Kære alle,

Happy holocaust osv.
I dag er en rigtig grim dato. I dag døde den svenske udenrigsminister af sine knivsår, i dag for to år siden døde ca. 2700 mennesker i angrebet på WTC, og i dag for tredive år siden indledte Pinochet sit voldsregime i Chile.
Jeg foreslår, at vi fremover lægger skudåret fast på denne dato, så vi vil gå direkte fra den 10. til den 12. september. Så glemmer vi fra nu af alt om den 29. februar, det er alligevel en overflødig dato i det 21. århundrede. Og lad os frem for alt glemme den 11/9 og løse de matematiske problemer med den nye kalender senere.
Det finder vi nok ud af på en eller anden måde.
Vi kunne jo for eksempel udvide juli måned med en dag; det ville vel næppe ærgre nogen. Jeg personligt ville da f.eks. ikke have noget imod at gå på stranden den 32. juli.
Et andet forslag, der nok skulle vinde udbredelse i visse kredse, var at have to 12. august hvert år. Dobbelt så meget kakao, dobbelt så mange gaver og dobbelt så mange gratis sofaer er da klart at foretrække frem for flere snigmord, terroraktioner og militærkup?
Som en på én gang klarsynet og håbløst forvirret ven af mig (næsten) udtrykte det i dag: "Al Quaeda i Sverige? Dårlig stil at bruge helligdagen på at frembringe traumatiske barndomsminder".
Jeg kunne næppe have udtrykt det mere uklart selv.
28. februar 1986 er vi nok mange, der aldrig glemmer. Det er én af de dage, hvor man altid husker, hvad man lavede, da man fik nyheden. Da jeg hørte om drabet på Palme, var jeg i Esbjerg for at fejre min farfars fødselsdag. Vi hørte nyheden i bilradioen, husker jeg. Den eneste reaktion, som min knap otteårige eksistens kunne finde på, var at brække sig i lårfede stråler i en fætter BR. Jeg skulle bytte en håbløs julegave til en LEGO-gravko, men min afsky over for det brutale snigmord på det demokratiske Sveriges regeringsleder fik min mavesæk til at vende vrangen ud over det kulørte gulvtæppe i den landsdækkende legetøjskæde. Det var måske hverken nogen oplagt eller retfærdig måde at give sin frustration udtryk på, men det var ualmindeligt vederkvægende.
Tro mod mit vanlige reaktionsmønster i forbindelse med vederstyggelige drab på ledende nordiske regeringsmedlemmer gik jeg i dag ind i Amagercentret og kaldte på elgen i den stedlige fætter BR. De ansatte virkede til at begynde med bestyrtede, men stillet over for sagens rette sammenhæng accepterede de alle min reaktion. Bestyreren tilbød endog selv at ørle i sympati med min antipati. Jeg afslog dog, da jeg ikke mente, at han burde kompromittere sin stilling blot for at føje mine luner.
Jeg er klar over, at det er længe siden, I har hørt fra denne side af mig. Det hænger simpelthen sammen med, at jeg er inde i en alt for god periode af mit liv. Det er selvfølgelig godt, men lykke og tilfredshed er sjældent fordrende for kreativiteten. Ikke i mit beske tilfælde, i hvert fald.
Nu har jeg imidlertid rundet et skarpt hjørne, og jeg er ved at blive indhentet af voksentilværelsen, føler jeg. De to mest barnlige (hæ-hæ, tag den) medlemmer af Spangebanden er begge to ved at forberede sig på livet i rækkehusene. Den Store Historiefortæller er gudhjælpeme ved at kigge på lejlighed med kranen, og, mest skræmmende af alt, den frankofile eksilfynbo skal have en lille stribet efterkommer til maj! Er de begge for håbløst tidligt ude, som de indavlede Brobybønder de er, eller er det Spange, der er en forvokset teenager? Jeg begynder at tro det sidste. Så jeg ser efterhånden kun to muligheder for mig selv: enten bliver jeg snart selv familiefar, eller jeg tager konsekvensen af mit forkvaklede voksenliv og flytter sammen med guiden fra Vejle-Allested og adopterer en unge fra Eritrea.
Som den næstældste i guldfireren fra Broby musikskole vil jeg ikke ende som den bitre gammeljomfru, der som 40-årig fester for vildt på Buddy Holly i Odenze og forsikrer, at "jeg er glad for at være uafhængig". Fandeme nej, så hellere tage en rask beslutning nu og betragte de brændende broer med et saligt smil i panden i fast overbevisning om, at det virkede som en god idé.
For de siger jo, at græsset er grønnere på den anden side...
Nu er jeg jo imidlertid rød/grøn-farveblind, men jeg tager jer på ordet.
Men de ting, der umiddelbart virker mest usandsynlige og sindsforstyrrede, ender jo som regel med at være de mest fornøjelige. Hvem skulle f.eks. have troet, at jeg så hurtigt ville opnå stjernestatus på den københavnske countryscene? Herregud, jeg har altid været en allerhøjst middelmådig trompetist og har indtil min 24. sommer kun sunget i badet. Hvem skulle have troet, at man på så kort tid og på så usandsynlig vis som ydmyg forsanger i et fynsk trashband kunne høste anerkendende nik fra en etableret funkbassist? Ikke mig, tihvertifald. Men det varmer jo alt sammen, selv når det kommer fra en Sting-dyrkende ignorant...
Nå, klokken er ved at være mange, og jeg skal snart ind og ligge søvnløs. Slut herfra, må I alle have det smukt, til vi ses igen.

M.v.h.
Spange-