Den lille hvide pille kom ned i det hemmelige smykkeskrin i natbordsskuffen. Det var en af de gode aftener, hvor Else er nattevagt. Hun står ikke og venter på, at han sluger sovepillen. Så tømte han vandglasset, lod sig falde tilbage i sengen, fik med lidt besvær tag i kontakten og slukkede lyset. Igen ventede en lang og mørk nat, hvor søvnen kun indfandt sig i korte perioder.

Som så mange andre nætter kom og gik tankerne, og minderne trængte sig på.

Ja - kun minderne var tilbage. Alt sammen noget, som var sket. Han kunne heller ikke med rette forvente sig mere af livet. Eller kunne han?

Der var bare det ved det, at kroppen ikke ville være med længere. Alderen og slitagen satte sine spor og stjal kræfterne. Det stjal også muligheden for at komme sig efter de sygdomme og skavanker, som uvægerligt kom forbi. Det hobede sig op og blev kronisk. Det blev efterhånden så meget, at han sidste år - kort efter sin 85 års fødselsdag - modstræbende måtte sige ja til et værelse på plejehjemmet.

Karen havde været her i dag. Hun var den af familien, som holdt forbindelsen ved lige - ja de to havde altid været forbundne med nogle særlige bånd, som holdt ved.

Karen var hans barnebarn, som han stadig kaldte lille Karen for at skille hende fra Karen - hans trofaste livsledsager gennem næsten 60 år - som Karen var opkaldt efter.

Lige siden Karen tog sine første skridt med morfar rundt på gården mellem dyrene og ud over markerne og ned til engen, havde der været et helt specielt fortrolighedsforhold mellem dem. Nu var hun - lille Karen - ikke lille mere, men en høj, smuk kvinde midt i trediverne. Men fortroligheden var der stadig, de indviede hinanden i livets glæder og genvordigheder, og de kunne - med deres tidsmæssige forskydning på godt 50 år i alder - give hinanden et spændende modspil i samtaler om livets store spørgsmål eller bare slappe af og snakke eller pjanke om dagligdagen.

Hendes ægteskab med Peter var kørt lidt af sporet. Men i eftermiddag havde Karen med glæde i stemmen og øjnene fortalt om ferien ved vestkysten, hvor de en uge i sommerhus havde nærmet sig hinanden igen og genfundet glæden ved at være sammen.

Og med et lille genert smil havde Karen fortalt, at hun drømte om, at hun var blevet gravid. Det havde fået en rar varme til at brede sig og fylde i Krestens sind. Måske oplevede han at se sit oldebarn.

Underligt som det med børn var blevet en mangelvare i familien.

Karens mor Birthe havde kun bidraget med 1 barnebarn. Ved ægteskabet med Svend flyttede de til København, hvor Svend gik ind i faderens virksomhed. De lod sig optage i byens bedre borgerskab, og besøgene hjemme på gården blev sjældnere og sjældnere. Mange gange havde han i stille stunder grublet over, hvad det var, storbyen gjorde mod familielivet. Tingene blev forfladiget. Folks stræben rettede sig så stærkt i mod materielle værdier, medens de menneskelige kontakter og samhørigheden med slægten - eller familien, som man sagde nu - blev skubbet til side, som om det var noget, man bare senere kunne tage frem, når tiden var til det.

Lille Karen havde arvet hans og Karens sind. Hun fik sat igennem, at hun ved alle lejligheder kom hjem til bedsteforældrene. Og Kresten var i sine stille nattetanker ikke i tvivl om, at han og Karen havde været mere forældre for hende end Birthe og Svend.

I mange år havde Kresten og Karen også drømt om, at lille Karen ville finde sig en landmand, så de kunne overtage gården. Håbet havde nok holdt Kresten ved gården lidt længere, end han burde af hensyn til helbredet.

Lille Karens hu stod imidlertid allermest til dyrene og deres velbefindende. Og da hun nogle måneder efter den flotte studentereksamen fortalte, at hun var optaget på dyrlægestudiet, blev gården sat til salg, og Kresten og Karen slog sig ned i et lille hus midt i den landsby, de altid havde været en del af.

Når han gik sine daglige ture og så, hvordan gården under den nye ejer blev ændret i retning af fabriksdrift, var han alligevel glad for, at lille Karen ikke havde overtaget efter ham og Karen. Han havde mærket og set udviklingen og var også godt klar over, at man ikke kunne kæmpe i mod. Omverdenen havde ændret sig, og ville man overleve, måtte man følge med.

Sønnen Ole, der snart blev 60, var stadig ugift og levede og åndede kun for sit arbejde og karriere i udenrigsministeriet, som mest gjorde, at han opholdt sig uden for landets grænser.

Kresten mente ikke, at han nogensinde havde ladet sig mærke med skuffelsen over, at Ole ikke interesserede sig for landbruget. Karen og han havde også i fuld enighed støttet Ole i den uddannelse, han ønskede sig, og som sluttede med en fin embedseksamen som jurist. Han smilte ud i mørket ved mindet om det stolte forældrepar, som en af de meget få gange lod sig lokke så langt væk fra gården som til København for at fejre, at Ole blev familiens første akademiker.

Ja - han måtte vel så tilgive Ole, at han aldrig gjorde dem til bedsteforældre. Han måtte vel også se at finde ud af at håndtere skuffelsen over, at han så sjældent fik besøg af Ole. Ind i mellem brugte Kresten i et forkrampet forsøg på humor udtrykket "den fortabte søn" om sin førstefødte. Kresten havde - udrundet af gammel bondeslægt - havde haft så mange drømme om at se gården gå videre i slægten.

Midt i alle tankerne om familien og minderne måtte han alligevel være faldet i søvn. For han vågnede med et sæt ved støj ude fra den lange gang.

Der blev skramlet med nogle stole, og nogle stemmer, han ikke kunne identificere, lød højt i nattemørket.

Jo - nu kunne han høre det. Det var fru Nielsen ovre i nummer 28, som igen var stået op og travede rundt på gangene. Hun skabte uro mange nætter, hvor hun i sin demente tilstand mente, at hun skulle hjem i sin egen seng.

Else havde et godt tag på fru Nielsen og fik hende hurtigt beroliget og lagt i seng igen. Men hvad nyttede det? Nu var han lysvågen og kunne begynde forfra med minder og tanker.

Måske var det bedre, hvis han var blevet dement. Tullede de demente ikke meget af tiden rundt i uvidenhed om livets forkrænkelighed? Medens han med sine sansers fulde brug tydeligt mærkede og følte ydmygelsen ved, at den fysiske funktionsevne aftog. Han blev lidt efter lidt mere hjælpeløs og afhængig af andres hjælp.

Det var snart mange år siden, han var begyndt at skulle på toilettet om natten. Men det var ikke noget problem, så længe han selv kunne komme derud. Det var bare så svært at acceptere, at han nu måtte have hjælp til sine toiletbesøg.

Det var også blevet sværere at styre kroppens funktioner. Somme tider mærkede han ikke noget, før det var en hastesag. Og ofte havde personalet ikke mulighed for at komme og hjælpe ham, før det var for sent.

Kunne han da bare se frem til, at det blev bedre. Men det gik den forkerte vej - han mærkede det - og kunne også se det for sig. Hvordan han ville blive mere og mere hjælpeløs.

Det blev stedse sværere at sætte et smil op, når de flinke damer måtte hjælpe ham med både barbering, personlig vask og toiletbesøg. Han vidste godt og mærkede, at de gjorde alt, hvad de kunne for at undgå, at det blev en ydmygelse. Men han kunne ikke mere få sig til at spøge med det, og han mærkede, hvordan han - uden at ville det - blev sværere at hjælpe.

Der var ro ude på gangen nu. Men han var lysvågen. Han så over på uret. Kun halv to. Der var mange timer endnu. Og smerterne havde jo heller ingen modstand fra den lille pille, han havde gemt hen.

Selvfølgelig skulle han også af med vandet.

Skulle han trodse forbuddet mod at stå op? Måske gik det godt. Eller skulle han række ud i mørket, finde snoren og ringe efter Else. Hun ville forstå ham og hjælpe ham op.

Nå - nej.

De havde - selv om han havde protesteret - udstyret ham med en ble, og givet besked på, at han ikke måtte ringe, fordi han skulle lade vandet om natten.

Damerne - hele personalet var kvinder - var søde og venlige. Men det var tydeligt, at de var for få. Selv om de løb meget stærkt, kunne de ikke nå alt det, de gerne ville.

Han var til besvær. Var han ikke bare til opbevaring? Var der nogen udsigt til bedring?

Han havde jo livet bag sig, så det var nytteløst at vente på mere, når det var blevet så besværlig at være til. Havde han ikke også haft et godt og rigt liv? Jo - der var så mange dejlige minder at se tilbage på. Men alting - i hvert fald det gode - syntes at være fortid.

Tårerne pressede nu på igen. Det var en luksus, han kunne give sig lov til i ly af mørket om natten. Men det gav ingen forløsning. Han vidste jo helt ind i sin sjæls inderste, at det ikke blev bedre og nemmere at være i live. Det forværrede kun den selvmedlidenhed, nattemørket var så god til at give næring.

Nej - tanken med de små piller, han gemte, måtte han alligevel nok slå ud af hovedet. Var det ikke forkert? Skulle han ikke se at leve så længe, at han kunne føle stoltheden ved at blive oldefar? Hvor ville han gerne se Karen lykkelig som moder, og se sin slægt leve videre.

Der dukkede igen en tanke op om at bede til Gud. Er det Hans bord?

Nej - Kresten havde ikke ulejliget Vorherre med sine jordiske problemer. Havde altid sat en ære i at klare tilværelsen for sig og sine. Ikke sådan, at det med kirke og religion ingen betydning havde. Det var godt at have som rettesnor. Og Kresten havde da også deltaget, når der var brug for ham - bl.a. som medlem af menighedsrådet og kirkeværge gennem mange år.

Men ud over fadervor om aftenen var det med at bede ikke rigtig ham. Og man kunne vel ikke som 85 årig bede om at få sit gode helbred igen. Livet som bonde havde da også lært ham, at alting har sin tid - tid til at leve og blomstre og tid til at dø for at indgå i det store kredsløb.

Men behøvede den sidste del af livet at være så svær?

Han lå i lang tid - bleen var blevet våd og modbydelig - det gjorde ondt i ryggen - han kunne dårligt vende sig i sengen - tænkte igen på de små piller i natbordsskuffen. Hvor mange havde han fået samlet sammen?

Uden rigtig at vide af det foldede han hænderne og bad i tankerne Gud om at hjælpe ham igennem dette. Bad Gud om at tage sig af og give Karen og det barn, han håbede var på vej, et godt liv.

Klokken var kun lidt over to. En uendelig lang nat - der var kun gået en halv time siden han sidst kiggede efter.

Han kunne jo også tage en af de små piller - måske dem alle sammen, hvis der var nok. Nå nej - han havde jo drukket vandet. Og ringe efter Else for et glas vand ville han ikke.

Men han kunne jo godt se efter, hvor mange han havde fået samlet sammen. Han fik tændt sengelampen og rakte ud for at åbne skuffen i sengebordet. Han fik kun skubbet til det, så han til sidst ikke kunne nå skuffen.

Han blev stædig - nu ville han - kom op i siddende stilling - men kunne så ikke komme til for sengehesten. Han tog ved. Den sad for fast i sin holder - eller også var hans kræfter svundet mere, end han brød sig om at tænke på.

Han fik rejst sig lidt mere og tog godt ved med al sin styrke.

I samme øjeblik, sengehesten gled op af sin holder og faldt på gulvet med et stort rabalder, kom det.

Lynet ramte ham og skød alle regnbuens farver af for øjnene af ham - en stor tung cementklods i brystkassen pressede al luften ud af ham - og et øjeblik mærkede han den jagende smerte brede sig fra brystkassen til hele kroppen.

Det sidste han mærkede var, at han gled ud af sengen og fulgte efter sengehesten ned på gulvet.



* * *
   Alt var lyst og godt. Han følte en hidtil ukendt frihed.

Han var båret oppe af lyset, hvilede på det, og kunne ikke mærke sin krop.

Jo - den var dernede - nu kunne han se den ligge i sengen, han kendte så godt. Solen skinnede ind - den lange trælse nat var gået. Bort set fra en fæl bule i panden, så han egentlig godt ud.

Han fik næsten lyst til at leve igen. Leve igen!

Lyset trak ham opad - som lysende og kærlig kraft havde det godt fat i ham og drog ham til sig. Han følte, at alt var, som det skulle være.

Han kiggede ned igen og så Lille Karen sidde ved sengen. Han så, hvordan hun strøg ham blidt over panden og pustede på bulen.

Han skulle ikke have samlet alle de piller sammen. Han måtte ned og få dem væk, inden Karen opdagede, hvad han havde haft i tankerne. Men han kunne ikke. Lyset skilte ham fra den verden og holdt ham bestemt - men kærligt - fast. Han fornemmede, hvordan det fortalte ham, at der nu var taget hånd om tingene.

Lidt senere så han Karen rejse sig som efter en pludselig indskydelse. Hun trak skuffen ud, tog undrende sin mormors lille smykkeskrin frem og åbnede det. Et forbavset udtryk bredte sig over hendes ansigt, da hun så pillerne. Han så et par tårer løbe ned ad hendes kinder, inden hun resolut gik ud på toilettet og skyllede pillerne ud.

Hun satte sig igen ved sengen og tog ham i hånden.

Så fortonede scenen sig. Lyset over ham åbnede sig - blev til en lysende tunnel, han blev løftet op igennem. Der var ingen at se, men han følte stemmen, som talte til ham: "Din bøn er hørt - det ske, som du vil."

Han følte, hvordan han nu kunne overgive sig til lyset og følge den vej, som det viste ham.

Han var hjemme, og alt var godt.


* * *
   På begravelsesdagen fyldte stemningen fra gårsdagens højmesse stadig det smukt pyntede kirkerum. Det var også søndagens tekst fra Mattæus evangeliet om tilliden til Guds forsyn frem for at lade livet være præget af frygt og næringssorger, som præsten tog afsæt i for sin tale.

Septembervejret viste sig fra de mørkeste sider med silende regn fra morgenstunden og et tungt skydække, som gjorde, at det selv midt på dagen var skumringsstemning.

Men da kirketjeneren åbnede de brede døre i våbenhuset, holdt regnen inde, og i samme øjeblik, som kisten blev båret gennem døråbningen, brød solen gennem skydækket.

Karen, som gik forrest ved kistens højre håndtag, mærkede, da hun kom frem fra våbenhusets skygge, solstrålen ramme sit hoved.

Flere i følget kunne fortælle, hvordan de så solstrålen som et lysende bånd komme ned fra himlen. Den bredte en gylden krans om hendes hoved og blev til en lysende glorie, der omsluttede hende for til sidst at gå i et med det sollys, som nu fyldte hele kirkegården.

Karen var standset op lige uden for døråbningen. Hun så ned på kisten. En stor tåre trillede ned ad kinden og videre ned på kistelåget i samme øjeblik, som solstrålen ramte hende med sin velgørende varme. Hun fornemmede, hvordan varmen bredte sig i hele kroppen, hvordan den gav kræfter og styrke, og hvordan den til slut samlede sin velgørende og kærlige varme omkring det nye liv, der havde begyndt sin tilværelse i hendes underliv.

Hun rettede sig beslutsomt op, satte igen følget i gang, medens hun halvhøjt udbrød: "Ja morfar - så kan vi godt gå hen og begrave den krop, du ikke mere har brug for."