Man kalder ham pølsemanden. Hver dag triller han ned i gågaden med sin pølsevogn og parkerer den på hjørnet mellem apoteket og boghandleren. Det har han gjort i 11 år. Han er en sand menneskekender, og er god til at observere og aflæse folks bevægelser og ansigtsudtryk. Han sælger pølser i al slags vejr, men i dag arter vejret sig fra sin bedste side af. Solen skinner allerede fra morgenstunden, og der er næsten ingen vind. Pølsemanden åbner lugen, og ser ud på gågaden. Endnu er der ikke mange mennesker, og butikkerne er først ved at åbne. Ekspedienter ruller tøjstativer ud på gaden, sætter sko på borde og anretter prisskilte, mens ældre damer trisser gennem byen med deres stof-indkøbsnet. Over for pølsevognen er tøjbutikken ved at åbne, en ung ekspedient står og vurderer mannequinerne i udstillingsvinduet, der er præget af farverne orange og grøn. Forårsfarver, tænker pølsemanden, og løfter blikket op mod den lyseblå himmel. Vejret er lige til at blive i godt humør af, og der kan endda høres den svage, men livsbekræftende lyd af fuglesang fra træerne rundt omkring kirken.

Først på dagen plejer der ikke at komme så mange kunder, men pølsemanden kan alligevel godt lide at være tidligt ude, så han kan nå at opleve dagen fra starten af. Han retter lidt på ketchupflaskerne, så etiketterne vender ud mod gaden, og giver sig til at læse lidt i gårsdagens avis. Det sprutter på risten ved siden af ham, og duften af fedt og ristede pølser fylder den lille vogn. Dagens første kunde indfinder sig efter nogle minutter, en lille, kraftig mand med dynejakke og arbejdsbukser. "En almindelig hotdog med det hele," lyder bestillingen. Pølsemanden nikker, tager hurtigt en perfekt ristet pølse og kommer den i et flækket brød, for derefter at forsyne den med ketchup, syltede agurker samt rå og ristede løg. Manden tager imod, og finder pungen frem fra baglommen, samtidig med at en midaldrende dame dukker op ved lugen og ser på de laminerede skilte med billeder af pølsevognens sortiment. Pølsemanden retter opmærksomheden mod hende og nikker tilfreds. Det skal nok blive en god dag.

Når klokken bliver hen ved middagstid, ser Pølsemanden tit drenge og piger komme fra skole, trækkende med deres cykel gennem gågaden. I dag har han fået øje på en dreng, han ser ikke ud til at være meget mere end syv år, og står og skæver forsigtigt hen til pølsevognen. Han famler ved noget, han har i sin hånd, og går til sidst hen til vognen med beslutsomme skridt. "Jeg vil gerne bare have et ristet brød," siger han med spinkel stemme, og rækker hånden op med småmønter i. Pølsemandens grove hånd virker som en kæmpes ved siden af den lille barnehånd, og han kommer uvilkårligt til at klukke lidt. Drengen ser forskrækket ud, og Pølsemanden skynder sig at smile venligt. "Det skal du få, lille ven." Han blinker beroligende og rækker ham det ristede brød. Drengen takker, og forsvinder i mængden af folk. Pølsemanden ser efter ham, og får øje på en ludende skikkelse nogle meter længere henne. Det er en af hans altid trofaste kunder, der er på vej hen for at få sin daglige snak og franske hotdog. Han får øje på Pølsemanden, og løfter den ene hånd til hilsen. Inden han er henne ved vognen, har Pølsemanden lavet hans hotdog. Manden griner fornøjet. "Jeg begynder at blive bekymret for, om jeg kommer her for tit, når du ved, hvad jeg skal have, uden at jeg behøver at åbne munden." Pølsemanden smiler. Den har han hørt fra manden før, men det gør ikke noget. Han kan lide rutinerne. "Det var ellers en elendig kamp i går," brummer manden, tager en stor bid af sin hotdog og fortsætter smaskende: "Man skulle ikke tro det var United på banen, men en flok amatører, der aldrig havde rørt en bold før." Han snøfter foragteligt og kigger på Pølsemanden for at få respons. Denne nikker bifaldende, og vender nogle af pølserne på grillen. "Det kan du have ret i, men lad os håbe de tager Chelsea på lørdag, ellers ser det godt nok skidt ud. En ny midtbanespiller ville heller ikke være af vejen." "Næh..." Manden trækker på det, og propper den sidste bid hotdog ind i munden, så hans gullige tænder kommer til syne. "Nå, men vi ses du, jeg skal hurtigt videre." Han nikker til Pølsemanden, gør en vinkende bevægelse med hånden, og forsvinder.

Sådan går dagen, og da Pølsemanden ved firetiden, kaster et diskret blik på uret, er han overrasket over, hvor hurtigt tiden er gået. En time endnu, tænker han, og så vil han begynde at pakke sammen. Solen er på vej væk, og samtidig med at menneskemængden i byen tynder ud, begynder det at blive køligere. Pølsemanden skutter sig, men kniber øjnene sammen, da han får øje på en høj, frakkeklædt mand, der står nogle meter derfra. Han virker usikker og tøvende, som om han er i tvivl om noget, men til sidst bevæger han sig i retning af pølsevognen. Det giver et gib i Pølsemanden, da han genkender manden. De har ikke set hinanden i mindst 15 år, ikke siden de gik i samme klasse i gymnasiet. Manden ser ned i jorden, men løfter blikket, da han åbner munden for at afgive sin bestilling. Et forbløffet udtryk jager hen over ansigtet, og han forsøger ikke at skjule overraskelsen over genkendelsen. "Jørgen, er det dig?" buser det ud af ham. Pølsemanden nikker smilende. "Ja, det er det skam. Det er længe siden, Per, hvordan går det?" "Jo, tak. Det går da meget godt." Han nikker bekræftende, og peger på en af frankfurterne på grillen. "Kan jeg få sådan én med brød og ketchup til?" "Det kan du tro." Pølsemanden tager en pølse med tangen, og mærker Pers øjne på sig. Denne rømmer sig diskret. "Så du blev altså pølsemand, Jørgen?" Sætningen bliver hængende i luften, og Pølsemanden svarer ikke med det samme. Han trækker på skuldrene, og ser manden stift ind i øjnene. "Ja, jeg blev pølsemand. Hvad med dig, Per, hvad går du og laver?" "Årh, det..." Han tøver, og ser nærmest undskyldende op på Pølsemanden, da han fortsætter. "Jeg er advokat." Han flytter blikket over til paptallerkenen, som nu ligger foran ham, og tager de sorte skindhandsker af, inden han ruller frankfurteren ind i en serviet og tager den i hånden. "Og så trængte du lige til en tur ned til pølsevognen i middagspausen, eller hvad?" Per smiler anstrengt. "Faktisk bor jeg ikke her i byen mere, jeg er her bare til et møde. Og ja, det trak ud, så jeg havde brug for at få lidt luft."

En høj, ringende lyd afbryder ham, og han lægger hurtigt pølsen ned på tallerknen, tørrer hænderne i servietten, og finder febrilsk en mobil frem fra frakkelommen. Efter et kort blik på skærmen, tager han den op til øret. "Er det dig, Anette?" Pølsemanden vender sig væk fra Per, for ikke at virke påtrængende, og tørrer nogle sennepspletter op med en fugtig karklud. Det er dog umuligt ikke at opfange samtalen, da han taler ret højt, og nu virker han irriteret. "Nej, det kan jeg da ikke, jeg er til møde, skat. Hvis hun er blevet syg, må du tage ned og hente hende, du arbejder tættere på børnehaven, end jeg gør." Han ser på sit armbåndsur, og rynker brynene. "Jeg kan slet ikke nå det, og jeg kan ikke gå glip af mødet. Vil du ikke tage dig af det? Tak, skat." Han kommer telefonen ned i jakkelommen igen, og møder Pølsemandens øjne. "Min datter har åbenbart fået en omgang influenza. Det var ikke lige planlagt." Pølsemanden brummer, og nikker forstående. "Det sker jo." "Nå, jeg må nok hellere tilbage nu, det var hyggeligt at møde dig," siger Per henkastet, og finder pungen frem. Han fumler med den og roder rundt i den. "Her er en halvtredser, behold resten." Han lægger sedlen på bordet, nikker kort, og går med hastige skridt væk fra vognen. Pølsemanden ser efter ham med et tankefuldt blik. En bølge af taknemmelighed skyller ind over ham, og han smiler langsomt. "Farvel, Per."