Jeg har glemt at blinke i et par minutter, så kontaktlinserne begynder at irritere. Mine øjne er så tørre. Skænker endnu en kop kaffe, men den smager efterhånden af termokande, og jeg skubber koppen fra mig. Bare jeg dog havde lagt på med det samme.
   Der ligger kiksekrummer over hele bordet og i mit skød. Det irriterer mig også, men ikke nok til at jeg gider rejse mig op. Jeg skifter igen til den anden kanal. Morsom mand griner af egen vits. Skifter. Stadig reklamer. Jeg kan kun tage to kanaler, men nogle gange er det kun en lettelse. Slukker for fjernsynet, tænder det så igen, skifter kanal, slår over på tekst-tv, selvom jeg allerede har tjekket fodboldresultaterne 700 gange. Beslutter mig for at trykke et tilfældigt nummer og tvinge mig selv til at læse siden. 557, bliver det til. Siden findes tilsyneladende ikke, hvilket passer mig fint. Jeg slår lyden fra og betragter tallene, der kører og kører. Jeg ville gerne tvinge mig selv til at drikke den halvkolde kaffe, men kan ikke nænne det. Jeg er træt af at have ondt af mig selv.
   Bare jeg dog havde lagt på med det samme.
   - Desværre, det er for sent, skulle jeg have sagt.
   - Ja, okay, så bare kom herover, sagde jeg. Du havde grædt i et kvarter, hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne da ikke bare lægge røret på.
   Jeg kunne heller ikke bare springe ud af bilen i eftermiddags. Først var jeg lige ved. Vi skændtes, jeg var vred og håbede, du ville slå op. Jeg kunne se mig selv stå ud af døren med en ligeglad mine og forsvinde op i en gade. Måske ville jeg gå hjem og drikke en masse øl og føre nogle melodramatiske telefonsamtaler med et par venner. Score lidt sympati og lidt bekymring for mit drikkeri. Så begyndte du at græde. Til min egen overraskelse omfavnede jeg dig ikke, som jeg ellers plejer.
   - Hvad med et par uger, hvor vi ikke ses, og kan tænke lidt over tingene.., foreslog jeg og følte mig stærk. Så brød du helt sammen.
   - Det er jo det samme som at slå op..., hulkede du.
   - Nej, nej, vi skal jo bare tænke os lidt om. Bare et par dage til at få styr på det hele...
   Vi sagde ikke noget i lang tid. Du hulkede og hulkede, men jeg ville ikke se på dig. Efter nogle endeløse minutter, kørte vi, for du skulle på arbejde. Da du satte mig af, aftalte vi at ringe sammen, når du fik fri. Stadig hulkende drejede du ud på vejen igen og væk. Lettelse og skuffelse fyldte mig.
   Hvis jeg nu bare havde lagt på med det samme.