Der er kun én bil på vejen. Tågen ligger lige over den mørke vej. Manden er fuldt koncentreret om at se fremad. Om nogle få kilometer er han hjemme. Han sukker udmattet, det har været en hård dag på arbejdet. Bilen glider igennem disen, han tør ikke køre for hurtigt. Han kniber øjnene sammen og stirrer intenst på noget i vejkanten. En skikkelse? Uvilkårligt sagtner han farten, stopper bilen, og ruller vinduet ned. Den kølige luft strømmer ind i bilen, og han stikker hovedet ud. Nu kommer skikkelsen tættere på, han kan se, at det er en kvinde. Hun ser ud til at fryse, den blafrende kjole er ikke passende påklædning i det kolde vejr. Han råber, om hun vil køre med. Han kan se, at hun nikker, og han fjerner hurtigt jakken på sædet ved siden af ham. Hun åbner døren, og sætter sig ind. Hendes kinder er røde, og man kan tydeligt se hendes ånde i luften. Hun har været ude i længere tid. I hænderne knuger hun en stor sportstaske, nu lader hun den dumpe ned ved fødderne.
   -Det er koldt udenfor, hva'? siger han henkastet, og starter bilen. Hun nikker bare og kradser i den røde neglelak på lillefingeren.

Det er en gammel, mørkegrøn Mazda. Flere steder er lakken krakeleret, og sæderne er grå og lugter af hund. På bagsædet flyder det med coladåser, chipsposer og sammenkrøllede aviser. Manden kaster et blik over skulderen.
   -Vil du låne min jakke? Hun nikker, han fisker den frem fra enden af bilen, og giver hende den.
   -Hvor skal du hen? Han skæver til hende, hun er ved at føre armene ud i jakkens ærmer. Hun trækker på skuldrene.
   -Det er lige meget. Bare sæt mig af tæt ved et busstoppested eller noget. Han nikker. Der er stille. Kun motorens vedvarende brummen bryder gennem tavsheden. Vejen er øde, ikke engang en skræmt hare eller en kat på jagt efter mus, er at se. Han trommer en uregelmæssig rytme med fingrene på rattet.
   -Jeg var til julefrokost med firmaet i sidste weekend, begynder han. Hold kæft, det var sjovt. Vi var en syv-otte stykker, jo, det var vældigt festligt. Chefen forstår at sætte gang i festen. Han griner, og sænker farten, da de kommer til et skarpt sving.
   -Jo, det var en fin fest. Det er et godt firma, nogle gode kollegaer. Han nikker, mest for at understrege hvad han lige har sagt. Hun griner lidt anstrengt og kører fingrene igennem sit fugtige hår.
   -Hvad lavede du egentlig udenfor på denne tid? Han får det til at lyde henkastet, og afventer hendes reaktion. Hun piller ved sin halskæde. Den forestiller et lille sølvhjerte i en spinkel kæde.
   -Jeg har været i fitness, siger hun så, og peger på sportstasken. Adidas. Den er helt proppet, og buler ud flere steder.
   -Så du foretrækker at træne om aftenen. Det er ikke et spørgsmål, men en konstatering. Hun nikker og møder hans blik. Selvom det er mørkt i bilen, kan han se hendes øjne. Hendes blik er fast og alvorligt.
   -Jeg trænede også engang, men nu er jeg gået over til selvforsvar. Det styrker musklerne, og så er det klogt, man ved jo aldrig hvem man møder en mørk aften. Hun siger, at det kan der være noget om.

De kører videre i tavshed. Hun stirrer ud ad vinduet, ud på de mørke træer, der farer forbi dem. Han tænder for radioen, og stopper på en kanal med country. Den bløde musik strømmer ud i hver en krog af bilen. Han kender ikke sangen, men nynner med alligevel. Musikken tilfører stemningen varme og en form for naturlighed. Hun rører ved en tom sodavandsdåse med spidsen af sine sko, og det giver en hul, metallisk lyd.
   -Åh, det må du undskylde, her er lidt rodet. Det er ikke så tit jeg kører med andre. Han kigger uvilkårligt over på hende, og sender hende et undskyldende smil. Hun tager dåsen, og lader den dumpe ned i en gennemsigtig plasticpose, der fungerer som skraldespand.

-Single? Det lille ord skærer gennem luften, og overdøver musikken fra radioen. Hun har travlt med at fjerne noget løs hud fra de tørre læber, og svarer ikke med det samme.
   -Nej, undskyld, jeg skulle ikke have spurgt. Du behøver ikke svare. Der er ærgrelse at spore i hans stemme, og han stirrer stift ud på vejen. Hun ryster langsomt på hovedet, og vender sig derefter mod ham. Han kan se det ud af øjenkrogen.
   -Ja. Hun fanger hans opmærksomhed, men smiler ikke. Hendes ansigtsudtryk er alvorligt, men bestemt, da hun gentager.
   -Ja, jeg er single.
   Han nikker betænksomt for sig selv, for derefter at pege ud mod fjorden, som de netop passerer.
   -Jeg kender en, der har en båd dernede. En stor en endda. Jeg har tit sejlet rundt på fjorden med vennerne og nydt et glas vin på dækket. Han stopper sin talestrøm, da han mærker hendes hånd hvile på hans skulder. Han farer sammen, og udbryder et forskrækket råb, da han et kort øjeblik mister overblikket, og hurtigt må foretage et skarpt ryk, for at blive på vejen.
   -Du lyver, siger hun. Hendes øjne brænder sig fast i hans ansigt, og han mærker til sin store irritation en rødme skyde frem.
   -Det gør du også, hvisker han. Hun nikker roligt. Han slukker radioen, og de kører videre i gensidig forståelse.
   -Vi er lige kørt forbi et busstoppested. Skal jeg stoppe? spørger han. Hun ryster på hovedet og smiler.
   -Nej. Jeg kan altid tage det næste.

Der er kun én bil på vejen. Én bil med to personer.