Efter jeg havde forladt ham, var det som om der faldt lidt mere ro over tingene. De blå mærker der bevidnede den vold jeg havde været udsat for, fortog sig. Det eneste ar der var tilbage, var i sjælen.
   Mine 2 børn havde taget flytningen som noget nyt og spændende. De spurgte ikke så meget ind til hvorfor far ikke var der. Heldigvis var de heller ikke så gamle at de forstod hvad der foregik.
   Jeg sad i min sofa og studerede det brev der var kommet fra statsamtet. Børnenes far havde indkaldt til møde, fordi han ikke mente samværet med pigerne var efter hans ønsker.
   Vreden ulmede under overfladen, da jeg læste videre.
   Uddrag fra faders brev til statsforvaltningen var vedhæftet.
   Han mente det var direkte samværschikane, såfremt han ikke måtte have pigerne noget oftere, samt weekend med overnatning.
   Nu var det så bare lige det, at han aldrig før havde bekymret sig om vores børn. Han anede ikke hvad de skulle have at spise, hvordan man tilberedte maden eller hvor mange gange på døgnet.
   Han anede ikke hvad der var for eller bag på en ble.
   Han ejede ikke nogen fornemmelse om deres behov, fordi det aldrig havde interesseret ham.
   Jonas, min ven siden barndommen havde hjulpet mig igennem den svære tid med flytningen.
   Han havde taget mig i forsvar når børnenes far havde truet.
   Nu 4 måneder efter, havde vi stille og roligt fundet sammen. Det var en naturlig tryghed ved Jonas og jeg følte mig sikker i hans nærvær.
   Børnenes far havde svært ved at acceptere den nye mand i mit og børnenes liv. Han havde endda råbt til mig en dag han var på besøg for at se børnene.
   "Din bitch, det er sgu ingen der gider spilde sin tid på dig. Du er et nul! "
   Andre gange havde han nøjes med nærmest at hviske "Jeg skal nok få skovlen under dig, for ingen forlader mig, uden at have fået lov. Jeg tager ALT fra dig"
   Jeg sad og bed i en neglerod, ude i venteværelset. Kiggede rundt!
   "Samvær er nærvær" stod der på en plakat. I den anden ende af venteværelset sad han. Ham jeg i 6 år havde delt seng med. Han stirrede uafbrudt på mig med et iskoldt blik der borede sig ind i nakken.
   Sekretæren kaldte os ind. Lige inden han gik forbi, stoppede han op og så ned.
   "Nu kan du godt vinke farvel til dine unger, for dem får du ikke igen" Han smilede ondskabsfuldt da han trådte forbi mig og fulgte efter sekretæren.
   Inde på det lille kontor, sad der en børnepsykolog og den socialrådgiver som havde undertegnet sig i det brev hun havde modtaget.
   "Jeg vil godt starte med at fremlægge de bekymringer fader har omkring jeres fælles piger, Nadja og Sille."
   Derefter hørte jeg ikke rigtig efter. Brøkdele af samtalen som jeg huskede, var noget med seksuel misbrug, mistrivsel, traumatiserede børn.
   Jeg hørte ordet tvangsfjernelse blive nævnt. En psykolog blev nu tilknyttet vores hjem, for at vurdere børnenes trivsel. Jeg var dybt chokeret over beskyldningerne fra hans side, men ikke overrasket.
   Få dage efter mødet, fik jeg atter et brev, denne gang fra kommunen.
   "Da vi har modtaget et bekymringsbrev fra børnehaven, vedr. Nadja og Sille, indkaldes du hermed til møde, så vi kan gennemgå brevet i fællesskab"
   Det var underskrevet Socialrådgiver i Børn/ungeafdelingen, Lene Mikkelsen.
   Sjovt nok, var Lene gift med hans storebror, og endnu mere påfaldende var det, at lederen i børnehaven var veninder med Lene.
   Til mødet blev der fastslået med stor overbevisning fra børnehaven, at min datter på fem år, skulle have udtalt sig om at hun havde rørt ved Jonas's tissemand.
   Endvidere hed det sig at vi rørte ved pigerne når de var i bad.
   Jeg eksploderede fuldstændigt og henvendte mig direkte til Lene
   "Helt ærlig Lene, så ved jeg ikke hvad du har gang i, men hvis du bare ejer en smule fornuft, så ved du også udmærket godt, at intet af dette er sandt." Jeg rystede af vrede.
   Lene var fuldstændig kold da hun så på mig og sagde" Min fornuft siger mig at jeg bliver nød til at lade pigerne gennemgå en dybdeliggende undersøgelse på Centeret for børn&misbrug"
   "Derfor skal de fra i morgen bo et andet sted, så længe undersøgelsen foregår."
   På vej hjem, lod jeg tårerne få frit løb. Jeg tudbrølede hele vejen hjem. Derhjemme ventede Jonas og jeg fortalte i korte træk, hvad der var sket. Naturligvis blev han tosset over de beskyldninger.
   Vi brugte resten af aftenen på at snakke om hvad vi skulle gøre.
   I 7 lange pinsomme uger, skulle pigerne fjernes, for at gennemgå den ene test efter den anden.
   Nu begyndte kampen for alvor og denne gang skulle han ikke regne med at få et ben til jorden. Denne gang skulle han ikke få mig ned med nakken.
   Jeg hyrede en god advokat og søgte om fuld forældremyndighed. Vi kunne nemlig ikke flytte fra byen, så længe forældremyndigheden var fælles. Det tillod han ikke.
   I byretten virkede han så utroværdig at jeg uden at blinke fik den midlertidige forældremyndighed.
   Det var lige det jeg havde ventet på. Vi fandt en lejlighed 120 km væk, i den by hvor jeg var opvokset og hvor mine forældre boede.
   Børnene kom tilbage allerede efter 5 uger, da dommeren i byretten undrede sig over at Lene havde ladet dem tvangsfjerne.
   Dommeren var nemlig ham, som i sidste ende skulle godtage en fjernelse og han kendte intet til denne sag.
   Det endte med at Lene blev fyret p.g.a den ulovlige fjernelse af mine piger.
   2 uger efter fik jeg det brev jeg havde ventet med længsel. Byretten havde tilkendt mig den fulde forældremyndighed. Jeg var lykkelig.
   Glæden varede dog kun kort, da han ankede kendelsen til Landsretten.
   I mellemtiden havde han fundet en pige igennem et kontaktbureau. De havde kendt hinanden i 4 uger da de holdt bryllup.
   Alt sammen proforma ægteskab, for at stå stærkere i retten om forældremyndigheden.
   Dagen for retssagen kom og jeg måtte sidde i retten over for 3 dommere og udpensle i detaljer hvad han igennem vores samliv havde udsat mig for. Både de voldelige overfald men også de krænkelser jeg pådrog mig ved de seksuelle overgreb han havde begået imod mig.
   Da han sad i vidnestolen forsøgte han at lyve sig igennem hele retssagen. Desuden kunne han ikke se det forkerte i, at have slået mig. Jeg havde jo selv fremprovokeret det, mente han.
   I de 9 dage jeg ventede på afgørelsen, var det som om tiden stod stille.
   Da brevet endelig kom, turde jeg ikke åbne det. Jeg sad med det i hånden om aftenen da Jonas kom hjem fra arbejde.
   I fællesskab åbnede vi brevet. Uden at trække vejret læste jeg de få linier.
   "Afsagt dom ved Landsretten i Viborg.
   Thi kendes for ret, at forældremyndigheden over Sille og Nadja. Tilfalder moder. Dommen kan ikke ankes"
   Tårerne kom bare væltende. Hvor var jeg bare glad.
   Han blev jo nød til at acceptere rettens bestemmelse, men det passede ham ikke.
   Jonas måtte skrue bissen på og fortælle ham, at det skulle slutte her.
   Nu her flere år efter, har han langt om længe affundet sig med at han er far på sidelinjen.
   Vi har aldrig nægtet ham at have pigerne på besøg.
   Der har været perioder hvor de ikke gad over til ham fordi han var sær.
   Nu er begge piger kommet i puberteten og det mærker vi herhjemme. De gider ikke rejse frem og tilbage mellem os og deres far.
   Er vi af en eller anden grund nød til at snakke sammen omkring børnene, er det ikke uden Jonas ved min side.
   Fra tid til anden, forsøger han stadig at tackle mig hvis han kan komme af sted med det.
   Men jeg har lært at vende hele situationen.
   Nu er jeg ikke længere offeret. Han er den lille. Han er det sølle lille pjok. Ynkelig og ensom.
   Hans såkaldte kone, skred kort efter dommen blev afsagt.
   Nu er han atter alene. Han har været i mange forhold siden, men hver gang flygter partneren.
   Måske har jeg ondt af ham, men vi tilgiver ham aldrig for den smerte han påførte både mig, pigerne og Jonas.
   Han smadrede vores liv og gode rygte.