- Skal vi ikke skåle for plovdrengen?
   Disse var nogle af de sidste ord, jeg hørte min farfar sige. Og det gjorde vi så.
   Plovdrengen var mig. Min studentereksamen samme års sommer havde han registreret med noget, der i bedste fald var ligegyldighed. Mine overvejelser om at søge ind på universitetet havde han kommenteret med et uartikuleret grynt, der kun lige akkurat undslap hans læber sammen med røgen fra den evige cigaret. Gardinerne i det køkkenvindue, han i det samme havde vendt sit blik ud af, var så gule af nikotin som hans pegefinger.
   Og her sad vi så ved en af juledagenes frokostborde, og han havde løftet sit glas og udbragt en skål for plovdrengen, en skål for mig. Og det havde været alt for overrumplende til, at jeg havde kunnet sige andet end - øh, det er vist mig - og jeg havde bare lettere forvirret skålet med de andre og spist videre.
   Jeg var bange for ham, det ved jeg nu. Jeg var bange for ham, fordi han var ved at dø. Han kunne ikke længere skelne nat fra dag. Han fulgte stadig sine daglige rutiner, blot på tilfældige tidspunkter af døgnet. Han svingede benene ud over sengekanten og hostede lidt liv i sin gamle krop, før han satte sig ved køkkenvinduet med kaffen og rullede cigaretter til dagen, der ventede. Men snart magtede han ikke længere at rulle sine cigaretter selv. Den færdigkøbte pakke i brystlommen var et af de første tegn på, at det lakkede mod enden. Til sidst magtede han end ikke at barbere sig, og her ved juletid lignede han med sit livs første fuldskæg en sørgelig, gammel, træt julemand. Da jeg spurgte ham, om han havde anlagt skægget for at sprede lidt julestemning på plejehjemmet, havde han forvirret taget sig til hagen og udbrudt - ja, jeg har da vist sat stabberne lidt vel højt.
   Knap tre uger senere døde han. Jeg var hjemme hos mine forældre, da der blev ringet. Det var søndag aften, og jeg skulle tidligt op næste morgen, så jeg kørte kort efter. På halvvejen måtte jeg køre ind til siden lidt.
   Næste morgen lignede dog alle de andre. Fodermesteren var igen ikke mødt til tiden, så jeg startede dagen med at fodre svinene og gå en runde i farestalden. Tre søer havde faret, og grisene så fine ud. Op under varmelampen med dem, og den enlige blå gris fik for en sikkerheds skyld et dask mod tremmerne, før den røg i gyllekanalen. Resten af dagen gik med at male indermurene i de nye klimastalde.
   Nu er det så blevet sensommer igen, og jeg har stadig ikke besluttet mig for en uddannelse. Så jeg arbejder stadig her på gården, hvor jeg fik job for et år siden. I dag har jeg pløjet den store mark ned til vandet. Det er sjovt nok at køre halm op på loftet, det er sjovt nok at være med til at bygge en ny stald, og det er faktisk rigtig sjovt at være med til at høste. Som sidste efterår, hvor jeg kørte sukkerroerne fra marken og op til vejen hele dagen og det meste af natten med, indtil vi var færdige. Og som nu her i sommer, hvor jeg jeg-ved-ikke-hvor-mange gange har kørt op på siden af mejetærskeren for at få kornvognen fyldt.
   Men det bedste arbejde er nu at pløje. Man er alene om det. Man kører ud med ploven om morgenen og går i gang og kommer ind til middag klokken tolv. Så ud igen indtil fyraften, og hele tiden er man kun sig selv og det arbejde, der skal gøres. Det kan drille, hvis der sætter sig skidt i ploven, og så må man stoppe og løfte ploven fri af jorden og stå ud og få det væk. Og det kan altid ses, når ploven har været løftet op midt i en fure. Eller et forskær kan falde af, og det kan også ses på furerne, og så må man jo hjem i maskinhuset og sætte et nyt på. For sporten er hele tiden at lave furerne så regelmæssige som overhovedet muligt. De skal være lige dybe overalt, så den færdigpløjede mark bliver så plan som muligt. Derfor sidder man også hele tiden med hovedet drejet bagud, så man kan se, hvordan ploven skærer. Hånden på håndtaget og øjet på den omkastede jord arbejder hele tiden sammen om at gøre furerne lige. Og samtidig skal man helst styre traktoren ligeud, ellers bliver det hele skævt og ser dumt ud. Det er en stor fornøjelse at se jernet skære sig gennem den gule, brune og grønne stubmark bid for bid, efterladende sig en stribe fugtig genfødt muldjord, og det er en enorm tilfredsstillelse at køre hjemad med ét stort sortglinsende stykke færdigt arbejde bag sig.
   Men det bliver ikke altid helt, som man havde forestillet sig. For det er svært at køre ligeud, når man hele tiden skal se sig bagud.
   Men det skal kunne lade sig gøre.