Jeg havde aldrig vidst et savn kunne være så stort,
før jeg selv mærkede det.
Det borer sig ind i sjælen.
Smerte.
Det, der gør mest ondt, er visheden om
at jeg skal videre.
Det nytter ikke noget at stoppe op
og længes efter fortiden.

Jeg kan hverken spole tiden frem
eller tilbage.
Jeg må følge med livet.
Slippe rammerne,
bryde ud fra den trygge hverdag.

Tanken om den sidste dag
bringer stadig tårerne frem.
Jeg var ulykkelig, knust.
Uforstående over for det, der ventede mig.
Det var ikke gået op for mig,
at det var forbi.

Nu står jeg midt i det hele.
Prøver på at finde min plads i livet.
Prøver på at finde ud af
hvem jeg er.
Jeg kan ikke overskue det.

Men jeg har minderne.
Dem gemmer jeg for altid
tæt ved mit hjerte.

Jeg havde aldrig vidst et savn kunne være så stort.
Det ved jeg nu.