En vedvarende kimen bragte Michael tilbage til virkeligheden.. Politik var ikke lige hans stærke side og derfor havde han tilladt sig selv at gennemgå listen med proviant endnu en gang.
   Læreren rejste sig og sagde højt: Husk nu at gennemgå politikken fra 1930-1970. Jeg vil have navne på samtlige politikere der bidrog til den økonomiske fremgang.
   Engang imellem virkede universitetet som lidt af en dødbider men der var ingen vej udenom hvis Michael ville læse videre. Han skyndte sig ned til bilen. John stod der allerede. De havde aftalt at mødes efter sidste time så de kunne få købt de sidste ting til deres tur. På vej til butikken sad John og kiggede i et farvestrålende hæfte fra National Geographic. Huleklatring. En grøn regnskov med et kolossalt hul midt i det hele. Lodrette klipper som fortsatte direkte ned i krystalklart vand. Under vandoverfladen åbnede der sig et hul under en klippeformation. Det var der de skulle hen.
   I butikken for vandreudstyr, gennemgik de en sidste gang listen. Bilen var pakket til bristepunktet på vej tilbage til det lille lejlighedskompleks.
   Er du klar over at vi kun har 12 timer til at pakke i?. John kiggede på Michael, som bare trak på skuldrene. Han havde en smule dårlig samvittighed, fordi han ikke havde fortalt John hele sandheden omkring ekspeditionen.
   Inderst inde var han jo også godt klar over at John højst sandsynlig ville synes han var godt gammeldags tosset, hvis han fortalte sandheden. Ifølge et sagn lå der en mørk forbandelse over en landsby tæt på hulen. Tilbage i 1950'erne var halvdelen af landsbyens beboere blevet udryddet, en efter en.
   Det var sket med sådan en vildskab og blodtørst som ikke engang et stort rovdyr kunne udrette.
   To af landsbyens jægere havde formået at fange det udyr som havde taget livet af de mange beboere.
   Selv landsbyens præst var blevet lammet af rædsel ved synet af fangsten.
   Bæstet var hverken menneske eller dyr. Det var ikke af denne jord.
   Nu, mange år efter hændelsen, forlød det at bæstet var blevet slået ihjel, lagt i en kasse og derefter sænket ned i en hule. Ingen af beboerne havde været i hulen siden.
   Michael sad og drømte om berømmelsen der fulgte med, såfremt han fandt det han kom efter. Hvis der virkelig var noget i hulen ville han finde det og høste anerkendelsen.
   Klokken var lidt over tre om natten, da de sidste ting var pakket. Alt stod klar i entreen. Michael smed sig i sengen. Han gad ikke tage tøjet af. Lukkede bare øjnene.
   Det lille vækkeur på kommoden gav sig til at kime hysterisk. Klokken var kvart i syv. Omtumlet fra en urolig søvn, kom Michael på benene. Sveden løb ned af ryggen. Han havde haft mareridt om uhyret i hulen, men der var ingen vej tilbage. Om 3 timer sad de i flyet på vej mod Mexico. Han følte sig pludselig en smule usikker. Da flyet lettede sad de begge ombord med en bunke hæfter foran dem. Huleudforskning var ikke nyt for dem. John havde fotograferet indersiden af forskellige huler i snart 2 år nu. Michael havde brugt hele hans opsparing på Hang-Ken og Hang-Son-Doon hulerne i Vietnam.
   Michael fik en anerkendelse fra Naturfredningsfonden fordi han havde opdaget en helt ny art af en frø. Den hvide frø. Men det var peanuts i forhold til det han håbede på at finde i Mexico.
   Naturfredningsfonden havde derfor valgt at sponsorere hans næste ekspedition, i håbet om helt nye arter ville se dagens lys.
   Charco hulen som lå i Oaxaca provinsen, var kæmpestor med kilometervis af grottesystemer.
   Den del de skulle udforske, var uberørt.
   Da døren til flyet gik op, trådte Michael og John ud i den lumre brise, der omgav den lille lufthavn i San Miguel.
   Michael kiggede søgende rundt. For enden af en lille hangar, stod en mand og viftede med et skilt. Skiltet havde deres navn på.
   En halv time senere var de på vej væk fra lufthavnen. Landskabet blev mere og mere mennesketomt.
   Bilen drejede ind af en lille snoet sti der førte dem længere ind i regnskoven. Bag nogle træer dukkede små hytter op. Røgen fra et bål steg til vejrs og der var en livlig leg med børn, blandet med glammene fra hunde der løb rundt.
   Michael studerede børnene. Det var helt uvirkeligt at tænke på et uhyre, når han så den sjove fredelige leg i den lille landsby der emmede af harmoni.
   En ældre mand stod og ventede på dem ved en af de små hytter. Han hilste kort på de nyankomne med en lidt uvenlig gestus. Michael sporede en vis fjendtlighed i det blik han sendte dem.
   Efter de havde fået henvist deres hytte, gik de begge rundt for at studere beboerne og hilse på landsbyens leder. Det var ham der ved ankomsten tog imod dem.
   Manden præsenterede sig som høvding Nando.
   Nando kiggede på de to : Hvorfor valgte i min landsby som base? Han så fra Michael og over på John. Michael tog en dyb vejrtrækning: Vi kommer for at udforske en del af Charco hulen. Vi ved der findes en indgang tæt på jeres landsby.
   Nando spærrede øjnene op: Ingen kommer levende op fra den hule igen. Der hviler en forbandelse over den del af hulen. Han så på dem, for at vente på deres reaktion. John drejede hovedet og så spørgende på Michael.
   Michael rømmede sig og så op på Nando. Han undgik Johns blik! Jeg har godt hørt om uhyret, men det er jo mange år siden i slog den ihjel. Jeg ville gerne se om jeg kunne finde resterne af skelettet så forskerne kunne undersøge det.
   Chupacabra skal ikke findes. Den skal i lade hvile i fred! Nando var tydeligvis nervøs da han fortsatte: Hvis i forstyrrer den, kommer i aldrig tilbage i live.!
   John rejste sig og tog fat i Michaels arm.: Jeg tror vi to lige skal tale sammen. Nando rejste sig og sagde: Tag hjem, inden nogen dør. Han gik ind i hytten igen.
   Hvad fanden er det her for noget? John så på Michael med et hvast blik. Jeg skal sgu ikke ned i en hule hvor der bor en trold.
   Michael undertrykte et grin: Det er sgu da ikke en trold. Det er vist et væsen som ingen rigtig ved hvor kommer fra.. Nogen mener det er en udenjordisk og andre tror det er en slags dæmon. Desuden er den jo død ik? Vi finder muligvis kun dele af et skelet, hvis vi altså finder den.
   Næste morgen sad John på en træstub ved bålet da Michael kom ud af hytten. De sagde ikke noget til hinanden. John sad længe og rodede i gløderne med en gren.
   Jeg synes ærlig talt vi skal droppe den hule! John kiggede op. Jeg er sgu ikke meget for at kravle ned til den tingest.
   Hold nu op for helved! Michael kiggede vredt på John. Jeg ved godt jeg burde have fortalt dig om den, men jeg troede du ville synes jeg var blevet skør. Nu er vi her, så hvorfor ikke bare tage chancen for at finde resterne og blive berømte.
   Du har sgu altid været en smule blød i bolden! John smilede. Men ok! Vi tager derned og finder trolden. Michael skulle lige til at rette på ham, men nåede det ikke da John begyndte at grine.
   Ja, nu finder vi den trold og bliver berømte sagde Michael.
   En time efter, gik to mænd ind på den snoede sti, væk fra landsbyen og ind i skoven. I en lysning ved en af hytterne stod Nando og kiggede efter dem.
   Det sidste han havde sagt til dem var: Dia de los muertos! John så spørgende på Michael.
   Michael så lidt bleg ud men sagde så: Øh, det betyder vist Den levende død!
   De næste par timer foregik i absolut tavshed. Ingen sagde noget. Varmen og fugtigheden var ved at sætte sit præg på de to mænd.
   Hen mod aften slog de lejr tæt på Hulens indgang. John samlede lidt grene til et bål, mens Michael åbnede et par dåser med spaghetti og kødboller i tomatsovs.
   Da de senere sad og spiste, spurgte John: Har vi egentlig et våben med? Han så intens på Michael.
   Vi har vores macheter med, ellers intet. Michael forsøgte at undgå Johns stikkende blik. Nu er det jo heller ikke en levende sabeltiger vi leder efter vel. Michael spiste videre mens John fortsat betragtede ham. Jeg har bare en eller anden grim fornemmelse, at der venter os mere end bare et skelet nede i den hule. Jeg tror ikke Nando fortalte os hele sandheden.
   Nej hør nu! Michael slap gaflen og så på John. For det første skete mordene i 1952, for det andet, slog de den ihjel og lagde den i en trækiste med tilsømmet låg. Bagefter firede de den 187 meter lodret ned i en hule og slæbte derefter kisten ind i et tilstødende kammer...
   Hvis den tingest ikke blev slået ordentlig ihjel af mændene, ville den nok være død af luftmangel. Er dette heller ikke tilfældet, er den for længst død af sult. Den har været lukket inde i den hule i mere end 60 år.
   John trak på skuldrene. Ja du har nok ret. Måske er der intet at frygte. Nu vil jeg i hvert fald have noget søvn, inden vi skal derned i morgen. John rullede sin sovepose ud og krøb ned i den.
   Michael tog en slurk kaffe inden han fandt soveposen frem. Nu var det lykkedes John at smitte ham med en underlig fornemmelse af uro og angst.
   Hen på natten vågnede han med et højt gisp. Han havde drømt om Chupacabraen. Denne gang var det en meget livagtig drøm om et gråligt væsen med røde små stikkende øjne, lange arme med krogede fingre med små skarpe kløer. Den havde jagtet ham nede i hulen. Leget katten efter musen. Fanget ham, angrebet ham med tænder og kløer, for derefter at slippe ham igen.
   Selv om det var en drøm, var det som om han stadig kunne lugte uhyret. En fæl lugt af råddenskab og død.
   Da det langt om længe blev morgen, havde Michael været vågen et par timer. Han havde lavet kaffe og varmet nogle boller over ilden. Du ser træt ud, sagde John. Har du i det hele taget fået sovet? Michael kiggede blot på ham, med et himmelvendt blik.
   De pakkede omhyggeligt deres reb og andet grej. Macheterne blev hægtet på siden af rygsækken, inden de slukkede bålet med lidt jord.
   Efter ca. 2 km stoppede stien og blev afløst af bregner og anden tæt bevoksning. Resten af vejen, måtte de selv bane vejen frem.
   Foran dem åbnede der sig pludselig et kæmpe hul. Der var omkring 300 meter over til modsatte side. De første 70 meter kunne de med lidt forsigtighed gå ned af, uden andet end et støttereb.
   Derefter forsvandt jorden under dem i et lodret fald på ca. 200 meter.
   Klemmekilen som skulle bære deres vægt, blev slået i klippesiden. Michael fik æren som den første.
   Han tog selen på og begyndte den stejle nedtur.
   15 minutter efter, stod de begge på en klippe 200 meter nede. De kunne se indgangen til hulen. Den var blotlagt pga. den meget tørre periode. Under normale omstændigheder ville hulen ligge under vandoverfladen, men da området ikke havde fået regn i lang tid, var vandstanden faldet med flere meter.
   Michael fandt deres pandelamper frem og tog handskerne på. John fandt sit Canon kamera frem og tog snoren om halsen.
   Indgangen var ikke særlig høj. Måske lidt over en meter. Bredden var ca. 10 meter. De kravlede på knæerne i 5 minutter i en klaustrofobisk tragt af klipper. Derefter åbnede rummet op igen.
   Synet der mødte dem var et spektakulær skue af klippeformationer der mest af alt lignede kolossale piber på et kirkeorgel.
   En sø af kalkholdigt vand gjorde det indbydende som en svømmehal. I skæret fra de stærke lygter, kunne de se krusninger i vandet give genskin i klipperne over dem..
   De gik imod et kammer lidt længere inde i hulen. Pludselig blev de mødt af en kraftig lugt af råddenskab. Det er svovl herinde sagde John. Vi skal have vores masker på. De trak maskerne over hovedet og gik ind i kammeret. Temperaturskiftet var som at træde ind i en sauna. Det første kammer var svalt og kølig pga. den store underjordiske sø, men i kammeret de nu stod i, var der ca. 30 grader.
   Vandet løb ned af klippevæggene og havde i århundrede dannet et slimet grå algelag. Selv igennem maskerne kunne de fornemme lugten af rådne æg. John tog et billede inde fra kammeret. Et blitz oplyste på en gang hele kammeret.
   2 sekunder efter hørte de en susende lyd. De måtte dukke sig da en stor sværm af flagermus fløj tæt hen over deres hoveder og ud mod det første kammer.
   Blitzen havde skræmt dem.
   De så ikke væggen på højre side da den blev lyst op. Derfor så de heller ikke den grå skygge, der krøb langs kanten.
   De gik videre ind mod hulens dybeste hjørne. Det knasede under fødderne på dem. Det lød som om de gik oven på en masse nøddeskaller.
   John lyste ned på klippegulvet og gav et højt gisp!
   Det var ikke grus de gik på. Det var tusindvis af små skeletter fra flagermus. Johns lygte lyste længere ind i grotten og stoppede ved en bunke gamle brædder.
   Jeg tror vi har fundet kisten, Michael! Men desværre kunne det godt se ud som om den er tom!
   De nærmede sig bunken af brædder, uden at vide at de blev iagttaget af et par røde stikkende øjne
   Michael sparkede lidt til en af brædderne der lå på jorden. Kisten var der, dvs. resterne af den. Med et blev stanken i hulen stærkere og mere intens.
   En skygge gled over klippefremspringet foran dem.
   Jeg tror vi skal ud nu John! Michael tog fat i hans jakke for at få ham væk. Idet han vendte sig, så han pludselig ind i et ansigt der hverken tilhørte et dyr eller et menneske. Dybt nede fra dens strube kom et gurglende hvæsen. Dens røde øjne lyste af raseri og blodtørst.
   De to mænd måtte være det første rigtige måltid i 60 år. Det gråbrune væsen må have overlevet af flagermus i alle disse år. Det forklarede bunken af skeletter.
   Michael sprang til siden lige idet væsnet sprang fremad. John blev væltet omkuld og et skrig undslap hans mund, inden væsnet satte sine sylespidse tænder i siden på hans hals. Michael stod som lammet og så hvordan skabningen med et enkelt rusk, flåede en stor luns kød af Johns hals.
   Hans øjne var vidt opspilede og der lød en gurglen fra hans iturevne hals. Michael fik hold på sig selv og gik frem mod væsnet. Han havde taget macheten fra rygsækken. Med 2 store skridt var han henne ved væsnet der sad krøllet sammen over John. Michael løftede våbnet og huggede til af alle de kræfter han havde i sig.
   Der lød et brøl, da den borede sig ind i den knoglede ryg. I et stort spring var udyret på benene og sprang på Michael. Han huggede igen. Denne gang ramte macheten i dens skulder.
   Den sprang op og løb på alle 4 ned i det bageste hjørne af grotten. Ind i ly af mørket. Michaels øjne var på vagt, da han kravlede over til John. Han lå ubevægelig på jorden. Hans blik stirrede stift op i luften. Michael ruskede i ham for at få en reaktion. Men John var død. Der var ikke mere Michael kunne gøre for at redde ham.
   Michael kravlede bagud uden at tage blikket fra det mørke hjørne. Med macheten i den ene hånd og lygten i den anden, kravlede han baglæns ud af den smalle åbning til den bagerste grotte.
   Da det svage lys fra åbningen i den smalle indgang ramte ham, rejste han sig og løb. Hjertet hamrede i brystet så tindingerne var ved at sprænges. Sveden løb ned i øjnene og han snublede og faldt. Et brøl lød fra åbningen til den lille grotte og han så at væsnet i store spring var på vej mod ham. Han kunne ikke gøre andet end at forberede sig på mødet. Han løftede atter macheten og svang den af fuld kraft.
   Macheten ramte for fuld styrke væsnets bryst. Uden at ænse smerten, fortsatte den og sprang atter på ham.
   Han så ind i de røde øjne da den åbnede sin mund og blottede de sylespidse tænder. Michael lukkede øjnene og ventede på nådesstødet. Ventede på døden, som skulle befri ham for dette monster.
   I samme øjeblik lød et skud, som rungede i hele grotten. Så endnu et.
   Chubacabraen faldt sammen over ham, med en hul knurren.
   Med panikagtige bevægelser, forsøgte Michael at befri sig for den tunge byrde der lå sammenkrøllet over ham. Han fik rejst sig men faldt om da hans knæer rystede så ukontrolleret at de ikke kunne bære hans vægt.
   Han så sig omkring og fik pludselig øje på Nando. Bag ham stod 4 andre mænd fra landsbyen. Mændene bag ham gik hen til væsnet, med et stort sving fra en økse skilte de hovedet fra kroppen.
   Michael så hvordan hovedet fra væsnet blev lagt i en pose. En knude forseglede posen. Derpå blev posen smidt ud midt i søen i den store grotte.
   Bagefter gik de over til den livløse krop. Mændene hældte benzin på og strøg en tændstik.
   Kroppen brændte kraftigt, da Michael, Nando og mændene, hægtede sig fast i bæltet og en efter en kom de op til skovens overflade.
   Michael så på Nando. Tak for hjælpen! Jeg skulle have hørt på dig da du sagde vi ikke skulle gå derned.
   Nando rystede på hovedet og sagde: Jeg forsøgte jo at sige det inden i gik.
   Hvad med John? Michael så på Nando og derefter over på mændene. Vi skal have ham med op!
   Nando lagde en hånd på Michaels skulder. Det kan vi ikke, Michael! John er der ikke mere!
   Nando og mændene begyndte at gå. Michael nærmest hoppede efter dem, da benene stadig ikke ville lystre. Hvad mener du? Han ligger dernede!
   Nando holdt sin hånd op, der indikerede at samtalen var slut.
   De hørte ikke den dybe knurren inde bag i hulen. De så ikke de røde øjne der lurede i mørket, eller den grå krop, som sad bøjet over Johns lig.
   Chupacabraen havde ikke været alene.