"Når jeg engang bliver gammel og grå!" skreg sergenten, mere end han egentlig sang.
   "Når jeg engang bliver gammel og grå!" skreg vi tilbage, for det skulle vi jo.
   "Så går jeg ned i børnehaven!"
   "Så går jeg ned i børnehaven!"
   "Der er så mange søde små børn!"
   "Der er så mange søde små børn!"
   "Suuut min rulle, sut, sut mig øm, tilfredshed vil jeg finde!"
   "Suuut min rulle, sut, sut mig øm, tilfredshed vil jeg finde!"
   "Jeg køber sex for slikkepinde!"
   "Jeg køber sex for slikkepinde!"
   Sådan sang vi, mens vi marcherede ud ad de vestjyske landeveje. Aften efter aften. Vi trænede til rekrutturen, som efter sigende ville skille fårene fra bukkene, soldaterne fra de bovlamme, mændene fra skildpaddeholdet. Ingen ønskede at være på skildpaddeholdet, det betød ekstra F.U.T.
   F.U.T. betyder Fysisk Uddannelse og Træning. Eller Fysisk Udmattelse og Tortur. Vi nærede ingen illusioner, vi ønskede egentlig ikke at gøre os bemærket som gode soldater, vi ville bare gerne undgå skildpaddeholdet. Så vi hang i.
   "Når jeg engang bliver gammel og grå!"
   "Når jeg engang bliver gammel og grå!"
   "Så går jeg ned på kirkegården!"
   "Så går jeg ned på kirkegården!"
   Netop denne aften pisregnede det. Vi skulle stille i P5+, hvilket betyder kampuniform, hjelm, gevær og fuld oppakning. Kaptajnen syntes, at vi havde gjort det godt de sidste par dage, så vi behøvede ikke at have fragvest på. Vi var meget taknemmelige.
   "Der er så mange søde små lig!"
   "Der er så mange søde små lig!"
   Jeg gik bagerst i vores deling, så jeg var udstyret med en selvlysende vest, som dem skolepatruljer bærer, og en rød lygte, der hang bag på min oppakning. Det skulle jo nødig gå os som den deling fra livgarden, der blev kørt ned af en lastbil, der ikke kunne se dem i mørket. Vores løjtnant havde fortalt os om det en af de allerførste dage. Han havde været i livgarden på det tidspunkt, men det var ikke hans deling, der blev ramt. Næste gang han fortalte historien, havde han gået forrest i delingen, der blev ramt bagfra. Tredje gang så han sin buddymakker blive mast under lastbilen.
   "Stød, stød en død, stød den blød, tilfredshed vil jeg finde!"
   "Stød, stød en død, stød den blød, tilfredshed vil jeg finde!"
   "En død kan få sæden til at rinde!"
   "En død kan få sæden til at rinde!"
   Den aften skulle vi kun marchere tyve kilometer, men det var også hårdt nok med tredive kilo på ryggen. Nogen brokkede sig hele vejen, andre peb, enkelte vred om og blev samlet op af fejebladet, der fulgte efter os. De var nu officielt bovlamme, og alle sergenter, særligt de værnepligtige af slagsen, så det som deres fornemste opgave hele tiden at gøre dem og os andre opmærksomme på det. De dummeste af de andre menige syntes også, det var sjovt at kalde deres uheldige kammerater bovlamme. Jeg klarede mig fint, jeg havde endda overskud til at hjælpe min buddy gennem turen. Han havde lidt tendens til at have ondt af sig selv, men et par opmuntrende bemærkninger i ny og næ var nok til at holde ham gående. Desværre bemærkede løjtnanten det, og han råbte stolt til delingen:
   "Læg mærke til Henningsen, anden deling. Han hjælper sin buddy. Sådan skal det fandeme være, svende. I har kun to venner, jeres gøb og jeres buddy!"
   Han var så fuld af lort. Selvfølgelig var det fedt nok, at løjtnanten kunne lide mig. Så fik jeg ikke de sureste opgaver. Til gengæld fik jeg kvalme. Og de militærliderlige af mine kammerater blev jaloux, og de opfattede mig som en hykler, fordi jeg ellers benyttede enhver lejlighed til at fortælle, hvor meget jeg hadede at være soldat. Måske var jeg en hykler. Men jeg prøvede bare at gøre tilværelsen så nem for mig selv som muligt.
   "Når jeg engang bliver gammel og grå!"
   "Når jeg engang bliver gammel og grå!"
   "Så går jeg langt, langt ud på landet!"
   "Så går jeg langt, langt ud på landet!"
   Halvvejs på ruten var der ti minutters hvil, hvor man kunne få fødderne lidt op og sætte strømperne og plastrene ordentligt igen. Sergenterne kappedes om at være den første til at gjalde den sædvanlige kliche ud over forsamlingen:
   "Ti minutters hvil, der må ryges, drikkes og spises syrlige drops!"
   De syntes stadig, det var sjovt. Selv enkelte menige grinte stadig efter at have hørt det ca. tusind gange. Min buddy klagede over smerter i skinnebenet, og han bad om at få lov til at udgå. Han fik ikke lov, til dels fordi jeg lovede at bære hans gevær og hans basisbælte resten af turen. Jeg ville nødig se ham på skildpaddeholdet. Han virkede ikke særligt taknemmelig, men jeg var overbevist om, at han ville ændre mening i de kommende dage, når han havde gennemført. Så kunne vi sidde på stuen og se de bovlamme marchere forbi uden for vinduet, når de skulle på march efter aftrædning. Vi gik videre.
   "Der er så mange søde små dyr!"
   "Der er så mange søde små dyr!"
   "Øf, muh og vrinsk, giv mig dyr, tilfredshed vil jeg finde!"
   "Øf, muh og vrinsk, giv mig dyr, tilfredshed vil jeg finde!"
   Det var sejt at slæbe min buddy gennem turen. Jeg begyndte at tro, at han virkelig havde smerter. Jeg var hele tiden nødt til at minde ham om det varme bad og den kolde øl, der vankede efter aftrædning. Jeg undlod at minde ham om rengøring og eftersyn af udstyr og våben, et cirkus der normalt varede flere timer, og som står for mig som et af de værste minder fra soldatertiden. Det var ren chikane, det var bestemt på forhånd, om rengøringen skulle godkendes, eller alt skulle gøres om. Sergenterne nød den magt der lå i at kassere ens gevær, selvom det åbenlyst var skinnende rent. Jeg greb ofte mig selv i at ønske død og ødelæggelse over sådan en sergent og hele hans familie, når han strålede af glæde over at kunne hundse med os på grund af de tre pomfritter på hans skulder. Det er ikke våbentræningen eller uddannelsen som sådan, der lærer én at kunne dræbe. Det er ydmygelserne.
   "En so kan få sæden til at rinde!"
   "En so kan få sæden til at rinde!"
   De sidste ca. fem kilometer kunne min buddy næsten ikke gå mere. Han stoppede op og råbte efter sergenten. Jeg gik hen til ham.
   "Lad være med at stå af nu, Jørgensen. Der er ikke så langt igen. Du klarer det."
   "Jeg kan ikke mere..."
   "Jo, du kan. Det er dumt at stå af så tæt på målet. Vil du gerne på skildpaddeholdet, hvad?"
   "Nej, men..."
   "Kom nu for helvede, du kan godt!"
   Sergent Sveiberg dukkede frem af mørket.
   "Hvad er der los?" spurgte han. Han var mager og sammenfalden, ikke just noget pragteksemplar af befalingsmandsstanden. Vi kaldte ham Sergent Svajryg.
   "Ikke noget," sagde jeg, "han skal nok komme igennem."
   Jeg var nødt til at opmuntre Jørgensen hele vejen hjem. De sidste par kilometer måtte han ligefrem have en arm om min skulder. Løjtnanten var meget imponeret, men hvad skulle jeg gøre?
   Vi var godt brugte, da vi endelig stod i batterigården igen. Kaptajnen tog imod og undlod ikke at rose os, der gennemførte, og håne dem, der steg ud af lastbilen. De bovlamme. Det kommende skildpaddehold.
   Så var der rengøring. De bovlamme skulle rengøre lastbilerne. Vi andre vores personlige udstyr og vores gevær. Jeg var en af de første, der fik våbnet samlet igen, olieret og efterset. Det blev godkendt, og jeg afleverede det i våbenkammeret. Jørgensens bundstykke blev kasseret, så jeg hjalp ham med at gøre det om. Næste gang blev det godkendt. Det var løjtnanten selv, der efterså det.
   Omkring klokken halv to om natten stod vi igen ude i gården, klar til aftrædning.
   Kaptajnen ævlede lidt om morgendagens program og sluttede af med et rungende:
   "Godnat, svende!"
   "Godnat, hr. kaptajn!"
   "Tiiiil aftenhvil! Træææd, aff!"
   Vi spurtede ind på stuerne og smed klunset og gik i bad. Jørgensen kom humpende og gik direkte i seng.
   "Vil du ikke have en øl, før vi sover?" spurgte jeg.
   "Nej tak. Godnat!" vrissede han og hev dynen over hovedet. Nogle mennesker er bare så utaknemmelige.
   Næste morgen begyndte med F.U.T. Jørgensen humpede på infirmeri og blev fritaget på grund af symptomer på skinnebensbetændelse. Jeg var træt, men klarede mig igennem de fem kilometers løb på en rimelig tid.
   Jørgensens ben blev værre og værre. Efter et par uger fik han høj feber og måtte indlægges på infirmeriet. Det viste sig, at han havde en slem infektion i skinnebenet. Han fik opereret en stor byld ud, og han blev hjemsendt for halvanden måned. Da han kom tilbage startede han genoptræning på skildpaddeholdet.
   Jeg prøvede stadig at holde gode miner til slet spil. Jeg tog orienteringsmærke, fik sølv i skydning og kom på et udvidet førstehjælpskursus.
   Der er jo ingen grund til at gøre sig uheldigt bemærket.