Jeg vågnede i morges lidt over 4. Det var ikke rigtig lyst endnu - underligt så hurtigt dagene bliver kortere. Men gennem sprækken i gardinet kunne jeg se, at et tæt skydække holdt solens stråler borte, og på den måde bidrog til min lidt forstemte følelse af, at vi allerede er på vej mod den mørke tid af året.

Men jeg blev glad igen.

På trods af halvmørket hørte jeg, at solsortehannen var stået op og i fuld gang med sit søde krydderi for øregangen. Sarte og bløde fløjtetoner fra taget lige uden for mit vindue fandt vej ind og fik en varm følelse til at brede sig i mig.

Det vækkede lyse minder om andre dejlige sommermorgener.

En tur med hunden i skoven, når solen er ved at stå op. Gå lige så stille og være en del af stilheden, som lader fuglesangen folde sig rigtigt ud - selv hunden fornemmer det og lunter roligt og stille af sted med snuden tæt over jorden.

På sådan en tur møder vi som regel rådyrene, der græsser videre, selv om vi kommer ret tæt på. Flere gange har vi også mødt Mikkel Ræv komme luntende på vej hjem fra nattens jagt.

Der dukkede også andre minder op.

Et par fra min barndom og mit første besøg i København.

For 52 år siden var jeg med min mor på familiebesøg i hovedstaden, hvor vi overnattede hos en moster, som da boede i en af de små smalle gader på Nørrebro. Pludselig i nat fornemmede jeg en sommermorgen, hvor jeg vågnede med nogle af solens første stråler og hørte byen vågne - gå fra stilheden over til storby lydene. Det var dengang, der stadig kørte sporvogne, og der kom mælkedrenge klaprende på træsko op og ned ad bagtrapperne.

Vi rejste hjem fra København med nattoget, og nu stod indtrykkene af den helt anderledes morgenstemning hjemme pludselig tydeligt i erindringen. Komme hjem en tidlig morgenstund til de kendte frie omgivelser med fuglesang og møde far i gang med at fodre duerne i haven.

Så var der rigtig sat gang i den tidlige morgenfantasi.

Stemningen fra min barndoms å dukkede også op. Her satte vi drenge fiskesnører ud om aftenen og gik så ud ved solopgang og røgtede snørerne. Og var vi heldige blev der budt på stegt ål til aftensmad.

Men nu et halvt århundrede efter er det ikke glæden ved selvfangede ål, der melder sig. Men stemningen ved at gå over græsmarkerne med halvvågne kreaturer, gennem en lille skov med sit mylder af fuglesang og ned til åen, hvor den opgående sol tegner et helt specielt mønster af lys i det stille glidende åløb.

Med lyse minder i hukommelsen faldt jeg i søvn igen - og er nu parat til at tage imod den nye dag og være opmærksom på at holde mig åben for de oplevelser, der også i dag kan fæstne sig som lyse minder.