En af de barndomserindringer, som jævnligt dukker op i mine tanker handler om, hvordan min bøn til Gud om hjælp blev hørt.

Det var en af de lyse sommerdage, der var så mange af i barndommen. Egentlig føles det som om, det aldrig var gråvejr og dagsregn i somrene dengang.

Min far havde fundet en spurv, som var kommet til skade med den ene vinge og ikke kunne flyve. Han havde sat den ind i det, der før var hønsehus, med en skål vand og foder. Det var ikke første gang han tog en fugl eller andet dyr i pleje, og de allerfleste gange lykkedes det for ham at hjælpe, så de kunne klare sig selv igen ude i deres naturlige omgivelser.

Jeg har vel været omkring 7-8 år gammel og var nysgerrig. Kunne ikke holde mig fra hønsehuset, men skulle følge med i, hvordan spurven nu havde det. Uheldet var så ude, og spurven løb ud af døren, da jeg lukkede op, og den forsvandt ned i rabarberrækken.

Forgæves forsøgte jeg at finde den igen.

Nu så jeg for mig, hvordan en kat ville få et let bytte, og var rigtig ulykkelig.

Og så kaldte mor på mig. Der var lige nogle byærinder, jeg skulle klare. Fortælle om fuglen, der var løbet ud, turde jeg ikke, og derfor måtte jeg afbryde eftersøgningen, starte cyklen og køre i byen for mor.

Mine ulykkelige tanker kredsede om den lille fugl, som nu blev spist af katten, og tårerne pressede på.

Midt på vejen stod jeg så af cyklen, foldede hænderne og bad Gud om at få fuglen ind i hønsehuset igen, så den kunne blive rask.

For en voksen betragtning virker det som noget, der ikke kan lade sig gøre. Men jeg husker fornemmelsen af lettelse over at lægge problemet over på én, der er større end jeg, og tro på, at bønnen går i opfyldelse.

Jeg kunne nu med lettelse i sindet ordne de ærinder, jeg var sendt efter.

Det første, jeg gjorde, da jeg havde afleveret varerne til mor, var selvfølgelig at se ind i hønsehuset.

Og miraklet var sket - fuglen sad i hønsehuset, da jeg kiggede ind gennem vinduet.

Min dag var reddet - jeg tror også, at fuglen blev reddet, men jeg husker ikke, hvordan det endte.

For mig var miraklet - at min bøn blev hørt - så stort, at jeg i mange år ikke havde mod til at fortælle om det. Jeg fik heller aldrig fortalt mine forældre om oplevelsen. Og min far nævnte heller ikke noget om det, selv om jeg har en mistanke om, at han nok har observeret, hvad der skete, og reddet fuglen en gang mere, medens jeg kørte ærinder for mor.

I dag - mere end 50 år efter - står oplevelsen for mig som et helt konkret bevis for, at Gud eksisterer og hører vore bønner. For mig handler oplevelsen om, at vi tør bede med barndommens naturlige naive tro og tillid til, at der er noget større end os, som kun vil os det gode - den naturlige naive tro og tillid, som så nemt forsvinder, når vi - med vore voksne tanker - gør trosspørgsmålene til teologi og videnskab.