Jeg hadede den her by efter at have boet her i over 10 år.
   Havde det ikke været fordi jeg elskede min mand og respektere hans ønske om at bo her, havde jeg ikke gjort det.
   Byen var hans barndomsby. Her havde han haft mange lykkelige stunder. Han var den klogeste i sin skole. Alle i byen beundrede ham. Da han flyttede derfra fra sin familie, var der dømt sørgedag i byen. Senere endte han med at møde mig.
   Det skete en tilfældig nat i en bar. Han så at jeg var alene.
   Han havde en lidt sjusket måde at introducere sig på, men jeg fandt det ret sødt.
   Han fortalte alt om sig selv. Om det jeg nævnte tidligere plus det om hans arbejde som arkitekt.
   Han fortalte som om sin barndomsby på en måde, så det lød som noget fra et eventyr. Jeg blev fascineret.
   Efter den lange snak om sig selv, var han interesseret i at høre om mig. Jeg fortalte ham det, jeg syntes der var nødvendig for ham at vide og intet andet. Jeg havde mine hemmeligheder og dem holdte jeg tæt ind til kroppen. Vi kunne mærke at der var stærk kemi mellem os. Vi tog hen til hans lejlighed og dyrkede sex senere den nat. Han sagde til mig, at jeg var en sand naturkraft i sengen. Det tog jeg naturligvis som en kompliment. Vi tog på flere dates. Var i teateret, i biografen, skovtur i parken og var på kunstudstillinger. Alt det de fleste normale kærestepar plejede at gøre.
   Så senere hen kom dagen. Dagen, hvor han friende til mig.
   Det var specielt. Han havde gemt ringen i et lille model-tårn, der skulle forstille Eiffeltårnet. Den så fantastisk ud. Jeg sagde ja. Vores bryllup var ikke det store cirkus, hvilken var fint for os. Hans forældre havde deres ideer om hvordan brylluppet skulle være, men de kunne være ligeglade. Hvis jeg havde haft nogle forældre, ville de måske også blande sig. De kunne lige vove på det. Som det lille model-tårn antød, gik vores bryllupsrejse til Paris. Den by var virkelig byernes by. Ville i den grad hellere havde levet mine dages ende der. Vi var der i tre uger og så alle de særværdigheder der var. Den bedste var da vi var oppe i Eiffeltårnet. Det var skønt. Det blæste meget på et tidspunkt. Min mand blev nervøs, men jeg nød vinden, som rørte mig på en bestemt måde og tændte mit indre jeg.
   På den sidste dag i Paris spurgte min mand jo om vi skulle flytte til hans barndomsby. Et hus der var siden af hans forældres hus stod tom. Han ville gerne bo der. Han ville gerne være i nærheden af dem. Jeg kunne bare ikke klare dem. De var seriøs uhyggelige at være sammen med. Jeg følte mig ubetydelig i deres selskab. Guderne måtte vide hvad de syntes om mig.
   Forældrene lignede begge to noget fra en tegneserie med deres groteske udseende. Min mand havde ingen træk fra dem. Måske var han adopteret og var lykkelig uvidende om det.
   Vi flyttede ind til den hus, han ville bo i. Det så meget charmende ud.
   Det kom senere hen til at ligne noget fra et typisk boligindretningsmagasin. Min mand stod for det meste af det for jeg havde ingen sans for det.
   Gennem årene i vores ægteskab forsøgte vi at få os et barn.
   Vi havde sex hver eneste nat, hvilken var skønt. Men det gav ingen resultater. Mine graviditet - tests viste altid negativ og det blev min mands humør også.
   Han troede han var steril og jeg lod ham tro på det. Vi tog hen til en læge - der opførte sig som en gal videnskabsmand. Jeg blev undersøgt i hoved og røv og til deres store overraskelse fandt de ikke ud af noget, hvilken ikke overraskende mig.
   Jeg vidste godt i forvejen at jeg ikke var frugtbar og jeg var ikke ked af det. Jeg kunne ikke se mig selv som en mor.
   Det virkede abstrakt for mig. Min mand blev vemodig, når han så børn, der legede over for vores hus. Jeg blev trist over den larm, de lavede.
   Han snakkede om at adoptere. Jeg fandt det dybt ironisk at høre ham snakke som noget der med tanken om at han muligvis selv var et adoptivbarn.
   Jeg grinede indvendig. Jeg ved hvad I tænker, når I læser dette.
   Hvorfor fanden giftede jeg mig med ham?
   Jamen i starten anede jeg jo ikke at denne smukke og smarte fyr ville gå hen og blive en taber. Måske havde hans forældre og barndomsby en dårlig indflydelse på ham.
   Byen var sær. Den virkede sært uvirkeligt. Alt så perfekt og jeg blev mærkelig nok provokeret af den rablende glade stemning, der var i byen. Folk smilede konstant, men ikke mens der var regnvejr. Så blev jeg glad.
   Hver gang vi var til noget lokalt arrangement, følte jeg mig altid som et rumvæsen blandt de lokale særprægede folk. Måske var jeg et rumvæsen.
   Jeg har ingen minder om hvordan jeg kom til denne verden.
   Det plagede mig imellem.
   Arrangementerne var tit danse-relateret. Jeg hadede dans.
   De havde tydeligvis set for mange dumme danse-programmer. De havde intet lært. De var elendige, men det var morsomt at se på.
   Senere da min mand mente at vi skulle vise førsteklassesdans, tænkte jeg: "FUCK!"
   Alle fjolserne klappede i takt til noget klassisk vals-musik, mens vi "dansede". Min mand smilede fjollet som altid, mens jeg forsøgte at smile. Også det var jeg elendig til.
   Efter alt den tid i den lorteby, fik jeg nok.
   Jeg husker stadig den dag i detaljer. Det var en tilfældig morgen.
   Han sov som en sten, mens jeg stod op. Jeg tog min natkjole af og kaldte på ham. Min stemme lød som torden.
   Jeg fik hans opmærksomhed med det samme. Han var i et stadie af frygt og forvirring. Han så min nøgne krop, som var begyndt at ændre sig. Min hud blev grå og gennemsigtig.
   Det lynede og tordnede ind i mig. Det sidste, jeg sagde til ham før jeg gik ud, var farvel. Jeg sagde det meget voldsomt.
   Han var mundlam. Da jeg gik ud af huset, stod alle fjolserne og gloede dumt ad mig. Jeg fløj op over dem.
   Jeg sagde farvel til min smukke krop, før den gik i tusinde stykker. Mit sande jeg brød løs. Jeg gjorde den smukke blå himmel mørk og dyster. Mine lyn slog ned på fjolserne og på deres huse.
   Mine kraftige vinde blæste alt væk, der var i lortebyen.
   I løbet af ingen tid var den blot et sørgeligt minde om en sølle by. Alle var enten spredt fra alle vinde eller ramt af lyn. En overlevende dog - min mand.
   Han lå under nogle rester af vores engang så charmende hus og klynkede som en baby. Trods vores uenigheder om vores forhold og om byen, hadede jeg ham ikke. Jeg var blot skuffet over ham.
   Han blev fundet af myndighederne og blev erklæret sindssyg pga. sin forklaring om mig, hvilken de selvfølelig betragtet som nonens. Han endte sine dage i gale- anstalt. Hvad der videre skete derfra, ved jeg ikke.
   En fjollet vejrmetrolog fortalte om mig under en vejr-udsendelse.
   Der blev vist billeder, der dokumenterede de rædsler, jeg havde udsat byen for. Genopbygningsarbejdet ville tage lang tid. Helt fint med mig.
   Jeg blev omtalt som en af de værste storme i nyere tid. Jeg blev meget smigret. Jeg fik et navn, så de kunne huske mig.
   Navnet var Susanne.