Jeg vågner tidligt. Kan ikke sove mere. Jeg tager mine gummistøvler og min regnjakke på og går udenfor. Alt er mørkt. Kun gadelygterne lyser. Byen sover stadig, men i nogle enkelte huse begynder der at tændes lys. Det er ikke koldt, men heller ikke lunt. Du ved, det der helt specielle efterårsvejr, hvor luften føles frisk og meget nyere, end den gør ved de andre årstider. Jeg standser et kort øjeblik og trækker vejret dybt. Helt ned i maven. Det er fantastisk. En svimlende følelse af noget jeg ikke kan forklare. Jeg har intet mål, jeg går bare. Ved ikke hvorhen. Det er også fuldstændigt lige meget.

Efteråret er som en optakt til noget stort. Alle de halvnøgne træer, de visne blomster og de svajende græsstrå hvisker hemmelighedsfuldt. Og jeg lytter. Jeg ville ønske, jeg kunne forstå deres sprog. Foran mig ligger nedfaldne blade i forskellige farver, former og nuancer. De rasler let, når jeg træder på dem. Men ellers er her stille. Kun vinden høres sagte, når den fejer omkring mellem husene og hvirvler bladene op. Det er en smuk stilhed. En fredfyldt stilhed. Jeg lukker øjnene og lader mig fyldes af freden. Jeg smiler. Kan ikke lade være. Denne virkning har efteråret altid på mig. Jeg bliver glad, bare af at gå en stille tur for mig selv. Det er som om alle mine problemer glider i baggrunden. Jeg glemmer alt om verden omkring mig, bare et par minutter. Det er nok til at fylde mig med glæde og lykke. Glæde over alt det værdifulde i livet. Tænk, at jeg har mulighed for at se bladene falde og høre fuglene flyve sydpå. Hvilken gave!

Men mange mennesker ser ikke denne gave. De vågner, trækker gardinerne fra og stirrer ud i mørket, mens de skutter sig og spekulerer på, om de skal lægge sig under dynen igen. De sukker opgivende og sjosker ud i køkkenet for at lave sig en kop kaffe. De fryser. De vrisser. De lukker øjnene for alt det smukke. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.