Bassen pumpede i mine øre. Det var allerede højt nok, men jeg var ligeglad. Skruede bare højere op. Ville ikke høre på at de skændtes. Det var nok at jeg ikke måtte blande mig, men at jeg stadig skulle være i huset og høre på - det var for meget at forlange, syntes jeg.
   Sangen mindede mig om min familie. Hvordan den lige så stille faldt fra hinanden, uden at nogen rigtig lage mærke til det. Til sidst ville der ikke være mere tilbage end det minde jeg havde om den.
   Stod og kiggede på mit øje mens bassen pumpede højere og højere. Øjet var hævet og gjorde ondt. Jeg kunne næsten ikke se noget. Kunne mærke at jeg græd. Kunne smage de salte tåre i min mund og mærke at de dryppede fra min hage. Tørrede dem væk fra min kind og satte mig på sengen.
   Det var dejligt vejr udenfor. Nu ville alle de andre være ude og gå, cykle, købe is, men jeg skulle sidde indenfor og glo.
   Der var blevet stille i huset. Der var pause i nummeret, og jeg skruede ned så jeg kunne høre hvad der skete i stuen. Der var ingen lyd.
   Stilhed ...
   Telefonen begyndte at ringe. Den ringede længe.......der var ingen der tog den.
   Til sidst tog jeg mig sammen.
   "Hallo?" sagde jeg.
   "Kommer du ikke?"
   "Hvad skal jeg?"
   "Vi skulle mødes klokken kvart i 10. Kan du ikke huske det?"
   "Kommer nu," sagde jeg blindt og lagde på.
   Åbnede døren og listede mig ud. Skrev en seddel hvorpå der stod at jeg var gået ind til byen, og at jeg nok kom sent hjem.
   "Husk dine nøgler," sagde min mor da jeg gik. Jeg nikkede. Vidste udmærket godt at hun ikke kunne se det, men alligevel.
   Stoppede op ved spejlet i gangen. Øjet var blevet blåt, eller lilla. Det så bestemt ikke godt ud ...
   Gad ikke gøre noget ved det.


"Thomas har været her," råbte min mor.
   "Hvad ville han?"
   "Se til dig. Han er altså sådan en sød dreng, min pige," sagde min mor ihærdigt. Hun prøvede på at få mig til at synes det samme.
   Jeg nikkede bare.
   Der stank ulideligt af øl i hele lejligheden. Jeg kunne næsten ikke holde ud til at være nogen steder derhjemme.
   Fandt noget rent tøj i skabet og smuttede i bad. Det var dejligt. Bare mærke hvordan vandet vaskede alt væk. Det var som om det rensede én, både indvendigt og udvendigt. Som om al det onde i én blev vasket væk. Kunne blive stående under bruseren i evigheder. Men vandet begyndte at blive koldt, så jeg lukkede. Mit øje gjorde stadig ondt, men nu kunne jeg i det mindste se noget ...

"Smutter i klub!" råbte jeg. Ikke fordi jeg ventede noget svar, men bare sådan at de vidste hvor jeg var henne.
   "Nej, du skal lige gøre noget for mig først," lød det inde fra stuen.
   Min elskede far!!!
   "Kom herind, min pige," råbte han. "du skal lige købe noget på tanken for mig." Jeg fik stukket 100 kroner i hånden.
   "Køb det sædvanlige og brug resten af pengene selv," sagde han og smilede til mig.
   "Køb det selv," sagde jeg surt og smed sedlen på bordet. "Jeg har ikke tid i dag. Jeg er allerede sent på den."
   Min far rejste sig ...... ikke fordi det gik særlig godt, men han kom da op at stå.
   "Kan du nu ikke engang gøre noget for din gamle far mere?" sagde han. Han stank af øl ud af munden. "Du kunne da godt lige tage at være lidt nyttig."
   Jeg gad ikke diskutere med ham. Jeg var sent på den, og det vidste han udmærket godt.
   Han prøvede mig af.
   Prøvede hvor langt jeg ville gå i risikoen for at få tæsk.
   Han vidste at jeg gik langt.
   Jeg ville helst vinde når vi havde diskussioner, men min far vandt oftest, for det endte altid med at han sendte mig i gulvet. Den dag kunne jeg sagtens gøre det samme ...
   Han kunne jo knap nok stå på sine vaklende ben.
   "Du kan selv hente det du mangler. Eller du kan sende naboen ud efter det," sagde jeg surt og vendte ryggen til. Min far greb min arm, men jeg vred mig fri.
   "Du skal ikke røre mig," snerrede jeg.
   "Jeg gør hvad der passer mig," sagde han.
   Jeg kiggede ondt på ham. Han skulle ikke så meget som lægge én finger på mig. Det vidste han, men han var ligeglad.
   "Gør nu bar din gamle søde far en tjeneste," blev han ved.
   "Hvorfor? Gør du så også mig en?"
   Han kiggede på mig og .....
   Denne gang sad den godt ... verden sortnede for mine øjne ... jeg kunne ikke holde balancen.


Da jeg vågnede, lå jeg stadig på gulvet inde i stuen. Der var mørkt og koldt. De var gået i seng. Kom med møje og besvær på benene. Støttende til væggen kom jeg ud på badeværelset. Tændte lyset og kiggede i spejlet. Jeg gik et par skridt tilbage. Begge mine øjne var hævede og blå. Det gjorde ondt som én i helvede. Ville åbne munden og sige noget, men jeg kunne ikke bevæge min kæbe. Kiggede på mig selv i profil og så at jeg var blevet slået flere gange på kæben.
   Begyndte nu at gå min krop efter. Ville finde hvert sted jeg var slået, hvert eneste lille sted.
   Mærkede på mine arme. Min højre arm var følelsesløs, og jeg kunne ikke bevæge fingrene. Løftede op i min trøje og så de blå mærker på min mave.
   De var alle steder.
   Mest i siden, og jeg kunne ikke bøje mig fra side til side. Der var ikke noget på mine ben. Mit hoved gjorde utroligt ondt. Jeg mærkede og fandt hurtigt en masse buler.
   Fyldte vasken med vand og puttede mit ømme hoved derned og vaskede det. Gnubbede stille mine øjne og min kæbe. Trak hovedet op fra vasken og tørrede det blidt i et håndklæde. Det gjorde afsindigt ondt, men jeg bed smerten i mig.
   Begyndte at rode mine skabe igennem for noget smertestillende. Fandt efter lidt tid glasset med Panodiler i og tog 2 i munden og en slurk vand. Det gjorde ondt at synke pillerne, men ned kom de.
   Mit hoved dunkede, og jeg var blevet svimmel. Fandt med meget besvær ind på mit værelse ... faldt nærmest over på min seng.
   Gik ud som et lys.


Vågnede da mit vækkeur ringede næste morgen. Jeg lå krøllet ind i min dyne og med al mit tøj på.
   Uret blev ved med at ringe, og jeg kunne ikke finde det. Til sidst lod jeg det bare ringe. Det holdt også op igen - på et tidspunkt. Jeg ville sætte mig op, men jeg kunne ikke bevæge mine mavemuskler, overhovedet ikke. Lå lidt og overvejede hvad jeg så skulle gøre. Jeg var tung i hovedet og følte mig indelukket.
   Pludselig satte jeg mig op. Jeg skreg af smerte, men jeg kunne ikke ligge ned mere. Min mobil vibrerede, den lå under min ryg. Smerterne i min mave kom igen, og jeg lagde mig tungt på sengen. Havde fået fisket mobilen frem. Det var en besked. Der var også 4 ubesvarede opkald. Smed den op på mit skrivebord og lagde mig til at sove.
   Sov meget uroligt. Kunne næsten ikke ligge stille, men jeg kunne ikke finde en stilling der ikke gjorde ondt.
   Jeg lå og kiggede op i loftet. Solen skinnede i mit spejl og sendte sjove mønstre op på væg og loft. Sad og fulgte med. Det var som om mønstrene havde deres eget liv. En gang imellem forsvandt det hele, det var når der gik en sky for solen. Men de kom hurtigt tilbage.
   Der var stille i huset.
   Endelig fik jeg bakset mig selv ud af sengen. Fik vredet mig ud af min dyne og fik sat mit tøj normalt, uden at det gjorde alt for ondt. Åbnede døren - konstaterede hurtigt at der ikke var nogen hjemme - lukkede den igen - fandt min mobil - så at det var Thomas der havde haft ringet alle gangene - beskeden var også fra ham ...
   Den lød: "Hvad er der i vejen med dig, søde? Du svarer ikke på mine opkald eller beskeder. Er du syg?? Giv lyd fra dig - please???"
   Jeg læste den igen. Den var sendt 1½ time før eller deromkring.
   Min arm var stadig følelsesløs fandt jeg ud af da jeg prøvede at løfte min pude. Min arm faldt slapt ned ad siden på mig, og puden landede på gulvet. Jeg stod lidt og kiggede på den. Følte mig ret latterlig. Grinede lidt for mig selv, men holdt hurtigt op da det begyndte at gøre ondt i mine mavemuskler. Fik bevæget mig hen til mit vindue og kiggede ud. Det så dejlig varmt ud - udenfor.
   Det ringede på døren. Fik humpet mig derud. Der lå post ved fordøren. Jeg skubbede det væk og åbnede døren. Thomas stod udenfor.
   Han tog et par skridt tilbage i opgangen da han så mig.
   "Tør du komme ind?" sagde jeg og prøvede at smile, men det gjorde for ondt. Han smilede lidt usikkert til mig, men gik indenfor.
   "Hvad er der sket med dig?" spurgte han. Jeg vidste jo at han ville spørge om det før eller siden.
   "Jeg faldt bare ..." sagde jeg og kiggede ned.
   Han løftede mit hoved og kiggede mig dybt i øjnene. Så rystede han på hovedet.
   "Du kan ikke lyve for mig," sagde han og smilede til mig.
   Så begyndte jeg. Nu kunne jeg ikke holde det tilbage mere. Jeg faldt sammen på gulvet, og selv om det gjorde forfærdeligt ondt i min mave, blev jeg liggende.

Jeg græd og græd og græd ...

Thomas fik mig op at stå og fik mig ind i min seng. Han satte sig på gulvet og kiggede på mig.
   Tårerne løb ned ad mine kinder i salte, stærke strømme. Thomas rejste sig og gik ud efter noget køkkenrulle. Tørrede mine øjne og kiggede igen på mig. Han havde brune øjne, det vidste jeg ikke.
   "Fortæl mig nu hvad der er sket," sagde han stille.
   Jeg prøvede at sætte mig op, men mine muskler ville ikke lystre, så jeg faldt sammen på sengen.
   Kiggede lidt ud i luften og så på Thomas. Mine læber bevægede sig, men jeg var ikke rigtig klar over om jeg fortalte eller om jeg ikke gjorde. Jeg kunne se at Thomas så mere og mere forfærdet ud i hovedet.
   Jeg stoppede ikke. Tårerne løb stadig, men ikke så meget som før. Da mine læber holdt op med at bevæge sig, kiggede Thomas ikke mere på mig. Under min fortælling havde han sænket blikket mere og mere.
   "Nu kan du aldrig mere se mig i øjnene, vel?" spurgte jeg.
   Han kiggede op.
   "Hvordan kan du blive her hvis han er sådan over for dig?"
   "Det er ikke noget jeg selv bestemmer," sagde jeg og kiggede væk. "Jeg kan ikke forlade min mor."
   "For mig ser det ud som om hun har forladt dig," sagde han. Jeg kiggede på ham.
   "Hvad mener du?"
   Han fik mig op at stå og med ind i mine forældres værelse. Skabene var tomme, og det flød med tøj over det hele.
   Jeg følte det som om jeg var blevet slået hårdt i maven. Al luften gik ud af mig, og jeg faldt sammen på gulvet. Det så ud som om der havde været en tornado som havde ryddet alt ud, men kun taget det med sig som den havde brug for. Jeg lænede mig op af døren. Kunne ikke tro at det her var rigtigt.

Hvor var min mor henne?

Der gik panik i mig! Rejste mig, smerten kom igen, men jeg var ligeglad. Gik ind i stuen og ledte under aviser og blade efter et brev. Min mor skrev altid et brev når hun skulle noget. Thomas stod og så chokeret på mig. Til sidst lod jeg mig dumpe ned i sofaen. Kiggede tomt ud i luften.
   Så kunne jeg høre lyden ...
   Lyden af en nøgle der blev stukket i et nøglehul og drejet rundt. Døren gik op. Jeg skulle lige til at råbe på min mor, da min far kom ind i stuen.
   Han kiggede på mig som om han havde set et spøgelse.
   "Hvor er mor?" spurgte jeg.
   Min far kiggede sig rundt i stuen og svarede: "Ikke lige her, kan jeg da se!"
   "Hvor er hun?"
   "Hvem har vi her?" spurgte min far og pegede på Thomas.
   "En af mine venner," sagde jeg, "nede fra klubben. Hvor er mor?"
   Han rystede bare på hovedet, satte sig ned ved spisebordet, tog en øl frem og tog en slurk.
   Jeg kom på benene og kiggede ondt på ham.
   "Hvad er der dog sket med dig?" spurgte han så.
   "Som om du ikke ved det," sagde jeg og begyndte at humpe hen mod døren.
   "Vent lige lidt," lød det, "hvor tror du at du skal hen?"
   Jeg vendte mig om. Jeg orkede virkelig ikke ...
   "Ind og sove," sagde jeg.
   Min far rejste sig.
   "Gør mig nu lige den tjeneste, ik' min pige?"
   Jeg rystede på hovedet.
   "Far, jeg kan knap nok gå. Hvordan vil du have at jeg skal komme hele vejen ned af trapperne og ned til tanken?"
   "Det må du da selv finde ud af," sagde han.
   Jeg humpede hen mod døren. Jeg ville hverken snakke med eller se på ham. Thomas var allerede henne ved døren. Han vidste godt at jeg ville væk.
   Min far tog fat i min højre arm. Jeg kunne næsten ikke mærke det. Men af bar refleks svingede jeg min venstre lige i hovedet på ham. Jeg havde knyttet hånden, og den sad lige i hans højre øje. Han slap min arm, og Thomas kom hen og hev mig til sig så vi kom ud af døren. Min far havde sat sig på gulvet og blev siddende. Jeg kunne mærke hans øjne i min nakken, men jeg vendte mig ikke.

"Jeg vil væk," sagde jeg, "langt væk!"

Thomas fulgte mig hjem til sin lejlighed. Han tog min jakke, sko, bukser og trøje af mig. Så hentede han et håndklæde og gjorde det vådt. Satte en stol ind i deres brusekabine. Der satte han mig og begyndte at dubbe alle mine blå mærker og sår. Det gjorde ondt. Jeg bed mig selv i læben ... så hårdt at det begyndte at bløde. Han dubbede også det væk. Han hentede en morgenkåbe til mig og fik mig ind i stuen hvor han satte mig i sofaen. Han satte sig over for mig.
   "Er du okay?" spurgte han.
   Jeg kiggede opgivende på ham. "Kom her," sagde han. Han flyttede mig, sådan at jeg sad mellem hans ben med ryggen mod hans mave. Han begyndte at massere mine skuldre. Det gjorde ondt i starten, men det gik over. Han hænder gled ned ad ryggen på mig og op igen.
   Det var dejligt ...
   Jeg kunne mærke at det løsnede mine ømme muskler og gjorde mig godt tilpas.
   Han løsnede morgenkåben og trak den ned af mine skuldre. Så kyssede han mine skulderblade, min hals og min nakke. Der gik en gysen igennem mig når han kyssede på et ømt punkt.
   Han kyssede mig op ad halsen og vendte mit ansigt så han kunne kysse mig på munden. Min kæbe gjorde stadig ondt, og jeg kunne mærke det da han kyssede mig.
   Jeg vendte mig om, så min mave var mod hans. Han skubbede morgenkåben tilbage og holdt om mig. Hans hænder var kolde, kunne jeg mærke ... var det derfor jeg fik gåsehud?

Jeg nussede ham i nakken, og han holdt om mig ...

Telefonen ringede. Jeg kunne mærke at Thomas bevægede sig. Han rejste sig og kyssede mig på panden.
   "Ja, det er Thomas," sagde han, "ja, 2 sekunder. Det er til dig," sagde han og gav mig røret.
   "Ja," sagde jeg, "hvem er det?"
   "Århh hvor er det godt jeg fandt dig," det var min mor. "Jeg har været så bekymret."
   "Hvor har du været? Du skred bare efter at jeg havde fået tæsk," sagde jeg surt.
   "Jeg....øh....jeg......jeg er så ked af det, skat, men det skal nok ordne sig," sagde hun.
   "Jeg nægter at komme hjem hvis far bliver ved," sagde jeg.
   Thomas kom ind med et glas vand og en Panodil til mig.
   Hans dyne var tung og dejlig varm.
   "Jeg ville gerne hvis du kom hjem," sagde hun. Jeg rystede på hovedet. "Jeg ved godt at du sidder og ryster på hovedet, men vi bliver nødt til at snakke om det."
   "Snakke om det? Fars måde at snakke om tingene på er jo bare at give mig fem flade til jeg holder kæft," sagde jeg surt. Thomas havde sat sig på dynen og kiggede på mig. Han mimede at jeg kunne bo hos ham hvis jeg ville.
   "Thomas siger at jeg kan bo hos ham i nogen tid," sagde jeg stille.
   "Okay......det.....det gør du så bare. Så skal jeg nok se om jeg kan finde ud af det herhjemme," sagde hun. Jeg nikkede. "Vi snakkes bare så ..."
   Røret blev lagt på.
   Jeg sad med røret i hånden og kiggede på det.
   "Hvad sagde hun?"
   "At hun ville se hvad hun kunne gøre derhjemme," sagde jeg.
   Han nikkede.
   "Måske skulle jeg tage hjem," sagde jeg lidt efter. Thomas var i gang med at tage tøj på. Han stoppede midt i en bevægelse og kiggede på mig.
   "Hvad?"
   Jeg nikkede.
   "Måske har du ret," sagde han. "Det er ikke kun din mor der skal tage hele skraldet."
   Jeg rystede på hovedet. Thomas havde ret. Jeg kunne ikke bare lade min mor i stikken selv om hun havde gjort det samme mod mig.
   Han gik ud og rumsterede med noget ude i køkkenet. Jeg kom op at stå og fik mit tøj på. Jeg kunne godt bevæge min mave nu, men min arm var stadig følelsesløs.
   "Kom herud," råbte Thomas. Han havde lavet kaffe og havde fundet nogle gamle cornflakes. De smagte nok fint nok, men jeg spiste bare fordi min mave skreg på mad. Havde ikke fået noget ordentligt at spise de sidste mange dage. Måske skulle man finde en dagsrytme?
   Thomas spiste sultent. Han stoppede en gang imellem op og kiggede på mig. Men vendte tilbage til sine cornflakes uden at sige noget.


Min nøgle sad i døren. Det eneste jeg skulle var at dreje. Thomas stod bag mig. Han havde selv bedt om at måtte gå med.
   Jeg åbnede døren. Der stank lige så meget af øl som der plejede at gøre. Jeg gik ind i stuen.
   Der sad min mor ...
   Der sad min mor lige så stille ...
   Der sad min mor lige så stille med min far i sine arme ...

"Han har drukket for meget og taget næsten hele glasset med sovepiller," sagde hun og kiggede ned på ham.

"Er han ...er han ... er han død?" spurgte jeg. Hun kiggede tavst på mig og nikkede. Thomas kom frem ved siden af mig, og jeg slog armene om halsen på ham. Tårerne løb nu igen ned ad mine kinder.

Denne gang var det tårer af sorg - tårer af psykisk smerte ...

Men også tårer af glæde og lettelse ...