Ordliste:

Gudinder/Guder:
   Fjördgÿn - Gode Gudinde.
   Thÿramïr - Onde Gud.

Byer:
   Fürtabäk - Siljes barndoms boplads, hvilken ligger som den sydligste by.
   Rykabäk - by syd for Lykstäd og nord for Fürtabäk, den midterste by.
   Lykstäd - Radon, Taru og Haels barndoms boplads, by nord for både Fürtabäk og Rykabäk.

Personer:
   Silje Myladatter - Hovedpersonen, som vi følger gennem første bog.
   Radon - anfører af Lykstäds udsendte.
   Taru og Hael - Radons følgesvende.
   Myla - Siljes mor.
   Thyr - høvding i Lykstäd.

Dyr:
   Skrimlü - Siljes hest.


* * *
   Silje løb gennem skoven som en vild. Hvordan kunne det ske?! Hun havde nået at få samlet alle sine hekseting inden bopladsen var blevet angrebet af disse barbarer.
   Hendes røde tunika flagrede omkring hende og hang fast i grene og buske. Skovens træer for forbi hende, og hun undgik med nød og næppe et væltet tre, der lå på tværs af stien. Staven bankede mod hendes ryg, og hun var ved at tabe sin ransel, men fik den rettet midt i sit hastværk.
   En flok kraver fløj forskrækket op fra træernes kroner som hun kom løbende, og rådyrene skyndte sig væk.
   Silje havde aldrig været i denne del af skoven før, og kiggede sig fortvivlet om efter et godt sted at holde hvil, før hun fortsatte sin rejse nordpå. Et par stenkast fra stien, fandt hun en grotte, der på naturligvis var hugget ind i et bjerg; det var det perfekte sted. Hun satte farten ned, og gik forsigtigt og lydløst hen til grotten. Lige ved siden af, var der en lille skovsø, som var dannet af en kilde der løb ned fra bjerget.
   Det var så smukt, at Silje i et øjeblik glemte det skete. Hun vågnede pludseligt af sit drømmestadie og begav sig forsigtigt ind i grotten.

Der var helt mørkt, men efter lidt tid vænnede hendes øjne sig til den dunkle belysning. Nogle havde tydeligvis beboet dette sted, for ikke så lang tid siden, men intet tydede på at nogen havde befundet sig der, siden fuldmåne, for 10 solvandringer siden.
   Hun satte forsigtigt sin ransel og stav fra sig og gik på opdagelse i grotten. I et hjørne lå der nogle bjørneskind, tørret og saltet kød, nogle krukker vand, og fem bundter brænde. Hun tog brændet og lavede sig et bål, noget kød og lagde det på den pande, hun altid havde med i sin ransel, og kogte noget vand, i sin gryde, til te. Efter måltidet tog hun skindene og redte sig en seng på grottens kolde gulv, og brugte sin ransel som hovedpude.
   Hun havde svært ved at falde i søvn, da mareridtet fra dagen forinden gik hende på, men faldt dog i søvn til sidst. En urolig og urovækkende søvn.

Faklerne brændte og skrigende lød. Hun havde set det i et varsel, dagen forinden, og havde pakket sine ting, så hun var klar til at flygte. Hun havde advaret høvdingen og resten af bygden, men de troede ikke på hende, da hun ikke var blevet indviet, hun var jo blot en simpel lærling, uden særlige evner og erfaring. Hele hendes væsen skreg om hastværk, men hun havde lyst til at blive. Blive og hjælpe. Men hvor skulle hun hjælpe?! Hele bopladsen var i oprør og alt var kaos. Overalt var der folk der skubbede og masede for at komme væk, folk der blev dræbt, huse der brændte, og kvinder der blev slæbt med som trælle. Silje så hvordan hende nære og kære blev dræbt og ført bort. Hun blev skubbet og væltet ned i mudderet, trampet på og sparket til, men kom til sidst op, og fik sig gemt bag et af langhusene. Hendes krop beklagede sig af træthed og mangel på søvn, men hun så bort fra det, skyndte sig at hende sin ransel og stav, og ilede bort fra dette infernum. Noget greb hende i håret og tvang hende bagud, og bag hende stod den største mand hun nogensinde havde set, men ikke en af beboerne i Fürtabäk. Mandens gigantiske arme trak hendes hoved så langt bagover, at hun snublede, mistede balancen og faldt baglæns ned i en stor pøl af mudder. Kæmpen hævede sit sværd lige over hendes hals, og lod sværdet dale i luften. Hun hørte ham udstøde at højt råb, og så ham falde forover. Ved siden af sig, så hun en gren, som hun nåede at tage fat i og hive sig væk, inden kæmpen landede ovenpå hende. Hun rejste sig og børstede det værste skidt af sig, samlede sine ting, og løb videre, uden at se sig tilbage. Et skrig fyldte natten, og hendes hjerte krympede sig. Skriget kom fra hendes moders strube, og var så fuld af smerte, at hun aldrig ville glemme det. Tårerne trængte sig på, men hun måtte holde sig stærkt. Hun måtte væk, ind i skoven hvor hun var tryg.

Skriget gav genlyd i grotten, og Silje satte sig bange op og lod tårerne få frit løb. Alt denne rædsel og smerte skulle ud, og det bedste var gennem tårer og gråd. Hun længtes efter sin barndoms boplads, sin moder, og sin hest, Skrimlü, som hun havde efterladt. Smerten af at have mistet alt hun havde og elskede, fyldte hele hendes sind.
   Hun begyndte at samle sine ting sammen, og alt det andet hun havde fundet i grotten, og begav sig på ny af sted. Smerten gnavede stadig i hende, som et væld af myrer, men dette måtte hun leve med, resten af sit liv.

Hun hørte en vrinsken og smed sig ind i buskene. Hovslag kom nærmere og nærmere, og Silje turde knap trække vejret, i frygt for at den fremmede rytter ville opdage hende, i hendes skjul. Men, disse hovslag, hun kendte dem, men hvorfra? En mule kom til syne lige ved hendes eget hoved, og hun løftede blikket og kiggede ind i et kæmpe, sort hestehoved, og to nøddebrune øjne. Hendes hjerte sprang nogle slag over, og hun sprang op og slog armene omkring hendes elskede Skrimlü. Hvor havde hun dog savnet ham, selvom der ikke var gået mere end én enkelt solvandring, men nu var han her.
   Efter at havde lagt alt sin oppakning på Skrimlü og sat sig til rette på hans brede ryg, fortsatte rejsen, mod nord.
   Solen gik ned, og mørket indtog sin plads i natten, efterfulgt af kulden. Silje trak sit sjal tættere om sig, og håbede snart at finde et sted at holde hvil, eller endnu bedre; en boplads, hvor de ville tage godt imod hende. Vinden tog til og hendes ravnesorte hår flagrede omkring hende, og piskede hende i ansigtet.

Langt om længe så hun et lys i langt borte. Røgen vældede op fra det fygende bål i det horisontale mørke, og lovede ly for natten.
   Hun vidste at Skrimlü var udmattet, men alligevel drev hun ham af sted, som var de jagtet af selveste Thÿramïr.
   Hun følte en endnu voksende uro og angst mens hun red tættere på denne nye boplads i nord. Som hun red der i natten, begyndte Skrimlü at vige tilbage og slå voldsomt med hovedet. Silje koncentrerede sig så meget om at styre ham, at hun ikke så den fremmede der stod lige foran hende.
   Han hævede armen, og slog hende i baghovedet med den flade side af sit sværd, som hun galopperede forbi. Alt sortnede for hendes øjne, og hun faldt af Skrimlü. Det sidste hun så inden hun besvimede, var den fremmede krigers hoved der studerede hende på nært hold.