When I am alone I sit and dream
   and when I dream the words are missing...

Hun sidder tavst på værelset og stirrer ud af vinduet, mens radioen kører i baggrunden. Udenfor er alt grønt. Træerne. Buskene. Græsset. Hun kommer til at tænke på den gamle talemåde "håbet er lysegrønt", og ryster på hovedet ved tanken. Sådan føler hun det ikke. For hende findes håbet ikke længere. Hun har opgivet alt. Hun kan ikke sætte ord på sine følelser, for der findes ikke ord for den smerte, der fylder hendes indre. Udtrykket i de ellers så smukke øjne er dødt. Koldt. Opgivende. Hvad har hun at leve for mere?

...but I don't see you with me, with me...

Hun er alene. Ikke kun i den lille lejlighed på femte sal, men i hele verden. Ingen spørger hende, hvordan hun har det. Hvad hun føler. De tør ikke. Hun er usynlig for omverdenen, og lever sit eget, triste liv. Hun lever det kun, fordi hun ved, han ønskede det. Han ville have hende til at fortsætte med livet, selv om han forsvandt. Men hvordan kunne han forlange det? Det var jo ikke ham, der endte med at sidde tilbage, alene og forladt.

...close up the windows; bring the sun to my room
   through the door you've opened...

Han er væk for altid. Han kommer aldrig tilbage igen. Det er for sent. Hun er godt klar over det, men vil ikke indse det. Hun forsøger at undgå realiteten, og lever sig ind i en drømmeverden. Hun lukker øjnene og ser ham for sig. Det skæve, varme smil, som hun faldt for. De bløde læber, der føltes perfekte mod hendes. De brune øjne, der var fulde af liv og latter, lige indtil det sidste. Hun bryder sammen under byrden af minder og synker sammen på gulvet.

Time to say goodbye
   horizons are never far
   would I have to find them alone...

Alle de ting, de ikke nåede. De havde hele verden foran sig. Var unge og forelskede. Intet syntes at kunne spolere deres lykke. Sammen drømte de om en fælles fremtid. Det var dengang, hun stadig havde et håb. Når hun var sammen med ham, troede hun oprigtigt på, at hendes mange drømme kunne gå I opfyldelse.

...no, they don't exist anymore
   it's time to say goodbye...

Hun kan stadig mærke hans kolde hånd I sin. Den sidste gang hun holdt ham i hånden, den sidste gang hun kyssede ham. Hun hulker inderligt, og begraver ansigtet i hænderne. Hvorfor er livet så uretfærdigt? Hvorfor blev han taget fra hende? Hvad har hun gjort, siden denne uoverkommelige smerte er overgået hende? Hun har lyst til at skrige sin frustration ud, men det er nyttesløst. Det får ham ikke til at komme tilbage. Man kan ikke ændre døden. Den kommer på tidspunkter, hvor man mindst venter det, og flår ens tilværelse op. Den efterlader en modløs og ulykkelig. Man kan ikke narre døden. De prøvede, men det var umuligt. Hun åbner vinduet og mærker den luftige vind I ansigtet.

Then I know that you are here with me,
   with me...

Det er et stort vindue. Det kan åbnes helt. Hun sætter sig i vindueskarmen og lader benene dingle ud. Det giver et sug i maven, når hun kigger ned. Langt nede under vinduet er der asfalt. Sort, hård asfalt. Hun stirrer intenst på den sorte farve og lukker øjnene. Hun ved, hvad hun vil. Hun ved, hvad hun er nødt til.

So with you I will go...

Radioen kører stadig. Den smukke, triste sang fylder rummet. Vinduet er stadig åbent. Gardinerne blafrer, men overdøver ikke lyden af folks skrig. På den sorte asfalt neden for vinduet, ligger en ung kvinde.

...time to say goodbye