De tunge dråber kommer som en overraskelse, for solen skinner, og jeg har lige smidt min jakke i cykelkurven. Jeg øjner tunnelen under rundkørslen og træder hårdere i pedalerne for at nå derhen inden bygen. Det lykkes. På en tør plet stiller jeg cyklen og læner mig op ad betonmuren. En pige kommer til syne forude, hun har fået samme ide som mig. Hun hopper af cyklen og stiller sig med ryggen til mig. Jeg iagttager hende i smug og føler, jeg bør sige noget. Men hvorfor skulle jeg? Vi er fremmede for hinanden. I stedet benytter jeg tiden på at få ryddet op i den overfyldte indbakke på min telefon.

Jeg ser op ved lyden af cykeldæk, der kører på våd asfalt. En mand, som jeg vil placere til midt i tyverne, parkerer sin cykel lige foran mig og tørrer de våde hænder af i bukserne. Vi står der bare og venter. "Nogen, der ved hvad klokken er?" spørger han uden at vende sig om. Jeg skæver til pigen, der enten ikke hørte ham eller lader som om hun ikke gjorde. Febrilsk går jeg ud af indbakken og ser på displayet. "Ti minutter i et," svarer jeg og kigger igen ned på skærmen for at sikre mig, at jeg ikke oplyste et forkert tidspunkt. Han takker og ser ud på regnen, der har taget til. Det plasker ned på cykelstien foran os, og jeg er glad for, at jeg ikke ignorerede de små dråber og cyklede videre hjem.

Tunnelen er ved at blive fyldt op, for nu slutter en ældre mand sig til os. Hans åndedræt kan tydeligt høres; han har cyklet hurtigt for at nå herhen. Hvor er vi en ynkelig forsamling, fire mere eller mindre våde personer i en tunnel med graffiti. Fire personer med forskellig baggrund, men bygen har ført os til det samme sted og i den samme situation.

Regnen stilner af, og før jeg ser mig om, er jeg igen alene i tunnelen. Jeg kniber øjnene sammen og ser den unge mand forsvinde ud af mit synsfelt. Han havde armbåndsur på.