(Alle fastboende borgere i grønland har ret til drive jagt og fiskeri efter nærmere fastlagte regler. Jagt er menneskets eneste chance i Grønland, for at få frisk fersk dyrekød til køkkenet derhjemme, med mindre man vil købe det på 'Brædtet', grønlændernes 'under åben himmel' slagterbutik, der ofte bugner af friskskudt fjerkræ, sæl- og hvalkød, måske en snehare, rensdyr- og moskusoksekød, og så selvfølgeligt friskfanget fisk af alle mulige nordatlantiske slags. Alternativet er frossen eller konserveret kød og fisk, fra de regulære butikker.)


Kapitel 1
   Torsdag eftermiddag og fredag
   Vi sejlede ind i inderfjorden en torsdag eftermiddag i august. Skyerne var faldet ned på jorden og det var surt og fugtigt. Vandet var dirrende og det blæste næsten ikke. Båden blev lagt for anker et godt stykke ude i fjorden, så den også havde vand under kølen ved lavvande. Aftensmaden blev lavet ombord: dåsegullasch med ris, og vi gik tidligt til køjs efter at have delt en flaske rødvin.

Tidligt fredag morgen pakkede vi vore rygsække med tørproviant, nescafé og te, sukker og salt, nogle chokoladebarrer, et stormblus, kogesprit, soveposer, tørre sokker, wc-papir, ammunition, store plastikposer og et lille telt. Vi hægtede alle tre vore drikkekrus fast i karabinhager ved livremmen, så de var lige til at få fat i når tørsten meldte sig og et vandløb var i nærheden. I vore bælter sad der også hos hver af os en stor jagtkniv. Vi bar endvidere alle tre gode rifler med ammunition i magasinet og kammeret, en kaliber 222 og to 30.06'ere, alle med kikkertsigte. Og ja, jeg ved godt at det er en uvane at have en patron i kammeret, når man går rundt i fjeldet og jeg vil ikke undskylde det, blot sige at det var mere regelen end undtagelsen for jægere i Grønland. Hans bar endvidere på vores lille nødhjælpskasse. Anker havde en jagtkikkert hængende om halsen, og jeg et lille spejderkompas i brystlommen. Kom der nogle rensdyr forbi skulle de være heldige at slippe fra os. Rensdyr ser ikke specielt godt, så det dårlige vejr burde være en fordel, hvis vi ellers fik øje på dyrene, før de så os.

Efter kaffe, flutes og havregrød, kunne vi lidt over otte sætte den lille nye Mariner påhængsmotor på Pocajollen og sejle ind til elvens udspring i bunden af fjorden. Jollen blev trukket op over det første plateau, til den lange sø der lå imellem fjeldene. Et par timers sejlads på søen, hvor vi ikke så spor eller bevægelse efter dyr, sejlede vi ind til bunden af søen. Sejlturen var i øvrigt lidt nervepirrende. Søers ferskvand har ikke så megen opdrift som salt havvand og vi tre mandfolk fik båden til at sætte sig, med kun 5-10 cm. vand fra rælingen, så vi sad stille som mumier. For enden af den første sø slæbte vi jollen endnu et plateau op, til den næste sø, sejlede til bunden af den og rejste teltet og lagde rygsækkene fra os inde i det. Vi ville hurtigt ud i terrænet og kikke efter dyr, så vi spredte os og travede af sted i dalene imellem fjeldene. Det eneste vi så var havørne og ravne, og så hørte vi det høje gjaldene kald fra en lomvig. Der var ingen friske dyrespor og dét vi kunne sige om vejret, var at det var elendigt men vindstille.


Kapitel 2
   Søndag formiddag
    
   Våde, tavse, tomhændede og lettere nedslåede efter tre dages vandren rundt i de grønlandske fjelde, søgte vi søndag formiddag tilbage mod fjorden og båden. Vi skulle alle på arbejde om mandagen. Den lille jolle blev efterladt oppe ved den første sø, med bunden i vejret, for Hans skulle tilbage den kommende weekend, sammen med nogle danske forskere, knyttet til Sisimiut Museum, der ville prøve at gå på jagt. Påhængsmotoren slæbte vi med os. Risikoen for at den ville blive stjålet hvis den var efterladt ved jollen, var for stor.

Vi så frem til at komme tilbage til båden, for at få varmen og komme i noget tørt tøj. På vej ned mod fjorden drøftede vi hvordan vi skulle komme ud til båden. Hvis vi var heldige ville vi møde deltagerne fra det jagtselskab, vi havde hørt skyde tidligere. Men der var ingen da vi nåede fjorden.

Hans sagde nok så frejdigt at han ville svømme ud til båden, og fordi vandet var stigende mod højeste højvande, var der et stykke ud til den. Uden så meget som at tøve hoppede han af tøjet, så han stod tilbage i underbukser og t-shirt, hvorpå han sprang i det iskolde vand. Han klarede turen med bravur, selvom han bagefter sagde at det var hammer koldt, mens han sigende holdt to fingre helt tæt sammen og henviste til dilleren der var krøbet adskillige numre i det kolde vand.

Han kom i noget tørt tøj og fik liv og varme i båden; trukket ankeret op og sejlede ind til os to luksusdyr der bare kunne springe tørskoede ombord fra klippekanten. Vel ombord i båden, anrettede vi det første rigtige måltid i flere dage, i tørvejr. Dåsemad forstås, til forskel fra det tørfoder vi kunne arrangere over det lille spritblus i det minimale jagttelt.
    
   Når højvandet vendte, ville vi sejle så det faldende vand kunne hjælpe os hurtigere hjemover. Vi skiftede tøj og lagde os til at sove i en time. Da vi vågnede var vejret blevet dårligere, meget dårligere. Det stormede fra vest-nordvest. Og det var den retning vi skulle, så vi ville få stormen ret imod os i inderfjorden, så lidt om bagbord og senere, i hovedfjorden, ret om styrbord. Regn og slud stod ned i stride strømme. Vi lavede os noget frisk kaffe, fyldte vores krus og hældte resten på termokanderne, så vi havde nok til hele hjemturen, der var beregnet til at vare omkring 9 timer.


Kapitel 3
   Søndag middag
    
   Det fjordsystem vi befandt os i, var en del af et gaffelformet system med 3 grene ind i landet og en bred hovedfjord der førte ud til Davidstrædet. Fjordene var på begge sider omkransede af stejle fjelde på 6-800 meters højde. På nær inderfjordene, samt ved hovedfjordens munding, var der faktisk ingen synlige brinker imellem fjeldene og fjorden, så det var et øde, ugæstfrit sted. Vi havde jagtet i den sydligste fjordarm og sejlede i læ af klippekysten først om styrbord og derpå om bagbord så lang tid vi kunne. Så sejlede vi forbi midter-grenen ind i selve hovedfjorden og havde vi følt at vejret i den fjord, vi kom fra, var dårligt, så fik vi i allerhøjeste grad kærligheden at føle nu. Hovedfjorden lå stik vest/øst og en bidende kuling blæste som i en tragt næsten direkte imod os, så vores gode gamle Fåborg 20 motorsejler fik sin sag for. Den bjærgede sig dog fint og var stadigvæk tør indenbords.

Vi satte en nordvestlig kurs for at komme over til fjordens nordlige side, i den tro at vi kunne blive skærmet lidt imod vinden og søerne. Formentlig skulle vi sejle 5-6 sømil inden vi kom i nærheden af noget der lignede delvist læ.

Det var et underligt vejr. Bølgerne var ikke var særligt høje, de blev nærmest blæst i stykker af stormen. Derudover var der også tæt ved maksimalt træk fra månen, så forskellen mellem høj- og lavvande ville blive omkring 4½ meter. Vi sejlede i tiltagende tusmørke og var midt i fjorden da der lød et kæmpe brag fra motorbrønden, hvorefter motoromdrejningerne steg til en vanvittig hylen, samtidigt med at vi mistede manøvreevnen over båden.
    
   Det viste sig at skrueakslen var knækket lige bag motoren. Heldigvis blev akslen på sin plads, så vi tog ikke vand ind gennem stævnrøret.


Kapitel 4
   Søndag sen eftermiddag
   Selvom vi var jagtkammerater, var vi af temperament meget forskellige. Anker, den rolige og sindige, sej og senet, jeg husker ikke hans grønlandske øgenavn. Hans, den altfavnende, elskelige, humoristiske og handlekraftige, tæt lettere rundbuestil, af grønlændere kaldt Hansi-halvpræst - det navn kan tolkes på mange måder, men man rammer ikke helt ved siden af hvis man associerer det til Hans's måde at være kristen på. Og jeg, robust med ølvom, almindeligvis venlig, men humørmæssigt noget svingende, af grønlændere kaldt puujuu = tågen, ét navn der også kan tolkes bredt, men jeg syntes nu de grønlændere der gav mig navnet ramte meget godt.

Ingen af os tabte på det tidspunkt fatningen, men vi drøftede seriøst vore muligheder og kalkulerede med forlis. Det hårde vejr betød at vi regnede med at drive ind mod den sydlige klippekyst, for selvom strømmen var udadgående, blæste den indadgående storm båden modsatte vej. Det første vi gjorde for at stabilisere båden, var at lade ankeret gå i sin maksimale længde - som var vel omkring 100 meter, samtidigt med at vi satte et drivanker i et tov på omkring 50 meter. Begge dele rettede båden så meget op at det igen var til at holde ud at være ombord.
    
   På grund af fjeldenes stejle sider og fjordens store dybde, var der kun et hypotetisk håb om at ankeret ville tage fat i et eller andet inden vi ramte klipperne og forliste. Båden drev tættere og tættere på kysten, som så vidt vi vidste bestod af ren klippe uden et eneste lille område med strandbred.

Pynten vi havde passeret nogle timer tidligere kom nærmere og nærmere. Da vi var omkring 100 meter fra klipperne, fik vi øje på et lavt klippeplateau, hvor vi skønnede at vi kunne hoppe i land hvis vi havde heldet med os. Når vi nu alligevel skulle forlise, kunne vi ligeså godt 'sælge' os så dyrt som muligt. Efter nogle overvejelser, løsnede vi jollens lille 3-hestes påhængsmotor fra sin surring og tjekkede den for brændstof. Jeg var den største af os og fik fornøjelsen af at skulle hænge udover skibssiden med den startede motor i hænderne. Der var omkring 60 centimeter ned til vandet fra cockpittets dæk og mens de to andre holdt fast i mine ben, så jeg ikke røg overbord, hang jeg ud over siden med den spruttende motor i den ene hånd og den anden hånd på det vippende gashåndtag, mens jeg forsøgte at få skruen til at bide i vandet. Båden gyngede og jeg fik lavet nogle hak i skibssiden med den piskende skrue. Vi fik etableret en vis fremdrift og kunne nu nærme os det udvalgte kystområde.
    
   Da båden var omkring 5 meter fra klipperne, blev den skubbet ud i fjorden igen! Uanset hvor meget vi prøvede, viste det sig at den udgående strøm var så stærk, at vi ikke kunne komme tættere på kysten med den motorkraft vi besad, samtidig med at motoren var håndholdt. Gassede jeg for hårdt, piskede skruen sig forud og ud af vandet, gassede jeg for lidt forsvandt fremdriften. Vi prøvede atter og atter, men forgæves. Jeg blev pjaskvåd, gennemkold og fik tendens til søsyge, og tillige føltes armene til sidst som om de var ved at falde af. Hans og Anker tog over, men med samme resultat.
    
   På et tidspunkt var jeg så udmattet og opgivende, at jeg ikke kunne tænke en rationel tanke. Jeg sagde til de andre, at nu gik jeg ned i kahytten for at få varmen og hvile mig, så måtte vi forlise eller ej. Når jeg er i det lune er jeg ikke nem at diskutere med - en af mine mindre gode sider. Havde de nogle løsninger og forslag, så kunne de komme med dem nu, hvis ikke, så håbede jeg at de ville kalde på mig inden båden ramte klipperne. Jeg lukkede af for omgivelserne. Sagde at det var mit problem, om jeg ville få en chance for at springe i land når forliset skete. Under dæk, i forkahyttens styrbord køje, trak jeg soveposen over mig uden at krybe ned i den. Jeg hørte de andres mumlen og bevægelser i cockpittet og faldt derpå i søvn.
    
   Indimellem vågnede jeg fuldstændig uden tidsfornemmelse og undrede mig over at vi endnu ikke var stødt mod klipperne. De to andre stod tavse i cockpittet og de svarede ikke da jeg spurgte hvordan det gik. På et tidspunkt faldt jeg i dyb mareridtsagtig søvn.


Kapitel 5
   Mandag morgen
   Da jeg vågnede var det blevet lyst og stille. Helt vidunderligt, uvirkeligt stille, bortset fra en stille klukken af vandet omkring båden. Solen skinnede ind af koøjerne og der lød en rumlende snorken fra Hans, der lå i køjen modsat mig. Jeg slog soveposen til side og kikkede ud af koøjet over mit hoved. Udenfor så jeg et solbeskinnet havblik. En stille prutten lød fra cockpittet og en umiskendelig duft af bæ bredte sig. Da jeg skulle se hvad der skete, så jeg Anker sidde på en spand på motorkassen og forrette sin nødtørft. Vi sagde høfligt "go' morgen" til hinanden, som om vi passerede hinanden på byens hovedstrøg.
    
   Hurtigt stod jeg helt op og gik ud af cockpittet, for at iagttage omgivelserne, der var helt vidunderlige, som en spansk lagune - bare noget koldere.
    
   Det viste sig at vi var drevet forbi pynten og klipperne, og fortsat over fjordforgreningen til den østlige kyst. Vi var blevet blæst direkte ind i en stor lagune med en fin sandstrand, omgivet af et enormt hesteskoformet fjeld med lodrette, sorte sider. Bådens anker havde taget fat i havbunden i god tid inden vi ramte kysten og det tilbagekommende højvande havde sørget for at vi kunne ligge og svaje uden at støde på grund nogen steder.
    
   Kontrasten til den foregående nats utryghed og mareridt var enorm. Et ubeskriveligt antiklimaks. Jeg lavede frisk kaffe til os og vækkede Hans. Anker lavede bacon, spejlæg og baked beans. Stemningen imellem os var både euforisk og ærefrygtindgydende.
    
   Vi havde livet og materiellet i behold, så skidt være med at vi kom for sent til vores arbejde og spørgsmålet om hvordan vi kom hjem.


Kapitel 6
   Mandag middag
   Nogle timer senere fik vi øje på en Grønlandsk fanger der kom forbi i sin fangerjolle en sømil væk. Da han ikke reagerede på vores nødblus - skød jeg efter ham med min jagtriffel, for at fange hans opmærksomhed. Altså, jeg skød ikke på ham, men sigtede foran hans båd, og der var heller ingen sure miner fra fangerens side, tværtimod et stort grin - typisk grønlandsk. Han slog en trosse i os, og så gik det sindigt hen til Sarfannguaq, en lille bygd midt i fjorden, igennem strædet dér og videre i smult vande mod Sisimiut. Vi fik nogle fiskere i Sarfannguaq til at kalde Sisimiut over skibsradioen, for at sige at vi var i god behold selvom vi havde været udsat for havari.

Vel ankommet til havnen i Sisimiut, måtte vi tre jo finde på en anstændig bjærgeløn til fiskeren. Han ville ikke have noget, hvilket vi selvfølgeligt ikke ku' acceptere, så han fik de penge vi tilsammen havde på os. Der var til nogle måneders brændstofforbrug til hans jolle. Det var hans beskedne måde at sige at det havde været en selvfølge at tage os på slæb.
    
   At jeg gik ned for at sove da det stod værst til, blev aldrig kommenteret. Men de andre har formentligt tænkt sit. Jeg har i hvert fald tit overvejet situationen, med en hvis undren over min reaktion - jeg mener, livet stod jo på spil, ikke!?


Epilog.
   Hans og jeg ejede båden sammen. Pudsigt nok forliste den næsten på stedet og årsdagen for havariet. Et par gode venner havde lånt båden til rensdyrjagten dét år. De havde skudt 3 dyr og var på vej hjemover i godt vejr torsdag eftermiddag den 14. august 1986, da motorkassen uden varsel røg i luften med et drøn og flammer omtændte bådens cockpit øjeblikkeligt. Åbenbart var en brændstofforbindelse knækket eller gået løs og på ingen tid stod hele båden i flammer. De to ombord fik heldigvis reddet sig over i den efterslæbte gummibåd. Røgfanen alarmerede beboerne i Sarfannguaq og et par fiskere fra bygden kom hurtigt tilstede. Båden stod ikke til at redde, men vore to venner blev bjerget med hvad de gik og stod i, lidt forbrændt hår og ellers uskadte.

Af en eller anden grund slæbte fiskerne den brændende båd ind til kysten og satte den på grund på et stykke sandbred. Det gjorde at jeg og fruen senere kunne tage 'liget' i øjesyn og fotografere den til forsikringen. Det var et sølle deprimerende syn. Af selve båden var der kun en takket skal af glasfiber tilbage - nærmest som bunden af et blødkogt æg. Den nedsmeltede motor, nogle riffelpiber, det flængede hylster af en ildslukker, samt 3 afpillede ribbenskroppe af de skudte rensdyr var hvad vi kunne genkende. Nogle havde taget en talisman fra båden, idet skruen var savet af skrueakslen.