Ja, da jeg vågnede søndag morgen med grimme andendagstømmermænd, og da jeg efter omtrent en halv times ubehjælpsom vandren rundt og kløen mig hist og her endelig havde fået taget mig sammen til at sætte kaffe over, tog jeg pludselig mig selv i at stå og grine ad mit eget spejlbillede.
Som trofaste læsere vil vide, har jeg lidt af en ubehagelig posttraumatisk alvor i forhold til min egen person siden et grimt intermezzo mellem min pande og noget kommunalt asfalt for et stykke tid siden.
Det ser imidlertid ud til at være en saga blot, og gudskelov for det. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvor anstrengende det er at leve et latterligt liv uden at kunne grine ad det hele en gang imellem. Og pludselig var den der altså. Da jeg fik øje på det ualmindeligt hærgede fjæs, der med sine halvtlukkede, blodsprængte øjne dukkede op over håndvasken den morgen, kunne jeg ikke længere tilbageholde det fnis, der har siddet i klemme i mine taleorganer så længe (for fonetikkyndige og stud.odont.'er kan jeg oplyse, at det helt præcist havde sat sig fast på pallatums forreste del, lige bag alveolarranden).
Han så altså bare for komisk ud - og da jeg et par fjollede og forvirrede sekunder senere fandt ud, at det var mig selv der morede mig så meget, var det for sent. Og så vældede alle de sidste måneders begivenheder frem fra min hukommelse og krævede deres ret, og jeg lo og pegede fingre ad mig selv indtil længe efter Melitta havde givet sit sidste snork fra sig.
Nå ja, Melitta er min kaffemaskine - vi er kommet på fornavn her i løbet af vinteren. Hun er her, når jeg kommer hjem, og hun er her, når jeg står op. Hun gør hvad der bliver sagt og brokker sig kun sjældent. Hendes eneste fejl er, som antydet, at hun har det med at snorke, men det gør hun så til gengæld kun, når jeg er vågen alligevel. Og det kan holdes nogenlunde i ave med eddikesyre. Det lyder måske en kende ynkeligt, men vi er altså bare to ensomme sjæle, der finder trøst i hinandens selskab indtil videre.
Og selvom den første latter hurtigt lagde sig igen, har det hele alligevel været meget nemmere siden. Det kræver sgu for meget energi at skulle forholde sig alvorligt til tilværelsen hele tiden. Alle de bekymringer og selvbebrejdelser der plager én hele dagen, hvis man ikke magter at ryste overbærende på hovedet ad sig selv med jævne mellemrum.
Og der er jo også nok at more sig over, når man tænker over det. Ja, nu kan jeg naturligvis kun tale for mig selv, men det forekommer mig, at mennesket er et besynderligt væsen. I modsætning til dyrene, der udelukkende handler egennyttigt og i streng overensstemmelse med deres naturlige instinkter, bruger vi uforholdsmæssigt meget tid på bare at få tiden til at gå. Vore hjerner er for store. Vor fantasi for veludbygget. Hvem har ikke i forsøget på at finde hjem efter en ordentlig bytur fundet sig selv liggende på det dugvåde græs og betragte den sagtmodige skovsnegls tålmodige færd mod det næste rabarberblad, mens den tidlige junimorgens lunende solfingre giver genskin i dens slimede spor? Og misundt denne sorte vandrer dens ukomplicerede liv? Den skal blot styre fri af solsorte og pindsvin, så er dagen reddet, mens vi andre må forholde os til tømmermænd (fysiske som moralske), opvask, licensbetalinger, personlig hygiejne, budgetkonti, pensumopgivelser, superligaen og sidst - men absolut ikke mindst - andre mennesker.
Det er da lige til at blive træt i hovedet af en hest af.
Så hurra for det latterlige og irrationelle! To plus to er fem, hvis du spørger mig, og der er tre lørdage om ugen, hvis jeg synes det. Der findes ingen sandhed, som jeg bør finde frem til, og jeg kan tillade mig at grine ad alt hvad der sker uden at skulle bekymre mig om kedelige detaljer som årsag og virkning, personligt ansvar eller ret og rimeligt. Jeg er fri - jeg har ingen indflydelse på verden omkring mig, den må handle med mig som den vil. Kom bare an, onde verden, alt er morsomt, når man tænker over det.
Hm, det løb vist lidt af med mig. Det eneste jeg ville var bare at fortælle, at jeg er mig selv igen.
Håber I alle har det godt rundt omkring i den store verden.