De kendte ikke hinanden. Det vil sige, dét var en sandhed med modifikationer. De havde truffet hinanden på nettet og der udviklet et lille men intens venskab. Hun havde set et fotos af ham, og han havde set nogle billeder af hende. Billederne talte til fantasien, og resten havde de talt om med det trykte ord. Aldrig havde de talt i telefon sammen og alligevel fandt ordene vej imellem dem.
Nu skulle de så mødes for første gang. Han havde inviteret hende til middag lørdag aften i Copenhagen Corner på Rådhuspladsen, og de havde aftalt at mødes i restaurantens bar klokken halv syv. Han ankom i god tid, var i spændt forventning. Aldersforskellen imellem dem var på papiret stor - han kunne uden besvær have været hendes far - men mentalt var alderen udvisket og fortonede sig som noget betydningsløst.
Han sad ved baren med en sjus og tænkte over hvad han forventede af deres møde. Var det et rent platonisk forhold, hvor 'den gamle mand' blev beriget af den ungdommelige friskhed en sød ung kvinde frembragte? Søgte han selv sin forgangne ungdom i samværet med en ung piges åbne sind og livsglæde? Havde han selv noget at tilbyde hende, eller blev nettets anonyme fortryllelse brudt når cyberspaces flyvske kroppe indtog fysiske legemer? Var det hele i bund og grund en romantisk fascination, som slet intet hold havde i virkelighedens verden?
Hvorfor havde han overhovedet behov for at mødes med hende? Hvad skulle det medføre? Hvorfor havde hun sagt ja? Spørgsmålene myldrede rundt i hans hjerne, uden at finde et sted at lande. Nå, uanset hvordan det gik, så var det spændende at sætte en hel krop på den unge kvinde. Mærke hendes personlige udstråling. Se hendes smil. Høre hende snakke. Han tog et søb af sin drink og baggrundsstøjen fra baren og restauranten nåede ind til hans bevidsthed.
Han kikkede rundt for at se hvem som ellers sad i baren. To asiater i jakkesæt sad ret ved siden af ham på venstre side og talte højlydt på deres lidt hårde skingre dialekt. Længere henne mod barens dør sad tre engelsktalende personer, i afslappet tøj, to kvinder og en mand. Det lød som om de kom fra Australien - eller deromkring, hvis det ellers var noget han kunne gætte på. De ku strengt taget også være Amerikanere, eller Canadiere - det var egentlig uden betydning, han skulle ikke tale med dem.
Da han fik øjenkontakt med tjeneren bag barens disk, spurgte han om han måtte se et eksemplar af restaurantens spisekort og det blev straks tilvejebragt med et smil. Spisekortet var A4-stort og i smukt kraftigt lysebrunt læder, med guldtryk. Der var ikke mange sider med mad, men nok til at lade sig friste og inspirere. Han kunne se at de havde snegle, hvilket han fik lyst til som forret. Ved at blade lidt videre, så han at de havde nogle spændende fiskeretter og efter lidt overvejelse besluttede han at han vil have helstegt rødspætte. Han bladede videre for at se hvad der ellers var, men kom ikke længere da han fornemmede en skikkelse stå ved sin side.
En svag sødmefyldt parfumeduft bølgede omkring ham og han kikkede op. Der stod hun. Der var ingen tvivl om at det var Anja. En lidt høj, flot pige, med langt glat hår og et lille usikkert smil. Hun havde en hvid skjortebluse på, der efterlod et lille stykke med bart maveskind, under en sort jakke og de lange ben var puttet ned i et par lavtaljede denims.
"Robert?" kom det lavmælt spørgende fra hende og hun så håbefuldt på ham.
...
Han rejste sig fra barstolen og vendte sig mod hende med et smil. Hun smilede tilbage og han greb hendes fremstrakte hånd og trak hende ind til sig og gav hende et kram mens hans lagde sin kind mod hendes.
"Hvor er det dejligt at vi kunne mødes," begyndte han, idet han slap hendes hånd, "og hvor ser du frisk og godt ud."
Hun smilede tilbage og svarede: "Tak, i lige måde. Så skulle det være." Hun studerede ham intenst og sagde så: "Du er lidt større end jeg havde forestillet mig og ..."
"Du er lige så smuk og dejlig som forventet," svarede han, "men det hjalp mig jo også at Du havde sendt de fotos."
De så imødekommende på hinanden, hvorefter han spurgte:
"Hva' så, er du sulten?"
Hun kikkede rundt og så ned mod restauranten.
"Ja, lidt," svarede hun og fortsatte, "vil Du spise her?"
"Ja, det havde jeg tænkt mig - med mindre Du har andre planer."
"Er her ikke lidt dyrt?"
"Det er ikke det billigste sted, det ved jeg godt. Til gengæld har jeg før spist her og det var godt. Men tænk ikke på det. Det er mig som har inviteret."
"Jamen ... ?" hun så lidt spørgende og usikkert på ham.
"Skal vi ikke begynde med en lille drink her i baren, så kan vi studere spisekortet, og måske finde noget der tiltaler os" replicerede han kækt.
"Det lyder godt." Hun tog plads på den høje stol til højre for ham.
Han rakte hende menukortet og spurgte hvad hun kunne tænke sig at drikke, hvortil hun svarede: "Gin og lemon."
Han valgte selv en Vodka og lemon og mens de ventede på drinksene, bladrede hun i spisekortet.
"Hvad skal du have?" spurgte hun og han svarede tilbage at han havde tænkt sig snegle som forret og en stegt rødspætte som hovedret.
"Snegle?" spurgte hun forundret og kikkede med et smil på ham "det har jeg aldrig smagt. Sådan nogle slimede gummiagtige ting. Hvad smager de af?"
"Sneglene tages ud af huset, renses og steges, og kommes tilbage i sneglehuset med en klat hvidløgssmør. Der er ikke noget slimet over dem, snarere en lille fast bid med smag af grønt græs - og så dominerer hvidløgssmørret. Prøv dem!" hans stemme lød opfordrende.
Et lille gys gennemrystede hende og hun sagde med et smil: "nej tak." Hun fortsatte: "så hellere en tallerken aspargessuppe" hun stoppede op og bladrede igennem nogle sider og sagde så: "En wienersnitsel vil også være godt. Jeg kan se at den laves på kalvekød. Det er det bedste."
"Fint," svarede han, "jeg går hen og finder en tjener som kan tage imod vores bestilling. Så kan vi i fred drikke vore sjusser færdig her, mens køkkenet forbereder maden" han så på hende og hun nikkede, hvorpå han forlod baren et øjeblik.
Mens han var borte tænkte hun på hvad hun havde indladt sig på. Robert virkede da meget sød og slet ikke så gammel som han var. Det var ikke længe siden at hun følte at alle over 40 var oldsager og Robert var faktisk ældre end både hendes mor og far. Der var en sikkerhed over ham hun godt kunne lide. Nå, det skulle blive spændende at se hvordan aftenen forløb.
...
Han kom tilbage og sagde at tjeneren havde fundet et bord til dem og at de ville kommen hen til dem i baren når forretten var klar.
Mens de nød deres drinks, talte de om 'Fyldepennen' det internetforum hvor de havde truffet hinanden. Han fortalte at en god ven for nogle år siden havde introduceret ham for 'Pennen' ved at omtale en boganmeldelse han gerne ville læse. Så havde den ene proces taget den anden, han deltog i debatter og havde lagt et par tekster ind til bedømmelse. Det var et helt forrygende forum, syntes han.
Inden de kom videre i deres samtale, kom tjeneren og sagde at forretterne var parate ved deres bord. Robert tømte sit glas, hvorimod Anja lod det stå tilbage kvartfyldt. Tjeneren ledte dem frem til bordet, hvor suppen og sneglene stod klar til dem. Tjeneren spurgte om hvad de ønskede at drikke til forretten og de bestemte sig for et glas hvidvin til hver.
Hun så nysgerrigt over på ham og hans snegle. Han håndterede den særlige snegletang og den tilhørende lille to-grenede gaffel som om det var hverdagskost. Svagt sansede hun duften af varm hvidløg og syntes alt i alt at det så spændende ud. Da han spurgte hende om hun ville smage, tøvede hun først lidt, hvorefter hun sagde jatak. Han fangede et sneglehus og rakte hende det og den lille gaffel. Hun tabte sneglehuset ned i sin suppe og fiskede det leende op igen. Med den lille gaffel gravede hun efter sneglen, fik den spiddet og stak hele herligheden ind i munden. Et undrende udtryk bredte sig henover hendes ansigt og hun rakte snegleværktøjet tilbage til ham.
"Nå, hvad syntes du?" spurgte han smilende.
"Det smager ikke dårligt, men ikke som noget jeg kender - mest af hvidløg og stegt smør."
"Hvad med suppen?"
"Den er fin, med friske asparges kan jeg smage."
Hun fortsatte: "Robert - det med Fyldepennen. Hvordan kan det være at du bruger et nick?"
...
"Tjae," svarede han efter en kort tøven, "jeg havde skrevet nogle erotiske tekster jeg kunne tænke mig at publicere for at få noget feedback, og da jeg tidligere har bevæger mig i et noget konservativt religiøst miljø, som jeg ikke ønsker at bryde helt med, så valgte jeg den anonyme form. Hvis nogen i min omgangskreds fandt ud af at jeg gemte mig bag dét navn på Pennen, så følte jeg at det måtte være deres problem - hvis de valgte at læse mine erotiske tekster, så havde det ikke noget med mig at gøre, men de læste dem fordi det interesserede dem. Der er andre tekster end de erotiske, som jeg godt ville lægge navn til, men så syntes jeg at mit nick 'Robert Kallehave' er godt - bedre end mit fødenavn."
"Hvorfor bruger du nicket Jacci?" spurgte han, da hun ikke kommenterede det han havde sagt, men blot nikkede.
Der blev en lille pause, hvor hun spiste og tænkte sig om. Da hun havde drukket af vinglasset, sagde hun: "Jeg er en ung pige som ikke vil antastes af hvem som helst, fordi jeg skriver nogle tekster eller deltager i nogle debatter. Visse mænd tror de ejer én, når man giver udtryk for følelser og holdninger" hun tav og drejede glasset mellem fingrene.
"Har Du oplevet noget negativt, siden du siger sådan?"
"M'n jae," hun smagte på ordene inden hun fortsatte, "der var nogle websites og datingsider hvor jeg følte at jeg kom i klemme, og hvor jeg måtte afvise et par ihærdige mandfolk, som viste sig at være nogle luskede tøsedrenge. Det har jeg været helt fri for på Pennen. Ingen kender mig - udover at Du har fået mit navn..."
"Tak for tilliden," brød han ind.
"...men selv Du ved ikke hvor jeg bor, og sådan vil jeg helst have det."
"No problem," indskød han med et smil. "Men hvordan fandt du frem til Fyldepennen," spurgte han så.
"Jeg googlede efter debatter og digte, og så dukkede Fyldepennen op flere gange, og jeg fandt et interessant forum hvor mange meninger brydes, og hvor digte og andre tekster står i stort tal. Og så har Du jo været med til at tilskynde mig til at lægge en tekst på, så jeg også ku' få noget respons. Herligt ikke?"
"Absolut!" svarede han. "Det er et dejligt forum, med mange herlige mennesker og hvor man får flyttet holdninger hvis man er åben overfor det - hvor man kán flytte sine holdninger, hvis man vil" rettede han det til.
I mellemtiden havde hun tømt tallerkenen med suppe og han spiste den sidste snegl, og så sig om efter tjeneren. Denne kom et øjeblik efter og tog af bordet, mens han høfligt spurgte om forretten havde været god, hvilket de begge bekræftede.
...
Mens tjeneren var hos dem spurgte Robert Anja om hvad hun kunne tænke sig at drikke til hovedretten. Tjeneren blev afventende stående.
"Hvad siger du til at vi deler en flaske rosévin?" spurgte han.
"Det lyder godt," svarede hun tilbage og tilføjede, henvendt til tjeneren, "og en kande vand."
"Har I Mateus Rosé?" spurgte Robert og tjeneren nikkede. "En Mateus og en kande vand," fortsatte Robert derpå.
Tjeneren trak sig tilbage og mens de ventede på hovedretten var der tavst imellem dem. De så ud på den altid travle Rådhusplads og læste lysavisen der flimrede gennem mørket.
Der gik kun et øjeblik så vendte tjeneren tilbage med drikkevarene og en lille kurvfuld med hjemmebagt brød. Han forskænkede vinen for Robert, der bekræftede kvaliteten. Så blev der skænket i begges glas.
"Skål, for en god aften," sagde Robert og hævede glasset mod Anja. Hun tog sit glas og klinkede det mod hans.
Deres samtale om 'Pennen' fortsatte, og ebbede så ud. De ord som kom så let på skærmen, fandt ikke vej i virkeligheden verden. Så snakkede de om deres arbejde og hverdagsliv, og samtalen døde igen ud.
Inden stemningen blev underlig, kom to tjenere med hovedretterne. Det så godt ud og duften bredte sig omkring dem. Tjenerne anrettede retterne og lod så tilbehøret tilbage, hvorpå de forlod bordet med et "velbekomme."
Der var tavst ved bordet mens de gik i gang med at spise. Roberts delte forsigtigt den hele rødspætte ved rygbenene og de regulære filetstykker blev delt op og spist. Retten var garneret med rejer, kartofler, persille og smørsovs. Anja skar i sin snitsel og så ud til at nyde det hun spiste. Samtalen imellem dem kom langsomt i gang igen og de talte om deres familier.
Da de var færdige med hovedretten, spurgte Robert Anja om hun ville have dessert og kaffe, hvortil hun svarede nej.
"Hvad siger du til at slentre en tur ned af Strøget. Så kan vi ende på Kongens Nytorv og måske tage kaffe på Angelterre?"
"Det kunne være rart med en spadseretur," replicerede hun.
...
De blev færdige i restauranten og Robert betalte tjeneren med sit kreditkort. Ude ved fodgængerfeltet over til Rådhuspladsen rakte han hende sin arm og de gik over HC Andersens Boulevard arm i arm. De gik i et roligt tempo ned gennem Strøget, småsludrende og kikkende på butikker og gadehandlere. Da han ville lægge armen omkring hendes hofte, trak hun sig smidigt ud af favntaget og stak blot igen sin arm under hans. En utalt grænse var afsat.
De kommenterede neutralt det de så i butikkerne. Men havde man iagttaget dem ville man se at deres udtryk var lidt anspændt og tænksomt.
Fremme ved Kongens Nytorv tøvede de lidt hvorefter han ledte hende hen mod hotellets café.
"Det skal ikke være noget særligt," sagde hun til ham, da de stod udenfor caféen og studerede menukortet.
"Jeg er også godt tilpas," svarede han tilbage, "men en kop kaffe, vil ikke være af vejen - og så har jeg en svaghed for isdesserterne her, så måske lader jeg mig overtale til at snuppe en sådan."
"Det vil være dejligt."
Inde i caféen lød der dæmpet pianomusik og de fik anvist et bord med udsigt til pladsen udenfor. De valgte begge almindelig kaffe, samt - for hans vedkommende, en isdessert med chokoladetoppings. Hun valgte en issymfoni, med chokoladestykker og vafler. Da han spurgte om hun ville have cognac, eller noget andet til kaffen, svarede hun nej tak. Han bestilte selv en dobbelt Remy Martin.
"Robert, hvad siger din kone til at du går i byen med en fremmed pige?"
Han sad lidt og grundede over spørgsmålet, inden han svarede: "Hun ved at jeg har fået nogle bekendte på Fyldepennen, og at jeg i dag skulle mødes med nogle af dem. Jeg har ikke fortalt hende at jeg skulle være alene med en ung pige som Dig. Det ville komplicere tingene. Men ellers vil jeg sige at vi har en udtalt frihed overfor hinanden. Hun er medlem af nogle klubber, hvor hun tit ses med sine klubkolleger, og jeg spørger sjældent til hvad hun foretager sig, og hun spørger så heller ikke mig. Jeg vil sige at tilliden imellem os er stor."
Anja stivnede lidt og satte sig rank i stolen. "Ved du hvilke klubber det drejer sig om?" spurgte hun interesseret, "er det swingerklubber, eller så noget?"
Han smilede tilbage til hende og svarede: "Nej, he - he, det er mere harmløst. Hun går til visesang og harmonikaspil."
Anjas skuldre sank ned på plads igen. "Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at vort møde ikke fører andet med sig - forstår du hvad jeg vil sige...?" Hun smilede lidt genert til ham med hovedet lidt på skrå.
Robert så roligt tilbage på hende, smilede og sagde så: "Jeg forstår godt hvad du mener. Øv, så røg den chance - det er ellers ikke hver dag man kan få lov til at gå i byen med en smuk ung kvinde som Dig. Jeg tog nu heller ikke noget for givet - det må Du ikke tro, men lidt betaget af Dig er jeg nu blevet" han rakte over bordet og greb hendes hånd, smilede og så hende ind i øjnene "gode venner fortsat?" spurgte han.
"Selvfølgeligt!" svarede hun tilbage og gav hans hånd et klem, "men jeg syntes at vi blot skal fortsætte venskabet på Pennen."
Det var ligesom at stemningen lettede og blev mere fri imellem dem. Hun grinede mere end tidligere og slog smut med øjnene.
Klokken var henad 23 da de brød op. Han spurgte om han måtte køre hende hjem og hun sagde nej tak. Der gik en S-bus fra Kongens Nytorv til hvor hun boede, så det var fint nok.
"Jeg følger dig i hvert fald hen til busstoppestedet."
"Det vil være fint," sagde hun og stak sin arm under hans og ledte ham hen til stoppestedet. Bussen ville gå 10 minutter senere, så de stod og holdt om hinanden, mens de ventede. Da bussen kom gav han hende et kram og et kindkys, og hun gik smilende op i bussen.
De vinkede til hinanden da bussen kørte.
Han skuttede sig lidt og begyndte at gå over mod Strøget igen. Hans bil stod nede ved Rådhuspladsen, så der var en frisk gåtur foran ham.