23. juli 2003:
Ja, så sidder jeg altså atter i et tog. Blot fire dage gik der, så rumlede skinnerne igen under mig. Denne gang blot i et sterilt og næsten lydløst dansk IC3-tog. Her står ingen svedige polakker og ryger ude på gangene, her prøver ingen hviderussiske babusjkaer at sælge agurker, brød og kirsebær ved hvert stop. Her sidder ingen storgrinende russiske mænd og drikker vodka i kupéen ved siden af. Her er kun uvenlige danske passagerer, der har travlt med at nå frem og åbenlyst irriteres over bumser som mig uden pladsbillet. Landskabet er det gode gamle danske sommerland med de grønne og gule marker, der i store velplejede firkanter strækker sig ud over de højt besungne bakker og dale. Ingen improviserede kartoffelbed i grøftekanter, ingen høstakke eller hestevogne. Ingen trøstesløse betonørkener, kun funktionel, velsmurt fjendtlighed og ligegyldighed. Ingen hamren på vognhjulene ved hver station, ingen ugidelig steward, der kun med frembydelsen af sine yderste kræfter orker at sælge os et par øl. Ingen åbne vinduer, som man kan lukke øl op med på østeuropæisk manér. Kun den effektive summen fra air condition-anlægget, der skifter luften ud og skaber tørre bussemænd i et tempo, det er svært at følge med i.
Sidste gang skulle jeg i det mindste et sted hen. I dag skal jeg bare væk. Og hurtigt går det da, det må jeg indrømme. Der er jo ingen ordentlige mandfolkestrækninger i dette ynkelige, vandkæmmede lille land. Her er ingen mulighed for at blive en del af toget, af natten, af de mange timer mellem fjerntliggende stationsbyer. Ingen mytologisk bevægelse mod øst, øst, øst. Kun halvanden times parentes inden Odense.
Odense.
Normalt ikke et sted man flygter til, nærmere fra. Og helst så hurtigt som muligt. Men hvis man nu er så uheldig at føle sig allermest hjemme netop der? Det er jo fedt at være fremmed og ukendt i Moskva, Warszawa eller København, men når man føler sig som en løve i et bur inde i sig selv, så må man jo tage derhen, hvor man i det mindste selv ved, hvem man er. Ellers slår man sit fjæs til mel mod tremmerne.
Så når jeg altså nu sidder i dette tog, skyldes det ikke romantisk udlængsel, det skyldes realistisk rastløshed og eksistentiel hjemve.
Og et rygende skudhul i ryggen.