kontakter, nyheder, og en dram at varme sig på.
Øl og brændevin gav glæde og lystighed. Han holdt så meget af det. Så kom man væk fra hverdagens trummerum, og kunne tænke nye tanker.
Imedens der bliver festet på kroen, tilbringer præsten mange timer, hos landarbejderen Karl og hans kone Marie. De sendte bud efter ham tidligt på aftenen, og han spændte straks hestene for og kørte ud.
Forældrene er fortvivlede. Barnets tilstand er særdeles kritisk hendes lille tynde krop kæmper med feberen og åndedrættet. Vuggen satte de ind i stuen da han kom. Karl opfører sig fattet og roligt, han er en sindig mand. Marie græder og tigger Gud om hjælp. Mens hun langsomt bliver mere og mere opløst i gråd, sidder hun ved vuggen og sit lille barn: "Jeg forstår det ikke", bliver hun ved at sige: "Hun er sådan en dejlig lille pige. Hvor kan Gud nænne det?". Så græder hun videre, hyler og skriger i sin sorg.
Præsten er tilbøjelig til at give hende ret, men kan ikke vise det. Han må være stærk for de andre. Således sidder han skærmet af præstekjolen. Med sine stille bønner og trøstende ord, forsøger han at indgyde dem håb, selvom han godt ved det er omsonst. Ganske rigtigt klokken halv elleve udånder den lille pige. Han lukker forsigtigt hendes øjne med omsorgsfuld respekt. Og betragter hendes lille krop, der nu er på vej til Gud. Så beder han en bøn for hende, og bryder op.
Karl følger ham til dørs. Begravelsen vil blive i morgen eller overmorgen. Karl lover at ordne med kiste, dernæst må de aftale nærmere. Præsten stiger op i sin vogn, og kører af sted. Da han nu endelig er ene, kan han give sig hen til sine sorgfulde tanker, og gå i rette med Gud. Hvorfor lader han små børn dø? Så lille og uskyldigt et liv, blandt gode gudfrygtige mennesker. Der svarer alle deres. Det giver ham ingen mening. Men Gud er jo almægtig, og kan gøre som det passer ham. Præsten stirrer med et mørkt blik ud i sommernatten. Luften er kølig, og sommerens dufte når hans næsebor gennem brisen. Nogle græshopper synger i det lette mørke. Han lytter tålmodigt efter, med en rolig hånd på tømmen, månen kaster svagt lys på jordvejen, mens hestene traver tungt af sted. Gud svarer ikke. I stedet hører han lyden af larm, sang, musik og tumult. Det er præcis hvad man kan forvente af krofar, han har ingen pli, ingen respekt for livet eller Gud, for den sags skyld. Præsten mærker vreden ulme i sit indre. "Ved manden da ikke at lukketid er klokken ti. Hvad er det da for en larm, musik og djævelskab han driver med, her langt ud på natten. At tænke sig, og imens ligger en lille pige og dør. På grund af ham måske, den djævel." .
Simon vågner tidligt næste morgen, frisk og udhvilet. Han klæder sig hurtig på og lister forsigtigt ned af trappen, og ud af bagdøren for at finde dasset. Da han har ordnet de sager, står han et øjeblik ved vandposten og nyder fuglenes morgensang. Herude bagved får han øje på en maltkølle, et brændeskur med huggeblok, en lille hønsegård, og til venstre for sig noget der ligner en ladebygning og nogle staldlænger. Længst nede bagved er der en køkkenhave. Senere vil han gå på opdagelse her. Han fløjter mens han går ind, en dejlig ny dag er begyndt.
Inde er Sofie ved at få gang i komfuret. Kurven ved hendes side er næsten tom. "Lad mig kløve brænde og hente vand", tilbyder han.
"Jow, det ville nok være dejligt", siger hun med et smil, og peger mod brændekurven og vandspandene.
Pumpen er let at drive, og spandene er hurtigt fyldte, han skynder sig ind og sætter dem fra, og går så ud til huggeblokken ved brændeskuret og går i gang.
Han holder af dette arbejde, at drive øksen gennem brændet, kløve det, og se bunken vokse. Den friske luft køler hans svedige pande, og når han indimellem stopper op nyder han duften af træ og fuglenes skønne triller. Efter en rum tid bliver han afbrudt, da bagdøren går op og krofar kommer ud.
Han går til dasset, og bagefter til vandposten, herfra vinker han mod Simon. Han skyller hænderne og pøser lidt vand i hovedet, så spadserer han ned mod hønsehuset og brændeskuret.
"Morn", siger han: "Har du sovet godt?"
"Ja da", udbryder Simon: "Det er en herlig seng, hvor har du den fra?"
"Ha, ha", ler krofar: "den fik jeg af min søn smeden, han skyldte mig en tjeneste oven på al øllet han havde drukket. Jeg sagde for sjov, at han kunne da bare lave en seng til mig, så var vi kvit. Jeg havde jo ikke regnet med han gjorde det. Men jo, jo, den sover du i nu. Nå vi må ind og have en bid brød". Da de passerer staldbygningen skriger han over mod den: "Davretid". To karle kommer ud derfra, hilser på og følger med ind. På køkkenbordet står brødene på rad til hævning, og afkøling. Sofie tager et af de færdige og anbringer på bordet, og fra komfuret løfter hun en kande med tud. Så sætter de sig alle fem og smager på det friske brød. Spillemanden nyder det. I koppen hælder Sofie en sort dampende væske. Han kigger spørgende på hende.
"Du må smage, det er kaffe kender du det ikke?"
"Nej", svarer Simon: "Det har jeg aldrig prøvet".
Forsigtigt løfter han koppen op mod munden, duften når hans næse inden væsken rammer hans mund. Duften er mørk og dejlig, smagen som han holder i munden et øjeblik er en smule bitter og fyldig.
"Kan du lide det?"
Simon er ærlig: "Det ved jeg ikke", ler han: "Jeg har aldrig smagt noget som det". .
Midt i davren, banker det på døren.
"Venter vi nogen", krofar ser på Sofie og studser.
"Næh", Sofie ryster på hovedet.
Krofar rejser sig og går til døren bagved for at se hvem det kan være?