Det var ikke nemt at finde. Nu, dagen derpå, har jeg slået adressen op på Krak, og det skulle ikke være mere end 3,5 km herfra, men alligevel tog det mig vel godt tre kvarter at finde derhen. Det ville selvfølgelig ikke have taget så lang tid, hvis jeg ikke var kørt himmelråbende forkert flere gange, men det er en helt anden odyssé. Og det er egentlig kun passende, at det tager sin tid at finde en smugkro.
Men en kold og blæsende cykeltur, det var det. En rigtig februarnat, hvor frosten og vinden fra sundet virkelig bider i kinder og fingre. Så stor var glæden, da jeg endelig fandt stedet og kunne træde indenfor i varmen. Og hvilken varme! Det var mere end blot fjernvarmen fra Svanemølleværket, det var en sjælelig, medmenneskelig varme af fællesskab, hygge, gæstfrihed og, ja, ligefrem kærlighed, der skyllede Deres udsendte i møde, da han åbnede døren og trådte ind over dørtærsklen. Hvad man måtte have samlet sig af mental bagage gennem de sidste par årtier i det moderne Danmark, måtte man pænt efterlade i garderoben, for i denne lille oase lod tiden til at have stået stille siden engang, før Schlüter kom til. Her var glade midaldrende mænd med langt hår og fuldskæg, hvis farvestrålende batiktrøjer stod glimrende til de dansende unge kvinders flagrende gevandter og blonde dreadlocks. Og musikken! Musikken leveredes af Øresund Space Collective, og det var en musik, der hverken kendte tid eller rum - den lod ikke engang til at udspringe fra instrumenterne, den kom alle vegne fra på én gang og lod først til at regne ned over os fra loftet i store, tunge dråber, derpå sprang den op fra gulvet og ramte os hårdt i ansigtet, før den endelig lod til langsomt at sive ud fra væggene i store, fugtige skjolder. Musikerne var ikke så meget musikere, som de var medier for en eller anden kosmisk urkraft, der ville have os alle i tale. Og jeg stod der og lyttede med alle sanser og lod mig skylle med af den store kærlighedsbølge...

...indtil det trak i ankertovet, og jeg blev holdt tilbage. En ubehagelig erkendelse sneg sig ind på mig. Jeg passede ikke ind her. Jeg kunne nu se mig selv udefra; jeg kunne se, at mine pæne, nypudsede sko og mit glatbarberede ansigt gjorde mig til en fremmed i dette samfund. Jeg ejer ikke en ærlig batiktrøje, jeg stemmer ikke til venstre for midten, jeg har aldrig flirtet med buddhismen, og jeg har ikke engang en drøm om et simplere liv som lamahyrde i Andesbjergene. Her var det mig, der var perkeren. Jeg var General Custer, og det kunne ikke vare længe, før indianerne fik øje på mig.
Og jeg må spørge mig selv, om gårsdagens oplevelser overhovedet fandt sted. Var det virkelighed? Var det et drømmesyn? Var mit slips bundet så stramt, at der ikke kom blod nok til hjernen, eller findes der faktisk mennesker og steder i dagens København, som ikke er forankret i den tid, vi andre lever i? Var dette en demonstration af en reel modkulturs stædige livsvilje eller blot en indbildsk dødsspasme? Spirer der i denne smugkro kimen til et anderledes liv? Var dette, hvad vi alle ville lave fredag aften, hvis Enhedslisten havde vundet krigen?
Når man er trådt ud derfra og står i den stride vind fra Øresund og famler med sin cykellås, kan man måske høre svarene suse i vindmøllerne ud for Refshaleøens kyst.