Han sad i togkupeen og kiggede ud ad vinduet. Udenfor hang tågen og skjulte trækronerne på de høje træer. Et sted bag den svævende grå masse forsvandt de sidste matte solstråler. Manden skulle til Roskile, og toget kørte igennem - forekom det ham - en fremmedartet verden, indhyllet af mørke silhuetter der susede forbi.
   På bordet stod papkruset med kaffen, og dampen steg op fra et lille hul i plastiklåget. Ved vinduet, på den anden side af gangen, sad en ældre dame og hæklede. De få passagerer der var i kupeen, talte afdæmpet med hinanden. Det passede ham udemærket, da han var afkræftet efter en episode den foregående nat. Manden vidste af erfaring, at han godt kunne blive lidt kort for hovedet, når han ikke fik sin søvn. Derfor sad han i den fjerneste ende og hvilede sig, med benene udstrakt under sæderne. Togkupeen var kølig, og han trak frakkekraven op om ørene og sukkede let. Manden løftede armen, og holdt om papkruset der føltes varmt mod håndfladen. Sådan sad han et stykke tid og slappede af, mens toget kørte mod øst og bumlede melodisk der ud ad.
   Efter skoven, passerede toget en vejbom og rullede langsomt ind på Jyderup station, for at gøre et kort opholdt. Det var lørdag, og det gamle ur på stationsbygningen viste tyve minutter i fire. Menneskerne på perronen stimlede utålmodigt sammen omkring døråbningerne, steg på toget og fandt deres pladser. Så hørtes kontrollørens fløjte og toget satte i gang med et ryk.
   Manden var ved at falde hen, da han hørte hurtige lette skridt rende ned ad gangen. En pige kom til syne og satte sig på sædet over for ham, trak benene op og begyndte at græde. Hun støttede ansigtet mod knæene og hendes mørke hår gled ned over panden. Pigen rystede, og hendes arme holdt rundt om skinnebenene. Manden tog en tår kaffe og kiggede ud af vinduet. Det støvregnede. Vinden fik dråberne til at løbe langs ruden, som små gennemsigtige floder med forgrenede arme. En mekanisk stemme i højtaleren, informerede passagerne om sporarbejde på strækningen. Manden vendte hovedet og betragtede pigen. Han kunne ikke rigtig placere hendes alder. Den ældre dame på den anden side af gangen, lagde garnnøglen fra sig og skævede forsigtigt til pigen, og så til manden.
   Toget standsede på Mørkøv station. Perronen ledte direkte ud til en sidevej der løb langs skinnerne. På den anden side af vejen lå en kro, og kroens facade slog dybe revner helt nede fra soklen. Vinduerne var beskidte og røbede meget lidt om lokalerne derinde. Da toget begyndte at køre, var pigen holdt op med at græde og sad og snøftede. Hun løftede hovedet og tørrede øjnene med håndryggen, og prøvede at få hold på sig selv. Hendes makeup blev tværet ud på kinden. Hun rakte ned i bukselommen og fandt et krøllet stykke papir frem, og læste indholdet. Ansigtet var blegt og de brune øjne matte. Pigen begyndte at græde igen, kastede sig tilbage i ryglænet og gemte ansigtet i hænderne, som om det var papirets skyld. Papirets skyld ene og alene. Den ældre dame begyndte at rode i hendes taske og fandt nogle servietter frem. Så rejste hun sig, gik hen til pigen og satte sig ved siden af hende.
   - Her, sagde den ældre dame venligt.
   Pigen så op på damen og tog imod servietterne. Først tørrede hun øjnene og bagefter pudsede hun næsen.
   - Tak, sagde pigen.
   - Er der noget jeg kan hjælpe dig med? sagde den ældre dame.
   - Nej tak, sagde pigen. - Åh jo, der for resten én ting.
   - Hvad?
   - Har du en mobil jeg må låne? Jeg kan betale dig for opkaldet.
   - Åh nej, lille skat, sagde den ældre dame. - Det er slet ikke nødvendigt.
   Den ældre dame stak hånden ned i tasken og fiskede en mobil op, og rakte den til pigen. Hun tastede et nummer og med bævende stemme sagde hun:
   - Far! Jeg er på vej hjem. Han slog op. Ronny slog op med mig... Ja, jeg er på vej hjem. Kan du komme og henter mig på stationen? Tak... Tak far. Ja, vi ses.
   Pigen afleverede mobilen og takkede. Toget kørte videre og den ældre dame rejste sig, og vendte tilbage til hendes plads. En sortklædt kontrollør åbnede døren og trådte ind i kupeen.
   - Må jeg se kort og billetter.
   Kontrolløren stod i gangen og støttede sig op af sædet. Den ældre dame fremviste sit månedskort og manden viste sit rejsekort, men pigen kiggede forbi kontrolløren.
   - Har du kort eller billet?
   Pigen rystede på hovedet.
   - Har du noget legimitation?
   - Ja.
   Hun hev sygesikringsbeviset op af pungen, og afleverede det til kontrolløren. Han kastede et hurtigt blik på det.
   - Du er fjorten år?
   - Ja.
   - Så er kontrolafgiften på trehundrede og femoghalvfjerds kroner.
   - Okay.
   - Du er heldig.
   - Er jeg det?
   - Hvis du var seksten, ville det koste syvhundrede og halvtreds kroner.
   - Okay, men jeg glemte at købe billetten.
   - Der er opstillet automater på alle stationer i hele landet.
   - Prøv lige og hør her, sagde manden, og rettede sig op i sædet. - Du kan da se, hun er helt ude af den.
   Kontrolløren kiggede træt på pigen - og så på manden.
   - Hvad mener du? spurgte kontrolløren.
   - Jeg mener, hun bør slippe for en bøde.
   - Det er ikke mit job og vurdere hvem der skal betale, og hvem der ikke skal betale.
   - Jamen hun har siddet og grædt, siden hun steg på toget.
   - Ja, men jeg har visse retningslinjer jeg skal følge. Der står ikke noget om moralske hensyn.
   - Så er du sandelig den rigtige mand.
   - Jeg passer bare mit job.
   - Jeg klager til DSB.
   - Ja, gør det.
   - Det her er ikke en måde at behandle et barn på.
   - Jeg vil godt bede dig om, at dæmpe dig lidt hr.
   - Jeg dæmper mig, når det passer mig.
   De så et kort øjeblik på hinanden, uden at sige noget. Passagerne i kupeen lyttede til samtalen. Kontrolløren udfyldte en blanket og bad om pigens underskrift.
   - Det bliver trehundrede og femoghalvfjerds kroner i bøde.
   Så gav han sygesikringsbeviset tilbage til pigen, sammen med blanketten. Hun lage blanketten ned i lommen, ved siden af det krøllede papir.
   - God rejse, sagde kontrolløren og gik videre.
   - Tak, sagde pigen.
   Ved Regstrup station steg pigen af toget, og begyndte at løbe på perronen. Hun forsvandt bag en bygning og løb tværs over en parkeringsplads, over til bilen hvor hendes far ventede. Manden kiggede efter pigen og tænkte lidt over sin egen situation. Det støvregnede stadigvæk, men sigtbarheden var blevet bedre. Nu kunne han se markerne og husene suse forbi. Ved en skovkant så han to dådyr, der stod med hovederne oppe og ørene lige i vejret. De var rødbrune og begyndte at liste ind i krattet. Han drak det sidste lunkne kaffe og smed papkruset i en plasticpose, der hang i en krog under bordet. Snart ville Roskilde Domkirkes to tårne komme til syne i det fjerne, og togskinnerne flette sig sammen med andre spor, og løbe ind og ud af hinanden. Den ældre dame sagde: - Åh, stakkels pige.
   - Ja, det var synd for hende, sagde manden.
   - Hun så så skrøbelig ud. Mon hun klarer den?
   - Hun skal nok klare den, sagde manden.
   - Tror De virkelig? Hun havde snitsår på armene.
   - Havde hun?
   - Ja, det havde hun. Åh, det er så forfærdeligt.
   - Det er nok bare en periode hun gennemgår.
   - Tror De hun klarer den?
   Så sagde manden: - Herregud! Selvfølgelig klarer hun den. Det er jo bare kærlighed. Og et kort øjeblik glemte han episoden den foregående nat, hvor hans kæreste havde bedt ham forlade hendes lejlighed.
   På Roskilde station steg manden af toget og gik forbi kontrolløren. I kiosken købte han en kop kaffe. Udenfor føltes støvregnen rart mod ansigtet. Han gik hen ad gaden med bygninger og forretninger på begge sider.
   Det var godt nok. Han havde prøvet det før.
   Mange gange.