Sisse flår skabsdøren op og studerer kritisk indholdet. Sokker, T-shirts og halstørklæder ligger i et uoverskueligt kaos, og en bunke skjorter truer med at tippe ud over kanten og falde ned på trægulvet. Hun hiver en kasse frem fra toppen af skabet og finder et par sorte løbetights frem. Hurtigt kaster hun et blik ud ad vinduet og vurderer, at de korte bukser måske ikke helt er passende til vejret, der på trods af årstiden viser sig fra en mindre sommerlig side. Pyt, hun er ikke bange for at vise sine solbrune ben frem. Hun lader tilfreds hænderne glide ned over skinnebenene, der er nybarberede og uden grimme mærker og sår. Så trækker hun en lyseblå sports-bh og en nyvasket fodboldtrøje over hovedet og retter på tøjet, til det sidder tilpas. Trøjen er lidt for stor, hun har fået den af sin storebror, og han har ikke forstand på tøjstørrelser.

Natalie trækker knæbindet på, så det sidder lige som det skal, dog er det en smule løst. Hun kaster et blik på de pæne stabler af nyvasket tøj og lukker så døren ind til skabet. Et brunt bælte sidder i vejen ved det ene hængsel, og hun fjerner det irriteret. Med en hurtig håndbevægelse, bliver det rullet sammen og lagt ned til de andre i æsken på anden hylde. Hun ser på det avancerede løbeur, der sidder stramt på håndleddet og viser syv minutter i fire. I ti sekunder står hun og stirrer på sekundernes regelmæssighed, derefter tager hun løbeskoene på og binder en dobbeltsløjfe. Hun hopper på stedet for at få lidt varme i benene, og fødderne finder sig til rette i de snævre, udslidte sko, der bærer præg af flere års brug. Natalie finder husnøglen frem og låser efter sig, da hun lukker døren. Den kolde vind giver hende kuldegysninger, og hun ser misfornøjet ud mod horisonten med de mørke skyer. Hun må nok hellere skynde sig i gang, så hun ikke bliver afbrudt af en regnbyge. Uret viser ti sekunder i fire, hun smiler stolt af sin punklighed og sætter straks i gang, da displayet lyser op ved timeskiftet.

Efter at have redt håret og sat det op i en smart, sporty hestehale og sprøjtet noget deodorant under armene, er Sisse klar. Selv om det bare er en løbetur, er der jo ingen der siger, man ikke må gøre noget ud af sig selv. Tænk nu hvis man kan lugte hende svede! Hun gyser ved tanken og låser hoveddøren. Nøglen putter hun i lommen på den tynde løbejakke, kører skuldrene rundt et par gange, og begynder så at løbe. Hun konstaterer tilfreds, at det ikke blæser så meget, som det ellers så ud til, og det passer hende fint. Der er ikke noget værre end blæsevejr, som river håret ud af elastikken og pisker det ind i ansigtet. Især ikke hvis panden er svedig og håret klistres fast i klumper. Sisse finder iPod'en i jakkelommen og finder en sang frem, der passer til hendes løberytme. Det går meget lettere med musik i ørerne, tiden synes at gå hurtigere og hun hører andet end føddernes dunk mod asfalten.

Åndedrættet er regelmæssigt og kontrolleret. Natalie holder den sædvanlige tid, fem minutter pr. kilometer. Hendes blik er stift, der er kun én vej: fremad. Det mest irriterende er de to lyskryds på ruten. Hun hader at skulle stoppe op, men forsøger at ignorere folks blikke, når hun står og løber på stedet, mens hun venter på grønt lys. Det er en fin rute i kuperet landskab, og hun løber både ude på landet langs de gule rapsmarker og inde i byen. Man når også langt på ti kilometer. Ti er sådan et fint tal.

Sisse sætter farten op, da hun øjner en gruppe unge fyre komme imod hende. De pifter og hujer, idet hun løber forbi dem, men hun bevarer et ligegyldigt og afvisende ansigt. Først da de er langt bag hende, smiler hun tilfreds for sig selv. Hun ved hun er tiltrækkende. Ikke åleslank og tynd, nej, en pige skal have former. Der er mange ude at løbe i dag, hun har mødt en hel del og finder det sjovt at iagttage andre løbere og den måde, de bevæger sig på. Nogle er overvægtige og svedige, andre spurter af sted med trøjen bundet om hoften, og en helt tredje gruppe er trænede og fokuserede og har en masse avanceret løbeudstyr. En pige på det modsatte fortov fanger hendes blik, hun har en høj fart og et målrettet udtryk. De blege ben er tændstiktynde, og knæbindet sidder alt for løst. Hendes T-shirt sidder stramt om den udmagrede krop og på trods af afstanden, kan kindbenene tydeligt ses. Sisse skærer en grimasse og vender hovedet væk. Hvorfor skal løbeturen ødelægges af sådan et indbildsk anoreksioffer?