Du kender hende godt, men måske lægger du ikke mærke til hende. 12-talspigen. Hende, der scorer høje karakterer i næsten alle fag. Hende, der altid har sine ting i orden. Hende, der ikke kunne drømme om at komme for sent til time. Hun er evig og altid bange for at dumme sig eller gøre noget forkert. Hun er perfektionistisk og hendes liv er struktureret. Måske imponerer hun dig. Måske ser du op til hende. Måske irriterer hun dig. Men det er ikke hendes mening at genere nogen, hun vil, at alle har det godt. Og hvis nogen ikke har det godt, påvirker det hendes humør. Hun er opmærksom på andres vaner, og ved med det samme, hvis der er noget galt. Hun hjælper tålmodigt, hvis nogen har problemer, og hun tilsidesætter sine egne behov frem for andres. Alle ved, de kan tale med hende om alt, for hun er en god lytter. Men ingen ved, hvad der gemmer sig under overfladen.

Hun ønsker at bevare sin status. Ikke statussen som klassens populære, sjove eller kloge pige. Nej, statussen som klassens 12-talspige. Hun er blevet sat i denne kategori uden selv at have gjort særlig meget. Men når man er som hende, bliver man hurtigt stemplet. Måske bliver hun drillet. De andre ser det som godmodige drillerier, men hun er meget nærtagende. Ikke udadtil, selvfølgelig, da smiler hun bare svagt og griner med. Men inderst inde i hende slås noget i stykker. Hun vil bare accepteres for den hun er, og ikke det, hun gør. Hun ønsker at finde ud af, hvem hun er. Hun ønsker at være en, man kan være ven med. Men hun er altid det tredje hjul, hende, der er usynlig. Hun finder sig i det, men det er ved at kvæle hende. Hun vil have luft, frihed. Frihed til at være den hun gerne vil være. Men hvem vil hun være? Hun ved det ikke selv, og ingen fortæller hende det. Hun spørger heller ikke, for hun vil selv finde svaret. Hun vil ikke belaste andre med sine problemer. Men disse problemer kan hun ikke klare selv. Hun må have hjælp. Ingen hjælper hende, for hun virker som en pige, der har styr på alting. Det har hun også, tror hun. Hun sætter alt i skemaer og systemer og planlægger sit liv ned til mindste detalje. Men det er for meget. Hun kan ikke overskue det. Hun ønsker at have kontrol, men indser ikke, at hendes liv er blevet overtaget af kontrollen. Hendes verden er sort/hvid og bliver mere og mere indsnævret. Hver dag er en kamp. En indvendig, håbløs kamp. Hun synker længere og længere ned i mørket, uden at nogen lægger mærke til det. Alle tror, hun har det godt, for hun plejer jo at kunne klare sig selv. Hun plejer at være den, der har overskud til at løse andres problemer, så hvorfor skulle hun selv have det svært? Hvorfor?