Og Le'mek levede så i et hundrede og toogfirs år. Da blev han far til en søn og gav ham navnet Noa idet han sagde: "Denne vil bringe os trøst og udfrielse fra vort arbejde og vore hænders smerte, der skyldes jorden som Jehovah har forbandet." Og Noa blev så femhundrede år gammel. Derpå blev Noa far til Sem, Kam, og Ja'fet.
På den tid lagde de frafaldne Gudssønner i himlen mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte. … gudssønnerne fortsatte med at gå ind til menneskedøtrene og de fødte dem sønner; det var de vældige krigere (Ne'filim) som levede i gamle dage. Og Jehovah fortrød at han havde frembragt menneskene på jorden … og Jehovah sagde: "Jeg vil feje menneskene som jeg har skabt, bort fra jorden flade, om 120 år skal de alle dø … ." Men Noa fandt yndest i Jehovahs øjne.
Så sagde Gud til Noa: "Lav Dig en ark af harpiksholdigt træ. Du skal lave rum i arken, og Du skal stryge den indvendigt og udvendigt med tjære. Indgangen skal Du anbringe på arkens side og Du skal lave den med et nederste, mellemste og øverste stokværk. Og Du skal gå ind i arken, Du og Dine sønner og Din hustru og Dine sønners hustruer sammen med Dig. Og af hver levende skabning af al slags kød skal Du bringe syv rene og to urene ind i arken for at bevare dem i live. Hanner og hunner skal det være. Og tag med Dig al slags føde der spises, og den skal tjene til føde for Dig og for dyrene".
Noa grublede længe over Jehovahs besked om arken. Det var et usædvanligt stort bygningsværk. Mange havde lavet små både til at sejle på søerne og på floderne. Men intet han kendte til mindede om arken, med dens dimension på 150 meters længde, 15 meters højde og 25 meters bredde. Han tilkaldte sine tre sønner og fortalte dem om Jehovahs påbud til ham og at Han ville udslette al skaberværket om 120 år og så bad Noa sønnerne om at hjælpe sig med byggeriet.
Noa drøftede i enrum byggeriet med Jehovah flere gange. Han tegnede arken som den skulle komme til at se ud, indrettet med rum til små og store dyr, foder- og vandmagasiner, luftkanaler, og sluser og lemme til affald. Øverst oppe i den ene ende en bolig til ham og familien, med vinduer med lemme for så de kunne orientere sig. Aller nederst skulle der bygges kamre til ballast.
Noa og den udvalgte familie brød op fra deres marker og rejste til et højdedrag med store cedertræer. De ryddede et område så de havde et egnet areal til at bygge arken på.
Omkring dem spurgte Noas øvrige familie og de andre som var i nærheden, hvad Noa skulle i gang med. De fleste lo ad Noas forklaring og kaldte ham for et gammelt fantasifyldt fjols. Gudsønnerne spottede Noa og hans familie og Nefilim gjorde sig til gode på Noas bekostning, ved at knække nogle af de træer der skulle bruges til byggeriet og ved at rode det hele rundt, så Noa til sidst måtte bede Jehovah gribe ind for skabe fred til byggeriet. Jehovah satte da nogle Keruber til beskyttelse af Noa og hans familie og arken.
Det var et kolossalt byggeri. Aldrig havde nogen set noget lignende. Dagligdagens gøremål skulle også passes, husdyrene plejes og mad indsamles, boligen de alle boede i vedligeholdes. Alligevel skred byggeriet godt fremad, samtidigt med at Noa og sønnerne fortalte dem der ville høre hvad der skulle ske i den nære fremtid, og især at Guds vrede ville ramme alle dem som deltog i den stigende ondskab som huserede.
Raseriet og chikanerierne fra Gudssønnerne og Nefilim tog til efterhånden som de 120 år forløb. Noa og de 7 andre fik de ikke lov til at røre, men alle andre mærkede dæmonernes og deres håndlangeres vrede og hån.
I det 120'ende år stod det imposante byggeri færdigt og Jehovah lod de udvalgte dyr komme til arken, 7 rene af hver art og 2 urene af hver art, hvor Noa og resten af familien tog imod dem og fordelte dem i arkens rum og afdelinger. De store og mellemstore dyr nederst, smådyrene og andre udvalgte på mellemdækket, og fugle og småkryb på øverste dæk. De store vandmagasiner, som var passende placeret på de forskellige dæk var klar til at blive fyldt op. Der var et leben og en travlhed som aldrig set før, og nysgerrige mennesker omkring pladsen hvor arken stod, kommenterede hovedrystende det de så. Strømmen af dyr ebbede ud og en mærkelig ro lagde sig over stedet. Noa og de 7 gik omkring og nødte de omkringstående til at komme med dem i arken for at de skulle kunne overleve katastrofen der ville komme. Nogle få var tvivlrådige men ville alligevel ikke med da det kom til stykket. Især smertede det den udvalgte familie at Noas sønners svigerfamilie ikke ville komme til fornuft, ej heller Noas hustrus familie eller Noas tidligere familie og børn.
Da Guds tid var inde nødte Han Noa og de 7 andre til at gå ind i arken, hvorefter Jehovah lukkede den store port i arkens side. Under den proces var de omkringstående tavse og målløse.
Og så skete der ingenting. Intet skete.
Udenfor arken gik livet videre. Mennesker stod omkring den tavse tillukkede ark, spøgte og gjorde nar og gjorde sig til gode på Noa og Jehovahs bekostning. De købte og solgte, tog til ægte og gav til ægte, fordrev tiden i deres og dæmonernes vanvittige ondskab, uden at tage vare på det Noa havde fortalt.
7 dage gik. Den eneste synlige forskel var de hylende dæmoner og deres afskyelige afkom, der i stadigt stigende vanvid foer omkring og forsøgte at finde indgange til arken. De hev og sled i porten, krøb omkring på taget og ruskede i de tilskoddede vinduer. Men Keruberne beskyttede arken og ingen slap ind og intet blev brudt op.
På 7'endedagen skælvede jorden og himlens baldakin faldt ned. Vand, vand og atter vand kom fra alle sider, fra dybet og fra oven. 40 dage og 40 nætter stod himmel og hav i et. Skabningernes brøl og skrigen forstummede. Arkens vandmagasiner blev fyldt op på mirakuløs vis, ved at skyer med regnvand blev lige over arken, hvor vandet blev ledt fra taget og ned i magasinerne. En dvalelignende tilstand faldt over dyr og mennesker i arkens indre. Arken flød stabilt rundt i kaos mens jorden rumlende faldt til føje. Havenes dyb skabtes og bjergenes tinder rejste sig, forskubbet af naturens og vandets voldsomme kræft. 120 dage herskede vandet over jordens flade, hvorefter Gud huskede på Noa og arken. Stærke vinde delte vandene og land kom til syne. Efter yderligere 2½ måned lagde arken sig til hvile på et plateau på Ararats bjerge og efter yderligere 40 dages forløb åbnede Noa en taglem og lukkede en ravn ud. Ravnen blev udenfor uden at kunne finde et sted at være. Herefter tog Noa en due som også fløj ud og kom tilbage til Noa uden at den havde kunnet finde fæste nogen steder. Yderligere 7 dage gik og duen blev sluppet løs igen. Ved aftenstid den 7'ende dag kom duen tilbage med et spædt olivenolieblad i næbbet. Atter tog Noa duen ind i arken og efter yderligere 7 dage blev den sluppet løs. Nu blev den borte og Noa skønnede at jorden var tør nok til at gå ud på.
Et år og 17 dage efter at Noa og hans 7 familiemedlemmer var blevet lukket inde i arken af Gud, gav Jehovah Noa befaling om at gå ud af arken. Noa og hans familie og alle dyrene gik da ud af arken og Gud velsignede dem og lod dem alle blive talrige som sandet ved havets bred.